Krigsforskning mellem universitetsånd og våbenmagt

LONDON (Januar 2005) »I dag konfronteres vi med sikkerhedstrusler. Blandt andet global miljøødelæggelse og social ulighed, som ikke kan forhindres med militær magt. Alligevel har den militære sektor urimeligt meget at skulle have sagt, når forskningsdagsordenen sættes.«

Sådan beskriver den britiske forsker Chris Langley den britiske militærindustris indflydelse på landets forskningsbevillinger på en konference i London i januar.

Chris Langley dokumenterer i rapporten »Laboratoriets soldater«, som er udarbejdet for organisationen »Videnskabsfolk for globalt ansvar«, Storbritanniens tætte bånd mellem forskning og militære interesser.

I Storbritannien går ca. 30 procent af de offentlige forskningsmidler til projekter med tilknytning til den militære sektor. I finansåret 2004/5 er det omkring 2,6 milliarder pund til militær forskning og udvikling. Det er mere end dobbelt så meget, som det offentlige vil tildele forskningsprojekter inden for sundhedsområdet.

Når det gælder militære forskningsbudgetter overgås Storbritannien på verdensplan kun af USA. Her blev der i 2003/4 spenderet hele 62,8 milliarder dollars på militær forskning.

Forskning er i dag projektstyret. Det vil sige, at forskergrupper får penge til at løse velafgrænsede problemstillinger, som bestemmes af den, der giver bevillingen.

Dette bevæger forskningen i instrumentel retning, idet forskergrupper konkurrerer om at kunne løse problemstillinger så effektivt som muligt. Forskningens konkurrenceparameter er med andre ord: effektivitet.

Moderne videnskab og teknologi drejer sig ikke længere om at afdække sandheden eller at frigøre mennesket fra sult, sygdom, undertrykkelse eller anden form for nød og elendighed.

Lobby- og interessegrupperinger spiller i dag en vægtig rolle, når de britiske militære forskningsbevillinger skal fordeles. »Det Nationale panel vedrørende forsvars- og rumflyvningssystemer« har her en central placering. Det blev nedsat i 1999 og koordinerer luftfarts- og forsvarsforskning.

Panelet skal også fremme samarbejde mellem offentlige og private forskningsinstitutioner. Kun otte af panelets 18 medlemmer repræsenterer ikke industrien.

Rugemaskiner

Siden 2002 er der søsat flere initiativer, der skal fremme integration af offentlig og privat forskning med militært islæt. I dag findes der otte »Partnerskaber for forsvars- og luftfartsforskning«.

Her samarbejder universiteter med private firmaer om udvikling af ny militær teknik. Partnerskaberne er finansieret af det britiske industri- og handelsdepartement, forsvarsministeriet, forskningsråd samt industrien.

På de 17 universiteter, der deltager i et eller flere af partnerskaberne, forskes der i aerodynamik og rotorkraft, nye avancerede flyvemaskineskrog, »real-time«-systemer, modellering og simulering af turbulens, design, materialer til flyvemaskinemotorer, fusionering af data og sensorer, samt modellering af ikke-ligevægtsaerodynamik.

Partnerskaberne tæller også våbenfirmaer som BAE Systems, Rolls Royce og Airbus m.fl.

Udover partnerskaberne er der oprettet fire såkaldte »Ekspertisesøjler« og tre »Centre for forsvarsteknologi«. De er tænkt som rugemaskiner for ny militærteknologi.

Søjlerne skal udvikle undersystemer til militærindustrien, for eksempel fjernstyringsmekanismer, radarteknik, undervandscensorer og syntetiske miljøer.

På centrene forskes der inden for data- og informationsfusion, ’den menneskelige faktor’, og elektromagnetisk afstandsdetektering.

Samlet set er 29 britiske universiteter involveret i et eller flere af de nævnte militære forskningsinitiativer.

Hemmeligheder og politiske problemer

»De beskrevne militære forskningskonsortier og -centre giver anledning til etiske og politiske problemer, som hverken diskuteres offentligt eller internt på de indblandede universiteter«, siger Chris Langley.

Han tilføjer, at forskningsinitiativerne kun er en del af det samlede billede – der er andre former for partnerskaber og andre militære forskningskilder.

Chris Langley mener, at et af problemerne ved det militær-industrielle kompleks’ indtog på universiteterne er, at det fremmer hemmelighedskræmmeri. Han synes, »at det står i modsætning til den åbenhed og kritiske debat mellem fagfæller, som vi normalt forventer offentlige forskningsresultater underlagt.«

»Det giver også naturvidenskaben et dårligt image i befolkningen, hvis den sættes i forbindelse med militære interesser, ligesom det begrænser anvendelser af naturvidenskab til mere progressive formål,« påpeger Langley og tilføjer, at de voldsomme militære investeringer i nye teknologier betyder, at disses udviklingsbane bestemmes af militære formål.

»Deres potentielt gavnlige effekter udnyttes ikke fuldt ud. Når først en teknologi er udviklet militært, vil den altid være militært mærket. Det ses blandt andet af kernefissionsteknikken, som i dag er tæt forbundet med kernevåben«.

Langley benægter ikke, at militærteknik ofte både har militære og civile anvendelser. Men han pointerer, at forskning, der er rettet mod at løse globale problemer, vil give et større afkast.

Dagsorden med konsekvenser

Den militære forskningsdagsorden har også politiske konsekvenser. Militærindustriens interesse- og lobbygrupperinger spreder systematisk idéen om, at sikkerhed er noget, der kan og skal opretholdes med våben og overvågning.

Det er næppe tilfældigt, at de to nationer, der har de største militære forskningsbudgetter, netop ledede invasionen af Irak, mener Langley.

Langleys rapport fremhæver NATOs forskningsprogram ­– »Sikkerhed gennem videnskab« – som model for, hvordan Storbritanniens forsvarsmæssige forskningsinvesteringer kunne omlægges.

NATO støtter her åben videnskabsudveksling og yder tilskud til blandt andet forskningsprojekter, der søger at udvikle nye metoder til at opspore og ødelægge skadelige kemiske stoffer og biologiske organismer. Anden NATO-støttet forskning søger at garantere vand-, mad- og informationssikkerhed, samt initiere menneskelig og social udvikling i konfliktfyldte områder.

Åbent – ikke skjult

Langleys rapport stiller egentligt ikke spørgsmål ved forskningens tiltagende instrumentelle karakter. Men den understreger, at beslutningerne om hvilke forskningsprojekter, der skal modtage støtte, ikke må foregå i det skjulte. Tildeling af midler skal være en åben og gennemsigtig proces. Sådan forholder det sig ikke i dag.

Rapporten anfægter den britiske regerings forskningsprioriteringer. I dag dikteres de i stor udstrækning af militære interesser.

Der skal bruges færre penge på udvikling af nyt militært isenkram, og flere penge på blandt andet at mindske de grundlæggende årsager til krig og konflikter, samt til at imødegå konsekvenserne af klimaforandringerne.

Sikkerhed drejer sig om meget mere end militær styrke. Det handler om at gøre verden mere sikker, mere tolerant, åben og retfærdig for alle, konkluderes det i rapporten.

Tom Børsen Hansen er medlem af redaktionen for tidsskriftet Salt og af forretningsudvalget for Internationalt Netværk af Ingeniører og Videnskabsfolk for Global Ansvarlighed.

Artiklen har tidligere været bragt i tidsskriftet Salt.

Rapporten »Laboratoriets soldater« kan downloades som pdf-dokument på internetadressen www.sgr.org.uk/DownloadFormArms.htm.