Status over VK-regeringens miljøpolitik 6: Den forsvundne fiskeripolitik

Tidsskriftet Global Økologi, der udgives af Det Økologiske Råd, lod i efteråret en række miljøaktører gøre status over de omvæltninger, der er sket på miljø- og naturområdet i VK-regeringens levetid.

Tidsskriftet bad aktørerne vurdere regeringens miljøpræstation efter karakterskalaen: Meget dårlig, dårlig, middel, god og meget god.

Topkarakteren bestod i bedømmelsen dårlig.

Kontradoxa bringer i ugerne op til valget en serie med vurderingerne inden for områderne: 1. kemikalier, 2. klima og energi, 3. natur, 4. trafik, 5. landbrug, 6. hav og fiskeri, 7. gensplejsning og 8. miljøbistand .

De danske vandmiljøplaner har reduceret vores udledning til havet, givet os renere åer og bedre badevand. Men når det gælder fiskeriet, har dansk fiskeripolitik længe været ordinær og fantasiløs. Mangler vi ikke en havmiljøplan?

De sidste 30-40 år har vi haft tilstrækkelig viden til at sikre tryg og hensigtsmæssig udnyttelse af havets fiskeressourcer. Havbiologer benytter sig af komplekse computermodeller til at skabe grundlaget for de årsrapporter, ICES (International Council for the Exploration of the Sea) udgiver til støtte for politikere og beslutningstagere i Nordeuropa.

Rapporterne er omfattende men letlæste; de fortæller, hvor mange fisk der med sikkerhed kan fiskes uden at belaste fremtidens fiskere – bæredygtighedsprincippet.

Desværre udnyttes denne viden ikke optimalt. Lige siden Rom i år 120 definerede fisk som res nullius – alles ejendom – har fiskere holdt på deres ret til at fiske. Små 2000 år efter er det i store træk stadig res nullius, der handles efter.

Adgangsbegrænsninger gælder mellem nationers fiskeflåder; ikke mellem fiskere og borgere eller fiskere og naturen. Der handles ikke objektivt efter, hvad der på sigt vil være det bedste for landet, havet, os alle, men kun ud fra, hvad der på kort sigt ikke vil medføre politiske kriser, blokeringer af fiskerihavne mv.

Den siddende regering har således siden 2001 haft 189 bekendtgørelser og love gennem Miljøministeriet; uden at nævne havet en eneste gang.

Overfiskeri har reduceret bestanden af de mest populære fiskearter i en sådan udstrækning, at deres ultimative udslettelse er på vej. Som eksempel kan ses torskebestanden i Østersøen.

I tal er mængden af yngleklare fisk faldet fra 280.000 tons i starten af 1970’erne, til under 25.000 tons i dag. I samme periode er fiskeritrykket steget fra knapt 40% til godt 60%. Altså er der kun en tiendedel torsk tilbage; til gengæld fiskes de med højere intensitet.

Efterhånden som fiskeriet løber tør for torsk, vendes fokus mod andre arter. Samtidig bliver de tilbageværende fisk mindre og yngre – hele populationen er derfor afhængig af de få gamle fisk, der forstår at skjule sig i f.eks. vrag og under kabelbrønde. Effekten kaldes nedfiskning og er udbredt i alle industrialiserede fiskerier.

Det hårde fiskeri påvirker havets fødenet og udtømmer fiskebestandene, så der til sidst kun er plankton og vandmænd tilbage at fiske – spisning af vandmænd er dog indtil videre kun slået an i Japan.

Fiskere fisker, som jægere går på jagt. Hvor jægerne dog ikke længere står for fangst af de dyr, vi spiser, fanger fiskerne hovedsageligt stadig fisk, som de gjorde det i vores kulturelle urtid. Det svarer til, at landmanden skal ud i skoven og fange køerne, inden vi kan få bøffer på bordet.

Fiskeriet må konverteres til landbrug. Havet skal deles, som landjorden er blevet delt: Dn del til kultur, en del til erhverv, en del til naturen. Fiskerne skal have adgang til et stykke hav, som de kan fiske i. Selvfølgelig skal de begrænses som landmanden: Udledning, fodring osv. – men mængden af fisk skal afhænge af fiskerens dygtighed og ikke af en jurist på et embedskontor. Fiskeren skal lære at have ansvar for egne bestande af fisk; hans fisk i hans fiskeområde.

For at sikre at fiskerne ikke udrydder bestandene, må der være en passende balance mellem fiskeområder og naturreservater. Ved inddeling af havet skal der tænkes på yngleområder, skibstrafik, havstrømme m.m.

En del af de nødvendige oplysninger har vi allerede, men på nogle områder må forsigtighedsprincippet råde. Derved ville man kunne forvente en samlet fremgang i fiskeriet med større og bedre fisk og en restaurering af vores smukke hav.

Peter Eduard er marinbiolog ved Aarhus Universitet.

Artiklen har tidligere været offentliggjort i tidsskriftet Global økologi , oktober 2004.

Læs de andre artikler i serien på Kontradoxa:

1. kemikalier,

2. klima og energi,

3. natur,

4. trafik,

5. landbrug

6. hav og fiskeri

7. gensplejsning og

8. miljøbistand .