Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
10. januar 2005 - 10:22

Boganmeldelse: Marx og kriseteori

Mange marxister, der har kastet sig ud i analyser af kapitalismens økonomiske forunderligheder, er kommet til at ligne den dreng, der i eventyret råber: "Ulven kommer". Det gentagne mantra har blot lydt: "Krisen kommer".

Der er naturligvis forskel. Det er ikke af kedsomhed, at marxister har proklameret krisens komme, men som følge af et favntag med den vanskelige kunst at spå om fremtiden.

Og det er en farlig gebet, hvis man vil bevare sin troværdighed. Marxister er ofte blevet politisk og ideologisk marginaliseret, når de forudsagte kriser ikke er dukket op.

Det problem har Birger Linde, der er lektor på Roskilde Universitets Center, haft de sidste par årtier. Han har med stor akkuratesse undersøgt krisesymptomer i den internationale økonomi, og han har ikke været bange for at forudsige økonomiske kriser.

Det er han heller ikke i De store kriser I, , hvor han anslår, at den økonomiske resignation, der begyndte at sætte sig igennem fra starten af det nye årtusind, meget vel kan udvikle sig til et sammenbrud i den internationale økonomi, dvs. det, Birger Linde betegner som "en stor krise".

Det er faktisk denne antagelse, der er udgangspunktet for et forskningsprojekt, som indledes med dette første af fire planlagte bind om kriseteorier i det 19. og 20. århundrede. Den første bog er viet en gennemgang af Marx’ økonomiske værker med særligt henblik på kriseforståelsen og -analyserne.

2. og 3. bind vil analysere kriseteorier efter Marx; 2. bind primært i forhold til 1800-tallets kriser, 3. bind især i forhold til krisen i 1930’erne. Fjerde og sidste bind skal munde ud i en analyse af den aktuelle økonomiske situation ud fra de kriseteoretiske modeller og det empiriske grundlag, der er udviklet i de tidligere bind.

Krisefokuseringen

Det antyder et første problem i Lindes projekt: Den samfundsmæssige relevans af bogens problematik er betinget af en forudsigelse, der endnu ikke er en realitet - og måske heller ikke bliver det.

Af pædagogiske og retoriske årsager havde det været logisk at vende om på udgivelsesrækken, så analysen af de aktuelle krisetegn havde været placeret først, og inddragelsen af den kritiske og teoretiske ballast var blevet brugt i denne sammenhæng. Det, tror jeg, ville have givet bogen og problematikken en stærkere gennemslagskraft.

Helt elementært mangler man en fremstilling af den kriseforståelse, Birger Linde benytter. Det er uafklaret om "de store kriser", Birger refererer til, eksempelvis skal forstås som genkommende, cykliske fænomener, der er strukturelt uundgåelige i en kapitalistisk økonomi - og i så fald hvor og hvornår de er indtruffet og med hvilke kendetegn. Der mangler i det hele taget en historisk udpegning af kriserne og deres karakter.

Umiddelbart forholder Birger Linde sig udelukkende til økonomiske krisetegn som virksomhedslukninger, krak og nedsmeltninger af markeder. Men spørgsmålet er om ikke det ville være fornuftigt ud fra et nutidigt perspektiv at inddrage eksempelvis økologiske og sociale faktorer i en socialistisk kriseforståelse.

Undermineringen af naturgrundlaget for de menneskelig samfund synes f.eks. at være et uundgåeligt kendetegn ved den kapitalistiske produktionsdynamik, ligesom marginalisering og udstødning af store befolkningsgrupper fra arbejdsmarkedet synes at være et fast ledsagefænomen i arbejdsprocessernes specialisering og intensivering.

Kriser og revolution

Kriseforekomster er ikke kun økonomiske fænomener. Det er Birger Linde naturligvis også klar over. Han gør i bogen forståeligt rede for, hvordan Marx’ kriseteorier har en dobbeltkarakter.

De er på den ene side udtryk for en eskatologisk tendens i Marx tankegang: Marx håber, at kriseudbruddene er forkyndere af revolutionære omvæltninger og gennembrud. Kriseteorierne er på den anden side en videnskabelig afsøgning af årsagerne til de regelmæssigt tilbagevendende kriser, som det 19. århundrede var så rig på.

Krisediagnosticeringerne fra marxisters side er altså ikke kun begrundet i økonomiske og videnskabelige indsigter, men også - og måske endda i endnu højere grad - af forhåbninger om revolutionære gennembrud foranlediget af kriseforekomsterne.

Det er der imidlertid ikke nogen automatik i - som Birger Linde også gør opmærksom på. De manglende revolutionsforsøg i forbindelse med den økonomiske krise i 1856 sætter i følge Linde da også en delvis stopper for Marx’ forhåbninger - i det mindste for troen på at kriser per automatik udløser revolutionsforsøg.

Birger Linde fører denne pointe op i det 20. århundrede, hvor 1930’ernes store krise netop ikke ledte til revolutionære opstande, men resulterede i henholdsvis autoritære diktaturer (først og fremmest nazismen i Tyskland) og reformistiske interventionsstrategier overfor markedskræfterne (USA og Nordeuropa).

Kriseteori versus kapitalismekritik

Det er på denne baggrund naturligt at spørge til den forståelse og status, som Birger Lindes krisebegreb indebærer. Det er ikke umiddelbart klart, om det krisefelt, han forsøger at indkredse, alene er en videnskabelig afdækning af virkeligheden som økonomisk fænomen, eller om det også har politiske implikationer, herunder en afsøgning af politisk-strategiske muligheder og nødvendigheder i et socialistisk perspektiv.

Eller rettere: Det er uklart, hvori nødvendigheden i fokuseringen på netop kriserne består frem for på generel eller specifik kapitalismeanalyse. Birger Linde argumenterer i bogen nok ud fra et aktuelt perspektiv, men lægger ikke nogen argumenter for nødvendigheden af en kriseteori frem.

Koncentrationen om kriseteori virker da også noget påklistret i forhold til Birger Lindes undersøgelse af den marx’ske økonomikritik i De store kriser.

Marx’ analyse af den kapitalistisk produktionsmåde er netop ikke en krisekritik, men en økonomi- og samfundskritik. Den er langt mere radikal end en kritik af de kapitalistiske konjunktursvingninger og de fattigdomsproblematikker, der er forbundet med dem: Den er et angreb på hele markedslogikkens determinering af den samfundsmæssige udvikling og herredømmestrukturen i organiseringen af den materielle produktion.

Det kritiske potentiale og rationaliteten heri er ikke kun en krisefri samfundsøkonomi (hvad Birger Linde da heller ikke påstår eller lægger op til), men et - i positiv forstand - utopisk projekt, hvor de materielle nødvendigheder produceres som en fri menneskelig udfoldelse, dvs. i en produktionsmåde, hvor arbejdet forvandles fra tvang og nødvendighed til behov og lystudfoldelse.

Men nu er Birger Lindes sigtepunkt altså kriseteori. Bogen har imidlertid et problem her, idet den ikke er styret og artikuleret i forhold til de resultater, som det forskningsprojekt, Birger Linde er ude i, gerne skulle munde ud i. Den er i stedet et arbejdspapir med uafsluttede mellemregninger – og det betinger bogens styrker og svagheder.

Bogen rummer fremragende og stringente iagttagelser og afsnit, men også problematikker og problemstillinger, der behandles stedfaderligt, abrupt og/eller overfladisk. Det giver bogen en dobbelthed af friskhed og åbenhed (bl.a. mod uventede perspektiver, der kan åbne sig i løbet af forskningsprocessen), men også en arbejdsmæssig afsøgende og afprøvende gennemgang af det ’pligtmæssige’ stof som et nødvendigt led i en forskningsproces.

Flere intentioner

De store kriser 1 er præget af flere intentioner, som stritter i forskellige retninger. Det ytrer sig ikke kun i, at bogen vil anlægge sin relevans ud fra aktuel situation, der (endnu) ikke er realiseret, og at den derfor må gribe til en historisk undersøgelse af de kriser og kriseteorier, der er udviklet siden industrikapitalismens gennembrud i 1800-tallet.

Det kommer også til udtryk i, at Birger Linde flere gange laver afstikkere fra den teoretiske hovedlinje. Bogen tager eksempelvis Det kommunistiske manifests civilisationsopfattelse op til diskussion; den har et længere - i øvrigt utroligt spændende - afsnit om Marx politiske deltagelse og indsats i 1848-revolutionen; og den kaster sig på detaljeplanet ud i eksempelvis (irritable og, for dens eget projekt, irrelevante) kommentarer til Francis Wheens nyligt udgivne Marx-biografi.

En stor mundfuld

Bogens formulerede projekt består i at opsamle de kriseteoretiske bud i Marx’ økonomiske tænkning. Men da Linde ikke mener, at de kan forstås uafhængigt af Marx øvrige økonomiske teori, er bogen samtidig et forsøg på en samlet fremstilling og introduktion af Marx’ politisk-teoretiske kritik af den kapitalistiske økonomi.

Den opgave griber Birger Linde an i en tekstnær, ofte parafraserende, gennemgang af Marx økonomiske hovedværker - først og fremmest Parisermanuskripterne, Til kritikken af den politiske økonomi, Grundrisse, Kapitalen 1-3 og Teorier om Merværdien, men også Det kommunistiske manifest og andre mindre skrifter af Marx (og Engels).

Denne måde at gribe stoffet an på betyder, at bogen også intenderer at påvise og analysere den økonomiske teoriudvikling hos Marx fra midten af 1840’rne og indtil hans død i 1883. Det er en udvikling Birger Linde sætter i sammenhæng med Marx’ øvrige politiske tænkning, primært fra revolutionær aktivist i perioden op til og umiddelbart efter 1848-revolutionerne til hardcore økonomisk teoretiker og analytiker i årene efter 1857.

Den udvikling belyser Birger Linde samtidig i sammenhæng med de politisk-økonomiske situationer, de er udviklet i - især kriserne på Marx’ egen tid. Han trækker imidlertid også på forklaringer i forhold til Marx’ personlige og private forhold. Birger Linde fortolker eksempelvis en række deterministiske formuleringer fra Marx’ modne forfatterskab som udtryk for desillusion, ikke mindst som skuffede forventninger i forbindelse med 1857-krisens manglende revolutionsforsøg og -gennembrud.

Endelig vil Birger Linde også - og ikke mindst - lægge teoretisk arm med kriseforklaringerne i Marx’ økonomiske forfatterskab.

Det er altså en ordentlig mundfuld, Birger Linde forsøger at gabe over, fortære og finde guldkorn frem af.

Marx økonomiske tænkning var ikke en helhed

Birger Linde griber tilgangen til Marx’ økonomiske tænkning kronologisk og værkorienteret an. Han gennemgår systematisk udviklingen af tankegangen i Marx’ værker, og han påviser i kraft af denne tilgang - og ikke mindst i gennemgangen af Kapitalen - at der ikke foreligger en udfoldet og færdigstøbt økonomisk teori fra Marx’ side, som blot kan overtages eller arves af post-marx’ske økonomer - heller ikke inden for det kriseteoretiske område, der er Birger Lindes sigtepunkt.

Men den tekstnære og parafraserende gennemgang af Marx’ økonomiske værker giver til gengæld et fremragende indblik i de problemstillinger, Marx’ sloges med i sit økonomiske forfatterskab. Den ikke-syntetiserede indfaldsvinkel til Marx’ værker afidealiserer Marx’ tænkning. Det fjerner den aura af helligdom, mange marxister har bygget op omkring Marx og hans værk.

Birger Linde får i stedet beskrevet Marx’ teoriudvikling som en åben, ufuldstændig og søgende teoretisk proces. Den marx’ske teori fremstilles som det, den er: Diskutabel. Den reduceres ikke til en alt eller intet-teori, som man må acceptere eller forsage i dens helhed. Den bliver i stedet et teoretisk reservoir, hvorfra man kan hente inspiration og kritik.

Fremragende introduktion

Som en introduktion til Marx’ politisk-økonomiske tænkning er bogen derfor ikke mindre end fremragende. Den gennemgår på den ene side de grundlæggende begreber og tankegange i Marx’ analyser af den kapitalistiske økonomi, men den foregøgler ikke hermed at komme med alle de vises sten i en økonomianalyse.

Bogens primære kvalitet består netop i denne dobbelthed - ja, jeg vil faktisk hævde, at den netop på grund af denne kvalitet er et uundværligt supplement til læsninger af Marx’ egne, ofte meget svært tilgængelige, tekster og de introduktioner til Marx’ økonomiske tænkning, der i øvrigt er udgivet (i det mindste på dansk). Hertil kommer, at Birger Linde skriver i et klart og forståeligt sprog, hvor problematikkerne ikke kompliceres i uforståelige formuleringer, men heller ikke indskrænkes til banaliteter, dogmer eller forenklinger.

Han gør derfor omhyggeligt rede for varens dobbeltkarakter som (økonomisk bytte-)værdi og brugsværdi, penge- og kapitalforståelsen, merværditeorien, og han fremstiller sobert Marx’ forståelse af cirkulationssfæren som distributionsled for det samfundsmæssige merprodukt ud til eksempelvis handels- og pengekapital og dets forvandling til eksempelvis jordrente.

Skuffelse over det kriseteoretiske udbytte

Som sagt er bogens sigtepunkt dog ikke alene denne introduktion, men også en afsøgning af de kriseteoretiske potentialer i Marx’ værker.

Birger Linde mener på den ene side ikke, at de ansatser til kriseteorier, Marx udvikler, kan adskilles fra hans øvrige økonomiske tænkning. Men han ender på den anden side samtidig ud i en vis skuffelse over det kriseteoretiske udbytte, han finder i Marx’ værk. Eller rettere: Ikke finder.

Birger Linde bakker i bogen op bag de fundamentale begreber og forståelser af den kapitalistiske økonomi, som Marx udvikler: Det gælder først og fremmest bestemmelsen af varens værdi som equivalent med værdien af det arbejde, der er lagt i dens produktion, forståelsen af varens værdi som skabt i produktionsprocessen og merværditeoriens forståelse af misforholdet mellem arbejdskraftens værdi og værdien af det produkt, arbejdskraften frembringer i arbejdsprocessen.

Det betyder, at Birger Lindes økonomikritik ikke kun handler om kapitalstrømme og investeringsrater, men også om en strukturel forståelse af kapitalismen som et samfundsmæssigt produktionssystem. Birger Lindes kriseforståelse forsøger derfor ikke kun at afdække de konjunkturmæssige svingninger, men også de produktionsmæssige forudsætninger.

Eller rettere: Selv om det er den formulerede intention, ender Birger Linde med at forlade, i det mindste delvis, denne produktionsorienterede kriseforståelse. Birger Linde opridser nemlig til sidst i bogen fem forskellige kriseteoretiske ansatser i Marx’ værk.

Marx’ fem kriseteorier

1. En tendens til profitratefald pga. vækst i det ikke-produktive produktionsapparatets omfang i forhold til den arbejdskraft, der skal skabe værdierne.

2. En alternativ teori om en profitklemme pga. stigende rente, faldende kapacitetsudnyttelse og ikke mindst stigende lønninger og faldende varepriser.

3. En teori om en potentiel disproportionalitet mellem forskellige produktionssektorer i den kapitalistiske økonomi, især mellem konsumproduktionen og reproduktionen af kapitalapparaturet.

4. En teori om underkonsumtion pga. et permanent misforhold mellem købekraft og vareudbuddets værdi/pris - firkantet formuleret: En forståelse, hvor købekraften svarer til arbejdslønningerne, mens varernes værdi svarer til arbejdslønningerne plus merværdien.

Og endelig 5: En tendens til overakkumulation pga. konjunkturmæssige overinvesteringer i særligt ekspansive og lukrative produktionsgrene, dvs. en tendens til, at overophedede booms i bestemte sektorer hænger sammen med efterfølgende afmatning og depression.

Kritikken af Marx’ kriseteorier

Jeg kan ikke her gå ind i en diskussion af alle fem kriseteoretiske ansatser (og Birger Linde udsætter selv en mere detaljeret diskussion af flere af teorierne til de senere bind, dvs. til sammenhængen med de fortolkninger, de får hos en række post-marx’ske økonomer).

Han afviser mere eller mindre bestemt teorien om underkonsumtion. Teorierne om profitklemme og profitratens tendens til fald tilkender han nok en mulig, konkret krisefremkaldende årsag eller igangsætterrolle i nogle kriser, men han afviser dem som generelle eller universelle kriseforklaringer. På samme måde mener han, at overakkumulationsteorien kan have en sandhedsværdi i bestemte kriseforløb, men ikke at den har universel forklaringsværdi.

Af særlig interesse er teorien om profitratens tendens til fald, som - i det mindste på dele af venstrefløjen - har haft status som almen kriseforklaring.

Birger Linde mener ikke, at teorien har nogen bevislig kriseteoretisk værdi: I en gennemgang de modificerende tendenser i teorien- i stor udstækning gennem parafrasering af Marx selv - påpeger han, at ’lovmæssigheden’ højest kan opgøres til en tendens, ikke en bevislig udvikling eller nødvendighed.

Kapitalinvesteringer iværksættes netop for at fremme den omvendte tendens: Produktivitetsstigninger og øgning af arbejdets produktivkraft synes ikke kun at være formålet med nye investeringer i et nyt og større produktionsapparatur, men faktisk også at være resultatet.

Birger Linde afviser, ikke at profitratefald kan forekomme pga. ændringen i forholdet mellem konstant og variabel kapital, men han mener heller ikke, at Marx argumenterer overbevisende for, hvorfor tendensen vil slå igennem i det lange løb - Marx nøjes med besværgelser.

Han påpeger desuden de problemer, der er med at skaffe empirisk belæg for teorien. Marx’ kapital-teori undersøger den kapitalistiske produktionsmåde i dens generalitet og almene form, ikke i dens historisk, konkret og realt forekommende eksistens.

Derfor er det umuligt at overføre de teoretiske størrelser - eksempelvis konstant kapital, variabel kapital og merværdi - til empirisk afprøvelige og beregnelige størrelser.

Så langt så godt: Det er vel ikke overraskende, at der ikke er grydeklare forklaringsmønstre på nutidige problemer gemt i 150 år gamle skrifter - selv fra så genial en tænker som Marx.

Kriseteoretisk potentiale

Alligevel synes jeg, at Birger Linde overser et essentielt kriseteoretisk potentiale i Marx’ tankegang. Linde argumenterer som sagt overbevisende for det ufærdige og ufuldstændige i Marx’ økonomiske teorier - og han henviser bl.a. til den nyeste forskning i Marx’ og Engels efterladte skriftlige arbejder, der tyder på, at Engels redigeringer af 2. og 3. bind af Kapitalen er betydelig mere omfattende, end man har troet, og Engels selv har givet udtryk for. Meget tyder på, at Engels har forsøgt at skjule det fragmentariske og ufærdige i vennens livsværk.

Ikke desto mindre ligger tankegangen i både bind 2 og 3 af Kapitalen i forlængelse af de fundamentale antagelser og udredninger af produktionsforståelsen i første bind. Det grundlæggende problem, som går igen i bind 2 og 3, er fordelingen og distributionen af de samfundsmæssige værdier ud i andre økonomiske sektorer end den direkte produktionsvirksomhed.

Marx synes at have været manisk optaget af denne fordelingsproblematik, som kan siges at være en art ’snylterproblematik’: Købmands- og pengekapitalen tilegner sig gennem markedsmekanismerne en del af det samfundsmæssige merprodukt, der (især) er produceret i industrien, ikke ved selv at bidrage til den samfundsmæssige rigdom, men i kraft deres uundværlige funktioner i vare-, penge- og kapitalkredsløbet (dvs. som lånekapital til kapitalinvesteringer og i varernes realisering af deres værdi på markedet).

Produktiv versus ikke-produktiv aktivitet

Jeg vil påstå, at det (blandt andet - jeg vil ikke afvise, at der også er andre muligheder) er heri, at der ligger et kriseteoretisk potentiale i Marx’ økonomiske teorier. Dvs. i Marx’ forståelse af produktivt, værdiskabende arbejde og dets forhold til (mere eller mindre nødvendigt) ikke-produktiv aktivitet og/eller dræn i den samfundsmæssige totalproduktion.

Det er den relation, der er kernen i Marx’ teori om tendensen til fald i profitraten. Marx fokuserer her på forholdet mellem ikke-produktive investeringer i det faste produktionsapparatur og investeringerne i det levende arbejde, der skaber værdierne, og det er i denne modsætning, at han elaborerer tendensen til krise.

Den samme forståelse af forholdet mellem produktiv aktivitet og ikke-produktiv beslaglæggelse af samfundsmæssig rigdom kan imidlertid bredes ud til en række andre områder - også uden for den direkte produktionssfære.

Det er, hvad Marx’ selv gør i forståelsen af, hvordan handels-, rente- og jordkapital tilegner sig profit i Kapitalens 2. og 3. bind: De uproduktive kapitalformer beslaglægger en del af den samfundsmæssige rigdom og dræner dermed den produktive kapital for en del af den værdi, der er skabt i dens sfære.

Abstrakte værdier modsvares af konkrete produkter

Jeg mener, at den erkendelse, Marx her har arbejdet sig frem til, består i en forståelse af den samfundsmæssige rigdom som konkrete produkter, der kan konsumeres, men som distribueres efter abstrakte værdibegreber. En bankmand kan ikke leve af at bide i det papir, hvorpå en bestemt rentesats er skrevet. Penge og værdipapirer hjælper ikke den rigmand, der er strandet i en ørken, hvor penge og værdipapirer ikke kan omsættes til konkrete produkter, der kan fortæres.

Den samfundsmæssige rigdom, der i abstrakt form består af en sum af værdier (penge, kapital, varepriser), modsvares af en sum af konkrete produkter, der er frembragt i produktionen, men som fordeles i samfundet gennem bl.a. cirkulationssfæren.

Men cirkulationen mellem produktive og uproduktive kapitaler er ikke den eneste distributionsform af samfundsværdierne. Det sker også gennem eksempelvis skatter og offentlige afgifter.

Den offentlige sektor

I det 20. århundrede er væksten i den offentlige sektor eksploderet sammenlignet med det 19. århundrede. Denne aktivitet stikker (for så vidt den er uproduktiv) på samme måde som bank-, handels- eller jordkapital en snabel ned i den samfundsmæssige rigdom og beslaglægger en del af produktionen.

Relationen mellem produktiv og uproduktiv aktivitet er imidlertid ikke et statisk, men et dynamisk forhold: Den produktion, der ikke kan bære at afgive en del af sin værdi til eksempelvis handelskapitalen, må enten gå under eller forøge sin produktivitet.

Ekspansionen af de offentlige udgifter (som Marx naturligvis ikke har kunnet forudse) har på samme måde været drivkraft i udviklingen af den samfundsmæssige produktivitet, ikke alene gennem at varetage samfundsmæssigt nødvendige funktioner (eksempelvis anlæggelsen og vedligeholdelse af infrastruktur), men også gennem det økonomiske pres beslaglæggelsen af samfundsværdier har lagt på den produktive sektor.

Selv om den offentlige sektor er vokset kolossalt, har det ikke i sig selv udløst omfattende "store kriser". Ekspansionen er i stedet foregået i dynamisk sammenhæng med udviklingen af nye, effektive produktionsformer, som har kunnet kompensere for det forøgede skattetryk - hvad enten det er inddrevet via indkomstskat, produktionsskat, forbrugsafgifter eller på andre måder.

Den offentlige sektor er derfor kun et ’problem’, hvis der ikke er en produktionsmæssig dækning for dets forbrug. Generelle afgifts- og skatteforhøjelser kan tværtimod incitere til produktivitetsforøgelser - ligesom specifikke, f.eks. særlige skatter og afgifter imod forurenende virksomhed, kan stimulere omlægninger til en mere samfundsgavnlig karakter af produktionen.

Pointen

Min pointe med denne udredning er derfor ikke, at udpege ikke-produktiv aktivitet som krisefremkaldende, men at påpege at en undersøgelse af relationen mellem produktiv og uproduktiv aktivitet er essentiel i en marxistisk inspireret kriseteori.

Det er en skam, at denne pointe ikke bliver trukket frem i Birger Lindes bog, og - som konsekvens heraf - at den ikke tager mere fat omkring en kritisk diskussion af Marx’ produktivitetsbegreb, når nu bogens fokuspunkt er kriseteori.

Nu synes jeg som sagt, at en krisefokusering er for snæver i forhold til det kritiske potentiale, der ligger i Marx’ kritik af de kapitalistiske produktionsforhold.

Jeg ville have foretrukket, at tyngdepunktet i stedet havde ligget i Marx’ af-naturalisering og dekonstruktion (for nu at bruge Akademia’s aktuelle moderigtige termer) af den kapitalistiske økonomi, herunder en afdækning af den undertrykkelse og de magtstrukturer, der er indbygget i vareproduktionen som samfundsmæssig form for materiel produktion, kapitalakkumulationen som determinerende drivkraft for udviklingen af verdenssamfundet og i lønarbejdet som historisk organisationsform for den menneskelige arbejdsaktivitet.

Det ville have holdt fokus på en strukturel forståelse af kapitalismen som et samfundsmæssigt produktionssystem.

Men disse indsigelser hindrer ikke Birger Lindes bog i at være både interessant, læseværdig, væsentlig og relevant for alle, der interesserer sig for Marx, marxisme og marxistisk økonomikritik. De store kriser I har tværtimod netop stimuleret formuleringen af den kritik, jeg her har præsenteret. Og eftersom Birger Lindes forskningsprojekt ikke er færdigt, kan de næste bind meget vel udmønte nye perspektiver, der kan tage højde for eller gøre kritikken til skamme.

Anmeldelsen vil også blive bragt i tidsskiftet Solidaritet.

Ole Wugge Christiansen er medlem af Kontradoxas redaktion.

Birger Linde: De store kriser I. Kriseteori og kriser i 1800-tallet - inspirationen fra Marx. Projekt Papers no. 4. Internationale Udviklingsstudier, Roskilde Universitetscenter 2004. 175 sider. Pris: 75 kr.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce