Livets generobring

I

Vi er modstanden her, vi er modstanden nu. Ikke blot nu, men også fremover, ikke blot i dette øjeblik, men også i årene der kommer, i historien der bliver til.

Modstanden er sandkornet, der sætter sig i kredsløbet, den snigende materialetræthed, der får krigsfly til at styrte, den langsomt nedslidende friktion der tærer på magtens vilje.

II

En modstandsbevægelse vokser frem, mere og mere global i sin form. Uden den ville temaer som global ulighed, miljøødelæggelse og kapitalens underminering af livsvilkårene aldrig være så levende som de er i dag.

Modstandsbevægelsen har sat fokus på et verdenshistorisk system, enestående i sit omfang og magt. En civilisation, der er unik i sin ulighed og ressourceforbrug, og i sin viden og bevidsthed om det.

I både såkaldt udviklede og underudviklede økonomier tærer systemet i stigende grad på de sociale livsformer, der er dens egen forudsætning.

At tidligere forsøg på at etablere et andet civilisationsprincip end kapitalens er mislykkedes, viser blot opgavens vanskelighed. Ikke at den er umulig, eller at den er unødvendig.

Skellet i verden er i dag så dybt, at det kan betegnes som ‘global apartheid’. Den repressive adskillelse og begrænsning i befolkningsflertallets adgang til livsvigtige ressourcer, som det historiske apartheidsystem afprøvede, er i dag løftet op på globalt niveau.

Men oprøret er der, og det vil tage til; bevægelsen er der og den vil vokse i alle retninger. Globalt masseopbrud og udvandring, borgerkrige og krige om olie, vand og andre ressourcer, økologisk og økonomisk sammenbrud i store geografiske regioner, sabotage og terror, reaktion og modreaktion er fremtiden i kapitalens skygge: En fremtid, der allerede er begyndt for mange i verden.

III

Verden er mere uhåndterlig end magten tror. Verden er en verden af motiver, følelser, drømme, tolkninger, perspektiver, som magten altid vil støde imod og mærke som manglende eftergivenhed, som træghed, som modstand.

Modvilligt mærker den sin egen sårbarhed, modvilligt betaler magten den pris, som dens projektioner afkræver den.

Alle magtsystemer lider skibbrud i verden, udmarvet af de omkostninger, der medgår til at opretholde dem. Denne tids overmagt er ingen undtagelse. I en langstrakt historisk proces underminerer magtens logik sig selv.

Spændt mellem bestræbelsen på at opretholde en indre og en ydre orden, spændt mellem ‘pøbelen’ i sit indre og ‘barbarerne’ ved grænserne for at mindes det romerske eksempel, brister den til sidst.

IV

Tidligere verdenscivilisationer er brudt sammen på grund af svigtende ressourcegrundlag og styreformens egen kompleksitet. De blev erstattet af mere simplificerede samfundsdannelser. Nyere kulturhistorie og arkæologi er ophørt med at tale om ‘undergang’ i denne forbindelse, og foretrækker at pege på det rationelle i processen.

Sammenbrud i overordnede magtsystemer har banet vej for mere lokaliserede, mere autonome systemer, for mere tilgængelige og håndterlige enheder.

Magtens selvskabte og stigende kompleksitet viger for mere rationelle ordensprincipper, hvor eksempelvis en social ejendomsret til væsentlige ressourcer og produktionsmidler kan være nærliggende.

Stenstøtterne på Påskeøen viser en anden mulig udgang. Uudgrundelige ansigter stirrer over et affolket landskab. Et samfunds eskalerende magtopvisning medførte økologisk sammenbrud, tilbagevendende sultkatastrofer og menneskeflugt fra den engang så gæstfrie ø.

V

Den historiske opgave, så svær (og så enkel) den end kan synes, er at skabe en ny global legitimitet. En global samvittighed tager form, endnu i spæd skikkelse. Med den indfinder der sig også en afmagtsfølelse, som opgavens enormitet kan synes at berettige.

I en sådan overgang vil der forekomme episodiske voldshandlinger, en svag genspejling af den altomfattende vold, der sikrer det globale system. Modstanden gør denne vold mere åbenlys, mere nærværende.

Så længe en samfundsorden formår at opretholde sin legitimitet vil retten til voldsanvendelse ligge i statslige institutioners varetægt. Den ikke-legitime vold udspiller sig især i privatsfæren, oftest blandt underprivilegerede grupper og oftest vendt mod dem selv. I det øjeblik statsmagtens legitimitet svækkes, begynder dens hidtidige monopol på legitim voldsanvendelse at bryde sammen.

I en sådan periode vil civil ulydighed være udtryk for at grupper i et samfund tiltager sig ret til skabe nye legitimitetstolkninger, ganske som i de demokratiske samfunds egen forhistorie. Nutidens demokratiske institutioner er skabt i voldens umiddelbare skygge, og uden sociale eliters nagende angst for voldelig rebellion var den demokratiske overgang blevet yderligere forsinket.

Som led i egen legitimitetsbestræbelse nedtoner de demokratiske institutioner deres voldelige udspring. Som om historien allerede var afsluttet med etableringen af disse institutioner. Men den demokratiske historie er ikke afsluttet: Hvis den har en fremtid, er den nærmere ved sin begyndelse.

VI

Globale strukturer er i forgrunden som udviklingsbetingelse for alle, og uden grundlæggende demokratisk reform af disse strukturer vil enhver national reformpolitik komme til kort.

Internationale strukturtilpasningsprogrammer, der baner vej for en radikal markedsliberalisering har medført en fremadskridende nedbrydning af staternes handleevne og kompetence. Nedbrydningen af ‘offentlige goder’ og privatiseringen af dispositionsretten over væsentlige ressourcer er tiltaget gennem de seneste årtier. For staterne og de politiske systemer er der en modsætningsfyldt populisme tilbage, som skjuler sin handlingslammelse ved hjælp af den dramatiske gestus, eller repressionen – og i mange tilfælde, en kombination heraf.

Den oppositionelle bevægelse i dag er en international bevægelse rettet mod internationale politiske og økonomiske strukturer. Det er et sammenstød af modsatrettede internationalismer eller globaliseringsprojekter. Opgaven for den oppositionelle bevægelse er at underminere den nuværende ordens legitimitet og magt.

I disse år vinder begrebet imperialisme igen større indpas ud over sin traditionelle forankring i kapitalkritiske kredse. Den betegner en politisk-geografisk sikring af akkumulationsprocessen, en bestræbelse på at sikre de kapitalistiske akkumulationsbetingelser gennem en politisk-geografisk omorganisering af verden. I denne forstand er den oppositionelle bevægelse i dag anti-imperialistisk.

Hvis denne bevægelse anfægter den bestående orden på en sådan måde, at der skabes indre uro og opbrud, vil der blive reageret med forsøg på at kriminalisere den. Den kriminalisering af social protest, som stater i moderne tid har forsvaret sig med, er både blevet skærpet og internationaliseret gennem de seneste år

VII

Den såkaldte ’krig mod terror’ kan føjes ind i rækken af konstruerede trusselsbilleder, der i sidste og indeværende århundrede har bidraget til at legitimere og stabilisere bestemte magtforhold. ‘Krigen mod terror’ afløser den ‘kolde krig’, og besidder mange af de samme irrationelle træk, ikke mindst den næsten metafysiske opfattelse af modpartens ondskab.

For neokonservative kredse var angrebet på World Trade Center anledningen til ‘undtagelsestilstanden’. Uden en sådan ‘undtagelsestilstand’ og muligheden for herigennem at konstruere billedet af ‘fjenden’, af ’ondskaben’, ville den globale politiske strategi, som længe havde været under udarbejdelse, ikke kunne komme til fuld udfoldelse.

I baggrunden anes den tyske retsfilosof Carl Schmitt som mentor, hvis ligestilling af udenrigspolitik og fjendskab mellem nationer går igen blandt neokonservative teoretikeres forestilling om et kommende ‘amerikansk århundrede’.

Antiterroristisk lovgivning og indenrigspolitisk kontrol på den ene side, udenrigspolitisk krigsførelse på den anden, en samlet ‘præventiv’ krigsførelse, som dæmoniserer både den indre og ydre fjende, er tilstanden i nutidens stormagt. Det er sin egen slagskygge, man fører krig imod, sit egen spejling i verden, man søger at komme til livs.

VIII

Terrorlovgivningen og ‘krigen mod terror’ er den foreløbige slutsten i en proces, der har stået på i adskillige år. I stigende grad viger den social-liberale stat for sikkerhedsstaten, og illustrerer hermed også enhver reformpolitiks skrøbelighed. Reformer, der i visse perioder fravristes magten, kan igen tilbagekaldes og vil blive tilbagekaldt, når kapitalens tilbagevendende akkumulationskriser tilsiger det.

Sociale og politiske løsningsmodeller er blevet trængt i baggrunden af modeller, der mere hviler på magtanvendelse, kriminalisering, øget strafudmåling, udvidede politimæssige beføjelser, og indskrænkninger i borgeres beskyttelse i forhold til den statslige myndigheds sikkerhedsmæssige interesser.

Den sikkerhedspolitiske tendens går igen i både den indenrigspolitiske tilgang til organiseret kriminalitet og migration og den udenrigspolitiske tilgang til stabiliseringen af det internationale system som ramme for den kapitalistiske akkumulationsproces.

Social-liberale kontrolformer viger for åbenlys tvang og magtanvendelse, og i sidste ende for militær magt, for krig og besættelse.

Bevægelser fra besatte områder, fra forfulgte mindretal, fra samfund præget af afgrundsdyb ulighed og statslig vilkårlighed er blevet stemplet som terroristiske. En række stater har fået frie tøjler til at intensivere den interne undertrykkelse, der er tilført ny international legitimitet.

I sidste ende er terrorlovgivning og den såkaldte ‘krig mod terror’ rettet mod den folkelige modstand mod en global økonomisk politik, der i så mange lande i verden betyder øget marginalisering, voksende uro og modstand. Terrorlovgivningen og ‘krigen mod terror’ er den disciplineringsform, som understøtter den tvungne markedsliberalisering, der i dag er kapitalens globale økonomiske dagsorden.

Også i den internationale bistandspolitik vinder dette sikkerhedspolitiske hensyn over politiske og sociale løsningsmodeller. I en bevægelse bort fra en hidtidig humanitær ideologi er den internationale bistandspolitik nu i mindre grad rettet mod en bekæmpelse af fattigdom, end mod en bekæmpelse af de fattiges oprør. De fattiges potentiale som terrortrussel er rykket i forgrunden.

IX

Det er civilsamfundets endeligt, der synes at være perspektivet. I ‘krigen mod terror’, som af dens strateger opfattes som nærmest permanent tilstand, er forskellen mellem fredstid og krigstid udvisket, ligeledes adskillelsen mellem militær og sikkerhedspolitisk organisation på den ene side og civil status på den anden. I dette synes ’krigen mod terror’ at fuldføre nogle udviklingstendenser i relationen mellem krig og samfund igennem det sidste århundrede.

Her har udviklingen i krigens form i stigende grad omfattet en kalkuleret tilføjelse af skade på det civile samfund. Civile ofre er tildelt en central rolle i opnåelsen af krigens politiske mål. Demoraliseringen af modparten og nedbrydningen af modpartens legitimitet gennem angreb på det civile samfund er en del af den moderne krigs repertoire, også uanset og i konstant strid med krigsførelsens nødtørftige regelsæt.

Til nedbrydning af krigens konventioner svarer en tiltagende retskulturel forfald i de krigsførende samfund. Også her mister civilsamfundet sin beskyttelse mod statsmagten. Den forfatningsmæssige beskyttelse af individernes civile rettigheder viger for statens sikkerhedsinteresser.

Når først krigsfangen mister sine rettigheder, bliver alle til sidst fange af krigen.

X

Terrorens kilde springer midt i moderniteten, ikke i dens udkant. Ikke i ørkenens landsbyer, men i storbyens tekniske universiteter. Den næres af oplevelser af ydmygelse og tab, hvis udtryk kan være så mangeartet som misbrug, selvmord, værdimæssig fundamentalisme og terrorisme.

Da en japansk nyreligiøs sekt for nogle år siden angreb undergrundsbanen i Tokyo med nervegas, ønskede den i apokalyptisk længsel at se den moderne ‘vestlige’ kultur bryde sammen. En kultur, der i denne tænkning opleves som konstant erosion af sociale livsformer, af tradition og historisk fællesskab. En kultur, hvor individualiseringen synes at kaste mennesker tilbage på sig selv uden fodfæste, uden bånd til andre. En terrorisme af denne art kan opfattes som en dødbringende social kritik af det moderne samfund.

I sine forskellige religiøse eller identitetsmæssige skikkelser er fundamentalismen en reaktion på en modernitet, der opleves som fjendtlig og nedbrydende. Heri er den på ingen måde et levn fra fortiden, men et ligeså moderne fænomen som moderniteten selv med paralleller gennem modernitetens egen historie.

De såkaldte ‘narodniki’ eller ’folkevenner’, en indflydelsesrig strømning blandt de russiske intellektuelle i det nittende århundrede, havde genskabelsen af det russiske landsbyfællesskab som utopisk mål. At finde en særlig russisk vej til moderniteten, som ville kunne modstå kapitalismens nedbrydning af de sociale fællesskaber, var målet. De russiske ’nihilister’, som dengang gennem attentater og terror reagerede mod denne nedbrydningsproces, har deres egne nutidige genparter.

Særlig aktuel er forestillingen om en genskabelse af ’kalifatet’, som afviser en bestemt form for modernitet og søger at omskabe den i islamisk skikkelse. Terroren er ligeledes her udtryk for ubehaget ved de træk moderniteten antager i en kapitalistisk tidsalder, herunder især vareformens nedbrydning af sociale livsformer, af værdigheden og de kulturelle blufærdighedsnormer. Oplevelsen af ydmygelse og tab, den foruroligende grænseløshed i kapitalens udviklingsproces skaber en angst og usikkerhed, der i yderste konsekvens kan medføre voldelig reaktion.

Svaret på modernitetens nuværende udviklingsform er ikke en regression til et påstået fundamentalt værdisæt, men en radikal humanisering af de globale økonomiske processer, hvor de udstødte og marginaliserede, individer og kulturer, integreres i en demokratiseret og økologisk bæredygtig verdenssamfund.

XI

Forestillingen om et relativt ensartet eller afgrænset subjekt i den anti-kapitalistiske forandringsproces må opgives. Bestræbelsen på at definere et sådant subjekt, eksempelvis som en bestemt social klasse, er blevet undermineret af selve den globale historiske proces.

Drivkraften i den historiske proces er den menneskelige aktivitet, der er flettet ind i objektive processer, som den både selv skaber og skabes af, og ikke selv er i stand til at begribe fuldt ud. Meget mere end transparens og indsigt hører det usikre, det uerkendte og det fortrængte til al hidtidig historie.

Subjektet i den historiske proces er selve den menneskelige aktivitet i verden, dens interesser og interessemodsætninger, dens viden og uvidenhed, dens traditioner og tolkningerne af dem, dens forsøg på at bevare fornuften midt i vanviddet og vanviddet midt i fornuften, dens evne til både grænseløs menneskefjendtlighed og til lige så grænseløs menneskekærlighed.

Men for den globale modstandsbevægelse er historiens subjekt først og fremmest dem, der søger at overleve historien, som den møder dem, som den rammer dem. Mennesker, som mere synes at være historiens objekt end subjekt, forvandlet til magtens genstand, knust af magten, gjort hjemløs af den, gjort tavs af den, fordrevet af den, retsløs af den, forvirret af den, fortvivlet af den i evig kamp for at holde sammen på hverdagen og på livet.

XII

I nederlagene finder modstanden også ny styrke, ny erfaring. I kommunismens, i socialismens og de nationale befrielsesbevægelsers nederlag, og i den socialdemokratiske reformpolitiks nederlag er der grund til både selvransagelse og sorg. Ikke mindst i forhold til de mest ekstreme af disse erfaringer og de menneskelige omkostninger, som de bragte med sig.

I tilbageblik kan kommunismens og socialismens hidtidige former opfattes som forcerede akkumulationsmodeller i tilbagestående økonomier, hvor tvangen var en forsinket og afkortet genspejling af kapitalismens egen oprindelige akkumulationsproces. En akkumulationsproces, der har strakt sig over århundreder, og som fortsætter i dag også i ‘primitiv’ form som omfattende ekspropriation af naturlige, sociale og kulturelle ressourcer.

Sorgen over historiens ofre, og det tyvende århundrede har måske mere end noget andet været ofrenes århundrede, er del af modstandens nye bevidsthed. Den bidrager til en grundlæggende afvisning af autoritære statsmodeller i nyudformningen af verden. En radikal demokratisering af de globale processer kan kun opnås gennem radikalt demokratiske midler. Dogmatiske modeller vil altid komme til kort over for en altid uortodoks virkelighed.

Ikke mindst kan sorgen over historiens ofre bidrage til et opgør med historieopfattelser, der søger at begrunde en iboende retningsbestemthed i historien. Opfattelser, der oftest har bidraget til at devaluere, forklejne og i sidste end tilintetgøre det nuværende, det nærværende liv.

Utopien er ikke et fjernt mål. Utopien er hverdagen, en hverdag uden angst.

XIII

For utallige er de globale eksistensvilkår i dag mere ubarmhjertige end i tidligere tiders såkaldt ‘primitive’ samfund. Selv illusionen om kapitalens civilisatoriske mission er brudt sammen.

Småbønder, der endnu klynger sig til jorden, de jordløse, de fordrevne, der i deres millioner strømmer til slumbyerne, til elendighedens metropoler - hvor overlevelse er en daglig, uforklarlig mirakel - er magtens modbillede. Her er den kapitalistiske akkumulationstvangs modpol:At være berøvet alt.

Endnu er de omvæltninger, som den nyliberalistiske politiks globale ekspropriationer medfører, ikke slået igennem som global politisk realitet. Uroen og uordenen er endnu af mere lokal karakter.

I lokale uroligheder og krige, ofte defineret gennem etniske og religiøse konstruktioner, er ofrene for de globale vilkår selv de første ofre. I en form for implosion rettes destruktiviteten i de globale vilkår indad. Men denne uorden vil gribe mere og mere om sig og vil true det nuværende globale regime.

Og i sidste ende er det uordenens omfang, der vil fremtvinge et nyt ordensprincip.

XIV

Men også revolutionens sprog er i krise. I trøstesløse marokkanske arbejderkvarterer er marxismens stemme forstummet. I de nye elendighedskvarterer har den aldrig lydt (Belaala 2004). Her lyder nu andre stemmer.

Ikke alene revolutionens sprog er brudt sammen, men også hele den verdslige diskurs, der er knyttet til ‘oplysningens projekt’. Et humanistisk projekt med universel ambition om menneskelig ligeret og værdighed, som også marxismen er udsprunget af.

I desintegrationen, marginaliseringen og udelukkelsen af uhyre befolkningsgrupper i verden skabes grobunden for andre stemmer. Stemmer, der afspejler ydmygelsen og desperationen, ikke mindst i religiøs tolkning. Og for alle disse stemmer er det tilfældet, at de afspejler et menneskeligt ønske om at være til, om at kunne tolke og forstå verden, om at kunne leve og at kunne dø som menneske, et nærmest basalt antropologisk ønske om menneskelig selvbestemmelse, også under de mest menneskefjendske vilkår.

Der er behov for et nyt sprog, et meta-sprog, der kan begribe og tolke alle disse stemmers basale indhold, der uanset formuleringsmåde udtrykker et ønske om menneskelig værdighed. Også i de anti-humanistiske formuleringer, der ikke sjældent forekommer, kan det betrængte menneske aflæses. I fremmedhadet er selvhadet tilstede som hemmelig kode, i nihilistisk terror er markedets tilintetgørelse af alle værdier afspejlet.

Der er behov for et nyt sprog, en ny retorik, der på tværs af adskillelserne formår at samle, forklare, animere, skabe indsigt, og indgive mod i den historiske bevægelse, der er under udvikling. En regenereret socialistisk teori, næret af modstandsbevægelsens globale udfoldelse, kan yde et vigtigt bidrag hertil.

XV

Dette er vor modstandshær: En hær af børn uden barndom, en hær af unge kvinder med lyse stemmer, en hær af unge mænd med drømme, en hær af gamle mænd med historier, og en hær af gamle kvinder, der retter på historierne.

En hær bevæbnet med livet, det korte liv, svævende mellem dagen og vejen, mellem livet og døden, altid i bevægelse, nærmere og nærmere og skjult igen, en hær, der er forvirrende for magten, besværlig for magten, uforståelig for den, tyngende for den, omkostningskrævende for den.

XVI

Vi må leve med det ufærdige i processen, leve med det uafsluttede, give afkald på det autoritært tolkende blik.

Der er intet centrum, ingen ledende instans, intet ensartet organisationsprincip. Der er forskellen, mangfoldigheden, der afspejler de utallige positioner, hvorfra magten anfægtes på lokalt, nationalt, regionalt og globalt niveau. Positioner, der strækker sig fra produktionens umiddelbare proces til alle globale afledninger af den.

Det er en kamp om jorden, om vandet, om luften, om havene, en kamp for livet og for jorden mod kapitalens ekspropriation af livet og jorden.

Her vil magten lære sin sårbarhed at kende. Her vil modstanden lære magtens sårbarhed at kende, men også sin egen, i en hidtil uset og uforudsigelig global læreproces.

Patrick Mac Manus er talsmand for Foreningen Oprør

Litteratur:

Selma Belaala: “Morocco: slums breed jihad.” Le Monde diplomatique. November 2004.

Leo Panich, Colin Leys (red.): “The new imperial challenge.” Socialist Register 2004. The Merlin Press 2003.