Interview: Kæft, trit og integration

Det er udtryk for en konservativ reaktion, når den aktuelle integrationspolitik på skoleområdet lægger vægt på læreplaner og spredning af etniske minoritetsbørn rundt på kommunernes skoler, mener Thomas Gitz-Johansen.

I en afhandling om betingelserne for disse børns integration i den danske folkeskole har han beskrevet, hvad han efter i adskillige år at have fulgt livet på flere danske folkeskoler har oplevet. Han har søgt at afdække, hvad det er, der stiller sig i vejen for, henholdsvis befordrer, at minoritetsbørnene føler sig hjemme i skolen.

Chancelighed

- Som jeg ser det, er der tre overordnede politikker, der har betydning for de etniske minoritetsbørns vilkår i folkeskolen. For det første er der det sproglige område. I 2003 afskaffede man støtten til modersmålsundervisningen, sådan at de enkelte kommuner selv kan bestemme, om de vil udbyde modersmålsundervisning. Ville de det, måtte de selv betale for den. Det har betydet, at en meget stor del af kommunerne har afskaffet modersmålsundervisningen.

- Men al forskning tyder på, at hvis etniske minoriteter skal have chancelighed med den etniske majoritet i skolen, så kræver det som minimum, at de bliver styrket i deres modersmål. Og i andre fag bør de også undervises på deres modersmål.

Det er ikke et populært standpunkt i en tid, hvor mange politikere forlanger af indvandrerne, at de lærer dansk sprog og kultur?

- Nej, og den anden politiske tendens handler netop om læseplaner, hvor mine og andres undersøgelser peger på, at hvis man vil give reel chancelighed, så bliver man nødt til at åbne læseplanen, sådan at der bliver plads til minoritetsbørnenes erfaringer og kulturelle baggrund, så skolens indhold i højere grad svarer til det multikulturelle samfund, folkeskolen eksisterer i.

- Som jeg ser det, er det, man er i gang med i øjeblikket, med fælles mål for skolerne og national kanon, en lukning af læseplanen. Der er tale om en konservativ reaktion…

Panik over nye tider

Tilbage til fortiden?

- Ja, tilbage til en eller anden forestillet fortid. Man går i panik over de nye tider.

- Det tredje politikområde har at gøre med, at det langsomt er ved at blive legitimt at sprede tosprogede børn. En politik der ellers op igennem 1980’erne og 1990’erne over et bredt politisk spektrum blev anset for at være diskriminerende.

- Nu har man altså fundet en vej ud af det, som ikke er formelt diskriminerende. Man siger: »Vi spreder ikke efter etnicitet, men på grundlag af sprogtest på alle elever«. Resultatet er det samme; man får stadig spredt de tosprogede efter det, man kalder Albertslund-modellen.

Men er det ikke en løsning?

- Når jeg bliver ringet op af journalister, der spørger, om jeg synes bedst om Albertslund-modellen eller magnetskolemodellen, hvor man tilfører skoler ekstra midler, så de kan tiltrække hvide forældre, siger jeg: Okay, det kan være, at de enkelte skoler eller lærere står over for nogle problemer, som de ikke umiddelbart kan løfte, og derfor synes, at de må lave en retræte til de her modeller.

- Faren er, at man tager udgangspunkt i, at etniske minoriteter i sig selv er et problem for skolerne, og at de derfor skal spredes. Hvis man i en pædagogisk tænkning tager udgangspunkt i, at en bestemt gruppe mennesker er et problem, så siger det næsten sig selv, at den pædagogik har svært ved at tage udgangspunkt i den gruppe menneskers erfaringer, i deres baggrund og deres ressurcer.

Sprede eller samle?

- Sådan et udgangspunkt må man tage, hvis en pædagogisk indsats skal virke. Så hvis man vil sprede, må man hellere spørge: Hvordan tager vi bedst udgangspunkt i deres baggrund?

- Man kunne for eksempel sige, at man i det omfang, forældrene var indstillede på det, samlede tyrkiske elever, så de kunne få god modersmålsundervisning.

- Så er formålet ikke at sprede, fordi mange tyrkiske elever er et problem, men at man bedre kan tage udgangspunkt i deres forudsætninger og ressourcer. Så kan jeg se, at der er noget fornuft i det. Men hvis man acceptere, at det i sig selv skulle være et problem, at der er særligt mange tosprogede elever, så er det en fallit.

Men kan du ikke følge den bekymring, som mange flertalsdanske hvide forældre har? Er det, de er bekymrede over, virkeligt eller indbildt?

- Jeg tror for eksempel, at det er virkeligt, at mange af de her etniske minoritetsdrenge er voldsomme og uregerlige. Det tror jeg er rigtigt. Men jeg tror også, at det i høj grad er reaktion på oplevet eller forventet marginalisering.

- De oplever, at de ikke har samme betingelser for at klare sig godt, hvad jeg jo altså må give dem ret i. Den slags oplevelser eller forventninger kan sagtens give sig udslag i, at man er skide besværlig.

- Når man har den nævnte sprogpolitik og læseplan og i øvrigt har dårlige forventninger til de etniske minoriteter, så stiller det dem i en situation, hvor man også kan forvente, at de klarer sig dårligt i skolen.

- Det kan selvfølgelig være med til at trække det faglige niveau ned. I den forstand forstår jeg godt, at danske forældre kan være nervøse. Men hvis man laver nogle skoler og betjener sig af en pædagogik, der faktisk passer til et multikulturelt samfund, så er det også til gavn for danske elever, at de faktisk bliver forberedt til at leve i sådan et samfund.

Det lyder, som om du mener, at man med fordel kan tænke skolens integrative indsats bredere, sådan at den også omfatter danske børn?

- Ja, både og. Hvorfor ikke begynde at tænke i positiv særbehandling? Hvis vi kan se, at der er elevgrupper eller etniske minoriteter, der systematisk har dårligere vilkår i skolen eller på arbejdsmarkedet, så skal vi tænke i, hvordan vi får dem til at klare sig ligeså godt som andre elever.

- Frem for at kræve af dem, at de skal lære dansk nærmest fra de er to år, så synes jeg, at man skal tilpasse institutionerne, og give dem nogle fordele, så der kompenseres for chanceuligheden.

Det fjerde område

Så er der vist kommet et fjerde politikområde til? Jeg tænker på statsministerens seneste melding om en styrkelse folkeskolens rolle i udbredelsen af frisind og demokratisk sindelag hos etniske minoriteter. Det er selvfølgelig foranlediget af mordet på den hollandske filminstruktør Van Gogh, og det ulyksaglige forløb omkring retssagen mod de to tyrkiske fætre, der var anklaget for drabet på en italiensk turist?

- For det første vil jeg sige, at det er OK at holdningsbearbejde til værdier som frisind, åbenhed og ytringsfrihed, men… jeg tror ikke, at den type indoktrinering eller værdioverførsel virker særlig meget, hvis det er forlorent. Hvis de mennesker ikke samtidigt oplever, at de er ligestillede i samfundet, så oplever de, at hele snakken om værdier kun er vendt mod dem.

- Jeg tror, at det, som er vigtigt i forbindelse med de sager, du nævner, er, at skolen bidrager til at give alle elever en fornemmelse af at høre til i vores samfund. Og at man arbejder med et medborgerskabsbegreb i skolen, som dels handler om, at alle elever skal føle sig som en del af samfundet, om at alle elever har samme rettigheder. Blandt andet til chancelighed i skolen.

- Det mest effektive middel til at sikre, at alle føler sig som en del af samfundet, består i, at alle føler sig lige tilgodeset af samfundet. Derfor synes jeg, at det er en uheldig indstilling, når man siger: »Så, nu er der sket de her uheldige begivenheder, så må vi hellere lægge yderligere pres på nogle minoritetetsgrupper«.

- Problemet er, at det kan være netop den type af pres, der får dem til at føle, at det, som vi kalder ytringsfrihed og demokrati i samfundet, kun er noget, der bruges mod os. Det er næppe det, der får dem til at føle sig som en del af det her samfund.

Lars Ploug er medlem af redaktionen for Kontradoxa og tidsskriftet Salt.

Artiklen har tidligere været bragt i Salt.