Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
12. oktober 2004 - 15:09

Myten om "socialisme" i Sovjetunionen

1. Højrefløjens politiske myter

Gennem den sidste halve snes år er den europæiske venstrefløj på det nærmeste blevet kriminaliseret, stemplet som ”udemokratisk” og rummende autoritære tendenser og holdninger. Omvendt synes den borgerlige højrefløj – såvel af liberalistisk som konservativ observans – at have taget patent på demokratisk sindelag. Dette er faktisk ganske godt skuldret, når man betænker, at det borgerlige Europas demokratiske sindelag er af ret ny dato. Helt frem til afslutningen af 2. verdenskrig var autoritære og demokratifjendtlige holdninger og opfattelser ganske udbredte blandt borgerskabet og i de borgerlige partier, ja, i nogle lande var de endda helt dominerende.[1]

Omvendelsen til demokrati kom generelt og først for alvor efter 2. verdenskrig og hang sammen med udfaldet af krigen, udviklingen efter 1947 af den kolde krig, samt opløsningen i løbet af ”den gyldne periode” fra ca. 1950-73 af ”den sociale trussel” nedefra. Generelt i Europas historie var ”Højre” imod og ”Venstre” for demokratisering. Dette var simpelthen et hovedstridsspørgsmål i kampen mellem ”Højre” og ”Venstre” i europæisk politik. ”Demokrati” var for det europæiske ”Højre” et skældsord og noget, man længe frygtede og modarbejdede.[2] Omvendt var kravene om almindelig valgret, parlamentarisme og demokratiske rettigheder de politiske hovedkrav i det europæiske ”Venstres” ideologi og politik.

Hovedstrømningen i det europæiske ”Venstre” var socialdemokratierne, og det var den socialdemokratiske arbejderbevægelse, der var den primære aktivt drivende kraft i kampen for demokrati mod den udemokratiske højrefløj og med liberalismen som en ambivalent og i mange lande modstræbende tendens.[3] Den samlede demokratiseringsproces var naturligvis mere kompleks. Den økonomiske udvikling og deraf følgende sociale forskydninger var en vigtig forudsætning. En anden afgørende faktor var udfaldet af 1. verdenskrig, selvom mellemkrigsperiodens mange demokratisammenbrud og etableringen i store dele af Europa af højreautoritære og fascistiske regimer unægtelig understreger den manglende automatik i udviklingen.

I renvaskningen af dens egen historie og som led i de vedvarende forsøg på at dæmonisere venstrefløjen har den europæiske højrefløj udviklet flere ideologiske konstruktioner. En af disse er netop myten om det altid demokratiske højre og det altid udemokratiske venstre. En anden, og supplerende den første, er myten om ”den socialistiske Sovjetunion”. Venstrefløjens mål er jo ”socialisme”, og var det måske ikke netop ”socialisme”, man havde i Sovjetunionen? Jeg skal i det følgende gå denne udbredte myte lidt efter i sømmene. Derefter skal jeg vende tilbage til højrefløjens politiske ideologi og den angivne mytes funktion heri.

2. Myten om den socialistiske Sovjetunion

a. To modstående, men alligevel ens historieskrivninger

Myten om socialismen i Sovjetunionen er paradoksalt nok forankret i stalinismens historieskrivning om Oktoberrevolutionen og den senere udvikling i Sovjetunionen. Det er faktisk ret forbløffende og historisk interessant, at magtfulde eliter, mediefolk og ideologer, ja, endda forskere, i Vesten har overtaget en myte og en historieskrivning, som først blev udviklet af den stalinistiske elite og dens ideologer i Rusland for at tilsløre dens herredømme over og undertrykkelse af befolkningen.

Blot skiftede man ved ”overtagelsen” fortegnene ud: plus blev til minus. Sovjet-historieskrivningens ”geniale Lenin” blev i den vestlige version af historien til den ”onde Lenin”. Partiet, der i Sovjet-historieskrivningen fik hovedæren for gennemførelsen af ”den store oktoberrevolution”, blev i den vestlige rekonstruktion af myten til hovedinstrumentet for gennemførelsen af et ”kup”, der bragte Lenin og bolsjevikkerne til magten. Hovedtesen om oktoberrevolutionen som en oven fra ledet og gennemført ”socialistisk revolution”, der efterfulgtes af en virkeliggørelse af ”socialismens program”, er imidlertid fælles for mytens to versioner. Alt imens blev den virkelige historie glemt på begge sider.

Sovjethistorieskrivningens sigte var helt åbenlyst forherligelse og legitimering. Bemærkelsesværdig var den stærke optagethed af organisation og ideologi samt ledelse. Lederne og partiet lovpristes igen og igen for den ”korrekte indsigt”, ufejlbarlighed og suveræne ledelse. Dette gælder i beskrivelsen af den lange periode før oktoberrevolutionen, det gælder selve revolutionen, og det gælder udviklingen 20’erne igennem. Det ”leninistiske parti”, den ”leninistiske centralkomite” og Lenins arvtager, Stalin, så hele tiden klart den vej, man skulle gå, og udstak og gennemførte hele tiden ”den korrekte politik” (”generallinjen”), medens ”afvigerne” til venstre og højre faldt af i svingene.[4]

Denne opfattelse var imidlertid på ejendommelig måde kombineret med en deterministisk evolutionisme: Ifølge Sovjet-historieskrivningen var udviklingen helt tilbage fra slutningen af det 19. århundrede så at sige forudbestemt. ”Kapitalismen” – man tilskrev her uden nærmere analyse og argumentation det zaristiske Rusland en kapitalistisk samfundsorden – måtte ”uundgåeligt” bryde sammen på et eller andet tidspunkt og afløses af en ny fase i den samfundsmæssige udvikling, nemlig ”socialismen”. Oktoberrevolutionen, der blev fremstillet som en ”socialistisk revolution”, fremstod herved som en naturlig og uundgåelig begivenhed. Og det samme gjorde udviklingen fra oktober 1917 frem mod 30’ernes industrialiserings og kollektiviseringsfase, en udvikling der kronedes med Stalins proklamation i 1936 af ”den socialistiske opbygnings fuldendelse”.[5]

Ejendommeligt nok genfinder man i de vestlige totalitarismeteorier – som ellers ideologisk og politisk er Sovjet-historieskrivningens polære modpart – den samme optagethed af organisation, ideologi og ledelse. Man finder den samme forståelse af oktoberrevolutionen som en ”socialistisk” revolution, hvor Lenin og bolsjevik-partiet var den ledende kraft. Man genfinder også opfattelsen af hele det efterfølgende forløb som en uundgåelig fremadskriden mod ”socialismens” fuldbyrdelse.[6] Man finder altså det samme spændingsforhold mellem et ensidigt fokus på organisation, idéer og lederes handlinger og en deterministisk grundtone.

b. Oktoberrevolutionen

Man ”laver” imidlertid ikke ”bare” en revolution. Som fremhævet af den amerikanske revolutionsforsker Theda Skocpol er revolutioner komplekse fænomener, hvor historisk strukturelle forhold er afgørende for de gamle regimers sammenbrud, de efterfølgende revolutionsforløb samt udviklingen af nye regimeformer og samfundsforhold. Derimod er aktørernes målsætninger forholdsvis betydningsløse. Ingen revolution er nogensinde bare blevet forberedt og gennemført af en lille revolutionær elite, og resultaterne har altid været helt anderledes end forudset af de samtidige aktører.[7]

Revolutionerne i 1917 var fundamentalt betingede af en lang særegen russisk samfundsudvikling.[8] De var endvidere også en konsekvens af en mislykket moderniseringsproces. Viljen havde ellers været til stede. Moderniseringsbestræbelserne i Rusland indledtes efter nederlaget i Krim-krigen, 1854-56. Især fra 1890’erne gennemførtes under ledelse af finansministeren, Sergei Witte, en politik for hurtig modernisering og industrialisering initieret ”ovenfra”. Den agrare overklasse, der var imod reformerne, var ikke stærk nok til at blokere for disse forsøg, men dog stærk nok til at genere gennemførelsen. En række dybtgående problemer i det russiske samfund forblev derved uløste, og moderniseringen blev kun delvist gennemført. Dette forstærkede på den ene side de indre modsætninger og konflikter i samfundet og svækkede på den anden side Rusland i forhold til omgivende stormagter. Kombinationen af ophobede interne konflikter og nederlag i krig og deraf følgende opløsning og revolter i bunden af samfundet frembragte sammenbruddene i 1905 og igen i forstærket form i februar og oktober 1917.[9]

Aktørernes valg og handlinger udfoldede sig inden for rammerne af disse historisk-strukturelle forudsætninger og betingelser. Dette er det afgørende, aktørerne handlede ikke i et tomrum. Men derudover må f.eks. Lenins politiske valg og politik ses i modspillet til andre centralt placerede aktørers valg og handlinger. En vigtig skikkelse var her Kerenski, den provisoriske regerings krigsminister og senere statsminister. Det var ikke mindst Kerenskis beslutning om og politik for fortsat krigsførelse, intern borgfred, udskydelse af jordspørgsmålet m.m., der åbnede vejen for Lenin. Kerenskis politik styrkede Lenin i den interne kamp i bolsjevik-partiet om målsætning og strategi og gjorde det utroligt lettere for ham at vinde gehør blandt den voksende masse af radikaliserede soldater, arbejdere og bønder.[10]

Disse var imidlertid også i selvbevægelse. En hel generation af fremragende vestlige, ikke mindst amerikanske, historikere har afdækket de spontane radikaliseringsprocesser i bunden af det russiske samfund. Orlando Figes og Graeme Gills analyser af bevægelsen blandt bønderne, Allan Wildmanns massive studie af opløsningen i hæren, David Mandels, S.A. Smiths og Diana Koenkers forskning i radikaliseringen blandt arbejderne og mange andre tilsvarende studier har overbevisende dokumenteret denne massive bevægelse på masseaktør-planet.[11] Disse vældige processer i bunden af det russiske samfund har ofte været overset, fordi såvel Sovjet-historieskrivningens som den dominerende vestlige totalitarismes tilgang har været fælles om at opfatte ”masserne”, almindelige soldater, bønder og arbejdere, som viljeløse marionetter uden evne til selvstændig tænkning og aktion, et rent manipulérbart materiale, der hele tiden blev ”mobiliseret” og ”organiseret” ”ovenfra.[12] Sandheden er den, at oktoberrevolutionen på det nærmeste var gennemført spontant på masseplanet, inden bolsjevikkerne gennemførte den symbolske storm på Vinterpaladset. Bolsjevikkerne ”tog” ikke magten, de blev katapultet frem til magten.[13]

Derefter er det imidlertid rigtigt, at masseinitiativet svandt hen, medens den nye elite satte sig godt og grundigt til rette og strammede grebet ovenfra. Dette skete allerede fra og med foråret 1918 og satte sig for alvor igennem som en konsekvens af borgerkrigen.[14] Borgerkrigen havde dog på den anden side midlertidigt pustet så megen liv i massemobiliseringen, at bolsjevikkerne i 1921 kunne fremstå som sejrherrer, men også som arvtager til alle de uløste og af krig og borgerkrig forstærkede problemer.

c. Den forvredne og lidelsesfulde moderniseringsproces

Efter bolsjevikkernes magtovertagelse genoptog den nye elite på en måde Sergei Wittes gamle politik for hurtig modernisering dirigeret ”ovenfra”, men i begyndelsen noget famlende og nølende. Totalitarismeteorierne har her gennemgående opereret med en forestilling om en ”handlingsplan”, som fra og med 1917 – med en taktisk bestemt midlertidig pause i tyverne – konsekvent blev omsat i praksis kulminerende med fuldendelsen af det ”socialistiske projekt”.[15] Dette svarer, som nævnt, helt til Sovjet-historieskrivningens grundtese om ”generallinjen” og det konsekvente forløb frem mod ”socialisme”.

Den faktiske udvikling var imidlertid meget mere kompliceret og konfus. Det gælder den generelle samfundsmæssige udvikling, der mere kan karakteriseres som en hulter-til-bulter fremadskriden end som en af en beslutsom elite planlagt og styret udvikling.[16] Det gælder den økonomiske udvikling og det økonomiske systems hele funktionsmåde, der langt fra svarede til ideologiens og propagandaens billede af den fungerende planøkonomi. Der var mere tale om en kommando- eller krigsøkonomi.[17] Det gælder den kulturelle udvikling med dens ejendommelige zik-zak-bevægelser.[18] Selv dogmet om partiets dominerende rolle kan betvivles. Kongresserne blev efterhånden kun sammenkaldt med års mellemrum og var stort set betydningsløse. Centralkomiteens indflydelse blev mere og mere beskåret, og under hele 2. verdenskrig trådte den slet ikke sammen. Af politbureauets 8 medlemmer fra revolutionen og borgerkrigen døde kun de 2 ”af sig selv”. Partiet blev i det hele taget hårdt ramt af udrensningerne, både i dets medlemsbasis, i de centrale partiorganer og i funktionærkorpset.[19]

Bolsjevikkerne havde ved magtovertagelsen heller ikke nogen præcis økonomisk politik, som de omsatte i praksis. De havde blot nogle generelle teser og vage forestillinger, som i øvrigt blev højst forskelligt fortolket i partiet.[20] Det oprindelige ”økonomisk program”, som man slog ind på i foråret 1918, var nærmest en slags ”statskapitalisme” inspireret af den tyske krigsøkonomi. Derefter udviklede ”krigskommunismen” sig fra sommeren 1918 og fik – efterfølgende! – en teoretisk-ideologisk begrundelse. NEP-politikken fra 1921 og fremefter var igen ledsaget af atter andre teoretiske konstruktioner og begrundelser. Der var i øvrigt også flere varianter af NEP-modellen i omløb.[21] Ingen enkeltperson eller fraktion havde på noget tidspunkt argumenteret for den politik, som rent faktisk blev ført igennem fra slutningen af tyverne og fremefter. Springet frem med tvangskollektiviseringer, femårsplaner og forceret industrialisering betegner et drastisk brud i udviklingen.[22]

Efter Stalins endelige magtovertagelse i parti og stat ved slutningen af 20’erne fortsatte moderniserings- og industrialiseringsprocessen, men nu i et ekstremt oppisket tempo og under udfoldelse af det, Alec Nove har kaldt ”excessive excesser”.[23] I denne forcerede og accelererede moderniseringsproces kom den af Stalin og Bukharin udformede ideologi om muligheden af at opbygge ”socialisme i ét land” til at fungere som den russiske ækvivalent til ”den protestantiske etik” i Vest.[24] Hele moderniseringsprocessen blev dog forvredet og hæmmet af den stalinistiske terror.[25] Den russiske moderniseringsproces blev derved dybt paradoksal og samtidig utrolig lidelsesfuld. Stalinismens udrensninger og massemord rettede sig, til forskel fra nazismens, primært mod landets egen befolkning.

Selve systemet for stats­dirigeret primitiv akkumulation og hurtig modernisering af den ”tilbageblevne stormagt” tilveje­bragte ganske vist i første omgang det industrielle grundlag for modstanden mod Hitler-Tyskland under 2. Verdenskrig, men kunne i det lange løb ikke klare problemerne i forbindelse med overgangen fra ekstensiv til intensiv økonomisk vækst samt den kolde krigs militær-økonomiske belastning og brød ved slutningen af 80’erne sammen.[26]

I dagens Rusland må spørgsmålene om transformation til kapitalistisk markedsøkonomi og konsolidering af demokrati stadig siges at være uafgjorte, hvilket igen med fornyet styrke har rejst spørgsmålet om historisk-strukturelle forudsætninger for såvel kapitalisme som demokrati.[27] Ruslands udvikling gennem det 20. århundrede var, som påpeget af en af de førende amerikanske Ruslands-forskere, Moshe Lewin, dybt paradoksal: Efter 1917 piskede et moderniserende statssystem, under benyttelse af en anti-kapitalistisk ideologi, Rusland gennem en moderniseringsproces fra et samfund (det zaristiske Rusland), som ikke havde formået at gennemgå en fuld kapitalistisk udvikling, gennem en ny samfundsformation (Sovjetunionen), som hverken var kapitalistisk eller post-kapitalistisk, endsige ”socialistisk”, til et nyt forsøg på at etablere den kapitalisme, som det ikke var lykkedes at føre igennem før 1914.[28]

d. Det nye klassesamfund

Den forcerede industrialisering skabte et samfund med et voldsomt forøget antal af industriarbejdere, funktionærer, teknikere, specialister, administratorer og uddannelses- og sundhedsarbejdere. Tvangskollektiviseringen havde samtidig for bønderne på det nærmeste genetableret livegenskabet, et forhold der dog modvirkedes af den store mobilitet. Mobiliteten, både i horisontal og vertikal retning var stor. Alt var i bevægelse og omvandling. Det russiske samfund var blevet et veritabelt ”kviksands-samfund”, som Moshe Lewin har kaldt det.[29]

Men industrialiseringen havde også skabt øget ulighed og megen social elendighed. Reallønnen faldt betydeligt i en periode. Sammenfattende konstaterer de 2 engelske forskere Barber & Davies et fald i levestandard for arbejderne i byerne fra 1928 til 1934, derefter en forbedring fra 1934 til 1938 og derefter igen et begyndende fald.[30] På landet var bøndernes situation naturligvis dybt præget af tvangskollektiviseringens voldsomme begivenheder, herunder hungersnøden i årene 1932-33.[31]

Samtidig udviklede der sig i toppen af samfundet et nyt privilegeret lag, en ny social overklasse.[32] Medens Lenin stadig levede, gjaldt reglen om ”partimaksimum”, dvs. at intet partimedlem, uanset position, måtte tjene mere end en faglært arbejder. Dette princip blev nu lige så stille skrinlagt for til sidst at blive formelt afskaffet i 1932.[33] Samtidig proklamerede Stalin i 1931 en ”kamp mod ligemageriet”[34] og argumenterede for betydelige lønforskelle.[35] Af endnu større betydning for udviklingen af den nye privilegerede klasse var dog udviklingen af en række frynsegoder og særbehandlinger.

Partiledere og apparatjicks, bureaukrater, administratorer, virksomhedsledere etc., ”kammerater i ansvarlige positioner”, levede et helt andet liv end den almindelige befolkning. De fik stillet særlige lejligheder med moderne bekvemmeligheder til rådighed, havde gratis biler med chauffør, adgang til særlige butikker med føde- og luksusvarer af særlig høj kvalitet og billige priser, gratis ferieophold osv.[36]

Dette system eksisterede ikke blot i Moskva samt rundt omkring i republikhovedstæderne og i de store byer. Det blev efterlignet overalt i landet, hvor der var muligheder herfor, f.eks. i de lokale koncentrationsområder for femårsplanernes industrialiseringsprojekter. En arbejdsløs amerikaner, John Scott, som i 1933 tog til Rusland fra det kriseramte USA for at finde arbejde, beretter om et veritabelt fire-klassesystem i Magnitogorsk, hvor han arbejdede: En ”overklasse” bestående af direktøren for det vældige industrikompleks og hans øverste administrative og tekniske medarbejdere samt partisekretæren og den lokale leder af OGPU, en ”middelklasse” bestående af ingeniører, formænd, brigadeledere, faglærte arbejdere, lærere, læger etc., en ”underklasse” af almindelige arbejdere og kontorfolk samt en helt degraderet og retsløs ”klasse” af tvangsarbejdere. De forskellige klasser var også geografisk adskilte, idet de boede i forskellige boligområder i højst forskellige typer boliger fra træhytter, barakker og blikskure i den ene ende til direktørens fjorten værelses luksus villa med omgivende dyrepark i den anden ende.[37]

e. Tilbagegangen til ”det asiatiske despoti”

Enhver industrialiserings- og moderniseringsproces – også i den vestlige verden – har i en initialfase medført et pres i nedadgående retning på levestandarden samt i sit videre forløb skabt nye og ofte øgede former for social ulighed. Overalt har bønderne også været hovedofre for modernisering og udvikling. Og også i den vestlige udvikling var den ”oprindelige akkumulation” præget af voldsomme begivenheder, terror og tvang.[38] Men den stalinistiske moderniseringsproces var karakteriseret ved sin hastighed og sammenpressethed over en kort periode og ved den overdådige udfoldelse af vold og terror, samtidig med at den blev besmykket, forskønnet og tilsløret af en ideologi om ”socialisme og broderskab”.

Alt var således ikke bare modernisering, udvikling og øget social mobilitet. Til det genuine moderniseringsaspekt, nemlig den økonomiske vækst, industrialiseringen, urbaniseringen, den øgede sociale mobilitet, udviklingen i sundhedssektoren og uddannelsessystemet etc. føjer sig et andet aspekt, det, som Moshe Lewin har kaldt ”det arkaiske aspekt”, nemlig udviklingen af ”det asiatiske despoti”: terroren, udrensningerne, deportationerne og drabene.[39] Der var her tale om en ”tilbagegang” til en urgammel statsform og teknik for magtudøvelse.

Når man betragter Stalins hensynsløse grusomhed, lunefulde sadisme og orgier af voldsudøvelse henledes tanken uvilkårligt på skikkelser som Ivan den Grusomme, Timur Link, Djengis Khan og Assurbanipal. At man også kommer til at tænke på Hitler, er en grum påmindelse om, at ”barbariet” som styreform ikke blot er en fjern ”asiatisk” foreteelse, men også kunne bryde frem i et højt udviklet kultursamfund i Europa’s midte. I så henseende er betegnelsen ”asiatisk” misvisende. Selve sammenligningen af Stalins Sovjetunionen og Hitlers Tyskland er naturligvis fuldt legitim. Man fokuserer her på teknikken og barbariet i magtudøvelsen. I andre henseender var der dog store forskelle mellem de 2 systemer.[40]

Ofrenes antal beløber sig til millioner, det præcise antal er omdiskuteret blandt forskere.[41] Til ofrene for udrensningerne må lægges ofrene for tvangskollektiviseringerne, deportationerne m.m. Den beregnede samlede ”overskuds-dødelighed” for hele perioden 1927-38 er af de engelske forskere Wheatcroft & Davies, som bl.a. her støtter sig til ikke hidtil kendt materiale fra KGB-arkiver, beregnet til ca. 10 millioner.[42] Alec Nove når til et lignende tal.[43] Det er betragteligt under Robert Conquests tidligere opgørelser på helt op til 20 millioner, men dog et forfærdende højt tal.[44]

I den offentlige debat opereres der ofte med endnu højere tal. Men forbrydelsernes omfang er under alle omstændigheder uhyrlige, de taler for sig selv og behøver ikke inflatoriske opskrivninger. Særlig grotesk er den argumentation, som fremføres af tyske højrefløjs politikere og historikere, der anfører, at medens Hitler ”kun” udryddede 6 millioner jøder, så myrdede Stalin 20-40 millioner personer. Enhver kan så se, at kommunismen var ”meget værre” end nazismen! Man glemmer her bekvemt, at Hitler vel stadig må tilskrives hovedskylden for 2. verdenskrig med dens 50 millioner døde.[45] Under alle omstændigheder er forsøget på at bagatellisere nazismens barbari ved at stille den i skyggen af stalinismens grusomheder en makaber omgang med ”regnskaber” i menneskelig lidelse.

Midt under udrensningerne, terroren, massehenrettelserne og deportationerne fandt Stalin på at proklamere, at Sovjetunionen nu havde fået ”socialisme”.

f. Ideologien om den realiserede socialisme

I sin beretning på den 8. ekstraordinære Sovjetkongres den 25. november 1936, hvor Stalin fremlagde forslaget til en ny forfatning, erklærede han, at ”den socialistiske opbygning” var afsluttet med succes:

”Det socialistiske systems fuldstændige sejr indenfor alle folkeøkonomiens områder er … nu en kendsgerning” og ”Det er allerede i det væsentlige lykkedes vort Sovjetsamfund at virkeliggøre socialismen … dvs. at virkeliggøre … kommunismens første eller lavere stadium”.[46]

Han proklamerede i øvrigt ved samme lejlighed Sovjetunionen som ”det mest udviklede demokrati” i verden, ja, som det eneste konsekvente demokrati. [47]

I talens nærmere argumentation for påstanden om socialisme henvises der til de statsejede produktionsmidler og planøkonomien samt ikke mindst til den gennemførte industrialiseringsproces og kollektiviseringen af landbruget. Også udryddelsen af de tidligere ”herskende klasser”, godsejere, kapitalister og kulakker fremhæves. Tilbage stod nu kun ”arbejderklassen” og ”kollektivbønderne” samt et socialt lag, nemlig ”intelligentsiaen”. Der var imidlertid tale om helt forandrede klasser og en helt anden intelligentsia og forholdet mellem disse klasser og det sociale lag var ikke længere et modsætningsforhold, men et forhold af fredeligt samarbejde. Af samme grund var der heller ikke i Sovjetunionen brug for flere politiske partier. ”I Sovjetunionen er der kun brug for eet parti, det kommunistiske parti”, erklærede han.[48]

Hvad angår påstanden om det ”konsekvente demokrati” henviste han til det forhold, at medens de ”borgerlige forfatninger” blot fastslår nogle formelle rettigheder, så sikrede Sovjetforfatningen det materielle grundlag for udøvelsen af disse, f.eks. ved at stille forsamlingslokaler, trykkerier, papir osv. til rådighed for befolkningens udøvelse af forsamlings- og ytringsfrihed, ved at den sikrede ikke bare en formel juridisk lighed for borgerne, men også en reel lighed, ved at den ikke blot forkyndte retten til arbejde, men også sikrede denne i praksis osv.[49]

I selve forfatningsteksten blev det fastslået, at Sovjetunionen nu var ”en socialistisk stat af arbejdere og bønder”, og at ”hele magten i Sovjetunionen tilhører den arbejdende befolkning i by og på land” udøvet gennem Sovjetterne.[50] Samtidig knæsattes princippet om partiets ledende rolle. Partiet er, hed det, ”den arbejdende befolknings fortrop i dens kamp for at styrke og udvikle det socialistiske system og den ledende kærne i alle den arbejdende befolknings organisationer, både de almene og de statslige”.[51]

I introduktionen til sin tekstsamling til kommunismens idehistorie fremhæver den amerikanske forsker Robert V. Daniels modsætningen mellem teori og virkelighed som værende karakteristisk for kommunismen og den heraf følgende nødvendighed af at gå ”ned under” doktrinerne og undersøge de faktiske forhold.[52] Det gælder vel for alle politiske ideologier at relationen mellem ideologi og virkelighed er både kompleks og problematisk, og at forskeren må gå ”ned under” overfladen af ideologi og symboler og stille spørgsmål om de reelle forhold, men her har vi unægtelig et ekstremt eksempel på et spændingsforhold mellem ideer/proklamationer og realitet.

Socialismen i Vesten havde været knyttet sammen med udviklingen af en demokratisk massebevægelse - arbejderbevægelsen - og Marx havde talt om, at ”arbejderklassens frigørelse måtte være dens eget værk”, og om ”det uhyre flertals selvstændige rejsning i det uhyre flertals egne interesser”.[53] I Sovjetunionen overtog en lille elite arbejdernes, bøndernes og soldaternes oprindelige, spontane revolution. Hos Marx selv og som vision i Vestens arbejderbevægelse havde ”socialisme” betegnet en tilstand af overflod i højt udviklede samfund. Realiteten i Sovjetunionen i denne periode var en faldende levestandard i et tilbagestående, overvejende agrarsamfund under hastig udvikling. I Vesten havde socialisme haft noget at gøre med øget lighed. I Sovjetunionen var uligheden blevet øget. Marx havde talt om ”det klasseløse samfund”. I Sovjetunionen udviklede der sig et nyt klassesamfund og en ny ”herskende klasse”.

I Vesten havde visionen om socialisme videre haft noget at gøre med arbejderselvstyre og demokratisk deltagelse, og Marx havde talt om ”de associerede producenters kontrol over produktionsmidlerne”.[54] I Sovjetunionen knægtedes fagforeningerne, fabriksledelsens magt over arbejderne blev næsten uindskrænket, arbejdsdisciplinen blev skærpet og arbejderne hensat i en tilstand af nærmest retsløshed. Marx havde talt om ”den afskyelige statsmaskine” og nødvendigheden af ”statens sønderbrydelse”.[55] I Sovjetunionen styrkedes statsmagten ud over alle grænser. Hos Marx selv [56] og i Vestens socialdemokratiske arbejderbevægelse var socialismen generelt blevet opfattet som en demokratisk udvidelse.[57] I Sovjetunionen knægtedes ethvert frit politisk liv. Marx havde talt om ”et samfund, hvor enhvers frie udvikling er betingelsen for alles frie udvikling”.[58] I Sovjetunionen herskede brutal terror og undertrykkelse.

1936-forfatningen var, som den sovjetiske systemkritiker og historiker Juri Afanasiev har udtrykt det, ”løgnagtig ud over alle grænser”.[59] Der var en vældig modsætning mellem ideologi og virkelighed. Men der var også en sammenhæng, påpeger Afanasiev. Stalinismen havde to sider eller aspekter: Den ene side var stalinismens ideologi/løgne, den anden side var stalinismens praksis. Løgnene besmykkede praksis. Afanasiev berører her det vigtige spørgsmål om ideologiers funktioner. Selvom der ofte er en endda voldsom uoverensstemmelse mellem ideologi og virkelighed/praksis, så har ideologier dog også vigtige funktioner (dvs. opgaver, anvendelser). De er ikke betydningsløse.

Ideologien om ”socialisme i ét land” og ”det konsekvente demokrati” havde for det første en vigtig tilsløringsfunktion. Den skulle dække over det faktiske forhold, at der i Sovjetunionen stadig var en herskende klasse eller elite, nemlig toppen af ”nomenklaturaen” (dvs. parti-og statsbureaukratiet), at levestandarden var blevet presset ned og uligheden øget, at arbejdere og bønder blev udbyttet og undertrykt, og at terror, massedeportationer, udrensninger og henrettelser var så fremtrædende en bestanddel af den sovjetiske virkelighed. Ideologien tjente dermed tillige til at legitimere nomenklaturaens magtudøvelse, idet denne blev fremstillet, ikke som det den var, nemlig nomenklaturaens diktatur, men som ”socialisme” og ”arbejdermagt”.

En tredje vigtig funktion var mobiliseringsfunktionen. Ideologien skulle mobilisere og vække begejstring og derved medvirke til at piske moderniseringsprocessen fremad. I den sovjetiske moderniseringsmodel indgik materielle incitamenter ganske vist som et vigtigt element, men ideologiske incitamenter spillede også en stor rolle. Ideologien om ”socialisme i eet land” blev den russiske ækvivalent til ”protestantismens etik” i Vest.[60]

Gennem medier, litteratur, film, teater, malerkunst etc. og gennem hele uddannelsessystemet fra bund til top udbredtes dette ”billede”, denne ”eksisterende utopi”, af Sovjetunionen som et allerede socialistisk land med et konsekvent og udviklet demokrati.[61]

Det var en flot ideologi. Det var ikke fascismens ideologi om ”fører”, eliteherredømme, undertrykkelse, ”krigens rensende stålbad” samt opfordring til folkemord.[62] Det var en fortælling om, at i et stort land i verden havde arbejdere og bønder selv taget magten, og om hvorledes de selv styrede ikke blot politikken, men også økonomien og hele det samfundsmæssige liv. Det var en beretning om afskaffelse af fattigdom, undertrykkelse og udbytning. Det var en ideologi, tillige, om internationalt broderskab og solidaritet mellem de fattige, undertrykte og udbyttede i hele verden. Virkeligheden var i alle henseende en ganske anden. Hvor der i fascismen var en makaber overensstemmelse mellem ideologi og praksis, var der i kommunismen en på én gang kynisk og tragisk modsætning .

g. Det store tilbagetog

I mange henseender var ideologien om ”socialisme i ét land” funktionel, og en stor del af befolkningen har sikkert troet på dens sandhed og kraft. Dette er ganske utroligt og en virkelig udfordring til forskningen: Stalin-systemet kostede millioner af Sovjet-borgere livet, og den stalinistiske terror gennemtrængte hele samfundet, men samtidig troede millioner og atter millioner, måske endda flertallet af befolkningen, på stalinismens myter, og da Stalin døde i 1953, sørgede millioner af Sovjetborgere. [63]

Efter midten af 30’erne og under 2. verdenskrig ændrede ideologien sig imidlertid, hvilket ofte har været overset i debatten. Sovjetunionens statsideologi kunne åbenbart gøres endnu mere funktionel, nemlig gennem en opprioritering af det nationale element og gennem en drejning over i autoritær-konservativ retning. Det er det fænomen, Timashieff i sit klassiske værk herom har kaldt ”det store tilbagetog” eller ”den kulturelle kontrarevolution”.[64]

Retræten blev gennemført over en bred front. Kriminallovgivningen f.eks. blev drastisk skærpet. Hvor man i 20’erne, inspireret af Makarenkos principper for opdragelse og resocialisering af børn og unge, havde forsøgt at bringe børnebander og ungdomsforbrydere ”tilbage til livet”, endte man i 1935 med et dekret, der indførte dødsstraf fra 12-års-alderen og opefter.[65] Deportationer, terror og udrensninger blev legaliseret ved nye dekreter, og i retsfilosofien blev retsfilosoffen Pashukanis’ teori om lovenes og kriminalsystemets afvikling i takt med varesamfundets afvikling forkastet og erstattet med den nye doktrin om, at kriminalsystemet tværtimod skulle styrkes, og at loven skulle tjene statens interesser.[66]

I 1939 erklærede Vyshinski, hovedanklageren fra de berygtede Moskva-processer, at der i Sovjetunionen havde udviklet sig en ny type ret, som repræsenterede proletariatets vilje ”som udtrykt gennem partiet”.[67] Også familielovgivningen blev ændret i konservativ retning. For eksempel blev forbud mod abort genindført, og skilsmisselovgivningen strammet.[68] Et tredje eksempel er skærpelsen af arbejdsdisciplinen og umyndiggørelse af arbejderne. ”Når direktøren går hen over fabriksgulvet, skal jorden skælve”, erklærede Kaganovich, en af Stalins protegéer og trofaste støtter.[69]

Den rebelske ”proletariske forfatterforening”, RAPP, var blevet opløst allerede i 1932 og erstattet med en ”Forfatterunion”, som lydigt fulgte de nye signaler ovenfra. Og signalerne gik dels i retning af en ”socialrealisme”, som hyldede industrialiseringen og kollektiviseringen, og dels også i retning af en omvurdering af Ruslands historie. Alexej Tolstoj, en af Stalins yndlingsforfattere, skrev forherligende om Peter den Store, og den berømte filminstruktør Eisenstein hyldede i sine film ”Alexander Nevsky” og ”Ivan den Grusomme” disse fortidens stærke og hensynsløse herskere. I sin film fra 1926, ”Panserkrydseren Potemkin”, havde Eisenstein ladet ”helten” været et kollektiv, nemlig mytteristerne på krydseren ”Potemkin” under 1905-revolutionen. Der var unægtelig lang vej fra ”Panserkrydseren Potemkin” til ”Alexander Nevsky” og ”Ivan den Grusomme”.[70]

Tendensen blev understøttet af den parallelle udvikling i historievidenskaben. Den ledende sovjetiske historiker i begyndelsen af 30’erne, Pokrovsky, havde forsøgt at anvende den materialistiske historieopfattelse på Ruslands lange historiske udvikling og havde skånselsløst fremstillet Ivan den Grusommes og Peter den Stores grusomheder og sadistiske tilbøjeligheder. Pokrovskis helte var lederne af de store opstande i Ruslands historie: Bulavin, Stenka Razin og Pugachov, der blev skildret som tidlige forløbere for ”den proletariske revolution”. Pokrovsky blev fængslet og henrettet i 1934 og erstattet med historikere som Shestakov og Eugen Tarlé, der tværtimod hyldede fortidens stærke herskere og omvendt skildrede oprørene som ”banditter” uden politisk betydning.[71]

Ledende marxistiske teoretikere fra slutningen af 20’erne som Deborin, Ryazanov og Rubin blev arresteret, forvist og henrettet og erstattet med Stalin-eftersnakkere og klakører som Mitin og Adoratsky.[72] Stalin selv lod sig hylde som den endelige autoritet i alle teoretiske-filosofiske spørgsmål. Det samme gjaldt inden for økonomi, historievidenskab, litteratur, film, teater, malerkunst, musik og videnskab. Lysenko-affæren var bestemt ikke noget enestående fænomen.[73] Selv i arkitekturen slog Stalin-dyrkelsen igennem i den ”Stalin-barok”, som stadig skæmmer Moskva og en række andre russiske byer. Tyvernes mange planer for progressiv byplanlægning og -udvikling blev i det hele taget helt droppet. I Moskva blev centrale bydele revet ned og gader udvidet for at skaffe plads til ”hellige processioner og marcherende soldater”.[74]

Den konservative-autoritære tendens og den stærke nationalisme slog endelig – og ikke mindst – også igennem i militæret. Den militære disciplin blev styrket. De politiske kommissærer blev afskaffet (i 1943), hilse-pligten blev indført, de gamle epauletter fra Zar-tidens officersuniformer blev genindført, der blev oprettet særlige officersmesser og klubber samt militærakademier efter den gamle model, og enhver rekrut til Den røde hær, som hidtil havde aflagt ed på, at han ville ”vie alle (sine) gerninger og (sine) tanker til det store mål, at befri arbejderne og at kæmpe for Sovjet-Unionen og for socialisme og broderskab folkene imellem”, svor nu i stedet: jeg vil ”til mit sidste åndedrag tjene mit fædreland og min regering”.[75] Den 2. verdenskrig blev da også konsekvent i den følgende Sovjethistorieskrivning omtalt som ”Den store Fædrelandskrig”.[76]

I sin berømte tale fra Lenin-mausoleet i den 7. november 1941, hvor de forbidefilerende soldater fra Den røde plads kunne marcherede direkte ud til fronten lige uden for Moskva, fremmanede Stalin disse fortidens skikkelser som et eksempel for tropperne:

”Gid I i denne krig vil blive inspireret af vore store forfædres mandige skikkelser: Aleksander Nevsky, Dimitri Donskoi, Kuzma Minin, Dimitri Pozharski, Alexander Suvorov, Mikhael Kutuzov.”[77]

Som den tidlige socialistiske stalinisme-kritiker Arthur Koestler lakonisk konstaterer: Blandt disse seks skikkelser var der fire fyrster og en helgen, men ikke én havde kæmpet for sociale fremskridt. Flere havde tværtimod været aktive i nedkæmpelse af sociale opstande.[78] I 1943 blev Den kommunistiske Internationale opløst, og i 1944 blev ”Internationale” udskiftet som nationalsang med ”Sovjethymnen”.[79]

3. Mytens tre funktionssammenhænge

Ideologien om den ”socialistiske Sovjetunion” er en af det tyvende århundredes store politiske myter. Den har været umådelig indflydelsesrig og den indgik og indgår i tre funktionssammenhænge.

Som påvist var dens funktioner i den russiske sammenhæng vigtige. Sammen med andre af Stalins løgne, som f.eks. påstanden om, at bønderne frivilligt var gået ind i kollektiverne, at Sovjetunionen var det frieste og mest demokratiske land i verden, at arbejderne havde magten osv., blev påstanden om den ”reelt eksisterende socialisme” ophøjet til statsreligion, en religion, der skulle tilsløre stalinismens undertrykkelse og forbrydelser, legitimere magthavernes position og privilegier samt mobilisere befolkningen og styrke arbejdsindsatsen.

For den i de kommunistiske partier organiserede eller -tilknyttede del af den vesteuropæiske venstrefløj blev myten et håb, en vision i en samtid præget af økonomisk krise, demokratiernes sammenbrud og højreautoritære og fascistiske bevægelsers udvikling. Hvad skulle man tro, når ”fjenden” i en i øvrigt hård tid vedholdende bombarderede en med det, man opfattede som ”løgnagtig propaganda” om ”arbejdernes fædreland”? Psykologien er enkel her. Størstedelen af den europæiske venstrefløj, først og fremmest dennes socialdemokratiske tradition, modstod dog klart mytens tiltrækningskraft og bekæmpede dens tilhængere, samtidig med at de leverede en sønderlemmende kritik af stalinismen og Sovjetunionen.[80]

I nyere tid er det faktisk højrefløjen, der mest ihærdigt har dyrket myten. Det er som sagt utroligt paradoksalt, at stalinismens statsreligion så kritikløst er blevet overtaget af Vestens politiske højrefløj. Det er meget betegnende her, at det netop er diktatorens postulat om den ”realiserede socialisme”, ikke hans samtidig fremførte postulat om det eksisterende ”mest udviklede demokrati”, der tages for pålydende. Af alle stalinismens løgne, skal man med djævelens vold og magt tro på denne, den største af dem alle.

Men igen er mytens politiske funktion indlysende: Højrefløjen kan simpelthen bruge stalinismens myte om den socialistiske Sovjetunion som et våben mod Vesteuropas politiske venstrefløj. Stalins løgne indgår på den måde i højrefløjens vedvarende forsøg på at dæmonisere venstrefløjen. Samtidig defineres ”venstrefløjen” meget elastisk, omfattende ikke blot organiserede kommunister, men alle på ”fløjen”, uanset opfattelser i øvrigt, ja, inkluderende somme tider endda socialdemokraterne (som man ellers i øvrigt glemmer, når det er bekvemt). I så henseende er korstoget mod ”socialismen” en genoptagelse af den europæiske fascismes korstog mod ”de røde”, ”marxisterne”.[81]

4. Højrefløjens ideologiske univers

I højrefløjens ideologiske univers er historien en historie om kampen mellem de ”onde” og de ”gode”. Alt gik i grunden godt i verden, indtil nogle onde mennesker udpønsede nogle ”skadelige ideer” (dvs. oplysningsideerne, socialismen etc.) - så gik det galt. Men ved slutningen af det 20. århundrede var der blevet rettet op på dette. De gode vandt, og de onde tabte. Tilbage mangler bare et ”opgør” med de sidste rester af ondskab, så klarer ”markedsøkonomien” og teknologiudviklingen resten.

Fortrængt og grundigt glemt er det europæiske højres århundredgamle kamp mod demokrati og ligeledes den socialdemokratiske arbejderbevægelses lange kamp for netop demokrati og menneskerettigheder.[82] Fortrængt er højrefløjens sympati for og mange steder samarbejde med fascismen.[83] Fortrængt er i øvrigt også vestmagternes periodevise samarbejde med det stalinistiske Rusland og den kyniske opdeling af Østeuropa i slutningen af 2. verdenskrig: I 1918-21 bekæmpede Vestmagterne oktoberrevolutionen og dens resultater med bål og brand. I 1930’erne, da den stalinistiske terror var på sit højeste, vandt Sovjetunionen officiel anerkendelse fra de vestlige stormagters side. I 1933 anerkendte USA Sovjetregeringen, i 1934 blev Sovjetunionen optaget i ”Folkeforbundet” og i 1935 indgik Sovjetunionen og Frankrig en forsvarspagt. Under II Verdenskrig var Sovjetunionen ”den store allierede” og i oktober 1944 delte Stalin og Churchill på et møde i Moskva Østeuropa og Balkan op mellem sig i ”indflydelsessfærer”. [84] Under den efterfølgende kolde krig blev Sovjetunionen så igen til ”det onde imperium”. Men højrefløjens historieskrivning er ikke blot fuld af fortrængninger og tilsløringer, den er også utrolig ensidig.

Fra Burke til Hayek har højrefløjens teoretikere været monomant og ensidigt optaget af ideernes rolle.[85] Vist spiller ideer, som vi har set, en rolle, men ofte netop som ideologier, myter. Konteksten, de historisk-strukturelle forudsætninger og betingelser, er afgørende for aktørernes valg og handlinger, herunder også for ideologiernes karakter og funktioner. Ideologierne udvikler sig endvidere fortløbende i de faktisk forløbende samfundsmæssige processer og ændrer hele tiden karakter. Endelig kan man aldrig uden videre tage ideologiske påstande for pålydende. Den samlede proces er utrolig kompleks. Men det er den ikke i højrefløjens ideologiske univers. Her er alt såre enkelt:

Store samfundsmæssige udviklinger, udvikling-underudvikling, statsdannelserne, nationsdannelsernes komplicerede processer, demokratiseringsprocesserne, udviklingen af politiske massebevægelser osv. forklares ensidigt ud fra ideernes rolle. Det samme gælder revolutionerne. Den franske og den russiske revolution fremstilles som resultat af rene konspirationer, udtryk for onde ideers indpas i åbenbart ellers velfungerende samfund.[86] I det koncept udgør ”kommunismen” simpelthen et fritsvævende fluidum af ondskab, der snart slår ned i ét land, snart i et andet. I stedet for analyser af komplekse forløb og hele spillet mellem historisk strukturelle forhold og aktørers valg og handlinger på flere niveauer spises man af med den simple formel om kampen mellem onde og gode ideer. I stedet for historie- og samfundsanalyser får man en dæmonologi. Men det drejer sig her ikke blot om dårlig samfundsanalyse.

Hele grundkonceptet om ”onde”, ”skadelige” ideer fører let - alt for let - over i intolerance, dæmonisering og heksejagt. Forestillingen om ”onde tanker”, ”afvigelser”, ”tankeforbrydelser” og ”kætteri”, kravet om ”bekendelser”, ”afsværgelse” og ”anger”, har historien igennem igen og igen ført til forfølgelser af religiøse, etniske, nationale og politiske mindretal. Og netop mindretal. Historisk har heksejagter med særlig nidkærhed været rettet mod afvigere og anderledes tænkende, mod mindretal med forholdsvis ringe indflydelse. Ingen kan påstå, at huguenotterne i 1500-tallets Frankrig, katolikkerne i 1600-tallets England, jøderne i 1920’ernes Tyskland, de venstreorienterede i 1950’ernes USA eller systemkritikerne i Sovjetunionen og Østeuropa var magtfulde grupper, hvis blotte eksistens truede den dominerende sociale og politiske orden. Og det er helt til grin at påstå, at venstreorienterede i dagens Vesteuropa har en enorm indflydelse. Men netop af samme grund er de særligt eksponerede, lige som indvandrere, flygtninge, arbejdsløse og narkomaner.

I en række europæiske lande føres der i disse år en veritabel klapjagt mod venstreorienterede, samtidig med at højreautoritære og neofascistiske strømninger og opfattelser (ofte i en nyskabende sammenkobling med neoliberalistisk økonomisk teori og politik) bliver mere og mere rehabiliterede og ”stuerene”, i nogle lande endda løftet helt op til del i regeringsmagten (Italien, Østrig). Herhjemme har vi oplevet en ”liberal” regering, der nedlægger eller ”sammenlægger” hele forskningscentre og institutter og afskediger folk med den begrundelse, at de er for venstreorienterede. Og storinkvisitorer i regeringens højrepopulistiske støtteparti fremfører krav om statsunderstøttede undersøgelser, der skal nå frem til en på forhånd defineret ”konklusion”, altså en statsautoriseret ”historisk sandhed”. Vi oplever offentlig ”udhængning” af navngivne personer og falske beskyldninger. Og generelt indsnævres rummet for ”afvigende” meninger og alsidig debat mere og mere. Selv universiteterne skal ensrettes. Alle skal helst mene det samme om alt. ”Afvigere” skal kanøfles. Der er opstået en ny ”politisk korrekthed” og den ligger langt til højre.

Det er så utroligt nemt - og risikofrit - at kaste sig over de svage. Det giver ambitiøse politikere, selvretfærdige ideologer og forsmåede genier mulighed for at promovere sig, og det afleder opmærksomheden fra andre og mere væsentlige problemer. Hetzen i nutidens Vesteuropa mod ”venstreorienterede” samt de mange eksempler på småracisme og diskrimination i forhold til indvandrere og etniske minoriteter (intolerancen har mange retninger og målgrupper) kan naturligvis slet ikke sammenlignes med nazismens og stalinismens uhyrligheder i det 20. århundrede. Men intet kan bringe ofrene til live og gøre lidelserne ugjorte. Vi lever i en nutid, som vi må forholde os til.

Det er for det første en afsporing, at man ikke lægger langt større vægt på at diskutere og løse de store reelle problemer i verden i dag, men bruger så megen energi på at forfølge minoriteter og anderledes tænkende. Det er endvidere paradoksalt, at en i sig selv berettiget harme og afsky over fortidige forbrydelser og forfølgelser ikke fører til mere, men til mindre tolerance, ikke til en besindelse på værdien af menneskerettigheder, mindretalsbeskyttelse og demokrati, men til optræk til forfølgelse, meningsterror og indsnævring af demokrati. Og endelig er elementet af déjà vu direkte foruroligende.

Reaktionsmønsteret er nemlig slet ikke nyt i historien: Når sammenhængskraften i en bestående social orden begynder at svækkes på grund af manglende fælles værdier og social solidaritet samt ophobede uløste problemer, griber den pågældende sociale ordens magthavere, ypperstepræster, inkvisitorer og ideologer til dæmoniseringer og heksejagter. Det er en urgammel reaktion.

Curt Sørensen er professor på Institut for Statsvidenskab, Århus Universitet.

Artiklen er Curt Sørensens bidrag til Adam Holm & Peter Scharff Smith (red.): Idealisme eller fanatisme?, København, Forum 2003.

Noter

[1] Se for en oversigt Mark Mazower: Dark Continent. Europes’s Twentieth Century, London 1999, og Hans Rogger & Eugen Weber: The European Right. A Historical Profile, London 1965. Særligt udbredte var de antidemokratiske og autoritære opfattelser og holdninger i lande som Tyskland, Østrig og Sydeuropa samt i hele Østeuropa (med undtagelse af Tjekkoslovakiet). Men også i et land som Frankrig var højreautoritære holdninger og opfattelser længe udbredte. Se for Vichy-Frankrig, Robert O. Paxton: Vichy France. Old Guard and New Order, 1940-1944, New York 1972.

[2] Se for demokratiforestillingernes udvikling: Jens A. Christophersen: ”An historical outlook on the different usages of the term ‘democracy’” i Arne Naess et al.: Democracy, Ideology and Objectivity, Oslo 1956, s. 77-138, Jens A. Christophersen: The Meaning of Democracy as used in European ideologies from the French to the Russian Revolution, Oslo 1966, og David Held: Models of Democracy, Cambridge 1996.

[3] Forskningen og litteraturen er meget overensstemmende her. Se f.eks. David Caute: The Left in Europe since 1789, London 1966, Dick Geary: European Labour Protest, London 1981, Hamerow: The Birth of a New Europe. State and Society in the Nineteenth Century, North Carolina 1983, Gregory M. Luebbert: Liberalism, Fascism or Social Democracy. Social Classes Robert Gildea: Barricades and Borders. Europe 1800-1914, Oxford 1987, Theodor and the Political Origins of Regimes in Interwar Europe, Oxford 1991, Mark Mazower: Dark Continent. Europe’s Twentieth Century, London 1999, Harvey Mitchell & Peter N. Stearns: Workers and Protest : The European Labour Movement, the Working Classes and the Origins of Social Democracy, 1890-1914, Itaca 1971, Dietrich Rueschemeyer, Evelyne H. Stephens & John D. Stephens: Capitalist Development and Democracy, Chicago 1992, Peter N. Stearns: European Society in Upheaval. Social History Since 1800, New York & London 1967 og Charles Tilly, Louise Tilly & Richard Tilly: The Rebellious Century, London 1975.

[4] Se f.eks. Forfatterkollektiv: Sovjetunionens Kommunistiske Partis Historie, København 1960. Bogen udkom i oplag efter oplag og på mange sprog og reproducerede Stalins ideologiske konstruktioner og horrible påstande, om oktoberrevolutionens karakter, om hans egen rolle, om oppositionens karakter og virksomhed, om kollektiviseringerne og udrensningerne etc. Dette var også tilfældet efter den begyndende officielle Stalin kritik fra 1956 og fremefter. Der blev i de senere udgaver, f.eks. udgaven her fra 1960, blot indføjet nogle passager om den skadelige persondyrkelse og enkelte personers ”fejl”. Men grundhistorien er fastholdt.

[5] Forfatterkollektiv: Sovjetunionens Kommunistiske Partis Historie. Stalins 1936-tale, hvor han proklamerer ”socialismens sejr” i Sovjetunionen, er medtaget i J. Stalin: Leninismens Problemer, København 1949, s. 503-529.

[6] Se f.eks. John A. Armstrong: The Politics of Totalitarianism, New York 1961, Merle Fain-sod: How Russia is Ruled, Harvard 1965, Richard Pipes: The Russian Revolution, New York 1990, Richard Pipes: Russia under the Bolshevik Regime 1919-1924, London 1994 og Adam B. Ulam: The Bolsheviks. The Intellectual and Political History of the Triumph of Communism in Russia, New York 1965. Totalitarismeteoriens teoretiske hovedværk er Carl J. Friedrich & Z.K. Brzezinski: Totalitarian Dictatorship and Autocracy, Harvard 1956.

[7] Theda Skocpol: States and Social Revolutions, Cambridge 1979

[8] Se bl.a. Edward Acton: Russia. The Tsarist and Soviet Legacy, New York & London 1995, og Lionel Kochan & Richard Abraham: The Making of Modern Russia, London 1983. Og for det samme synspunkt i et komparativt perspektiv, Perry Anderson: Lineages of the Absolutist State, London 1979, part II, chapter 6, og Barrington Moore: Social Origins of Dicta-torship and Democracy. Lord and Peasant in the Making of the Modern World, London 1969, kapitel IX.

[9]Se ud over Skocpol op.cit. Theodore H. Von Laue: Sergei Witte and the Industrialization of Rus-sia, Columbia 1963, Roberta Thompson Manning: The Crisis of the Old Order in Russia, Princeton 1982, Tim McDaniel: Autocracy, Capitalism and Revolution in Russia, California 1988, Marc Raeff: Understanding Imperial Russia. State and Society in the Old Regime, Columbia 1984, Hans Rogger: Russia in the Age of Modernisation and Revolution 1881-1917, London & New York 1983, Teodor Shanin: Russia as a Developing Society. The Roots of Otherness: Russia’s Turn of Century, vol. 1, London 1985, og Teodor Shanin: Revolution as a Moment of Truth. The Roots of Otherness: Russia’s Turn of Century, vol. 2, London 1986.

[10] Se for en tidlig analyse af den interne partiudvikling i bolsjevikpartiet og den videre sammenhæng med magtspillet i toppen af det russiske samfund og radikaliseringsprocesserne i bunden af samfundet, Robert Daniels: Red October. The Bolshevik Revolution of 1917, London 1968, og for en senere tilsvarende analyse, men med større vægt på de spontane radikaliseringsprocesser, Alexander Rabinowitch: The Bolsheviks Come to Power, London 1979.

[11] Marc Ferro: October 1917. A Social History of the Russian Revolution, London 1980, Orlando Figes: Peasant Russia, Civil War. The Volga Countryside in Revolution (1917-21), Oxford 1989, Orlando Figes: A People’s Tragedy. The Russian Revolution 1891-1924, New York 1997, Graeme J. Gill: Peasants and Government in the Russian Revolution, London 1979, Daniel H. Kaiser (ed.): The Workers’ Revolution in Russia, 1917. The View from Below, Cambridge 1987, Diane Koenker: Moscow Workers and the 1917 Revolution, Princeton 1981, David Mandel: The Petrograd Workers and the Fall of the Old Regime. From the February Days to the July Days, 1917, London 1983, David Mandel: The Petrograd Workers and the Seizure of Power. From the July Days to July 1918, London 1984, Ewan Mawdsley: The Russsian Civil War, Boston & Lon 1917-23, London 1979, Robert Service (ed.): Society and Politics in the Russian Revolution, New York 1992, S.A. Smith: Red Petrograd. Revolution in the Factories 1917-1918,don 1987, Alexander Rabinowitch op.cit., Robert Service: The Bolshevik Party in Revolution > Cambridge 1983, Allan K. Wildman: The End of the Russian Imperial Army, vols.1-2, Princeton 1980 og 1987. To nye bidrag ligger tydeligt i forlængelse af denne ”social history” tradition, nemlig Christopher Read: From Tsar to Soviets. The Russian People and their Revolution, 1917-21, London 2001, og Rex A. Wade: The Russian Revolution, 1917, Cambridge 2000.

[12] Denne mobiliserings tese er udbredt i totalitarismeteori-traditionens fremstillinger af oktoberrevolution: Lenin og Bolsjevikkerne vandt fordi de var de dygtigste til at manipulere og organisere. Se f.eks. Fainsod op.cit., J.L.H. Keep: The Russian Revolution. A Study in Mass Mobilization, London 1976, Richard Pipes, The Russian Revolution op.cit. og A. Ulam: Russia’s Failed Revolutions, London 1981. Se for en kritik af denne dominerende tendens i den vestlige historieskrivning Edward Acton: Rethinking the Russian Revolution, London 1990 og Edward Acton, Vladimir Cherniaev & William G. Rosenberg (eds.): Critical Companion to the Russian Revolution 1914-1921, London 1997. Richard Pipes bøger markerer, kan man sige, en tilbagevenden til den mest unuancerede del af totalitarismeteorien med en markant fremhævelse af det dæmoniske, onde hos Lenin og omvendt massernes totale primitivitet og uforstand. Set i en forskningsmæssig sammenhæng er det videre bemærkelsesværdigt, at Pipes ganske ignorerer 20 års forskning på feltet (se note 11), lige som han ignorerer den fremførte kritik.

[13] En tese som tidligt blev overbevisende dokumenteret af Robert Daniels op.cit. og senere overvældende bekræftet af den omfattende revisionistiske forskning på feltet (se note 11). Den foregribes i øvrigt også af ældre værker så som Henry Chamberlins stadigt friske The Russian Revolution, vols. 1-2, (1935), Princeton 1987 og mensjevikken Sukhanovs samtidsskildring, N.N. Sukhanov: The Russian Revolution, 1917. A Personal Record, (transl. and ed. By J. Carmichael), London 1955.

[14] Se navnlig Robert Service: The Bolshevik Party in Revolution 1917-23, London 1979, og David Mandel: The Petrograd Workers and the Seizure of Power. From the July Days to July 1918, London 1984.

[15] Se note 6. Se videre Stephen Cohens sønderlemmende kritik af denne kontinuitetstese og den underliggende uundgåelighedsfilosofi i Stephen F. Cohen: Rethinking the Soviet Experience. Politics and History Since 1917, Oxford 1985. Uundgåeligheds tesen er imidlertid ikke blot gennemgående i Sovjethistorieskrivningen og i den vestlige mainstream historieskrivning samt i højrefløjens forestillingsverden, men dukker, som påpeget af Cohen, besynderligt nok også op i en venstreorienteret variant i Carrs og Deutschers ellers så solide fremstillinger og analyser: E.H. Carr: Socialism in One Country, vols. 1-3, London 1970-72, og Isaac Deutscher: Stalin. En politisk Biografi, København 1949.

[16] Se for den generelle udvikling E.H. Carr: Socialism in One Country, vols. 1-3, London 1970-72, Tony Cliff: State Capitalism in Russia, London 1988, Stephen F. Cohen: Re-thinking the Soviet Experience. Politics & History since 1917, Oxford 1986, Stephen Cohen: Bukharin and the Bolshevik Revolution, Oxford 1980, Theodore H. von Laue: Why Lenin? Why Stalin?, London 1966, Moshe Lewin: The Making of the Soviet System, London 1985, Moshe Lewin: Russia/USSR/Russia, New York Press 1995, Alec Nove: Was Stalin Really Necessary?, London 1964, Alec Nove (ed.): The Stalin Phenomenon, London 1993, og Chris Ward: Stalin’s Russia, London 1999. Robert Tuckers fascinerende fremstilling understreger derimod i en sammenligning med Peter d. Store Stalins brutalt og insistent gennem-førte ”revolution fra oven”. I så henseende minder hans fremstilling om Deutschers op.cit. – Robert C. Tucker: Stalin in Power. The Revolution from Above 1928-1941, New York & London 1990.

[17] Se for den økonomiske udvikling og økonomiens funktionsmåde, R.W. Davies: The Soviet Economy in Turmoil, 1929-30, London 1989, R.W. Davies, Mark Harrison & S.G. Wheatcroft: The Economic Transformation of the Soviet Union 1913-1945, Cambridge 1994, Richard Lorenz: Sozialgeschichte der Sowjetunion 1917-1945, Frankfurt a.M. 1976, Alec Nove: An Economic History of the USSR, London 1972, og Eugene Zaleski: Stalinist Planning for Economic Growth 1933-1952, London 1980, der godt og grundigt punkterer myten om planøkonomien.

[18] Se for den kulturelle udvikling, Abbot Gleason, Peter Kenez & Richard Stites: Bolshevik Culture, Indiana 1985, Sheila Fitzpatrick: Education and Social Mobility in the Soviet Union 1921-1934, Cambridge 1979, Sheila Fitzpatrick: Cultural Revolution in Russia, 1928-1933, Indiana 1978 og Nicolas Timasheff: The Great Retreat, New York 1946, kapitlerne VII, VIII og IX. Man kan, for at få et indtryk af de voldsomme bevægelser, sammenholde Fitzpatricks analyse af ”kulturrevolutionen” fra 1928-1933 med Timashievs analyse af ”det store tilbagetog”.

[19] Roy Medvedev: Let History Judge, London 1972, kapitel VI.

[20] Cohen: Rethinking op.cit., s 57. Se også Moshe Lewin: Political Undercurrents in Soviet Economic Debates, Princeton 1974, Part I, og Alec Nove: Economic History op.cit., kapitlerne 3-6

[21] Cohen op.cit., s. 58 ff. Se også Lewin op.cit. og Nove op.cit.

[22] Cohen op.cit., s. 62.

[23] Nove op.cit., s. 27.

[24] Se for Nicolai Bukharins bidrag til udviklingen af teorien om muligheden for ”socialisme i eet land”, Stephen F. Cohen: Bukharin and the Bolshevik Revolution. A Political Biography, 1888-1938, Oxford 1980, s. 147ff, og for Stalins ideologiske koldbøtte i dette spørgsmål, Isaac Deutscher: Stalin, op.cit., s. 253ff. Teorien om muligheden af at ”opbygge” (sic!) ”socialisme i eet land”, der blev udviklet fra 1923/24 og fremefter, må ikke forveksles med Stalins proklamation i 1936 om at ”den socialistiske opbygning” var ”afsluttet” og at Sovjetunionen ”nu” var et ”socialistisk land”, selv om denne sidste ideologiske konstruktion, naturligvis logisk bygger på førstnævnte teori.

[25] Terroren, udrensningerne og massemordene er bl.a. behandlet i Robert Conquest: The Great Terror, London 1968, Robert Conquest: The Harvest of Sorrow, Oxford 1986, J. Arch Getty: Origins of the Great Purges, Cambridge 1985, Arch Getty & Roberta T. Manning (eds.): Stalinist Terror in Perspective, Cambridge 1993 og Roy Medvedev: Let History Judge, London 1972.

[26] Spændingen mellem en stormagts internationale politiske ambitioner og politik og økonomisk kapacitet har i øvrigt i historiens løb bragt andre imperier og stormagter til fald, se Paul Kennedy: The Rise and Fall of the Great Powers, New York 1987

[27] Se for en klassisk formulering af problemet Karl de Schweinitz: Industrialization and Democracy. Economic Necessities and Political Possibilities, New York 1964, og for Max Webers skepsis med hensyn til mulighederne for udvikling af kapitalisme og demokrati i Rusland, Max Weber: ”Zur Lage der bürgerlichen Demokratie in Russland”, 1906 og ”Russlands Übergang zum Scheinkonstitutionalismus” i Max Weber: Gesammelte Politische Schriften (Hrsg. Johannes Winckelmann), Tübingen 1988, s. 33-68 og 69-111. Problemerne i den nyeste russiske udvikling er fortræffeligt behandlet i Stepehen Cohen: Failed Crusade, New York & London 2000, og Peter Reddaway & Dmitri Glinski: The Tragedy of Russia’s Reforms. Market Bolshevism Against Democracy, Washington DC 2001.

[28] Lewin: Russia/USSR/Russia op.cit, s. 21.

[29] Lewin op.cit., s. 86.

[30] J.D. Barber & R.W. Davies: “Employment and Industrial Labour” i Davies, Harrison & Wheatcroft op.cit., s. 81-105, specielt s. 102-104, og Chris Ward op.cit., s. 55-57

[31] Conquest: Harvest of Sorrow, op.cit.

[32] Robert Tucker op.cit., s. 110f, og mere systematisk Antonio Carlo: Politische und Ökonomische Struktur der UdSSR, Berlin 1972, Tony Cliff: State Capitalism in Russia, London 1988, og Mikhael Vosenski: Nomenklatura: Anatomy of the Soviet Ruling Class, London 1984.

[33] Tucker op.cit., s. 111-112.

[34] J. Stalin: “Nye Forhold – nye Opgaver i den økonomiske Opbygning. Tale paa Industriledernes kon-ference 23. juni 1931”, J. Stalin: Leninismens Problemer op.cit., s. 333-351, specielt s. 336ff

[35] Tucker op.cit., s. 111.

[36] Tucker op.cit., s. 112 ff

[37] John Scott, her efter Tucker op.cit, s. 113-114

[38] Barber & Davies op.cit. s. 102, Ward op.cit., s. 103-104 og generelt Barrington Moore op.cit.

[39] Lewin, op.cit., s. 13 ff og s. 69 ff.

[40] Se for et nyere forsøg på en sammenligning Ian Kershaw & Moshe Lewin (eds.): Stalinism and Nazism. Dictatorships in Comparison, Cambridge 1997, samt for en kritisk diskussion af den totalitarismeteoretiske tilgang Ian Kershaw: The Nazi Dictatorship. Problems and Perspectives of Interpretation, London 1993, s. 11ff, s. 19ff og s. 206-208

[41] Se for en gennemgang af diskussionen Chris Ward: Stalin’s Russia, London 1999, s. 132-136. Se videre Alec Nove: “Victims of Stalinism: How Many?” i J. Arch Getty & Roberta Manning (eds.): Stalinist Terror. New Perspectives, Cambridge 1993, s. 261-274, og Stephen G. Wheatcroft: “More Light on the scale of repression and excess mortality in the Soviet Union in the 1930’s”, Arch Getty & Manning op.cit., s. 275-290.

[42] Davies & Wheatcroft i R.W. Davies et al The Economic Transformation of the Soviet Union, 1913-1945, Cambridge 1994, s. 77.

[43] Nove op.cit.

[44] Conquest, The Great Terror, op.cit., s. 710, og Harvest of Sorrow, op.cit., kapitel 16.

[45] Se for den tyske diskussion: Peter Baldwin (ed.): Reworking the Past. Hitler, the Holocaust and the Historians’ Debate, Boston 1990, Richard J. Evans: In Hitler’s Shadow. West Ger-man Historians and the Attempt to Escape the Nazi Past, New York 1989, Charles S. Maier: The Unmasterable Past. History, Holocaust, and German National Identity, Harvard 1988, og Hans-Ulrich Wehler: Entsorgung der deutschen Vergangenheit?, München 1988.

[46] J. Stalin. ”Om Forslaget til Sovjetunionens Forfatning. Beretning paa den 8. ekstraordinære Sovjet-kongres den 25. November 1936”, Leninismens Problemer op.cit., s. 503-529, citerede passager s. 506 og s. 510

[47] Stalin op.cit., s. 519

[48] Stalin op.cit. s. 519

[49] Stalin op.cit., s. 513-514

[50] "Sovjetunionens Forfatning," 1936, Afsnit I, artikel 1 og 3, i Paul Holt (udg.): Tekster og tal til belysning af den nyeste tids verdenshistorie, København 1954, s. 71

[51] "Sovjetunionens Forfatning", Afsnit X, Artikel 126, Holt op.cit. s. 80

[52] Robert Daniels: A Documentary History of Communism, New York 1960, vol. 1, s. xxvi

[53] Karl Marx: "Provisorische Statuten der Internationalen Arbeiter-Assoziation", (1864), Marx-Engels Werke (MEW), 16, Berlin 1968, s. 14 og Karl Marx & Friedrich Engels: "Manifest der kommunistische Partei", (1848), MEW, 4, Berlin 1969, s. 472-73.

[54] Karl Marx: "Das Elend der Philosophie," (1847), MEW 4, Berlin 1969, p 182, Karl Marx & Friedrich Engels: "Manifest der kommunistischen Partei", (1848), ibid, s 482.

[55]Karl Marx: "Der Bürgerkrieg in Frankreich," (1871), MEW 17, Berlin 1968, s. 336ff og Karl Marx: "Erster Entwurf zum ’Bürgerkrieg in Frankreich’", (1871), MEW 17, s 541.

[56] Marx var ultra-demokrat. Denne tolkning er gennemgående hos forskere, der seriøst og grundigt har studeret Marx’ politiske teori, se f.eks. Shlomo Avineri: The Social and Political Thought of Karl Marx, Cambridge 1970, Hal Draper: Karl Marx’s Theory of Revolution, vol. I-IV, New York 1977-90, Alan Gilbert: Marx’s Politics, Oxford 1981, David McLellan: The Thought of Karl Marx, London 1971, og Richard Hunt: The Political Ideas of Marx and Engels, vols. 1-2, Pittsburgh 1974 og 1984. Se også en række af bidragene i Bob Jessop & Charlie Malcolm Brown (eds.): Karl Marx’s Social and Political Thought. Critical Assesments, London & New York 1990.

[57] Se generelt for den vesteuropæiske arbejderbevægelses og socialismes udvikling og karakter Wolfgang Abendroth: Sozialgeschichte der europäischen Arbeiterbewegung, Frankfurt a.M. 1965, Julius Braunthal: History of the International, vols. 1-2, London 1966-1967, G.D.H. Cole: A History of Socialist Thought, vols. 1-5, London 1959-60, Jacques Droz: Geschichte des Sozialismus, Bd. I-IX, Frankfurt a.M.-Berlin-Wien 1974-76, Dick Geary: European Labour Protest 1848-1939, London 1981, Michael Harrington: Socialism. Past and Future, New York 1989, Werner Hofmann: Ideengeschichte der sozialen Bewegung, Berlin-New York 1971, Albert S. Lindeman: A History of European Socialism, Yale 1983, og Donald Sassoon: One Hundred Years of Socialism, London-New York 1996. Se videre den i note 3 anførte litteratur.

[58] Marx & Engels, "Manifest ...", MEW 4 , s. 482.

[59] Juri Afanasiev i interview med undertegnede

[60] Se for „den protestantiske etiks“ rolle i kapitalismens udvikling i Vesten, Weber: Die protestantische Ethik und der Geist des Kapitalismus, (1904-06), München & Hamburg 1965.

[61] ”Eksisterende utopi” er Robert Tuckers udtryk, Tucker op.cit. s. 567

[62] Se for fascismens ideologi: James Gregor: The Ideology of Fascism, New York 1969, Roger Griffin: The Nature of Fascism, Routledge 1991 og Herbert Tingstens stadigt fremragende: Det Nationale Diktatur, København 1937. Billedet med ”stålbadet” er Mussolinis.

[63] Se Stephen Cohen: Rethinking op.cit., s. 101-103, Sheila Fitzpatrick: Cultural Revolution op.cit., Sheila Fitzpatrick: Education and Social Mobility op.cit., Roy Medvedev op.cit., s. 362-66 og s. 428-30 og Robert Tucker op.cit., s. 545-50. Denne tvedelthed i det russiske samfund prægede ifølge Cohen Sovjetunionen mange år efter Stalins død. Den folkelige basis for Stalinismen og Stalin-kulten i en samtidighed med terror, udrensninger og massemord, er unægtelig et mysterium af større proportioner end nogle snese danske intellektuelles ”fascination af stalinismen” - Bent Jensen: Stalinismens fascination, København 1984.

[64] Nicholas Timashieff: The Great Retreat: The Growth and Decline of Communism in Russia, New York 1946. En anden tidlig kritisk analyse af dette fænomen er Arthur Koestler: ”En Mytes Anatomi” i Yogien og Kommissæren, København 1946, s. 137-245, specielt s. 187ff og s. 212ff . Se videre Isaac Deutscher op.cit., s. 538-48, Robert Tucker op.cit., kapitel 20 og Chris Ward op.cit., kapitel 7

[65] Koestler op.cit. s. 189

[66] Ward op.cit., s. 233ff.

[67] Ward op.cit., s. 233ff.

[68] Koestler op.cit., s. 191ff

[69] Citeret efter Ward op.cit., s. 247.

[70] Tucker op.cit., Ward op.cit.

[71] Tucker op.cit., Ward op.cit. Se også Koestler op.cit., s. 214ff.

[72] Tucker op.cit., s. 148ff og s. 170-171.

[73] Tucker op.cit., kapitel 20, Ward op.cit., s. 236-40. Lysenko var en arvelighedsforsker der blev protegeret frem af Stalin. Mange af Lysenkos videnskabelige modstandere blev arresterede og forsvandt. Se D. Joravsky: The Lysenko Affair, Harvard University Press 1970

[74] V. Paperny: ”Moscow in the 1930’s and the emergence of a new city”, i H. Günther (ed.): The Culture of the Stalin Period, Macmillan 1990, s. 231, her citeret efter Ward op.cit., s. 239

[75] Koestler op.cit., s. 214-215

[76] F.eks. i partihistorien, Sovjetunionens Kommunistiske Partis Historie op.cit., kapitel 15.

[77] Koestler op.cit., s. 216.

[78] Ibid

[79] Fernando Claudin: The Communist Movement. From Comintern to Cominform, Penguin 1975, s. 15 ff og Koestler op.cit., p 214

[80] Som eksempel på den socialdemokratiske kritik kan anføres Karl Kautskys mange analyser gennem årene - se Massimo Salvadori: Karl Kautsky and the Socialist Revolution 1880-1933, NLB 1979, VIII og IX) og som et hjemligt eksempel Hartvig Frisch: Pest over Europa, København 1933.

[81] Se note 84

[82] Se noterne 3 og 56

[83] Fascismens vej til magten ombølget af velvilje og imødekommenhed fra de traditionelle eliter og bedre stillede sociale lag er vel belyst i standardlitteraturen på feltet som f.eks. William Sheridan Allen: The Nazi Seizure of Power. The Experience of a Single German Town 1930-35, London 1966, F.L. Carsten: The Rise of Fascism, California 1982, Ian Kershaw et al.: Weimar: Why Did German Democracy Fail?, New York 1990, Adrian Lyttelton: The Seizure of Power. Fascism in Italy 1919-29, Princeton 1973, Hans Mommsen: Die verspielte Freiheit. Der Weg der Republik von Weimar in den Untergang 1918 bis 1933, Berlin 1989, Peter Stachura (ed.): The Nazi Machtergreifung, London 1983, og Angelo Tasca: Glauben, Gehorchen, Kämpfen. Aufstieg des Fascismus, Wien 1969

[84] Se for “procentaftalen”, Albert Reiss: ”The Churchill-Stalin Percentages Agreement”, The American Historical Review, 83, No 2, April 1978, s. 368-387).

[85] Edmund Burke: Reflections on the Revolution in France, (1790), New York 1955, F.A. Hayek: The Road to Serfdom, (1944), Chicago 1972.

[86] Se Alexis Tocquevilles klassiske kritik af Burke for at forklare den franske revolution ikke historisk og sociologisk, men ud fra en slags konspirationsteori. Alexis de Tocqueville: The Old Regime and the French Revolution, (1856), New York 1955, s, 20-21

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce