Status over regeringens miljøpolitik 2: Først et alvorligt dyk; så små fremskridt

Tidsskriftet Global Økologi, der udgives af Det Økologiske Råd, lod i efteråret en række miljøaktører gøre status over de omvæltninger, der er sket miljø- og naturområdet i VK-regeringens levetid.

Tidsskriftet bad aktørerne vurdere regeringens miljøpræstation efter karakterskalaen: Meget dårlig, dårlig, middel, god og meget god.

Topkarakteren bestod i bedømmelsen dårlig.

Kontradoxa bringer i ugerne op til valget en serie med vurderingerne inden for områderne: 1. kemikalier, 2. klima og energi, 3. natur, 4. trafik, 5. landbrug, 6. hav og fiskeri, 7. gensplejsning og 8. miljøbistand.

VK-regeringen lagde i 2001 ud med drastiske nedskæringer inden for energiplanlægning, forskning og oplysning.

Al vindkraftudbygning blev sat i stå, forskningsmidlerne beskåret og støtten til oplysningsarbejdet fjernet. Den Grønne Fond, som gennem en årrække havde støttet det folkelige oplysningsarbejde, blev nedlagt. Nordvestjysk Folkecenter for Vedvarende Energi, som har bidraget til en decentral teknologisk udvikling – og hvortil der kom rejsende fra hele kloden for at lære netop den kunst – blev frataget offentlig støtte.

Man stoppede kort sagt en udvikling frem mod et miljømæssigt bæredygtigt samfund, som de tidligere borgerlige og socialdemokratisk-radikale regeringer i enighed havde bygget op gennem 25 år.

Næste katastrofale skridt blev klimastrategien fra foråret 2003.

Kyoto-aftalens nerve er, at hvert land i hovedsagen skal begrænse udledningen af klimagasser indenlands ved energibesparelser og ved overgang til ikke-forurenende energiformer. Det skal ske i alle industrilande og ikke mindst i Danmark, der på trods af hidtidig indsats hører til de mest drivhusgasforurenende.

Men regeringen satser i meget høj grad på køb af forureningstilladelser hvor som helst, hvor andre lande eller institutioner har (eller ved besparelser kan opnå) et overskud af sådanne tilladelser. I kontrollerede former vil dette kunne ske indenfor EU og kunne medføre, at forureningsbegrænsningen sker, hvor den er billigst gennemførlig.

Men overskud findes ikke mindst i lande som Rusland og Ukraine, som i Kyoto fik tildelt alt for store tilladelser. Ved køb af den type tilladelser skaffer køberen sig formel ret til at fortsætte forureningen i eget land uden at der sker nogen begrænsning i sælgerlandet. Og alvorligst: Det danske samfund får ikke sat skub i den nødvendige omstilling til bæredygtig produktion og forbrug herhjemme.

Regeringens klimastrategi rummer også mulighed for at støtte forureningsbesparende projekter i Central- og Østeuropa og i udviklingslande. Det kan der være mening i – igen under forudsætning af, at omfanget er marginalt. Det store problem ved strategien er imidlertid, at den meget omfattende indsats, som bliver nødvendig indenlands, for en stor del udskydes.

I foråret 2004 har et forlig med oppositionen lempet – ikke på klimastrategien – men på regeringens 2001-stop for de bæredygtige energiformer.

Fra 2005 vil vindkraftudbygningen i Danmark kunne genoptages ved udskiftning af ældre møller og ved udbygning med to af de tre havmølleparker, som regeringen i 2001 stoppede. Endvidere er der aftalt en vis vækst i den stærkt reducerede støtte til forskning og udvikling af bæredygtige teknologier (herunder brintteknologi) samt til oplysning om energibesparelser. Endelig er regeringen blevet pålagt udarbejdelsen af en langsigtet plan for energi-infrastrukturen.

Den danske førerstilling er blevet sat i hvert fald tre år tilbage. Der er meget at indhente. Men nedgangsperioden er forhåbentlig bremset. Galt er, at den løbske forbrugsvækst inden for bilismen fortsat holdes uden for planlægningen. Problemet kan ikke løses med brintbiler de første mange år.

Yderligere et vigtigt spørgsmål skal nævnes. Regeringens omfattende liberalisering af el- og gassektorerne (ledningsnettene dog undtaget) kan bringe store problemer mht. den langsigtede udbygning af elforsyningen, ikke mindst hvad angår risikoen for, at store dele af forsyningen kommer på udenlandske storselskabers hænder.

Sker det, så vil forsyningssikkerhed, miljø- og erhvervshensyn blæse i vinden. A-kraftstrøm fra udlandet og monopolpriser vil blive en del af dagsordenen.

Og endelig et punkt, som har været godt skjult fra regeringens side: Dansk vindkraft har nu i lang tid været fuldt konkurrencedygtig, når forureningsbegrænsningen indregnes i prisen. Dersom vindkraftsektoren effektivt integreres med den udbredte kraftvarmesektor, vil vindøkonomien yderligere være forud for olieøkonomien, hvor pris og forsyningsusikkerhed i øvrigt vil vokse år for år.

Uffe Geertsen er civilingeniør og konsulent for Det Økologiske Råd.

Artiklen har tidligere været offentliggjort i tidsskriftet Global økologi , oktober 2004.

Læs de andre artikler i serien på Kontradoxa:

1. kemikalier,

2. klima og energi,

3. natur,

4. trafik,

5. landbrug

6. hav og fiskeri,

7. gensplejsning og

8. miljøbistand.