Kommunisme-forskning: Når høns skal vogte ræve ...

Da jeg for et par år siden deltog i et seminar om kultur under den kolde krig, indledte Bent Jensen sit oplæg med at udtrykke forundring over den ophidselse, der fulgte i kølvandet på hans forskning.

Jeg ved naturligvis ikke, om forundringen var reel eller postuleret. Men det er rigtigt, at diskussionsklimaet omkring den danske historieprofessor altid har været hedt. Det gælder ikke mindst efter Dansk Folkepartis indskrivning af et forskningsprojekt på finansloven for 2004 om de interne danske forhold i relation til østblokken under den kolde krig, som var designet specielt til Bent Jensen.

Konstitueringen af Bent Jensen som leder af forskningsprojektet giver da også projektet en troværdighed, der svarer resultatet en boksekamp, hvor dommeren er udpeget af den ene kombattant. Bent Jensens forskning er nemlig stærkt ideologisk farvet. Den er ikke kun domineret af en entydig stillingtagen til fordel for vestlig kapitalisme under den kolde krig, men den er også præget af en moralsk inkvisitionsmålestok, hvor de historiske aktører, herunder danske venstreintellektuelle, måles og vejes i forhold til Bent Jensens normative virkelighedsforståelse.

Det kommunistiske spøgelse

Bent Jensens historiske forskning handler først og fremmest om kommunismen i det 20. århundrede. Det kredser han om på to leder: Dels i forhold til russisk historie, især sovjettiden, dels i de danske relationer til Rusland, ikke mindst danske venstreintellektuelles forsvar for Sovjetunionen. Begge forskningsområder behandler Bent Jensen med en blanding af historisk dokumentation og moralsk-ideologisk indignation.

De dokumentariske sider af hans forskning er ikke uden værdi. Bent Jensens bog, Gulag og glemsel fra 2002, er eksempelvis - hvis man kan ignorere den ideologiske galde og teoretiske inkonsekvens - en rimelig fremstilling af den systematiske tvangspolitik mod befolkningen i Sovjet under kommunismen, herunder en afdækning af udviklingen og organiseringen af hele arbejdslejrsystemet.

Og i Stalinismens fascination og danske venstreintellektuelle kortlægger han gennem en omfattende dokumentation de åbenlyse bortforklaringer, selvmodsigelser, kynismer og naive drømmebilleder, danske venstreintellektuelle har forsvaret de kommunistiske regimer i østlandene med.

Det er ikke - som Bent Jensen synes at tro (jf. efterskriftet til nyudgivelsen af Stalinismens fascination, s. 215ff) - denne dokumentation, der er det provokatoriske element i hans forskning. Det er hans ideologiske brug af dette materiale. Bent Jensens idiosynkrasi overfor kommunismen betyder, at han ikke evner at give et nuanceret og levende billede af det modsætningsfyldte og komplekse fænomen, han vil beskrive. I stedet fremmaner han et fortegnet og dæmoniseret kommunistisk spøgelse, der lige som andre genfærd ikke er uden visse ligheder, men dog kun en svag afglans af afdøde.

Kommunismen i Rusland

Bent Jensens dokumentation af kommunisternes overgreb mod befolkningen i Sovjetunionen er som sagt ikke værdiløs. I bogen Gulag og glemsel viser han, hvordan det sovjetiske regime allerede fra dets første levetid funderes på vold, brudte løfter og anti-demokratiske foranstaltninger. Volden er ikke kun rettet mod kontrarevolutionære og borgerlige-liberale politiske modstandere inden for adelen, borgerskabet og intelligensiaen, men den er også vendt mod andre strømninger inden for arbejder- og bondebevægelsen som mensjevikker, socialrevolutionære og anarkister.

Repressionen er altså ikke kun rettet mod de priviligerede og besiddende klasser, men også mod det sociale grundlag, bolsjevikkerne hævder at repræsentere. Bolsjevikkerne afmonterer efter magtovertagelsen gradvist, men systematisk demokratiet i sovjetterne, og de funderer styrets overlevelse i en nærmest bogstavelig krig mod befolkningen. Bolsjevikkerne benytter sig fra starten af så voldelige metoder som massehenrettelser, giftgasangreb, gidseltagning samt præventive og vilkårlige henrettelser.

Det er også i de første år, at det hemmelige politi, TjeKa’en, opbygges, og de første interneringslejre og brugen af tvangsudskrevet arbejdskraft under slavelignende vilkår tages i brug i kommunistisk regi. Under krigskommunismen sætter bolsjevikkerne, ofte i helt bogstavelig betydning, pistolen for panden af bønderne, bl.a. for at tvangsinddrive levnedsmidler til Den røde Hær og bybefolkningen. Men også nedskydning af strejkende arbejdere, der aktionerer for liberaliseringer som ytrings- og organisationsfrihed, hører til den unge revolutions dagsorden.

Det dokumentariske materiale viser et hensynsløst og brutalt styre fra dets start - ikke kun begrundet i borgerkrigens magtlogik, men også i fanatisme og magtbrynde i den bolsjevikiske ideologi og selvforståelse.

Brutaliteten lempes en smule i årene efter borgerkrigen, men i slutningen af 20’rne bryder helvede løs over den sovjetiske befolkning i form af forceret industrialisering og tvangskollektivisering af landbruget. De hårdhændede metoder, det stalinistiske diktatur tager i anvendelse for at gennemføre disse mål, overgår enhver fantasi.

Bent Jensen lægger i Gulag og glemsel vægten på en beskrivelse af perioden ud fra befolkningens - og især bøndernes - perspektiv. Det har den fordel, at den kommunistiske terror beskrives delvis løsrevet fra de ideologiske målsætninger, det stalinistiske regime havde sat sig, og i stedet fokuserer på konsekvenserne i form af overgreb og vold.

Bent Jensen beskriver, hvordan tvangskollektiviseringen medfører en menneskelig katastrofe på fire områder: Den udløser for det første det største massedrab på civilbefolkningen under det sovjetiske regime, for det andet systematiske fordrivelser og tvangsforflyttelser af millioner af bønder (bl.a. til arbejdskolonier i de mest barske og uvejsomme råder, men også med gigantiske interne flygtningestrømme af hjemløse bønder og familiemedlemmer af bønder til følge), for det tredje omfattende hungernødskatastrofer i store dele af landet og for det fjerde opbygningen af Gulag-lejrene med massiv brug af slavearbejdskraft - op mod 30 mill. mennesker passerer igennem arbejdslejrsystemet i årene 1929-1953.

Bent Jensen påviser, hvordan industrialiseringen og kollektiviseringen realiseres gennem en masseterror, der (lige som den nazistiske masseudryddelsespolitik) er organiseret gennem bureaukratiske dekreter ned gennem stats- og partiapparatet og udført med samme nidkære og ukritiske omhu.

Den forcerede udvikling af den sovjetiske økonomi er på den ene side en ønsket og planlagt politik, men den udløser på den anden side et uoverskueligt kaos af tilfældigheder, overgreb og økonomisk-sociale katastrofer. Regimet gør intet for at rette op på den sult og nød, der er en konsekvens af dets politik.

Det fortsætter tværtimod eksempelvis en massiv korneksport samtidig med at millioner af mennesker dør af hungersnød på landet under tvangskollektiviseringerne.

Voldskarakteren af det kommunistiske styre i Sovjetunionen er en ubetvivlelig kendsgerning. Borgerkrigsårene og tredivernes stalinistiske voldsherredømme udgør kulminationsperioderne for vold og terror, men Sovjetstyret er i hele dets levetid karakteriseret af en bastant og direkte undertrykkelse af befolkningen. Jeg skal ikke forsøge at gøre mig klog på de statistiske oplysninger, men ofrene skal uden tvivl tælles op i et tocifret millionantal.

Begrebsforvirring og uvederhæftighed

Bent Jensens forståelse af begivenhederne i Sovjet er farvet af en dyb forargelse og afstandtagen til det kommunistiske projekt. Det er egentlig en naturlig reaktion på baggrund af de blodige begivenheder, men i Bent Jensens tilfælde kommer harmen til at skæmme forståelsen.

For det første lader Bent Jensen ikke alene sin fremstilling af den sovjetrussiske historie være subjektivt farvet, men han maner også et dæmoniseret billede af kommunisterne og deres motiver frem. Bent Jensen synes ikke at mene, at en nøgtern fremstilling af de historiske kendsgerninger i sig selv giver baggrund for en politisk, moralsk og ideologisk afstandtagen til Sovjet-kommunismen, men at den forståelige forargelse, der præger hans fremstilling, skal udpensles i åbenlyse moralske degraderinger og forhånelser.

Hans kritik retter sig ikke kun mod den ideologi og politik, som kommunisterne argumenterede for og udmøntede i praksis, men han foretager samtidig en moralsk og ideologisk glidning ud i en djævlestempling af bevægelsen og dens tilhængere.

Det sker gennem en selektiv og fordømmende fremstilling, hvis formål alene synes at være en degradering og umenneskeliggørelse. Han hæfter derfor gerne alverdens nedsættende og hånende betegnelser op på kommunisterne og deres ledere, oftest dækket ind under andre forfatteres udsagn, og ofte i åbenlys polemisk modstrid med kommunisternes egenopfattelse.

Det sker eksempelvis gennem en terminologisk nazificering af bevægelsen. Bent Jensen benævner f.eks. konsekvent de russiske fange- og arbejdslejre som kz-lejre og han benytter nazi-klingende oversættelser af russiske begreber - eksempelvis "forhenværende mennesker" og "socialt mindreværdige". Han bruger også betegnelser fra nazismeforskningen på Sovjetproblematikken; han benævner eksempelvis konsekvent de historikere, som har forsøgt at forsvare regimet og lavet beregninger, der forsøger at minimere antallet af ofre, for revisionister.

Han benytter sig også af en sproglig familisering af kommunisme og nazisme på detaljeplan (f.eks. når han i en billedtekst pointerer at repræsentanter for regimet er iklædt skrårem og seler (s. 264), når han tilskriver regimet intentioner om "den totale krig" (s. 61) eller når han hånende omtaler Stalin som "Føreren" (s. 328) – blot for at tage et par enkelte eksempler).

Bent Jensens moralske degradering af sovjetregimet til ondskab og djævleskab er en forenkling, men samtidig båret igennem af en uvederhæftig, manipulerende og demagogisk skrivestil. Bent Jensen bruger en række inkonsekvente begreber og teorier på stofområdet, der mere synes bestemt af et polemisk sigte og en anti-positionering overfor kommunismen, end erkendelse og forståelse.

Kommunisme og marxisme forhånes eksempelvis i direkte modstrid med den rationalitet og videnskabelighed, deres tilhængere forfægter, som en religiøs frelseslære, hvis revolutionære utopi svarer til kristendommens 1000 års rige (jf. s. 57-62).

Bent Jensen mener at Marx’ tænkning og marxismen kan koncentreres til en række elementære grundsætninger og trosbekendelser, som han på den ene side forstår som det rene vrøvl (eksempelvis dialektikken) og på den anden som båret af et anti-liberalistisk had til den private ejendomsret.

Det samfund, som kommunisterne opbygger, forstår han derfor som resultat af den socialistiske og marxistiske tankegang, dvs. som en realisering af den socialistisk utopi (jf. s. 252 og 446), men han benævner samtidigt det samfund, bolsjevikkerne bygger op, som et nyt privilegie- og klassesystem (jf. f.eks. s. 219 og s. 179).

Selv om Bent Jensen på denne måde bruger mange forskelligartede - og indbyrdes selvmodsigende - forklaringer, kan hans forståelse af kommunismen koges ned til, at den er en blanding af amoralsk magtbegær, religiøs fanatisme og anti-folkelig kulturdestruktion. Bent Jensen forstår den kommunistiske periode som en unaturlig historisk tilstand, hvor kommunisterne som et civilisationsfjendsk fremmedelement i det russiske samfund, ja endda som en besættelseshær, fører krig mod befolkningen. Drivkraften hertil mener han at finde i en ideal utopisme og menneskeforståelse, som kommunisterne med tvang vil påtvinge samfundet.

Det kommunistiske diktatur og masseterroren er for Bent Jensen derfor en nødvendig konsekvens af de socialistiske visioner, bolsjevikkerne har fastholdt fra start til slut.

Denne forståelse har (mindst) tre problemer. For det første reducerer den de samfundsmæssige, sociale og historiske spørgsmål, som den russiske revolution rejser, til et spørgsmål om natur kontra ikke-natur. Menneskelige samfund kan i denne forståelse være enten naturlige eller ikke-naturlige. Men netop "unaturlighed" er vel netop et grundlæggende træk for alle menneskelige samfund. Det er vel netop i civilisationsprocessens tæmning og regulering af de naturgivne behov, at mennesket etablerer sig som et socialt og kulturelt væsen, der adskiller sig fra dyreverdenen.

Men Bent Jensen vil både blæse og have mel i munden: I argumentationen må han gøre sig til talsmand for både natur og civilisation og i negationens tegn pådutte kommunismen kendetegnene civilisationsødelæggelse og unatur.

For det andet reducerer denne forståelse af det sovjetiske samfund de historiske processer til konsekvensen af en vilje og handlekraft. Bent Jensen udelukker de historiske betingelser, som kommunisterne måtte agere under, som en del af forklaringsmønsteret. Det er en forsimpling, som indebærer den samme vulgære deterministiske historieforståelse, som bolsjevikkerne i stor udstrækning selv opererede med. Mens bolsjevikkerne har legitimeret deres handlinger og politik ud fra en tro på at være i overensstemmelse med en lovmæssig historisk udvikling (i skemaet feudalisme-kapitalisme-socialisme-kommunisme), er determinismen for Bent Jensen udledt af bolsjevikkernes idegrundlag, og alle katastroferne forstås som dikteret og udledt heraf.

For det tredje må Bent Jensen gribe til forvrængning og forsimpling af den bolsjevikkiske tankegang. Han reducerer den til et unisont overhistorisk fænomen, nemlig opgøret med den private ejendomsret og markedsøkonomien. Det betyder, at Bent Jensen identificerer den kommunistiske utopi med det stalinistiske diktatur: Kommunismen er opgøret med den private ejendomsret, basta, punktum, og terroren og undertrykkelsen er en konsekvens af denne ’unaturlighed’. Han mener derfor heller ikke, at der er forskel på bolsjevismen før og efter magtovertagelsen.

Han ser helt bort fra forandringen fra undergravende opposition til samfundsbærende magtstruktur, hvor den socialistiske tankegang ændres fra kritisk samfundsanalyse til legitimerende ideologi og redskab for magtudøvelsen. Bent Jensen skelner heller ikke mellem de forskellige tolkninger af marxisme, men mener, at der er en grundlæggende teoretisk og ideologisk overensstemmelse mellem Marx’, Lenins og Stalins tankegange. Han forstår derfor Stalins terrorregime som en realisering af det Marx’ske og marxistiske tankegods.

Det er at vende om på den historiske kausalitet: Stalinismens forbrydelser er nok rundet af marxismen, men stalinismens udskejelser falder ikke kausal-logisk tilbage på den samfundskritiske tænkning, den er udviklet af. Hvis det var tilfældet ville årsagerne til f.eks. inkvisitionens kætterbål og pogromerne mod jøder også kunne føres tilbage til Jesus’ forkyndelse.

Bent Jensens forenklede forståelse af stalinismen og marxismen svarer til, at en religionshistoriker ikke kunne skelne mellem tankegangene hos f.eks. Jesus, Paulus, Augustin og Luther eller mellem eksempelvis urkristendom, ortodoksi, katalocisme og protestantisme, men lod sig nøje med at institutionalisere en enkelt af disse retninger til al kristendom.

Selv om Bent Jensen mener, at den kommunistiske tankegang er en virksom og drivende kraft i det sovjetiske samfund, er han slet ikke i stand til at forstå den i dens komplekse og modsætningsfyldte samspil med den samfundsmæssige udvikling. Han tegner i stedet et étdimentionalt billede af kommunismen som blot og bar fanatisme, ond vilje og djævleskab.

Og han bruger denne moralske værdimålestok i vurderingen af alle historiske aktører, herunder også de danske venstreintellektuelle, der har forsvaret Sovjetunionen.

Forsvaret for sovjetunionen

Bent Jensens bog Stalinismens fascination og de danske venstreintellektuelle er ligesom Gulag og glemsel en blanding af dokumentation og moralsk ’omvurdering’ af historien.

Den dokumentariske del demonstrerer til fulde tåbeligheden og kynismen, hvormed kommunistiske og kommunistsympatiserende intellektuelle har forsvaret det stalinistiske diktatur.

Det omfatter på den ene side både de mest naive beskrivelser af paradiske tilstande af lykke, harmoni og velfærd i det sovjetiske samfund, glorificeringer og helgenkåringer af Stalin som ufejlbarlig leder for menneskeheden og omskrivninger af volds- og tvangsforanstaltninger i det sovjetiske samfund til humanisme og menneskelighed (eksempelvis slavearbejdet i arbejdslejrene som human genopdragelse og resocialisering).

Det består på den anden side af bortforklaringer og legitimeringer af de åbenlyse magtmisbrug og overgreb, dels ud fra en ufattelig tiltro til ’retfærdigheden’ og det retslige grundlag i Sovjetsamfundet, dels i ud fra et forsvar for brutaliteten ved at forstå sig selv som deltagere i en uundgåelig historisk proces, hvor alle midler kan begrundes ud fra målsætningens idealitet (herunder accept af henrettelser og undertrykkelse som sociale renselsesprocesser af kriminalitetsbekæmpelse og udryddelse af ’skadedyr’).

Denne side af Bent Jensens forskning skal på ingen måde klandres. Bent Jensen har her dokumenteret en betydningsfuld del af den danske venstrefløjs historie, som nok ikke kan siges at have været helt ukendt, men dog heller ikke fremlagt i en sammenhængende fremstilling.

Men den retoriske og ideologiske fortolkning Bent Jensen lægger ned over det dokumentariske materiale er stærkt problematisk. Ligesom i Bent Jensens fremstilling af Sovjetunionens historie er der tale om en moralistisk og forenklende historiebeskrivelse.

Jeg skal her nøjes med at trække to aspekter frem.

For det første fordrejer og manipulerer Bent Jensen det dokumentariske materiale. Det gør han ved bestandigt at konfrontere sin egen forståelse af udviklingen i Sovjetunionen med de forståelser, danske venstreintellektuelle har fremsat.

Han plukker fragmenter, som han lægger ned i sit eget ideologisk skema, så resultatet, udstilling og latterliggørelse af de venstreintellektuelle, er givet på forhånd. Bent Jensen tegner et billede af venstreintellektuelle, som ikke alene naive og godtroende i forhold til den sovjetiske propaganda, men også aktive fortalere og forsvarere for folkemord, terror og diktatur. Han ignorerer eller overser konsekvent, at forsvaret for Sovjetunionen (ikke alene, men også i dens mest brutale perioder) ikke var et forsvar for realiteterne, men for det fantasibillede, som de venstreintellektuelle byggede op om det sovjetiske samfund.

Bent Jensen ignorerer ligeledes de modsætninger og udviklinger, der faktisk finder sted i det venstreintellektuelle miljø og som udmønter sig i en Sovjetkritisk, ikke-kommunistisk venstrefløj – en række markante personligheder i dette opbrud slås uden smålig skelen i hartkorn med hardcore-kommunister, det gælder bl.a. Gert Petersen, Kai Moltke, Georg Molved, Mogens Fog, Holger Viveke og William Saxtroph herhjemme, internationalt f.eks. Jean-Paul Sartre og Maurice Merleau-Ponty.

Bent Jensen ignorerer desuden de samfundsmæssige konflikter og polariseringer, der var en del af begrundelsen for de venstreintellektuelles opbakning til Sovjetstyret: Det er f.eks. helt uden for Bent Jensens horisont at de venstreintellektuelles holdninger måske ikke primært er udviklet i relation til Sovjet, men snarere af kritikken af de vestlige samfund. Mange kommunister støttede Sovjet pga. polariseringen mellem øst og vest eller accepterede opbakningen som et (ligegyldigt, irriterende eller kompromiterende) vedhæng til den samfundskritiske praksis. Det var ikke samfundstilstandene i Sovjet, der var drivkraft for venstreorienteringen, men det var i stedet venstreorienteringen, der knyttede sig an til Sovjet.

For det andet er Bent Jensens forståelse vulgær og forsimplende. Han analogiserer og fordømmer eksempelvis konsekvent nazister og kommunister på lige fod. Han mener, at kommunismen i lighed med nazismen er en tohovedet janus-ideologi, som prædiker humanitet, fred og frihed, men praktiserer inhumanitet, vold og diktatur.

Han ligestiller de socialister, der har bortforklaret og idylliseret det sovjetiske diktatur og den stalinistiske terror, med de højrereaktionæres historierevisionister og holocaustfornægtere, der har forsøgt at rehabilisere det nazistiske voldsherredømme i 30’rne og 40’rne.

Det er problematisk af to årsager. For det første ser denne analogisering helt væk fra den forskellige karakter af nazisme- og kommunisme-forsvaret. Selv om der unægtelig har været en række ligheder mellem magtudøvelsen i Sovjet og Nazityskland, har forsvaret for dem været forbundet med helt modsatte samfundsprojekter. Det venstreintellektuelle projekt har i Vesten forbundet sig med arbejderbevægelsen og arbejdet for en demokratisering af samfundets sociale, kulturelle og strukturelle udvikling. Sovjetforsvaret har bygget på ligheds- og demokratiidealer. Forsvaret for nazismen har derimod været forbundet med højrereaktionære og racistiske kræfter, der ønsker en udemokratisk og autoritær statsudvikling.

Udgangspunktet er en accept af nazismens anti-demokratiske karakter og racismens ideologiske og praktiske opdeling af menneskeheden i over- og undermennesker.

For det andet synes analogiseringen mere at skyldes et moralsk behov for undsigelse og umenneskeliggørelse af ’det andet’, frem for et videnskabeligt ønske om præcision og klarhed: Bent Jensen forsøger at lade den miskreditering, der er overgået nazismen, smitte af på kommunismen. Det er en forfladigelse af de problematikker, der knytter sig til såvel nazismen som kommunismen - frem for at analysere bevægelserne i deres egendynamik, modsætninger og specificitet, reducerer Bent Jensen med edderen og den moralske djævlestempling fænomenerne til en generel kategori af ’ondskab’ og/eller ’dumhed’. Indsættelsen af en moralsk skillelinje mellem godt og ondt resulterer i en ulidelig selvforherligelse og selvbekræftelse: Når det, man studerer og vogter sig for, er det onde, indstifter man per automatik sig selv som det gode. Bent Jensens forskning kan i denne selvforståelse bedst forstås som et forsøg på at sætte høns til at vogte ræve.

Bent Jensens selvforherligelse og vulgarisering ligner stalinismens tilsvarende monolistiske og dogmatiske verdensforståelse.

Bent Jensens reduktion af marxisme og socialisme til et unisont fænomen svarer til den stalinistiske selvforståelse. Stalinismen reducerede også marxismen til et sæt dogmatiske læresætninger, indsatte Stalin som enearving til Marx’ teoretiske arvegods og kogte socialismeforståelsen ned til et spørgsmål om den private ejendomsret.

Bent Jensens forståelse af virkeligheden i det 20. århundrede er derfor lige så forsimplet som stalinismens. Den er blot tegnet i negationens form: Kommunismens idylliserende selvforherligelse modsvares af Bent Jensens dæmoniserende forhånelse.

Udnævnelsen af Bent Jensen til leder af forskningsprojektet om de interne danske forhold i relation til østblokken under den kolde krig resulterer derfor næppe i ny erkendelse. Den sætter derimod niveauet i den borgerlige kulturkamp: Manipulerende, forenklende og selvforherligende.

Ole Wugge Christiansen er cand.mag. og medlem af redaktionen for Kontradoxa.

Litteratur:

Bent Jensen: Gulag og glemsel. Ruslands tragedie og Vestens hukommelsestab i det 20. århundrede. København 2002.

- : Bjørnen og Haren. Sovjetunionen og Danmark 1945-1965. Odense 2000.

- : Stalinismens fascination og de danske venstreintellektuelle. København 1984 og 2002.