Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
23. februar 2005 - 10:39

Når fløjten får en anden lyd ...

En whistleblower er en person, som offentligt afslører kriminel eller skrupelløs adfærd på hans eller hendes arbejdsplads, eller lækker hemmeligholdte informationer, hvis offentliggørelse har betydning for menneskers sundhed, miljøet, demokratiet eller retssikkerheden.

Ved at offentliggøre sådanne informationer kan en whistleblower få stor betydning for den offentlige debat og dermed den samfundsmæssige udvikling.

At ’fløjte’ skal dog ikke blot betragtes som et politisk redskab; whistleblowing har værdi i sig selv, og skal derfor institutionelt beskyttes uanset de politiske konsekvenser.

Nikotin og forfølgelse

I Michael Manns spillefilm The Insider fortælles historien om Dr. Jeffrey Wigand. Den bygger på en sand historie. Efter at Wigand i 1995 bliver fyret som chef for en forsknings- og udviklingsafdeling i firmaet Brown and Williamsson Tobacco Corporation, beslutter hans sig for at offentliggøre fortiede information om, at firmaet systematisk forstærker tobaks afhængighedsvirkende effekt.

Det gør de ikke ved at øge tobakkens nikotinindhold, men ved at manipulere nikotinen kemisk. Nikotinen bliver ‘impact boosted’ – altså omdannet til en form som hurtigere absorberes i lungerne og således også i hjernen og centralnervesystemet.

For at forhindre Wigand i at offentliggøre de hemmeligholdte informationer, trues han først økonomisk. Lovede månedlige udbetalinger vil blive stoppet, og han vil blive retsforfulgt for at bryde en kontraktlig indgået tavshedspligt.

Disse trusler stopper ham imidlertid ikke fra at mødes med Lowell Bergman. Han er journalist på CBS-nyhedsprogrammet 60 minutes. Herefter begynder nye former for chikane. Wigand udspioneres, han og hans familie trues på livet, og ondsindede løgne om hans fortid lækkes til pressen.

Historien slutter med, at Brown and Williamssons skruppelløse adfærd bliver afsløret i TV, samt at også tobaksindustrien officielt anerkender, at nikotin er vanedannede.

Men på dette tidspunkt har Wigand mistet sit arbejde, hans hustru og børn har forladt ham, og hans privatliv har været udsat for offentlig granskning. Kort sagt: Hans liv ligger i ruiner.

Det er ikke uden omkostninger, at være whistleblower!

Fløjteren fra Negevørkenen

Nogle gange sættes en whistleblower i fængsel. Dette skete for Mordechai Vanunu, efter at han i 1986 lækkede endegyldige beviser for eksistensen af Israels hidtidigt hemmeligholdte atomvåbenprogram til London-avisen The Sunday Times.

Frem til 1986 arbejdede Vanunu som tekniker på Israels atomanlæg Dimona i Negevørkenen, hvor Israel fremstiller sine atombomber.

Officielt vil Israel hverken be- eller afkræfte, at de besidder kernevåben – heller ikke efter Vanunus afsløringer.

Man siger, at Dimona-anlægget er bygget til at afsalte Negev-ørkenen og gøre den til et grønt og frugtbart område.

Men Israels regering nægter konsekvent inspektører fra International Atomic Energy Agency (IAEA) adgang til Domina-anlægget. IAEA er det internationale organ, der kontrollerer, at atomenergi udelukkende benyttes til fredelige formål. Israel er i denne henseende en såkaldt slyngelstat.

I forbindelse med afsløringen af Israels kernevåbenprogram, satte The Sunday Times den anerkendte atomfysiker Frank Barnaby til at verificere Vanunus oplysninger, som viste sig at holde vand.

Med Vanunus afsløringer stod det klart for enhver, at Israel havde brudt traktaten om ikke-spredning af kernevåben. Eksperter vurderer, at Israel i dag råder over 300 til 400 kernevåbensprænghoveder.

Vanunu blev efter offentliggørelsen lokket til Rom, hvor han kidnappedes af israelske MOSSAD-agenter, som førte ham til Israel. Der blev han stillet for retten og idømt 18 års fængsel for spionage.

Han blev holdt i total isolation i 11 år, kun tilladt lejlighedsvise besøg fra sin familie, advokat og en præst. Den 21. april 2004 blev Vanunu sat på fri fod, efter at havde afsonet sin straf.

Men hermed sluttede den israelske regerings systematiske chikane ikke: Efter løsladelsen fik Vanunu besked på, at han ikke måtte tale med pressen, og der nedlagdes forbud mod, at han forlod Israel (et land, som han forståeligt nok ikke bryder sig synderligt om).

Allerede den 11. november 2004 blev Vanunu atter arresteret og sat i husarrast.

FE og Grevil

I februar i år lækkede den danske efterretningsofficer Frank Grevil dokumenter til Berlingske Tidende, der – ifølge Grevil – dokumenterede, at Folketinget var blevet vildledt, da det besluttede, at Danmark skulle deltage i invasionen af Irak.

Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) havde i rapporter oplyst statsminister Anders Fogh Rasmussen om, at der ikke forelå sikre oplysninger om operative masseødelæggelsesvåben.

Alligevel sagde Anders Fogh Rasmussen i marts 2003, i forbindelse med Folketingets debat om Danmarks deltagelse i Irak-krigen, at: »Saddam Hussein har masseødelæggelsesvåben. Det er ikke noget, vi blot tror. Det er noget, vi ved.«

Grevils fløjten pressede efterfølgende regeringen til at offentliggøre et udvalg af FEs efterretningsrapporter – dog i censureret form.

Heller ikke Grevils fløjten har været uden personlige omkostninger.

Han blev efter offentliggørelsen af de hemmelige dokumenter slæbt gennem en offentlig tilsviningskampagne, da tvivlsomme oplysninger om hans fortid dukkede op i pressen. Formålet var at portrættere ham som utroværdig og uligevægtig.

Grevil blev siden tiltalt for at have overtrådt Straffelovens bestemmelser om uberettiget videregivelse eller udnyttelse af fortrolige oplysninger. Oven i købet under skærpede omstændigheder.

Den 30. november faldt dommen. Frank Grevil blev idømt seks måneders ubetinget fængsel. Han har anket afgørelsen til Landsretten.

Under et offentligt møde, arrangeret af dagbladet Politiken den 25. oktober 2004, fremlagde Grevil sine motiver til at fløjte: Han mente (og mener), at der er noget grundlæggende galt i Forsvarets Efterretningstjeneste. Frem for at søge at frembringe selvstændige vurderinger, der bunder i solidt efterretningsarbejde, har FE tendens til ukritisk at blåstemple magthavernes politiske beslutninger.

Ved samme møde fortalte Grevil, hvorfor han tror, at så få mennesker bliver whistleblowers: »Når man indtræder i en organisation, så optager man dens værdier og normer.« Efterretningstjenester har som regel loyalitet over for landets leder som indre værdi. Og når denne norm optages, konstrueres der en mental barriere mod at fløjte.

I kølvandet på retssagen mod Frank Grevil, er der på www.censurnyt.dk igangsat en underskriftindsamling, der opfordrer alle, der ligger inde med fortrolige oplysninger vedrørende grundlaget for Danmarks deltagelse i invasionen af Irak, til at offentliggøre disse.

Denne opfordring udtrykker et instrumentelt syn på whistleblowers.

At betragte whistleblowers som et vigtigt demokratisk redskab kan dog ikke stå alene. Det at fløjte er også udtryk for individets oprør i forhold til det, den tyske filosof Theodor Adorno kalder »trykket fra det herskende almene«.

Lovliggør fløjten

Whistleblowers får ofte deres liv ødelagt. Uanset karakteren af det, der afsløres eller offentliggøres, kan ødelæggelse af menneskers liv aldrig retfærdiggøres.

I erkendelse af dette, arbejder den i Schweiz baserede Sammenslutning til fremme af videnskabelig kontrollerbar opførsel (Association for the promotion of scientific accountable behaviour) for, at der etableres arbejdstagerrettigheder, der eksplicit lovliggør retten til at fløjte.

En whistleblowers afsløringer bliver ofte mødt med skepsis. En god måde at støtte whistleblowers på, vil være at oprette organer, der kan validere afsløringer og offentliggjort materiale. Det er vigtigt at sådanne organer besidder stor faglig autoritet.

Man skal ikke blot betragte en whistleblower som et politisk redskab. Whistleblowing har værdi i sig selv, fordi det er udtryk for kritisk stillingtagen til de omgivende sociale strukturer.

Tom Børsen Hansen er medlem af redaktionen for tidsskriftet Salt og af forretningsudvalget i Internationalt Netværk af Ingeniører og Videnskabsfolk

for Global Ansvarlighed.

Artiklen har tidligere været bragt i Salt.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce