Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
21. august 2003 - 12:12

Kulturkamp - et portræt af Poul Henningsen

Poul Henningsen (1894-1967) nåede mens han levede at blive et begreb, som man kunne henvise til med en forkortelse: PH. Lidt forkortet kunne man sige, at han blev en levende myte. I dag er han yndlingshadeobjekt for højrefløjen.

Han var fjerde barn af forfatterinden Agnes Henningsen og gennem hende født ind i radikalismen. Som ganske ung var det hans drøm at blive maler. Men han blev uddannet arkitekt på Teknisk Skole. Selvom han livet igennem var aktiv som arkitekt, kom hans hovedvirke til at ligge på et andet felt. Fra han tegnede den første PH-lampe i 1926, blev han så nogenlunde forsørget af de indtægter, lamperne kastede af sig. Han kunne derfor i udstrakt grad hellige sig skribentarbejdet.

PH blev gennem sin ven, maleren Svend Johansen, knyttet til det moderne kunstmiljø. Og det var som kunstkritiker han debuterede i 1917. Han blev knyttet til tidsskriftet Klingen (1917-20) og blev sammen med Otto Gelsted en af bladets ideologer.

Fra Klingen gik turen til radikalismens dagblad Politiken. Fra 1921 engagerede Henrik Cavling ham til at skrive om arkitektur. Han gik til angreb på den danske arkitektur. Og han bredte sin kritik ud til en bredere kulturkritik. PH markerede sig hurtigt som en provokerende kulturskribent, og efter et års tid fik han en ugentlig halv "Byggeside" at redigere. Frem til han på grund af sin antinazisme blev bladet for meget i 1938, var han fast knyttet til Politiken.

Som Otto Gelsted og Hans Kirk nærmede Poul Henningsen sig gennem sin radikalisme samtidig venstrefløjen. Første gang var da Det (kommunistiske) Ny Studentersamfund i oktober 1923 inviterede ham til at holde foredrag om "Byen som Kunstværk". Broby Johansen skrev positivt om foredraget og drog den konsekvens, som PH ikke selv gjorde: det lignede kommunisme. Broby skrev: "Kommunismen er den Dag, den overtager Samfundet, stillet overfor bl.a. den Opgave at bringe Orden her. Man vil da lade Henningsen gennemføre sin fornuftige Plan: Den ny Havn anlægges paa Amagers Østside, Arbejdernes Boliger paa Sydvest Siden og Fabrikerne i Midten."

PH blev altså lyst i kuld af de kommunistiske studenter. Hans funktionalisme passede til deres vision af kommunismen som orden. Men på trods af ordligheden var PH ikke blevet kommunist.

Poul Henningsen stræbte efter en ny type kritik. Karaktergivningen og sammenligningen måtte træde i baggrunden for kritikeren som kulturhistoriker og politiker. Kritikerens opgave var at pege på de store linjer og udviklingstendenser i tiden og fremme de tendenser, som var vigtige og bæredygtige.

Fra 1926 til 1928 udgav PH Kritisk Revy. Det udkom i et flot, men totalt umuligt format. Bladet var primært et arkitektblad, ment som et alternativ til Architecten, standens officielle organ. I lederen i første nummer beskrives opgaven som pædagogisk, nemlig at fastslå virkeligheden som grundlag for enhver drøftelse. Lederen vendte sig mod den tomme æsteticeren og forpligtede i stedet arkitekten på den opgave at være med i "Kampen for en lykkeligere Menneskehed paa Trods af haardere og haardere Betingelser."

Kritisk Revy vendte sig mod klassicismens hærgen i dansk arkitektur. Mod stilen som noget udvendigt og som facitliste. Stil var noget, som ikke kunne adskilles fra tidens problemer. Til gengæld var det også i meget bredere forstand et kulturelt fremstød. Otto Gelsted havde f.eks. en artikel, hvor han detaljeret gik i rette med Gyldendals populærvidenskabelige blad Frem. Han påviste utallige fejl og dumheder og betegnede det som "en Forbrydelse mod den folkelige Kultur". Heiberg anmeldte Ejzenštejns Potemkim under overskriften "Endelig en Film". I en artikel om "Proletarkunst" forsøgte Hans Kirk at udrede, hvad han forstod ved marxistisk litteraturbetragtning. Uden den sociale og økonomiske baggrund kunne litteraturen ikke forstås. Med H. C. Andersen som eksempel bestemte han ironien som et proletarisk våben.

Gelsted fungerede som bladets filosof. Han forstod sig både som marxist og nykantianer. Hans indvendinger mod den historiske materialisme blev et kompromis mellem nykantianismen og marxismen. Ved at fastlægge marxismens objekt til socialhistoriens område, anerkendes de materielle forholds primære betydning for dette område og dermed for indholdet i den åndshistoriske udvikling.

Kritisk Revy ophørte ved juletid 1928. Men vigtigere var nok, at kulturradikalismen havde fået sammenhængende form.

Clartés generalforsamling i december 1926 blev PH indvalgt i Clartés redaktion sammen med Gelsted og Kirk. Han satte sig ingen spor i bladet og havde sikkert travlt nok med sit eget blad. De følgende tre-fire år så det også ud, som om PH var på vej mod kommunismen. Høj kom med hans første bog Hvad med kulturen?, som udsendtes på det kommunistiske Mondes Forlag i slutningen af 1933. Bagside-billedet er en fotomontage, hvor man ser Stauning, ud af hvis skaldepande vokser en nazistisk forsamling med Hitler i centrum. Nazismen som Staunings eller Socialdemokratiets hår! Analysen, PH fremlægger i bogen, er en opsummering og en opstramning af de synspunkter, han havde fremlagt i løbet af 1932-33. Den henvendte sig, skriver PH, til to grupper: "Mod de mange marxister, som skyder kulturproblemet tilside som underordnet og ligegyldigt – og mod de mange kulturelt interesserede, som ser med ængstelse eller ligegyldighed paa det politiske. Den moderne kunst adskiller sig fra den samfundsbevarende derved, at den som en seismograf registrerer, hvad der vil komme. Kunsten kan fortælle os om den kommende økonomiske udvikling. Kulturkampen er en nødvendig støtte for den politiske kamp. Den almindelige kultur er nemlig langt bag efter den øknomiske situation. Det kan man også se i den såkaldt revolutionære kunst, hvor det kun er motivet, der er revolutionært, mens det maleriske indhold er konservativt.

PH’s politiske tilnærmelse til kommunismen udmøntedes i, at han i 1934 gik ind i Plan-gruppen, dvs. den gruppe, der økonomisk stod bag tidsskriftet. Udover at han fortsatte sin egen kulturkamp i artikler, foredrag og revyer. Han gik aktivt ind i bekæmpelsen af nazismen på hjemmefronten. Ikke mindst var han meget aktiv i Frisindet Kulturkamp og dets blad Kulturkampen 1935-39. Her skrev han om kvindernes rettigheder, om dansk sprog, om seksualmoral, om kunst og arkitektur, som han altid havde gjort. Men der var en forskel. Han havde ørene åbne for alle de steder i kulturlivet, hvor det skrattede. Alle de steder, hvor reaktionen var i færd med at flytte grænserne tilbage til, hvor de var tilforn. I mange sammenhænge er han ude og forsvare ’frisindet’.

Fra tredivernes begyndelse havde PH lavet revyer til de københavnske teatre. I januar 1937 vendte Poul Henningsen tilbage til revyen efter en pause. Det skete med Op og ned med Jeppe. Idéen bestod i at lave en omvendt og moderne Jeppe på Bjerget. Direktør Bjerg kørte efter en aften i natklubben Adlon galt med sin bil, blev samlet op af et par kloakarbejdere og vågnede næste morgen op i et arbejderhjem. Og der befandt han sig godt. Han kan naturligvis ikke blive arbejder, men må hjem til villaen. Men han afskedigede sin skrappe kone Nille og giftede sig med tjenestepigen Ulovlia, som han havde gjort gravid.

Besættelsen førte til stadige indskrænkninger i, hvad PH kunne ytre offentligt. Censor greb ind, og radioen var lukket for ham. Da der blev lavet razzia mod fremtrædende intellektuelle efter den 29. august 1943 besluttede han sig for at tage til Sverige. Her opholdt han sig til krigens slutning. Han holdt en del foredrag, hvor han var optaget af at indkredse nazismens væsen og de mentale forudsætninger for nazismen. Nu er der krig. Magtmidler bliver taget i anvendelse mod nazismen. Men når krigen holder op, vil "vi" så have lært så meget, at midlerne ikke gør "os" til mentale nazister? Af denne tankegang, som dybest set handlede om kvaliteten ved det, man kæmpede for, randt en lang række diskussioner, der skulle gøre PH til en af Danmarks mest udskældte personer.

Han angreb den behandling, de tyske flygtninge fik i Danmark. Han mente, der lå et moment af hævn overfor det tyske folk i den behandling tyskerne udsattes for i lejrene. Der var i 1945 omtrent en halv million tyske flygtninge i Danmark. Han kritiserede udrensningen og tog afstand fra bestemmelserne om tilbagevirkende gyldighed. Han så modstandsbevægelsens holdning som et udtryk for hævn. Det fik Kirk til at eksplodere i en en kommentar i Land og Folk. Kirk sidestillede PH med massemorderen Brøndum, og gav udtryk for, at Poul Henningsen anså værnemagere for "brave Mennesker, der havde ment, at de arbejdede for Danmark". Afslutningsvis skrev han om den "tidligere Antinazist Poul Henningsen som Forkæmper for nazistiske Landsknægte og Værnemagere".

Hen på efteråret 1946 begyndte en forsigtig kritik af kommunismen og Sovjet at dukke op i Poul Henningsens artikler og foredrag. Han sagde åbent, at Sovjet var et diktatur, omend han ikke ville sammenligne det med nazismen. Kirk havde i en kommentar skrevet som en slags henvendelse til frisindet: "Man kan ikke hore sig til socialismen". PH stillede modspørgsmålet: "Kan man kapitulere sig til socialismen? Kan man naa frem til den ved at opgi programpunkt for programpunkt og gaa over til reaktionær indstilling?"

I Land og Folk blev PH skydeskive for mange ubehageligheder. Han indgik efterhånden med en nogenlunde fast karaktermaske i fjendebilledet. Man må imidlertid fastholde, at Poul Henningsen er en af de få Sovjet-kritikere, som for alvor ønskede en dialog med kommunisterne, selvom han ikke fik den.

Efterkrigstiden blev den tid, hvor Poul Henningsen bl.a. skrev bøger som som Springende vers fra 1951 og Alvorlig sjov fra 1953. I 1956 udkom første bind af Kærlighedens billedbog. Det var Ove Brusendorff, der havde udvalgt billederne, og PH, der havde skrevet den forbindende tekst. De fire bind (1956-59) tegnede en erotikens kulturhistorie med den gode og indlysende pointe, at vi stadig lever i skyggen af det eneste sædelige århundrede, menneskene endnu har kendt, nemlig victorianismens. Det blev en succes, og i 1961-62 udkom Erotikens historie i tre bind. Der står mere tekst i den sidste, men ellers minder stoffet meget om hinanden i de to værker. De har været murbrækkere i den proces, der endte med at legalisere pornografien i Danmark, og som populær kulturhistorie har de også en del på sig.

Det blev til mange bind med artikler og vers, både mens han levede og posthumt. Fra det store forfatterskab blev der flittigt samlet til ikke mindre end 13 bind udvalgte skrifter. Ingen tvivl om det: PH oplevede i levende live at blive en myte.

Ved 70-årsdagen i 1964 udsendte LP & Co Nyt (det firma, som producerede PH-lamperne) et særnummer, hvor man bad en lang række mennesker besvare spørgsmalet "Ku vi ha undværet ham". Kommunisten Carl Madsen skrev et længere svar og opsummerede: "Mere end grosserernes vittige pauseklovn blev han desværre aldrig." Og det opsummerer meget godt hans gamle kommunistiske venners holdning til ham. DKP’s tidligere formand Aksel Larsen svarede: "Ja. Men det ville vi ikke." På fødselsdagen den 9. september blev der lavet fakkeltog for ham. Han blev da fejret af en helt ung generation, for hvem han repræsenterede det optimistiske syn på tilværelsen, de selv havde. Han var klart vores mand.

Demos Nyhedsbrev udgives af Foreningen Demos og udkommer cirka fire gange om året. Det kan findes på www.demos.dk.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce