Tidsskriftet Global Økologi, der udgives af Det Økologiske Råd, lod i efteråret en række miljøaktører gøre status over de omvæltninger, der er sket på miljø- og naturområdet i VK-regeringens levetid.
Tidsskriftet bad aktørerne vurdere regeringens miljøpræstation efter karakterskalaen: Meget dårlig, dårlig, middel, god og meget god.
Topkarakteren bestod i bedømmelsen dårlig.
Kontradoxa bringer i ugerne op til valget en serie med vurderingerne inden for områderne: 1. kemikalier, 2. klima og energi, 3. natur, 4. trafik, 5. landbrug, 6. hav og fiskeri, 7. gensplejsning og 8. miljøbistand.
Den 26. maj 2004 vedtog regeringen med bred støtte i Folketinget den såkaldte sameksistenslov.
Loven skal sikre, at økologiske og konventionelle landmænd ikke får forurenet deres afgrøder med gensplejsede afgrøder (GMO). En landmand, der vil dyrke GMO, skal derfor tage et GMO-kørekort, overholde krav om dyrkningsafstande, betale en afgift på 100 kr. pr. hektar med GMO og informere naboer og myndigheder om sin gøren.
Det er positivt, men samtidig baner loven vejen for dyrkning af gensplejsede afgrøder i Danmark. Hidtil har der ikke været dyrket GMO herhjemme, udover enkelte forsøgsmarker.
Loven afspejler, at regeringen ser positivt på en fremtid med gensplejsede produkter, men at handel med og dyrkning af GMO’er skal ske “forsvarligt” og med “et godt formål”.
På Venstres hjemmeside kan man læse: “U-landene er i dag ofte ramt af to katastrofer – hungersnød og miljøkatastrofer. Begge disse to typer vil i stor udstrækning kunne afhjælpes med genteknologi.” Samme politiske udmeldinger høres i øvrigt fra Det RadikaleVenstre.
Men der er et alternativt flertal i Folketinget bestående af S, SF, Enhedslisten og Dansk Folkeparti – regeringens normale støtteparti – der er langt mere kritiske overfor GMO.
Derfor har regeringen i mange tilfælde været presset til at gå imod GMO. Således har Danmark sagt nej til de fleste ansøgninger på nye gensplejsede produkter i EU, og de danske ministre har fastholdt en hård linie i EU for at opnå bedre lovgivning på området.
Men det kan sagtens gøres bedre. Regeringen bør begrave sine illusioner om det genteknologiske landbrug og i stedet arbejde for en bæredygtig fødevareproduktion, ikke mindst økologisk landbrug. I forhold til u-landene må regeringen støtte politiske tiltag, der kan gøre en forskel, f.eks. en aftrapning af EUs landbrugsstøtte.
Bo Normander er ph.d. i mikrobiologi og redaktør for tidsskriftet Global Økologi.
Artiklen har tidligere været offentliggjort i tidsskriftet Global økologi , oktober 2004.
Læs de andre artikler i serien på Kontradoxa:
1. kemikalier,
2. klima og energi,
3. natur,
4. trafik,
5. landbrug,
6. hav og fiskeri,
7. gensplejsning og
8. miljøbistand.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96