Historier, der blev væk

Kan etniske minoriteter overhovedet være ofre for kriminalitet efter tyve år, hvor de primært har optrådt sammen med ord som bander, voldtægt og vold?

Journalist Erik Valeur har forsket i mediedækningen af etniske minoriteter og i de fælles mekanismer, der gør sig gældende i valget af historier, der fortælles – og dem, der ikke bringes. Historier, som er med til at danne vores fælles opfattelse af etniske minoriteter.

Fællesnævneren forklarer Erik Valeur i debatbogen »Når du strammer garnet«, og en af hovedteserne lyder i sin enkelthed, at etniske minoriteter, indvandrere, gæsteabejdere, flygtninge, asylansøgere og så videre opfattes som en ensartet gruppe. Om de er fra Pakistan eller Peru gør ikke den store forskel. Og beskrivelsen af denne gruppe er opbygget gennem mange år.

Individuelle danskere og de andre

Allerede i 1990’erne medførte den generaliserende debat mere end fyrre stramninger i udlændingelovgivningen. Erik Valeur demonstrerer ved en optælling af artikler, at der faktisk var en periode, hvor mediedækningen af minoriteters negative påvirkning gik hånd i hånd med dækningen af de etniske danskeres intolerance og bedrevidenhed:

»Hvis der er en forskel på avisdebatten midt i firserne og den ophedede debat i halvfemserne, er det pressens noget hyppigere spotlight på danskerne selv – aviserne tegner et dobbelt portræt af problematiske danskere og problematiske udlændinge og stiller spørgsmål af en type, der nu er forsvundet: Hvorfor reagerer danskerne med mistro over for flygtninge – hvad kan man gøre for at få enderne til at mødes?«

Men den vinkling er altså så godt som forsvundet.

I en rapport fra EUMCs (EU’s Center for Overvågning af Racisme og Xenofobi) om Danmark fra 2002 fremgår det, at: »bortset fra, når det handler om kriminalitet, omtales medlemmer af etniske minoriteter ofte som passive subjekter, men sjældent som aktører med individuelle holdninger og meninger i historier om etniske minoritets-emner (...).

I historier, hvor de er involverede som kommentatorer – enten gennem interviews eller citater – er deres rolle primært defensiv; de afviser beskyldninger mod dem enten som person eller mod den gruppe, de repræsenterer.«

Alene en gentagen kobling af etniske minoriteter og kriminalitet, har en indflydelse på opfattelsen som gruppe. Af rapporten fremgår det yderligere, at diskrimination og vold vendt mod minoriteterne ikke omtales meget:

»På trods af det generelle faktum, at medierne primært dækker negative vinkler, konflikt og drama, er de negative episoder medlemmer af etniske minoriteter oplever i deres dagligliv (...) ikke dømt nyhedsværdige.«

Politiet og minoriteterne

Men medierne er ikke de eneste gate-keepers i dækningen af racistiske overgreb. Journalisternes informationer stammer oftest fra politiet. Sociologen Lars Holmberg beskriver i bogen »Indenfor lovens rammer« betjentes reaktioner i mødet med etniske minoriteter.

Holmberg konkluderer bl.a., at »for politiet er visse typer af mennesker nærmest pr. definition kriminelle, og dermed skyldige, også selv om der hverken foreligger beviser eller konkret mistanke i forhold til en bestemt lovovertrædelse, og disse mennesker er derfor den primære målgruppe for politiets opsøgende indsats.«

En anonym betjent fra Karlebo underbygger Holmbergs antagelse i en undersøgelse med titlen »Konflikt på gadeplan – når politi og etnisk ungdom mødes« fra 2003:

»Når jeg får en melding som vagthavende, der siger, at der er problemer med nogle 2.g’ere, så tænder der allerede nogle alarmklokker hos mig.«

De undersøgelser der er foretaget om politiets forhold til etniske minoriteter, bl.a. de to ovennævnte, konkluderer det samme; her med sociologerne Mustafa Hussein og Jean-Marc Monniers ord:

»Tendensen er, at minoriteternes forbrydelser altid bliver etnificeret, mens majoritetens kriminalitet individualiseres. Herfra er der ikke langt til opfattelsen af, at »alle indvandrere er kriminelle«.

Lars Holmbergs undersøgelse giver et oplagt eksempel på gradueringen af opfattelsen baseret på etnisk oprindelse. En betjent fortæller om en ung etnisk dansk indbrudstyv, han har været med til at pågribe:

»Det er jo synd for sådan en, men det kan jeg jo ikke gøre noget ved. (...) Nu er han jo ikke den værste type, du kan se, han indrømmer det hele. Havde det nu været en af de sorte, så havde det været helt anderledes. Så er det noget med »ja mand, hvad er der« (illustrerer ved at fægte med armene og sidde henslængt i en stol). De indrømmmer aldrig noget overhovedet«.

Etniske minoriteter ses altså af journalister, redaktører og ansatte i politiet – i værste fald – som en ensartet gruppe med kriminel adfærd. En generalisering, der kan udelukke andre tolkninger, f.eks. etniske minoriteter som ofre for racisme og overgreb.

Linda Hansen er journalist på Mediesyndikatet Monsun

Læs artiklen »Politiet registrerer ikke racistisk vold«