Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
3. oktober 2003 - 17:14

Dansk racehygiejne – et folkeligt projekt

– Vi kommer ikke uden om at diskutere, om vi skal have et avlsprogram, hvor vi selektivt støtter, at højtbegavede mennesker får flere børn, og belønner mindre begavede for ikke at formere sig, sagde den århusianske professor Helmuth Nyborg til Jyllands-Posten sidst i september dette år.

Det vakte vrede landet over. Avis-ledere, politikere og forargede borgere kaldte professoren tosset. Og det, der var værre. Sophie Hæstorp Andersen, sundhedspolitisk ordfører for socialdemokratiet, kommenterede også professorens idé:

– Det grænser til fascisme at forestille sig, at man kan fremavle mere intelligente og lykkelige mennesker... Verden er slet ikke moden til den slags tanker, og jeg håber aldrig, at den bliver det.

Udtalelsen fra netop en socialdemokrat er pudsig. Den danske racehygiejne, der blev praktiseret fra 1920erne til begyndelsen af 1970erne havde en socialdemokratisk drivkraft, nemlig K.K. Steincke.

K.K. Steincke (1880-1963) var en indflydelsesrig socialdemokrat, der var justitsminister i tre omgange og socialminister 1929 til 1935.

Den danske variant af racehygiejne var ikke et nazistisk udryddelsesprojekt. Det var et velfærdsprojekt, drevet af socialdemokratiet og med bred opbakning i befolkningen og i hele det politiske spektrum. Forplantning var nemlig ikke et personligt spørgsmål, men samfundets anliggende.

Svingende tal angiver at mellem 11.000 og 13.000 udviklingshæmmede, sædelighedsforbrydere og sindssyge er blevet tvangssteriliseret i Danmark mellem 1920erne og til 1975. Af socialpolitiske årsager.

Konsensuspolitik

K.K. Steincke var bannerføreren for tvangssterilisation og racehygiejne i Danmark. Men han var langt fra alene om synspunkterne. Der var bred enighed om, at undermålernes antal skulle begrænses. Befolkningsdebatten var et væsentligt spørgsmål, som blev diskuteret vidt og bredt.

Dr. Phil. Lene Koch har i ti år forsket i den danske racehygiejne. Hun beskrev racehygiejnens udbredelse i Information i 1997:

»Stort set alle – selv venstrefløjen, feminister, socialister og kulturradikale – har accepteret den arvehygiejniske grundtanke«.

Lene Koch fremhæver blandt andre forfatter og kvindesagsforkæmper Thit Jensen 1876-1957, der er mest kendt for sin kamp for retten til abort. Thit Jensen var også en ivrig fortaler for racehygiejnen.

I hendes roman »Storken« fra 1929 er emnet en degenereret slægts afkom og de ulykker, der følger den fortsatte reproduktion. Thit Jensen skrev:

»Ogsaa Samfundet nærer den barnlige Tro, naar man tager Barnet fra Sumpen, straks kan de faa et Menneske ud af det, de regner ikke med at Tyvens Sæd i Allemandspigens Skød er formet, supernegativt, før det blev født.«

Udgangspunktet i debatten og politikken i begyndelsen af det 20. århundrede var helt anderledes end i dag. Fællesskabet var sat over individuelle rettigheder.

Dr. Phil. Lene Koch:

»Der var en holdning, som gik ud på at sige, at samfundet har et ansvar for forplantningen. Det var ikke bare den enkeltes privatliv, det drejede sig om. Man havde fælles pligt til at sørge for samfundet og at befolkningskvaliteten var i orden. Og det er jo en opfattelse, der står i meget stærk kontrast til den moderne opfattelse om, at vi alle sammen har ret til at få børn«.

En anden forsker, Cecilie Banke, er enig i Lene Kochs analyse. Hun fremhæver i bogen »Den Sociale Ingeniørkunst i Danmark«, at K.K. Steinckes holdninger er et udtryk for »ansvarlighed i forhold til kollektivet«. Banke beskriver K.K. Steincke som en del af teknokraterne, der i mellemkrigsperioden rykkede ind i administrationen af samfundet. Og som var samfundets sociale ingeniører.

Racehygiejne bliver til politik

Opbygningen af den danske racehygiejne fik sit gennembrud, da K.K. Steincke i 1920 udgav bogen »Fremtidens Forsørgelsesvæsen«. Heri skitserede han problemer og løsninger for socialpolitikken. Bogen var banebrydende, da den opsamlede og strukturerede strømninger i den racehygiejniske debat.

Et meget benyttet eksempel for racehygiejnens nødvendighed var historien om den amerikanske Juke-slægt. »Forbryderslægten Juke« blev offentliggjort i 1877 og blev refereret i det danske »Nyt Tidsskrift for Abnormvæsnet« og medtaget i »Fremtidens Forsørgelsesvæsen«. Juke-slægtens ophav var en »åndeligt defekt« og fordrukken hollænder med to sønner. De dårlige gener reproduceredes og resultatet var 709 efterkommere, der prægedes af usædelighed, forbrydelser, drukkenskab, vagabondering og nervesygdomme. Det økonomiske overslag viste, at Juke-slægten angiveligt havde kostet det amerikanske samfund mere end to millioner dollars.

I forhold til gældende praksis blev »Fremtidens Forsørgelsevæsen« et nybrud, hvor socialpolitikken blandt andet skulle styres ved hjælp af racehygiejne. Inspirationen hertil kom især fra USA og delvist Tyskland. USA havde allerede i 1907 vedtaget den første racehygiejniske lovgivning. Blandt andet med historien om Juke-slægten som baggrund.

K.K. Steincke konkluderede: »Vi behandler undermåleren med al omsorg og kærlighed, men forbyder ham blot til gengæld at formere sig«.

»Fremtidens Forsørgelsesvæsen« blev brugt som inspirationskilde til den store socialreform i 1933, der ofte beskrives som grundskitsen til det danske velfærdssamfund.

Men bogen dannede også baggrund for to racehygiejniske love, som blev vedtaget i 1934- og 35. Ved disse love kunne personer tvangssteriliseres. Både med direkte henvisning til racehygiejniske årsager, eller med en mere generel socialpolitisk motivering.

Hvem var undermålerne

I praksis viste det sig at være problematisk at definere og afgrænse grupper af individer, der skulle tvangssteriliseres.

For den racehygiejniske videnskab var endnu ikke særligt udviklet. Forskerne lavede eksperimenter på rotter og mus, mens den menneskelige arvelighed blev undersøgt ved kortlægning af slægter og almindelige lægelige undersøgelser.

Til spørgsmålet om videnskaben præcist kunne udpege grupper med negative arvelige egenskaber, skrev lægen J. H. Leunbach i bogen »Racehygiejne« fra 1923, at det var:

»Alle åndsvage, epileptikere og sindssyge, psykopater, folk med antisociale tilbøjeligheder eller med perverse drifter, kvartalsdrankere og andre alkoholister.«

Tvivlen om arveligheden var velkendt, men J.H. Leunbach syntes ikke, det var vigtigt:

»Afgørelsen af, hvorvidt åndssvaghed er arveligt eller ikke, spiller ikke så stor en rolle. Der er ingen ulykke sket ved at hindre åndssvage i at forplante sig, selv om lidelsen ikke er arvelig«.

Så videnskaben kunne ikke give præcise svar og afgrænsninger. J.H. Leunbachs holdning til sterilisation uden arvelig indikation, blev motiveret med økonomi. Forsorg og anstalter var meget udgiftskrævende. Også i Folketinget var økonomien et ofte benyttet argument, sammen med det kriminalpræventive aspekt.

Ideologi og videnskab

De økonomiske konsekvenser af et samfund med mange undermålere, var tydelige for de fleste i befolkningen. Men den økonomiske byrde var en mindre del af racehygiejnens udbredelse.

Racehygiejnens teori og praksis blev en del af socialpolitikken, fordi dalende fødselstal og videnskaben om arvelighed vakte stor bekymring.

Siden forskeren Morél i 1857 fremsatte degenerationsteorien, hvor syge

og marginaliserede reproducerede sig hurtigt, og de kloge og rige fik få børn, blev teorien for politikere, lægevidenskaben og menigmand et ubestrideligt faktum. Derved blev racehygiejnen en uomgængelig del af socialpolitikken.

Den nye videnskab smeltede sammen med den socialdemokratiske ideologi om »omfordeling af fredelig vej« og opbygningen af velfærdsstaten.

Videnskaben gav politikerne værktøjer til at beslutte, hvem der skulle tvangssteriliseres, selvom der var store uklarheder. Racehygiejnen rummede andre muligheder end tvangssterilisation, som ikke blev taget i brug i Danmark.

Det var nazi-Tysklands brug af den »positive racehygiejne«, som går ud på at fremavle mennesker med gode egenskaber. Det kan nærmest sidestilles med den avl, der foregår med dyr for at fremme egenskaber som hurtighed, udseende osv.

Den »negative racehygiejne«, som blev anvendt i Danmark, foregår ved fravalg af afkom. Det vil sige et skøn over, hvilke mennesker med specifikke skavanker, man ikke ønsker reproduceret, og som derfor skal steriliseres.

Fra 1920erne til 1976 blev 8.616 kvinder steriliseret og 2.358 mænd kastreret i Danmark. Det var i Danmark primært de åndssvage. Men også sædelighedsforbrydere og sindssyge. Undervejs blev tvangssterilisationen for åndssvage udvidet, så det ikke kun var åndssvage på anstalter, der kunne steriliseres, men også de lettere åndssvage.

Individuel racehygiejne

Professoren Helmuth Nyborg har ret, når han i den ophedede debat siger, at nutiden også byder på racehygiejne.

Det er blandt andet fosterdiagnostik, hvor der er mulighed for gravide for at fravælge fostre med eksempelvis Down’s syndrom.

Og det er forældre til udviklingshæmmede som oftest selv må tage beslutning om deres børn må reproducere sig, i stedet for at samfund eller stat blander sig.

Racehygiejnen har fået andre betegnelser og er blevet et individuelt spørgsmål. Og det er en interessant debat. Professorens debatforslag om intelligens som det altafgørende kriterium, afsporer og tilslører at racehygiejnen stadig eksisterer anno 2003 i Danmark.

Linda Hansen er journalist i Mediesyndikatet Monsun

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce