Kommentar: Spin og manipulation

Efter sidste valg hørte jeg en historie fra Københavns skatteforvaltning: En medarbejder rejste sig, efter regeringens besparelser på forvaltningen blev kendt, op til en morgensamling og sagde, at han syntes, de medarbejdere, der havde stemt på regeringspartierne, burde række hånden i vejret. Han havde selv stemt på Enhedslisten, så han synes ikke, han var ansvarlig for beslutningen om fyringer.

Jeg skal ikke kunne sige, hvor sand historien er, da jeg har den på anden hånd, men dens sandhedsværdi er uomtvistelig: Hvis regeringen forbliver ved magten, kommer der en regning, der skal betales.

Det er værd at huske i en valgkamp, hvor kvalmestadiet for længst er nået. Der er forskelle mellem de politiske partier og mellem regering og opposition. Det er ikke kun en forskel, der er udmøntet i de forskellige partiprogrammer, men også en forskel i den politik, der føres igennem på Christiansborg.

I valgkampen mudres disse forskelle imidlertid til af den politiske retorik. Venstre forsøger at iscenesætte sig som et socialt ansvarligt parti, der gennemfører en politik, det har fået opbakning og mandat til af befolkningen.

Det er løgn.

For det første har VK-regeringen konsekvent ført en asocial politik til fordel for den velstillede del af befolkningen. Det var konsekvensen af skattelettelserne sidste forår, hvor lettelserne var proportionale med indtægterne. Arbejdsløse, pensionister og socialhjælpsmodtagere fik ingen skattelettelser. De har derimod måttet betale mere i skat, bl.a. gennem forhøjelser af priserne på den kollektive trafik. Regeringen har også forringet levevilkårene for en række udsatte befolkninggrupper, ikke mindst den - menneskeretligt problematiske – forringelse af starthjælp, de har indført over for flygtninge og indvandrere.

Venstres sociale ansvarlighed er, som den altid har været: Til fordel for de rige.

Det er kun den retoriske attitude, der er skiftet ud. Venstre efterlever den machiavelliske logik: Det handler ikke om, hvordan man er, men hvordan man tager sig ud.

For det andet gøres politikken til et kontraktligt forhold mellem befolkning og regering. Det er udmøntet i Venstres slogan, ”Så ved du det bliver til noget”, og i det populistiske valgflæsk, partiet har disket op med, især på det familiepolitiske område.

’Kontraktpolitikken’ dækker over en valgstrategi, hvor kun enkelte politikområder trækkes frem, mens andre ekskluderes fra diskussion.

Det afslørede sig efter sidste valg: Regeringen gennemførte nok nogle af de reformer, den havde lovet, bl.a. i forhold til hospitalssektoren (jeg ser helt bort fra, at beskæringerne i ulandshjælpen ikke er blevet overført til hospitalssektoren som lovet, men brugt til at lukke huller på det af skattestop plagede statsbudget), i indvandringspolitikken og på skatteområdet.

Men hvor lå det kontraktlige forhold mellem befolkningen og den ødelæggende politik, regeringen satte igennem i på miljøområdet? Og hvor lå det kontraktlige forhold til regeringens kulturkamp mod smagsdommeri og den nepotistiske udnævnelse af nye nævn og udvalg efter ideologisk farve og partibog?

Hvor lå det kontraktlige forhold mellem befolkningen og regeringen i dens angreb på de faglige organisationer og deres rettigheder? Og hvor lå det kontraktlige forhold mellem befolkningen og regeringen i beslutningen om deltagelse i de folkeretsligt problematiske krige mod Afghanistan og Irak?

I den næste valgperiode bliver regeringens væsentligste fingeraftryk, hvis den fortsætter, formentlig sat med kommunalreformens afvikling af resterne af en miljøpolitik og de forventelige privatiseringer inden for institutions- og omsorgsområderne.

Her er der heller ikke noget kontraktligt forhold mellem befolkning og regering. Selvom netop kommunalreformen var argumentationen for valgets udskrivelse nu, har diskussionen af dens konsekvenser været fraværende i valgkampen.

En række andre planer ligger også fortsat gemt på regeringens ministerkontorer: Planen om udstykning af det almennyttige boligbyggeri i ejerboliger er aldrig blevet skrottet. Men regeringen har heller ikke turdet tage den op til ’kontraktlig forhandling’ i valgkampen.

Den mediemæssige iscenesættelse af det politiske cirkus har været under al kritik. ’Topmøderne’ mellem Lykketoft og Fogh bliver afholdt med heppekor, der forholder mere hjernedødt end et hjemmepublikum til en fodboldkamp og mere støjende end autonome til larme-demoer.

Eller også sættes de to kombattanter til at diskutere efter diskussionsregler, hvor tidtagning og blinkende lamper fjerner opmærksomheden fra argumentationen. Det er ren surrealisme, når en diskussion om stregkoder i hjemmehjælpen foregår under regler, der hakker diskussionsindlægene op efter nærmest tayloristiske tidsmålingsprincipper.

Selv liberale ideologer er begyndt at udtrykke bekymring over, at valgkampen gøres til et valg mellem Fogh og Lykketoft. Det drukner alle andre holdninger og vurderinger, bl.a. også de liberale strømninger, der kritiserer Fogh for ikke at være liberal nok.

Valgkampen er endt i spin og manipulation. Det er desværre en tendens, der ligger i forlængelse af den diskussionspraksis, som VK-regeringen har praktiseret i dens godt treårige levetid.

Ministre og ordførere har forsvaret deres politik gennem indstuderede vendinger i en uendelighed - på tværs af de spørgsmål, der er blevet stillet. Formidlingen af en ideologisk bestemt forståelse er blevet prioriteret over faglighed og realiteter.

Det er ikke mærkeligt, at mange reagerer med afsky og væmmelse mod den politiske retorik. Papegøjementaliteten, magtbrynden og manipulationerne er usmagelige.

Alene af den grund er en socialdemokratisk ledet regering at foretrække. Foruden de små, men dog reelle, politiske forskelle til regeringen, mudrer Lykketoft ikke politikken ind i samme grad af nysprog.

Desværre ser det ud til, at det er denne mangel på kynisk manipulation, der kan koste ham sejren.

Uanset hvor forståeligt afskyen mod valgretorikken er, synes jeg, at de aktivister og venstrefløjsfolk, der på eksempelvis Modkrafts debatforum opfordrer til boykot af valget, skal tænke sig om en ekstra gang: At ignorere valget er at melde sig ud af virkeligheden.

Hovedopgaven på tirsdag er at svække det borgerlige Danmark. Det gøres ved at stemme på venstrefløjen.

Det hindrer os måske ikke i at blive ramt af asociale nedskæringer, miljøforringelser eller fyringer, men det giver os et bedre udgangspunkt for at bekæmpe dem. Skattemedarbejderen forhindrede måske ikke sig selv eller andre i at blive ramt af sparekniven, men han stod bedre rustet til at tage kampen op.

Ole Wugge Christiansen er medlem af Kontradoxas redaktion