Imperialisme før og nu

Nærmest sådan har det været i en årrække. Fra borgerligt hold har opfattelsen været, at imperialisme nu er afløst af en global økonomi og en international retsorden for demokrati og menneskerettigheder. Og der er en ulyst til at se USA som en imperialistisk stormagt, med hvad dertil hører af egeninteresse. På venstrefløjen har Negri og Hardt i bogen Imperiet fået opløst imperialismen, gjort den usynlig, idet imperialismen nu er helt løsrevet fra stat(er). Og til trods for at USA ikke bare ligner verdens største og stærkeste imperialistiske stat, men også i høj grad opfører sig sådan, så har Imperie-teorien stadig stor tiltrækningskraft. En forklaring på forvirringen kan være, at imperialismen ikke optræder fuldstændig ens og i øvrigt aldrig har gjort det.

I flere interview og bøger har teoretikeren og aktivisten Tariq Ali beskæftiget sig med disse problemer. Tariq Ali er født i Lahore, Pakistan. Han bor i London, hvor han er redaktør af New Left Review. Han har udgivet 12 bøger om verdenshistorie og politik. Derudover laver han film og skriver romaner. Hans seneste bog hedder The Clash of Fundamentalisms: Crusades, Jihads and Modernity. Og om en måned kommer hans nyeste: Bush in Iraq.

Til Z Magazine siger Tariq Ali om forvirringen i begrebet imperialisme:

- Jeg har altid syntes, det var mærkeligt, når jeg holdt foredrag rundt i USA, at det er et ord, man ikke kan lide. Man antager, at et imperium består af nogle kolonier, som bliver styret af folk fra imperiet, hvad enten det er England i Indien, Frankrig i Algier eller Tyskland i Namibia eller Belgien i Congo. Og så siger man, "ja, sådan er vi altså ikke".

I lang tid holdt USA sig til sit eget område. Det der drev USA til at bevæge sig udenfor var ikke så meget behovet for kolonier, for det var ikke et presserende behov med tanke på USAs egen størrelse, samt at man dominerede Sydamerika. Det der drev dem var den russiske revolution. Da mente Woodrow Wilson at en USA intervention var nødvendig fordi den truede de kapitalistiske interesser i Europa på langt sigt. Det var der USA besluttede sig for at blive international.

Den russiske revolution betød at USA havde en fjende. Her var et land som helt åbent udfordrede kapitalismen. Så det bekæmpede man i 70 år. Og besejrede det til sidst ved at tvinge det til store militærinvesteringer som var ganske unyttige. Så USSR faldt sammen. Det var en kæmpesejr for imperiet.

Men Sovjets fald betyder også, ifølge Tariq Ali, at den tilsløring, som kampen mod det "onde imperium" gav den vestlige verden, nu er væk. Og det derfor er tydeligt, hvad det handler om.

- Alle tidligere imperier blev skabt, for at kapitalismen kunne ekspandere og etablere nye markeder. Det var denne kamp for nye markeder, som skabte det engelske, hollandske, belgiske og franske imperium. 1. Verdenskrig var en kamp om kolonial ekspansion. Hvem kunne kontrollere handelsruterne? Hvem kunne kontrollere markederne? Tyskland, som blev samlet sent i historien og blev kapitalistisk senere end de øvrige stormagter, ville have sit eget imperium. Og mente at den eneste måde den kunne få det på var at slå England.

Nu er tavlen igen visket ren. Vi kan se verden helt nøgen. Vi kan tydelig se, hvad der sker. Bush doktrinen fra september 2002 gør det meget klart hvad det handler om. Heri forklares det som et helligt moralsk princip at den frie handel forsvares, altså som vi ser den og som vi regulerer den. For at forsvare denne er vi rede til at gå i krig. Det har været princippet for alle imperier. Forskellen mellem det amrikanske og tidligere imperier er at USA som regel foretrækker at arbejde via lokale stedfortrædere. De bryder sig ikke om at regere direkte fordi de ved det er meget dyrt. Hvorfor udsende dine egne folk for at styre et land når du kan få nogle af de lokale til at gøre det for dig? Det er sådan de altid har opereret. De besatte fx. Japan efter 2.Verdenskrig, de lavede en forfatning og MacArthur var en slags generalguvernør. Men de trak sig ud efter 5 år og lod de lokalt skabte folk køre det videre, som de stadig gør. Det japanske Liberale Demokratiske Parti blev skabt af USA for at lave det arbejde.

USA betragter det fjernøstlige område, den koreanske halvø, Japan og Kina som en kombination der ud i fremtiden kan blive dødbringende hvis de samarbejder politisk, økonomisk og militært. Derfor er den amerikanske politiske strategi tilrettelagt med det formål at holde disse lande adskilt. Derfor forsøger Bush at standse en koreansk genforening fordi de er bange for at et genforenet Korea vil få Japan til at anskaffe sig atomvåben, og sammen med Kina vil der altså være tre atommagter i regionen. Hvis de sker vil USA prøve at få dem til at slås indbyrdes, for USA er virkelig bange for en samling af regionen. Det vil true deres interesser.

USA skjuler ikke sine mål. De siger; sådan ligger landet. Vi er verdens stærkeste magt. Dette er vore økonomiske interesser, dette er vore strategiske interesser, og dette er vore geopolitiske interesser. Og I må hellere passe på allesammen, for vi vil forsvare dem. Dette er imperialisme, omend forskellig fra den tidligere og i en ny situation.

Vietnam-krigen var et af de få nederlag, USA måtte indkassere. Men ellers er det lykkedes fint at splitte nationale kræfter, at indsætte marionetter eller fjernstyre vha. det stedlige militær.

Først blev franskmændene besejret i Vietnam. USA ville ikke acceptere dette nederlag og gik derfor ind. USA-imperialismens mål var med det gode eller onde at komme af med de nationale kræfter, for derefter at indsætte en anden gruppe som udadtil skulle se ud som antikoloniale kræfter, men som i virkeligheden ville tjene det store imperium.

Hvordan gør de det? Det mislykkedes for dem i Vietnam. Det lykkedes for dem med det delte Korea. Men de kunne ikke styre Sydkorea demokratisk fordi de kunne ikke finde nogle lakajer som ville blive valgt. Og når man ikke kan finde lakajer som kan vælges demokratisk, så sætter man militæret ved magten. De gjorde det samme i Pakistan. Da et almindeligt valg i april 1959 ville bringe en regering til magten, som ville opsige den sikkerhedsaftale som bandt Pakistan til USA, organiserede de et statskup der bragte militæret til magten i oktober 1958. Det land som bekymrede dem mest i det sidste århundrede var indonesien fordi dette land havde det største kommunistparti udover det kinesiske og russiske, med en million medlemmer og yderligere 2 millioner i frontorganisationerne. Det havde stor indflydelse på regering og militær. Så hvad gør USA her? De organiserer en af de blodigste aktioner siden 2.Verdenskrig, et militærkup der bringer Suharto til magten. Suharto får slået en million mennekser ihjel og udrydder den mest magtfulde socale bevægelse i landet. I 1975 invaderer han Østtimor, slår flere hundrede tusinder ihjel og udrydder den sekulære, radikale oppposition i landet. Og så er man forbavset over at islamisterne er så magtfulde selvom det jo var islamisterne der blev brugt i 1965 til at slå de røde ihjel.

Så kom den nye fase efter den Kolde Krig, som var en stor triumf for USA og verdenskapitalismen hvor man passificerede selv halvnationalistiske ledere, som ikke mente der var noget at gøre end at underlægge sig USA. Det medførte en kolosal stigning i korruption i hele den 3. Verden, men også i den 1. Og 2. Verden. Det poltiske system blev korrupt. Politik blev en del af erhvervslivet, som det havde været i USA længe, men denne proces bliver mere gennemtrængende. Det har således været svært de sidste 20 år at få valgt ledere som er parate til at kæmpe for deres egne folk.

Her i Sydamerika har der været oprør en del tid.Vi har set valget af Chavez. Vi har set det mislykkede forsøg på at vælte Fidel Castro efter 40 års blokade. Vi har set Lula sejre i Brasilien. Vi har set Gutierrez sejre i Ecuador. Evo Morales i Bolivia var tæt på at besejre de store selskabers mand. Så vi ser altså en begyndelse på en ny bølge af hvad man kunne kalde subnationalisme eller en oprindelig nationalisme som ønsker at gøre modstand. Men i det store hele, mest i Asien og Afrika, har der været underlagte regimer.

USA har siden Sovjets kollaps febrilsk prøvet at finde en fjende der kunne erstatte det. De prøvede med Noriega i Panama, Kadaffi i Libyen og Cali- og Medellin narkokartellerne. Nu prøver de med islam, den fundementalistiske og militante del, som de nye hovedfjende. Det er sindssygt at gøre islam til en monolit. Islam er lige så splittet som andre dele af verden. Al-Qaeda har maksimal 3.000 måske 4.000 tilhængere spredt udover hele verden inklusiv Europa og USA. Hvorfor kan det ikke knuses? Det kunne det. Men problemmet er ikke al-Qaeda. Problemet er de forhold som skaber dem, og som gør unge desperate. Og det vil ikke standse medmindre Mellemøstens centrale problemer bliver løst.

Der er tydeligvis en vrede i den muslimske verden, og årsagen til dette er skabelsen af en settlerstat i hjertet af den arabiske verden og forsøget på at ødelægge Palæstina og dets idenditet. Jeg ved det er et følsomt emne, men før skabelsen af israel var der meget lidt antisemitisme i den arabiske verden. Der boede større jødiske grupper i Nordafrika, Egypten og Irak.

Jøderne har her en fremtrædende rolle, de var bl.a. grundlæggere af kommunistiske partier. Meget af dette blev ødelagt ved det zionistiske projekt og skabelsen af Israel. Der har tydeligvis været megen grusom anti-semitisme. Men tro ikke, den kommer fra noget, der ligger i selve islam. Den findes ikke i den form før det 20. århundrede. Skillelinjen er ikke kultur, som det ligger i begrebet kulturernes sammenstød, men er politisk og økonomisk. Ifølge Huntington, som lancerede "Civilisationernes sammenstød", konfronteres vi - den jødisk-kristne civilisation - af alle andre civilisationer: den islamsiske og den kinesiske. Den afrikanske er ikke nævnt, fordi han ikke er sikker på, at den eksisterer. Den store fare, siger han, kommer fra en forening af den kinesiske og islamiske civilisation. Mellem linjerne kan du læse den kolossale stigning i den kinesiske økonomi og den centrale rolle, den arabiske olie har. Det er, hvad dette nonsens kan koges ned til.

I min bog The Clash of Fundamentalisms siger jeg, at der er et sammenstød mellem små grupper af religiøse fundamentalister, men det egentlige ophav er den amerikanske imperialistiske fundamentalisme. Dette imperium, det mest magtfulde i menneskehedens historie, bruger sine økonomiske og militære muskler til at omdanne verden efter dets behov og ønsker. Det vil der nødvendigvis komme en modstand imod. For øjeblikket tager modtanden form af religiøs fundamentalisme, men som ikke vil få stadig fremgang, da den ikke har noget at tilbyde. Men modstanden vil ændre sig. Andre vil komme til.

Tariq Ali mener, at den store forskel på Vietnambevægelsen og den nuværende anti-krigsbevægelse er dels at 60’ernes antikrigsbevægelse også var en bevægelse, som ønskede sejr for den ene part.

- Den ønskede, at vietnameserne vandt. Så det gav den et ekstra pust. Folk vidste, hvilken side de var på. Og var ultraradikale af samme årsag. Dels at den antikrigsbevægelse som så dagens lys før Irak-krigen var bredere og meget større. Men det var ikke en bevægelse, som støttede den ene side, idet ingen i antikrigsbevægelsen støttede Saddam Hussein, det var snarere en bevægelse, som ville standse en krig, som mange mennesker mente var uretfærdig.

Og ikke kun uretfærdig, men selve grundene til den var hemmeligholdt for offentligheden af den amerikanske og engelske regering. Den drejede sig ikke om masseødelæggelsesvåben. Den drejde sig om at sikre sig et olieproducerende land med et regime som var fjendtlig overfor Israel, og som gav penge til Palæstina. Det var årsagerne til den krig, bortset fra at den også var en måde hvorpå man kunne vise hvad en stormagt er og hvad den kan gøre. Folk følte sig ført bag lyset. De var ikke overbeviste om krigen. De følte den var irrationel. Det forklarer mobiliseringens størrelse. Den fik en masse mennesker på gaden som ikke almindeligvis var politiske.

Folk har virkelig troet på at de kunne standse krigen. Og da de så, at de ikke kunne, demoraliseredes mange af dem. Mange har sagt til mig; "hvorfor skal vi demonstrere, når intet forandres". Jeg har svaret pænt; "hør her, de har tænkt sig at iværksætte denne krig, og vi må protestere, når den starter - og når den fortsætter". Men mange har troet, at ved at demonstrere og med så mange deltagere kunne krigen stoppes.

Men USA’s krig mod Vietnam blev heller ikke afsluttet pga. den vestlige antikrigsbevægelse.

Den betød noget, men det, der skabte Vietnambevægelsen, var det vietnamesiske folks sejre over det amerikanske militær. 50.000 amerikanske soldater døde i den krig. Det som gjorde bevægelsen stor var at mange amerikanere blev klar over at krigen ikke kunne vindes.

Tariq Ali tror ikke på, at USA kan blive ved med at holde Irak. Og tror at krigen og besættelsen af Irak og indsættelsen af en marionetregering, som kan sørge for at olien kan blive givet som en krigsgevinst, vil skabe modstand før eller senere.

Modstanden vil måske tage fem år. Måske 10 år. Vi ved det ikke. Men det vil ske. På den måde er det amerikanske imperium ikke anderledes end de tidligere imperier. Langsomt sår det de frø, som en dag vil gøre op med det.

Der en demoralisering i anti-krigsbevægelsen, men jeg synes ikke, der er grund til det. Krigen går ikke så godt for Washington. USA troede, det kunne tage Irak og alle ville byde dem velkomne. Det er ikke sket. Der er en modstandsbevægelse, og den består ikke kun af Baath-partiets rester. Mange andre folk gør modstand mod besættelsen.

Det eneste, der kan standse den USA-ledede besættelse, er modstand i selve regionen. Og hvis modstanden forsætter, tror jeg, at USA skifter taktik og får de blåhjelmede FN-soldater til at klare Irak for dem. For USA er det vigtigste, at der sker en privatisering af olien, at få liberaliseret økonomien og få de amerikanske selskaber derind. De er ikke særlig optaget af, hvordan landet bliver styret, så længe den form for økonomi bliver opretholdt.

Størrelsen og omfanget af bevægelsen har rystet alle, inklusive Labour Party, og gav mange parlamentsmedlemmer mod til at erklære sig åbent imod krigen. Det er ifølge Tariq Ali grunden til, at Blair begyndte at fortælle flere og flere løgne.

- Set fra den synsvinkel var antikrigsbevægelsen effektiv. Men man skal også vide, at den herskende klasse er delt på dette. Halvdelen af efterretningstjenesten var ikke overbevist om krigens nødvendighed. Selv ikke militæret. Den opstandelse der har været omkring David Kelly, videnskabsmanden, er en del af hele dette.

Kelly fortalte BBC at regeringen havde overdrevet truslen groft. På grund af dette ville regeringen straffe ham og drev ham i døden. Så enkelt er det. Modstanden til krigen er ikke kun henvist til antikrigsbevægelsen, men rækker også langt op i de højere dele af det britiske samfund, og dette skaber en stor krise for Blair.

Blair besluttede ganske tidligt efter han blev leder, at han ville forsætte den linje, som Thatcher havde med Reagan. Grundlæggende set har disse aftaler betydet, at det britiske forsvarsministerium er underlagt Pentagon. Det er kommet så langt, at hvis Pentagon moderniserer, er det britiske forsvarsministerium også nødt til at gøre det, uanset om der er brug for det eller ej, fordi de er en del af samme system.

Det, der ligger nedenunder Blairs underdanighed overfor USA, er hans eget syn på landet. England er et middelstort, nordeuropæisk land. Det er ikke længere et imperium. Landet har et liberalt system, som tiltrækker udenlandsk kapital, fordi lønninger og skatter er lave. Det er, hvad Thatcher opnåede. Blair er overbevist om, at dette skal forsætte på den måde, hovedsageligt fordi han ikke har andre ideer. En af måderne, det kan forsætte på, er ved at klynge sig til USA, uanset hvad de gør, få del i udbyttet og sørge for at fremstå som en loyal allieret. Det er klassisk.

Jeg må også sige, fordi det ellers vil være ensidigt, at han er hadet af mange i England for at gøre dette, inklusive dele af establishment som opfatter den form for underdanighed overfor USA som værende ydmygende og vulgær. Både indenfor embedskorpset og militæret er der såvel nervøsitet som modstand mod Irak-krigen. Og du har et flertal i befolkningen, som er modstander af krigen. Så Blair sætter virkelig sin fremtid på spil.

Tariq Ali har netop skrevet en bog færdig om Iraks historie, "Bush in Babylon". Hans hovedpointe er, at Bush-administrationen har begået en stor fejl mht. irak. Washington regnede med, at det ville være ligesom med Kosovo i 1990, og USA’s soldater ville blive hilst velkomne af irakerne. Men bortset fra quislingene har ingen hilst dem velkomne. Selv folk der hader Hussein ønsker ikke denne besættelse og er ulykkelige over den.

- USA og England har et virkeligt problem her. Der har været store demonstrationer i Basra i det sydlige Irak, og de britiske soldater skød med gummikugler ligesom de gjorde i Irland. Amerikanerne bruger rigtige kugler, men briterne bruge gummikugler. De ved, hvad de skal gøre, fordi de er mere øvede kolonisatorer.

Modstanden tiltrækker folk fra hele den arabiske verden. Der er etableret 20 eller flere forskellige modstandsgrupper. Det irakiske kommunistparti er ikke en af dem - det samarbejder med quisling-regeringen. Der er små venstrefløjsgrupper, der er mange religiøse og mange ikke-religiøse grupper - ingen af dem vil have besættelsen. Når du har den grad af fjendtlighed, er det et stort problem for besættelsesmagten.

Der var nogle quislinge, som troede, at besættelsen ville blive ligesom Japan og Tyskland efter 2. Verdenskrig - hvor USA genopbyggede landene. Det er der intet tegn på vil ske i Irak. Hvad disse folk glemmer er, at grunden til at Japan og Tyskland skulle genopbygges, var den kommunistiske trussel. Men Washington føler sig ikke truet nu.

Jeg tror, at Washington har indset, at Irak-operationen ikke var nogen succes. Bush-folket ved det, men vil ikke indrømme det. Den amerikanske imperialisme har foretrukket at styre verden indirekte, ikke direkte. Den prøver at finde regeringer, der vil gøre arbejdet for dem, uanset om de er valgte eller det er militærdiktaturer, som dem der har styret i Latinamerika og store dele af Asien.

Washington vil gerne tilbage til den situation, bortset fra at hovedkriteriet for USA-støtte er, om disse regimer gennemfører neoliberal økonomi og åbner deres lande for markedsøkonomi. Så de afviste Milosevic og Hussein, fordi de ikke ville indgå i dette. Burma er et andet land på deres liste, ikke fordi det er et militærregime - de har trods alt ikke haft problemer at samarbejde uendeligt med Pakistan - men fordi det er lukket for udenlandske selskaber.

Washingtons øjne hviler nu på Iran. Men begynder man at tage fat i Iran, vil det skabe ny modstand. Præsteskabet er forhadt i Iran - bemærkelsesværdigt nok vil folk her i højere grad end i Irak hilse amerikanske tropper velkomne - men det vil stadig være en rodet affære og absolut ikke nemt. Og igen vil de vække den iranske nationalisme.

De vil ikke angribe Nordkorea, lige præcis fordi de har masseødelæggelsesvåben. De har sagt, at hvis de bliver angrebet, vil de bruge dem. Det er måske bluf, men det virker. Det kinesiske regime vil ikke acceptere et amerikansk angreb på Nordkorea og vil forsøge at standse det, fordi det vil bringe amerikanske tropper helt frem til den kinesiske grænse.

Tariq Ali mener, at FN er irrelevant forstået på den måde at man ikke kan regne med, at man herfra vil gøre noget som helst som strider mod USA’s ønsker.

Det, som FN kan bruges til, er at rydde op efter imperialismens roderi. Så FN vil gå ind, forsøge at rydde op og få det hele til at se pænt ud - Kofi Annan vil holde en pæn intetsigende tale, og folk vil sige: "nå ja, det er i det mindste et skridt fremad. FN er der. Og vi fik amerikanerne ud".

FN er et instrument for USA’s udenrigspolitik, og hvis Washington ikke kan bruge FN på den måde, vil man gå udenom. Så FN kan ikke bruges som et instrument imod USA’s politik.

To interview med Tariq Ali, oversat og redigeret af Michael Schølardt fra:

The war is not going well for Bush. Green Left Weekly, no. 551, 27.8.03

www.greenleft.org.au/back/20...

Imperialism: then and now. Z-Magazine, vol. 16, no. 4, april 2003

www.zmag.org/ZmagSite/Apr2003

Interviewet har tidligere været bragt i Solidaritet.