Nazi-rigets sidste dage

Da enden for tusindårsriget nærmede sig i april 1945, lå store dele af Europa skudt i ruiner. Næsten 60 millioner mennesker var blevet dræbt og millioner af hjemløse flygtede fra krigens helvede.

Mens slaget om Berlin rasede, begravede nazirigets leder Adolf Hitler sig sammen med trofaste tilhængere i en bunker dybt under jorden. Bernd Eichingers film Der Untergang, som for nylig havde premiere i biograferne, beskriver på en overbevisende måde dette surrealistiske historiedrama.

Slaget om Berlin

I april 1945 gik nazi-riget sine sidste dage i møde. Til sidst stod den tyske hær overfor en overvældende magt. Næsten 3 millioner soldater fra den Røde Hær var den 16. april 1945 opmarcheret ved floderne Oder og Neisse, parat til at indtage det østlige Tyskland og derefter Berlin.

Overfor dette kolossale opbud af russiske soldater stod 320.000 mand fra den tyske hærgruppe Weichsel. Dertil kom enheder fra Hitlers elitetropper SS (Sturmstaffel), almindelige politifolk, drenge fra Hitlerjugend samt gamle mænd og teenagers, der var tvangsrekrutteret i den såkaldte Volkssturm, et improvisatorisk sammenrystet hjemmeværn.

Ved aftentide den 19.april 1945 havde den Røde Hær, under ledelse af marskal Georgij Konstantinowitsch Schukow, brudt den tyske værnemagts tre forsvarslinier mellem Berlin og floden Oder. Halvanden dag senere, den 21.april, trængte de første sovjetiske kampgrupper ind i Berlins nordlige kvarterer. Den 26.april omringede 465.000 sovjetiske soldater byens centrum med over 1500 tanks.

Den 30. april begik Hitler selvmord, og den 2. maj 1945, klokken 9 om morgenen, betrådte sovjetiske officerer Hitlers sidste tilholdssted, kommandobunkeren under det gammel Rigskancelis have.

Ved 15-tiden standsede de officielle kamphandlinger i Berlins ruiner. Da var omkring 125.000 tyskere blevet dræbt og hundredetusinder af berlinere var sultedøden nær. Den Røde Hær mistede 80.000 soldater i kampen om det fascistiske uhyres bastion: Berlin. Et stort antal sovjetsoldater blev såret; ,militærhistorikere anslår mellem 200.000 – 260.000.

Efter 2071 dage sluttede Anden Verdenskrig således i Berlin, hovedstaden i Hitlers proklamerede tusindårsrige.

Efterfølgeregeringen i Flensburg, som Hitler havde udnævnt kort før sin død, trak den endegyldige kapitulation ud til den 8.maj 1945. Dette ville ifølge Hitlers efterfølger, flådeadmiral Karl Dönitz, give de mange flygtende værnemagtssoldater mulighed for at undgå sovjetisk fangenskab, så de i stedet kunne overgive sig til de anglo-amerikanske militærmyndigheder.

At den tyske værnemagt ikke kunne vinde krigen havde i lang tid været indlysende for flertallet i den tyske militærledelse. Men Hitler afviste enhver tanke om kapitulation. Ifølge Joachim Fests Hitler-biografi, Der Untergang (der sammen med erindringerne af Hitlers sekretær, Traudl Junge, Bis zur letzten Stunde, har dannet grundlag for Bernd Eichingers film) sigtede Hitler målrettet mod undergangen: „Jeg vil kæmpe, sålænge jeg råder over så meget som en eneste soldat. Når den sidste soldat forlader mig, vil jeg skyde mig.”

Denne meningsløse fortsættelse af krigen resulterede i yderligere millioner af menneskers død, den totale ødelæggelse af mange byer og en barbarisk hærgen af store landområder. I krigens sidste måneder døde der dagligt i gennemsnit 10.000 tyske soldater, mens den Røde Hær mistede hele 800.000 soldater under befrielsen af de østlige dele af Tyskland.

Da den sovjetiske forfatter Konstantin Simonow kørte igennem kampområdet ved Berlin, hvor den Røde Hær netop havde nedkæmpet Hitlers 9. hær-division, blev han øjenvidne til et frygteligt ragnarok. Han så ”tanks, pansrede køretøjer, ambulancer og køretøjer af enhver slags, der var fuldstændigt skruet ind i hinanden, lå ovenpå hinanden eller var vendt på hovedet, trykket ind mod træerne. I al dette virvar af metal og træ lå en forfærdelig masse afrevne menneskelige legemsdele spredt ud over det hele. Et billede, der strakte sig langt ud til fjerne horisonter.”

Den tyske forfatter Alfred Döblin blev chokeret, da han genså Berlins Alexanderplatz, som hans berømte roman fra 1930´rne af samme navn handlede om. Han skrev i sine optegnelser: ”Mit personlige behov for at skildre historiske begivenheder er nu fuldstændigt opfyldt.”

Hitlers sidste dage

Hitler blev aldrig konfronteret med sådan et rædselsscenarie. Mens de allieredes tanks og bombefly bragte en lignende ødelæggelse til Tyskland, som den tyske værnemagt havde spredt over hele Europa, havde Føreren forskanset sig i en bunker bestående af 20 mindre rum med 4 meter tykke ydermure beliggende 8 meter under jorden.

To måneder tilbragte Hitler i denne underjordiske bunker, omgivet af fanatiske tilhængere, intrigante spytslikkere og forrædere.

Ved siden af - i kælderne under det nye Rigskanceli - kunne man høre skrigene fra hundredvis af sårede, der var anbragt dér. Ifølge Hitlers sekretær Traudl Junge klagede Hitler med tårer i øjnene over ”at det tyske folk havde vist sig som uværdigt til at leve videre” og at ”krigen nu var tabt”.

Hitlers illusioner

Den 9. marts 1945 blev der fra Hitlers kommandocentral i bunkeren givet ordre til at forsvare Berlin til sidste patron. På dette tidspunkt nærmede den Røde Hær sig floden Oder, 70 km fra hovedstaden.

På omtrent samme tidspunkt tilkæmpede den amerikanske hær sig kontrollen over Tysklands vigtigste industrizone, Ruhr-området. Derefter fortsatte amerikanerne i hastigt tempo ind i Midttyskland.

Den 15. marts 1945 skrev minister for oprustning og krigsproduktion, Albert Speer, til Hitler for at gøre opmærksom på, at den tyske økonomi ikke vil kunne holde mere end 4 - 8 uger, og at dette ville få alvorlige konsekvenser for en fortsat krigsførelse.

Hitler klamrer sig til imidlertid til håbet om, at alliancen mellem Stalins Sovjetunion og den anglo-amerikanske akse inden længe vil bryde sammen. Ifølge historikeren Rolf-Dieter Müller var Hitler overbevist om , at der bare behøvedes ét massivt militærslag imod den ”proletarisk-bolsjevistiske kollos” for at få de vestlige allierede til at erkende, at han alene var istand til at standse Stalins politiske ambitioner.

Da den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt døde 12. april 1945, brød Hitler ud i euforiske glædesråb. Henvendt til Speer råbte han ifølge en anmærkning i Göbbels dagbog: ”Her har vi det, som jeg har forudsagt. Hvem har nu ret? Krigen er ikke tabt!”

Det stemningsomsving varede dog kun et kort stykke tid.

Den 16. april 1945, omkring klokken 3 om morgenen, indledte den Røde Hær sin slutoffensiv. Fire dage senere, på Hitlers 56. fødselsdag, nåede sovjetiske tanks Bernau i den nordlige del og Jüterbog i den sydlige del af Berlin.

Eva Braun, Hitlers 34-årige samleverske, som nogle dage forinden var flyttet ind i bunkeren, skrev til en veninde: ”Vi hører, at kanonernes tordnen fra fronten kommer nærmere og nærmere. Som du kan forestille dig, sover vi forfærdeligt lidt. Men jeg er så lykkelig over, at være ved hans side nu”. Den 28. april giftede Hitler sig med Eva Braun.

Strenge sikkerhedsforanstaltninger omkring Hitler skulle sørge for, at ingen fik mulighed for at afslutte krigens ragnarok med et attentat. Selv højt betroede officerer som major Bernd Freiherr Freytag von Loringhoven, der dagligt kom i bunkeren, måtte lade sig undersøge grundigt hver eneste gang. ”Hvorfor stikker du ikke bare svinet ned?” spurgte en ven ham i starten af 1945. ”Jeg ville ikke engang have kunnet smugle en lommekniv ind i bunkeren, uden at det omgående ville være blevet opdaget!”, sagde Freytag fornyligt i et TV-interview.

Majoren er en af de sidste levende øjenvidner fra dagene i bunkeren. Han beretter, at Føreren var psykisk nedbrudt: ”Kun med besvær bevægede han sig igennem gangene, det ene ben trak han haltende bag sig. Hans venstre hånd rystede voldsomt og han plejede at gemme den på ryggen.”

Muligvis var der tale om sygdommen Parkinson-syndrom.

Hitler nægter at forlade Berlin

Skønt den sovjetiske offensiv nærmede sig Berlins centrum, ville Hitler forblive i hovedstaden. Han afslog diverse forslag om at undvige til Berchtesgaden i Bayern, som på det tidspunkt stadigvæk var under værnemagtens kontrol. Forgæves tryglede SS-chef Heinrich Himmler, udenrigsminister Joachim von Rippentrop og flådeadmiral Karl Dönitz Hitler om at forlade byen, før den blev helt lukket inde.

De henviste til muligheden for, at Hitler kunne overtage kommandoen af de sydlige hærdivisioner i Bayern. Det afviste Hitler afviste. Han mente, at kun han kunne udøve den nødvendige autoritet ved at blive i Berlin og fortsætte krigen, indtil konflikten mellem Sovjet og vestmagterne ville bryde ud: ”Jeg er Føreren sålænge jeg reelt kan lede. Jeg kan ikke lede Tysklands skæbne ved at flytte til et eller andet bjerg.”

De fleste naziledere var derimod glade for, at Hitler den 15. april udnævnte militære stedfortrædere for Nord- og Sydtyskland, så de kunne fortsætte kampen på regionalt plan i tilfælde af, at riget ville blive delt midt over af de allieredes fremmarch. Nu fandt mange et påskud for hurtigst muligt at forlade Berlin. SS-lederen Heinrich Himmler var én af dem, som hurtigt forsvandt ud af den belejrede by.

80.000 sovjetiske soldater døde i slaget om Berlin

Den 21. april 1945 blev Berlins centrum for første gang beskudt med tungt artilleri. Det var en ulige kamp: 465.000 soldater fra den Røde Hær kæmpede sig med 1500 tanks frem til byens centrum, der blev forsvaret af 90.000 værnemagtssoldater og hjemmeværnsmilitsfolk (Volkssturm) med omkring 100 tanks.

Modstanden var imidlertid så heftig, at over 80.000 sovjetsoldater mistede livet i de voldsomme gadekampe fra hus til hus, fra gade til gade. På grund af disse kolossale tab ændrede den Røde Hær sin taktik og skød med tunge kanoner ethvert hus i sænk, hvis det kunne fungere som potentiel dækning for de tyske tropper.

Russisk artilleriild vækkede Hitler den 21.april - tidligere end sædvanligt. Da han blev informeret om, at det drejede sig om raketnedslag, skal han forundret have spurgt, om russerne allerede var så tæt på.

Hitler ringede personligt til luftvåbenets øverstkomanderende, Karl Koller, og truede med, at alle ansvarlige officerer i luftvåbenet ville blive hængt, hvis der ikke omgående dukkede undsætning op fra denne kant. Ifølge Koller brølede Hitler i telefonen: ”Enhver kommandant, som tilbageholder styrker skal elimineres indenfor 5 timer.”

Det, som Hitler ikke vidste eller nægtede at erkende, var, at det tyske luftvåben ikke længere eksisterede.

Da en højt bebudet undsætningsmanøvre fra den nordøstlige del af Berlin under ledelse af SS-officeren Felix Steiner slog fejl, indrømmede Hitler for første gang, at et totalt nederlag nu var uundgåeligt.

Selvmordsbølge blandt tyskere

Ifølge beretninger fra flere tilstedeværende skiftede stemningen i bunkeren nu til en slags fatalistisk håbløshed. De tilstedeværende havde ikke længere noget målrettet at foretage sig og kredsede permanent omkring spørgsmålet om måder at begå selvmord på. ”Skal jeg tage cyankalium-tabletter eller skal jeg skyde mig med pistolen i tindingen eller i munden?”, lyder et citat fra en beretning af major Freytag von Loringhoven.

Dette afspejlede stemningen i dele af den tyske befolkning. Historikere vurderer, at over 100.000 tyskere begik selvmord i foråret 1945. En historisk set enestående begivenhed.

”Undskyld jeg forstyrrer, har russerne allerede været hos dem?”

Kommunikationen mellem bunkerens kommandoledelse og omverdenen udenfor blev efterhånden så vanskelig, at officererne udvalgte tilfældige telefonnumre fra boliger langs indfaldsvejene til Berlin for at finde ud af, hvad der egentlig skete:

”De må undskylde forstyrrelsen, men har russerne allerede været hos dem?” lød spørgsmålet fra nazi-bunkeren, når der blev ringet op til tilfældige berlinere.

Major Freytag udarbejdede de løbende forandringer af den militære situation på basis af meldninger fra pressebureauet Reuter.

I denne anspændte atmosfære blev de årelange spændinger mellem professionelle militærledere og teknokratiske nazifunktionærer forstærket. Ifølge Traudl Junge, Hitlers sekretær, glemte general Wilhelm Burgdorf i temmelig bedukket tilstand al forsigtighed og brølede til Hitlers magtfulde kontorchef Martin Bormann: ”Hundredetusindvis af vores unge officerer er gået i døden! Og hvorfor? For jer og jeres forbandede magtliderlighed!”

Sådanne scener var på dette tidspunkt ingen sjældenhed. De surreale rammer i bunkeren gav disse skænderier, der afdækkede de mangeårige konkurrenceforhold indenfor nazi-eliten en nærmest teateragtig fremtoning.

Ingen vej tilbage

Den 28. april 1945 skønnede Hitler, at der var omkring 48 timer tilbage, før de første sovjetsoldater ville nå frem til hans tilholdssted.

I voldsomme vredesudbrud ringede han til de forskellige udstationerede generaler og krævede, at værnemagten skulle samle resterne af hæren i en koncentreret aktion og ile Berlin til undsætning. Da intet skete, anklagede Hitler generalstaben for at være en flok forræddere, der havde sammensvoret sig imod ham.

Han blev bestyrket i denne holdning, da han fik meldninger om, at SS- og politichef Heinrich Himmler i al hemmelighed fra Lübeck havde tilbudt kapitulation. Det var formentlig Himmlers forrædderi, der ramte Hitler hårdest. For Himmler opfattede han som symbol på sit eliteværn SS, Sturm Staffel, hvis slogan var ”Vores ære hedder trofasthed”.

Himmler, ’arkitekten’ bag tilintetgørelsen af det jødiske folk i Europa, troede i fuld alvor, at han på denne måde kunne redde sit eget liv. Ifølge amerikanske militærhistorikere, reagerede Himmler med forbavselse, da de allierede afviste hans tilbud.

Hitlers sekretær, Traudl Junge, renskrev i disse nætter hendes forgudede chefs politiske og personlige testamente. Heri opfordrede han nationen til en ”penibel overholdelse af racelovgivningen” og til at fortsætte den ”ubarmhjertige modstand imod den internationale jødedom”.

På trods af hans efterhånden meget reducerede råderum, der på dette tidspunkt var på størrelse med Bornholm, udnævnte Hitler en tysk efterfølgeregering under ledelse af flådeadmiralen Karl Dönitz.

Erotisk danse macabre

Efter hun havde afsluttet sit arbejde, gik Traudl Junge op i bunkerens store forhal for at skaffe mad til Goebbel-parrets seks børn. Her stødte hun på scenerier, som hun senere betegnede som ”masseorgier”, der vibrerede af feberagtige udfoldelser og begær.

I hendes dagbog noterede hun, at ”det så ud til, at en erotisk feber havde smittet alle og enhver. Overalt, selv på tandlægens behandlingsstol, så jeg elskende par. Kvinderne var skamløst blottet selv på de mest intime kropsdele…”

Den britiske journalist Antony Beevor fandt senere ud af, at SS-soldaterne i deres søgen efter desertører, var stødt ind i unge berlinske kvinder, som de med løfter om champagne og lækkerier lokkede til at tage med dem tilbage til Rigskanceliet.

The end

Den 30. april 1945 om formiddagen nåede de første kamptropper fra den Røde Hær til den ødelagte U-Bahn skakt i Voss-strasse, omtrent hundrede meter fra Hitlers gemmested.

Berlins øverstansvarlige militære leder, artillerigeneral Helmuth Weidling, informerede Hitler om, at han forventede, at slaget om hovedstaden ville ende samme aften. Hitler lod vagtmandskabet foran bunkeren forstærke og udrustede dem med håndgranater.

Forgæves tilbød Hitlers personlige pilot Hans Baur at flyve Hitler og Eva Braun til kontakter i Mellemøsten.

Efter aftensmaden hidkaldte Hitler sin personlige livvagt, SS-officeren Otto Günsche, og meddelte, at han nu agtede at skyde sig selv og sin kone Eva Braun. Diktatoren beordrede Günsche til at brænde deres lig for ikke at ende som ”udstillingsgenstand i et eller andet museum”.

Hitler tog derefter afsked med de omkring 30 tilstedeværende trosfæller og forsvandt med Eva Braun ind i deres opholdsværelse i bunkeren.

Hvordan Hitler og Eva Braun døde er på grund af de forskellige varierende vidneudsagn ikke definitivt afklaret. Men alle øjenvidner har samstemmende senere berettet, at da de åbnede døren til opholdsværelset, så de, at Hitler havde skudt sig og lå let tilbagelænet på sofaen, og Eva Braun havde indtaget gift og lå halvt liggende ved siden af ham.

Omkring kl. 15.40 bar Hitlers hjælpere ligene ud i haven bag Rigskanceliet. Mens tungt sovjetisk artilleri ramte ruinerne omkring dem, hældte de 200 liter benzin ud over de døde, satte ild til og strakte armen til Heil Hitler hilsen. Derefter vendte de hurtigt tilbage til bunkeren.

Mislykket sidste kapitulationsforsøg

Den 31. april 1945 forsøgte propagandaminister Joseph Goebbels at tilbyde Stalin våbenhvile i Berlin. Hitlers død blev i første omgang holdt hemmeligt af taktiske grunde.

Efter midnat krydsede general Krebs de fjendtlige linjer for at møde den russiske general og øverstkommanderende i den 4. sovjetiske garderarmé, Wassilij Tschuikow, der var kendt som Stalingrads sejrrige forsvarer. General Krebs talte russisk og kendte Stalin personligt fra sin tid som vice-militærattache i den tyske ambassade i Moskva.

Krebs tilbød Tschuikow forhandlinger for at skabe et ” fredsgrundlag, som tjener begge nationers vel og fremtid.” Dette bliver af historikere opfattet som et af højdepunkterne i nazi-regimets sidste bizarre ytringer.

Stalin blev omgående informeret og svarede med pure afvisning. Hitlers tilintetgørelseskrig havde kostet omkring 20 millioner sovjetborgere livet, og nu skulle nazierne en gang for alle nedkæmpes.

Den 1. maj 1945, klokken 22.26 meldte den tyske radioavis, at Hitler ”var død i den kommandocentral, hvor han indtil det sidste kæmpede for Tyskland og imod bolsjevismen.”

De fleste nazister, der stadig væk opholdt sig i bunkeren, planlagde nu deres udbrud og flugt. De fleste havnede imidlertid i fangenskab.

Propagandaminister Goebbels og hans kone Magda Goebbels besluttede dog at begå selvmord i bunkeren. De forgiftede deres seks børn og skød derefter sig selv. Alle forsøg på at få Goebbels-ægteparet overtalt til at lade deres børn bringe levende ud af Berlin var forgæves. Magda Goebbels begrundede deres morderiske planer med, at livet ikke er værd at leve i en verden, ”der kommer efter Føreren og nationalsocialismen.”

Den 2. maj 1945, omkring klokken 9 om morgenen, indtog soldater fra den sovjetiske 301.division uden kamp Hitlers førerbunker.

Den 8. maj 1945, seks dage efter Berlins fald, kapitulerede Hitlers efterfølgeregering i Flensburg.

Den Anden Verdenskrig var slut.

Hvem var hvem i nazisternes hierarki?

Adolf Hitler

Det fascistiske tyske riges leder, Føreren, med diktatoriske beføjelser.

Født den 20.april 1889 i Braunau i Østrig – begik selvmord den 30. april 1945 i Berlin. Hans retoriske begavelse og hans racistisk-nationalistiske værk Mein Kampf dannede grundlag for hans karriere. Hitler blev Rigskansler ved hjælp af nationalsocialisternes kupagtige magtovertagelse og indførelse af en undtagelseslovgivning, den 24.marts 1933.

I februar 1938 udnævnte han sig selv til chef for den tyske hærs overkommando. Hans elitekorps SS, Sturm Staffel, stod til hans personlige disposition.

Hitlers diktatoriske funktion og rolle gjorde ham personlig ansvarlig for verdenskrigen og dens katastrofale følger, holocoust på de europæiske jøder, tilintetgørelse af sigøjnerne fra Sinti og Roma, eutanasi på psykisk syge mennesker og invalide, samt klapjagt og drab på venstrefløjen og andre oppositionelle.

Den 29. april 1945 udnævnte Hitler, umiddelbart før han begik selvmord, flådeadmiral Karl Dönitz til leder af efterfølgeregeringen.

Hermann Göring

Marskal og øverstbefalende af det tyske luftvåben. Figurerede indtil 1944 som nummer to i naziernes hierarki. Født den 12. januar 1893 i Rosenheim. Blev den 1. oktober 1946 ved de allieredes militærdomstol i Nürnberg dømt til døden og begik selvmord den 15. oktober 1946, umiddelbart før henrettelsen skulle have fundet sted.

Rudolf Hess

Hitlers stedfortræder indtil hans flyvetur i en såkaldt ”fredsmission” til England den 10.maj 1941. Født den 26.april 1894 i Alexandria i Ægypten. Begik selvmord den 17.august 1987 i de allieredes militærfængsel i Berlin-Spandau, hvor han afsonede en livstidsdom.

Albert Speer

Hitlers arkitekt og fra 1942 minister for oprustning og krigsproduktion. Født i 1905 i Mannheim, i 1946 dømt til 20 års fængsel ved de allieredes militærdomstol i Nürnberg . Løsladt 1966. Udgav 1970 sine erindringer. Død 1981.

Joachim von Ribbentrop

Udenrigsminister. Født i 1893 i Wesel, Niederrhein, dømt til døden ved militærdomstolen i Nürnberg og henrettet den 15.oktober 1946. Han var én af de hovedansvarlige teknokrater, der planlagde naziernes deportationer og tilintetgørelse af de europæiske jøder.

Wilhelm Frick

Indenrigsminister 1933-1943. Født den 12.marts 1877 i Alsenz i Pfalz, dømt til døden ved militærdomstolen i Nürnberg og henrettet den 16.oktober 1946. Som jurist ved rigspolitiet var han en af de hovedansvarlige i forfølgelsen af regimekritikere og jøder.

Joseph Goebbels

Minister for propaganda og folkeoplysning. Født den 29. oktober 1897 i Rheydt – begik selvmord sammen med sin kone og seks børn den 1.maj 1945 i Berlin. Var ansvarlig for naziernes mediepolitik og vedligeholdelse af en høj krigsmoral i befolkningen.

Heinrich Himmler

Rigsfører for Hitlers elite-enheder SS, og chef for politiet, samt rigskommisær for udbredelsen af de tyske kulturværdier. 1943 udnævnt til indenrigsminister. Født den 7.oktober 1900 i München. Begik selvmord kort efter hans tilfangetagelse af de britiske militærmyndigheder den 23.maj 1945.

Var arkitekten bag oprettelsen af koncentrationslejrene og planlægningen af udryddelsen af de europæiske jøder. Han deltog i udarbejdelsen af race-lovgivningen og fungerede som den ideologisk-racistiske strateg for germaniseringsplanerne i de erobrede østeuropæiske områder.

I april 1945 ekskluderede Hitler Himmler fra NSDAP og fratog ham samtlige formelle funktioner, da det kom frem, at Himmler forsøgte at etablere en hemmelig separat-fred med de vestlige allierede.

Martin Bormann

Hitlers kontorchef og personlige rådgiver. Født i 1900 i Wegeleben ved Halberstadt. Han nåede ved afslutningen af krigen at flygte og har siden været forsvundet. Han blev den 1.oktober 1946 ved de allieredes militærdomstol i Nürnberg dømt til døden in absentia. Bormann var en fanatisk antisemit og bidrog med stor energi til organiseringen af Holocoust på jøderne.

Alfred Rosenberg

NSDAPs chefideolog. Født den 12.januar 1983 i det baltiske Tallin. Han blev ved de allieredes militærdomstol i Nürnberg dømt til døden og henrettet i oktober 1946. Hans race-mytologiske forfatterskab dannede ideologisk grobund for naziernes germaniske kult – og magtdyrkelse. Hans anti-semitiske hovedværk Mythos af det 20.århundrede – en værdianalyse… udkom i millionoplag. Hvor stor hans ideologiske indflydelse reelt var på Hitler, er omstridt blandt nutidens historikere.

Ernst Röhm

Øverste chef af SA, Sturm Abteilung, indtil juni 1934. SA var naziernes subproletariske massebevægelse . Født i 1906 i München. Röhm blev likvideret af medlemmer af Hitlers elitekorps, Waffen-SS, under ledelse af Heinrich Himmler den 1. juli 1934.

Röhm var Hitlers nære kampfælle og personlige ven siden starten af 1920´erne. Han opbyggede en paramilitær struktur af første verdenskrigs-veteraner for at beskytte nazimøder og -demonstrationer. Var nogle år militærinstruktør for Bolivias regering. Efter 1928 voksede SA fra at have under 5.000 medlemmer til en styrke på 60.000 militante nazister. I 1933 toppede SA med 400.000 medlemmer, der konstant angreb venstrefløjens (især KPDs) demonstrationer og massemøder.

SA propaganderede en primitiv ”anti-kapitalisme”. Efter naziernes magtovertagelse krævede SAs ledelse at blive komme til at fungere som overordnet militærstruktur i det tyske rige. Den tyske værnemagts generaler samt den tyske finanskapital krævede omgående disciplinering af SA.

Hitler og den politiske nazi-elite valgte side og anholdt Röhm og de ledende SA-medlemmer. I løbet af juli 1934 likvideres omkring 1.000 ledende SA-folk.

Röhm blev skudt i et fængsel i München den 1. juli 1934. Officielt blev SA-ledelsen anklaget for at have planlagt et kup mod Hitler og for at være ’uarisk’ på grund af en angivelig udbredt homoseksualitet.

Betydningsfulde værnemagtsgeneraler

Alfred Jodl

General og Hitlers militær-rådgiver. Født den 10.maj 1890 i Würzburg. Dømt til døden den 16.oktober 1946 ved de allieredes militærdomstol i Nürnberg og henrettet. Han var sammen med generalfeltmarskal Wilhem Keitel en nøglefigur i den tyske værnemagts militærledelse. Den 7.maj 1945 undertegnede Jodl den tyske værnemagts kapitulation i byen Reims. I 1953 blev Jodl af en domstol i München posthumt frikendt for at have begået ”alvorlige krigsforbrydelser”…

Karl Dönitz

Storadmiral for den tyske krigsflåde. Født den 16. september 1891 i Grünau ved Berlin. Han døde i Hamburg i december 1980. Efter Hitlers død fungerede Dönitz efterfølgende som Rigskansler, indtil han den 23.maj 1945 blev anholdt af de amerikanske militærmyndigheder. Dømt til 10 års fængsel ved de allieredes militærdomstol i Nürnberg. Løsladt 1956. Død 1980.

Wilhelm Keitel

Generalfeltmarskal. Var øverste militære leder af værnemagtens militære overkommando (OKW). Født den 22.september 1882 i Helmscherode. Dømt til døden den 16.oktober 1946 ved de allieredes militærdomstol i Nürnberg og henrettet. Han var i en periode øverste militærleder i værnemagtens krig mod Sovjetunionen.

Wilhelm Canaris

Chef for den tyske flåde og militærets efterretningsvæsen. Født i 1887 i Aplerbeck i Westfalen og hængt i april 1944 af en tysk SS-kommando.

Var personlig ven med Spaniens diktator Franco. Fanatisk nationalist, men imod Hitler. Opbyggede værnemagtens militære efterretningsvæsen til en uhyre effektivt fungerende del af krigsmaskineriet. Samtidigt sympatiserede han med modstanden mod Hitler. Blev ufrivilligt indviklet i attentatet mod Hitler i april 1944 og anholdt af Gestapo – nazisternes frygtede hemmelige politi.

Erwin Rommel

Øverste general for værnemagtens nordafrikanske divisioner. Fungerede i 1942/43 som ledende general på Vestfronten imod de vestallieredes offensiv i Frankrig.

Født den 18.november 1891 i Heidenheim i Würtenberg. Døde den 7.oktober 1944, da han blev tvunget til at begå ’selvmord’ med cyankalium. Sympatiserede med de militære kredse omkring værnemagtsofficeren Claus Schenk Graf von Staufenberg, der gennemførte attentatet imod Hitler den 20.april 1944.

Alfred Lang, født i Wien, er freelance-journalist, historiker og billedkunstner. Krigen ramte hans familie i Østrig på dramatisk vis. Hans farfar, der var engageret venstresocialist, døde under kampe imod den Røde Hær i Polen. Hans morfar, som var kommunist, døde i nazisternes koncentrationslejr i Mauthausen. En onkel omkom som 22-årig i Stalingrad.

Alfred Lang vil i april 2005 følge op med en artikel, der behandler den nazistiske magtovertagelse i 1933, fascismens fremtrædelsesformer, Holocaust, 2. Verdenskrigs udvikling, Nürnbergprocesserne, den tyske arv og hovedstrømninger i venstrefløjens fascisme-teorier.

Læs anmeldelsen af filmen Der Untergang på Modkraft.dk

Se et filmklip fra Der Untergang.

Litteratur

Traudl Junge: Bis zur letzten Stunde. Thieme Georg Verlag 2003.

Joachim Fest: Der Untergang. RoRoRo 2003 (på dansk: Ragnarok. Gyldendal 2003).

Desuden:

Brigitte Hamann: Hitler in Wien. Piper, München 1989.

Martin Broszat (hrg.) m.fl.: Das Dritte Reich im Überblick. Serie-Piper, München

Hans Erich Volkmann: Ende des Dritten Reiches – Ende des Zweiten Weltkrieges. SP 2056

Joseph Goebbels: Tagebücher. Piper, München

Ian Kershaw: Der NS-Staat. rororo-Sachbuch, 1999

Ingrid Strobl: Sag nie, du gehst den letzten Weg. Fischer-Verlag, Frankfurt am Main 1989.