Status over VK-regeringens miljøpolitik 5: Landmændenes organisationer sætter dagsordenen

Tidsskriftet Global Økologi, der udgives af Det Økologiske Råd, lod i efteråret en række miljøaktører gøre status over de omvæltninger, der er sket miljø- og naturområdet i VK-regeringens levetid.

Tidsskriftet bad aktørerne vurdere regeringens miljøpræstation efter karakterskalaen: Meget dårlig, dårlig, middel, god og meget god.

Topkarakteren bestod i bedømmelsen dårlig.

Kontradoxa bringer i ugerne op til valget en serie med vurderingerne inden for områderne: 1. kemikalier, 2. klima og energi, 3. natur, 4. trafik, 5. landbrug, 6. hav og fiskeri, 7. gensplejsning og 8. miljøbistand.

Der er ikke tvivl om, at Mariann Fischer Boel (V) som tidligere fødevareminister (nu EUs landbrugs-kommisær, red.) var interesseret i at få den fælleseuropæiske landbrugspolitik (CAP) reformeret så hurtigt som muligt. Hun kunne godt se det uholdbare i en situation, hvor landbrugspolitikken beslaglægger halvdelen af EU’s budget samtidig med, at den gør livet surt for millioner af landmænd især i den fattige del af verden.

Men desværre havde hun ikke magt, som hun havde agt. Landbruget og resten af regeringen havde for meget at skulle have sagt.

Landbruget, fordi de på trods af deres evige besværgelser om det modsatte modarbejder en afvikling af den direkte støtte. I hvert fald så længe afviklingen ikke gælder resten af verden, hvilket i praksis vil sige aldrig. Desuden mener landbruget, at det er røveri ved højlys dag at sætte betingelser til udbetalingen af landbrugsstøtten.

Da regeringen tiltrådte, afskaffede fødevareministeren de ganske få og beskedne betingelser, der på det tidspunkt var knyttet til udbetaling af den direkte landbrugsstøtte. Hermed blev regeringens uvilje mod at bruge CAP’en som løftestang for natur, miljø og husdyrvelfærd bekræftet.

De øvrige ministre spænder i realiteten ben for en reform, fordi de ved, at en ændring af landbrugsstøtten er noget, der kan sætte sindene i kog i Frankrig, Sydeuropa og nogle af de nye EU-medlemslande. Og selvom landbruget fylder meget budgetmæssigt, så fylder det kun lidt politisk. De tunge ministerier er derfor ikke til sinds at lade landbrugspolitikken være den sten i skoen, der gør det øvrige politiske samarbejde svært.

Et andet eksempel på den indflydelse landbrugets organisationer har i regeringen, er sagen om den såkaldte artikel 69.

Artiklen er en del af CAP-reformpakken og den giver mulighed for, at medlemslandene kan bruge 10% af de direkte støttemidler til at støtte natur-, miljø- eller husdyrvenlig produktion. For Danmarks vedkommende drejer det sig om ca. 740 mio. kr. hvert år.

Denne mulighed vil regeringen ikke benytte sig af, og det passer landbruget godt. Det er til gengæld ærgerligt, fordi det danske landskab kunne have god gavn af en saltvandsindsprøjtning i form af naturgenopretning og -pleje.

Et område, hvor regeringen har skuffet fælt, er Vandmiljøplan III. Regeringen er også på miljøområdet afhængig af sit snævre flertal med Dansk Folkeparti.

Når det gælder landbrugets miljøbelastning er der ingen vilje til at få f.eks. næringsstofbelastningen ned på et niveau, som matcher naturens tålegrænser.

Vandmiljøplan III, som blev vedtaget i foråret 2004, er gammel vin på nye flasker. Man har koncentreret sig om fosfor, og det er i sig selv i orden, men kvælstofbelastningen er stadig det største miljøproblem, når det gælder miljøtilstanden i grundvand, fjorde og naturområder.

Denne problematik er stort set ignoreret i planen.

Dansk Folkeparti er interesseret i husdyrvelfærd, og det afspejles i regeringens politik. Men når det gælder de store miljøproblemer, som gør ondt på erhvervet, hvis de skal løses tilfredsstillende - næringsstofspildet i husdyrproduktionen, pesticidforbruget og svineproduktionens tiltagende dominans i landdistrikterne - så har vi set alt for få initiativer fra regeringens side.

På den positive side har regeringen fået gennemført en ny landbrugslov, som gør naturpleje af græsarealer obligatorisk og som giver kommunerne mulighed for at lave bekæmpelsesplaner for invasive arter, som f.eks. bjørneklo.

I fødevareministeriet – nu med en ny minister i stolen, Hans Chr. Schmidt [artiklen er skrevet i efteråret 2004, dvs. før valgets udskrivelse, red] – bør der være vandtætte skodder til landbrugets organisationer. Forbrugernes, husdyrenes og naturens interesser skal tilgodeses i lige så høj grad som landbrugserhvervets.

Men sådan er det desværre ikke.

På trods af regeringens gode intentioner i forhold til især reform af landbrugspolitikken, dyrevelfærd, økologi og GMO, så er det stadig landbrugets interesser, der sætter dagsordenen.

Rikke Lundsgaard er agronom og landbrugspolitisk medarbejder i Danmarks Naturfredningsforening.

Artiklen har tidligere været offentliggjort i tidsskriftet Global økologi , oktober 2004.

Læs de andre artikler i serien på Kontradoxa:

1. kemikalier,

2. klima og energi,

3. natur,

4. trafik,

5. landbrugspolitik

6. hav og fiskeri,

7. gensplejsning og

8. miljøbistand.