Før eller siden

Først dæmoniseres diverse utilfredse elementer under betegnelsen ’autonome’ så man ridende på den medieoppiskede folkelige skræmmebølge kan legitimere uhørt svimlende beføjelser og bevillinger til den danske politistyrke. Politiet foretager razziaer mod EU-modstandsdygtige græsrodsbevægelser, opretter hjemmesider og pressekorps til trods for at den samlede danske pressestand for længst har besluttet sig for at agere ukritisk hjælpepoliti.

Da så demonstrationsdagene oprinder, må vi konstatere, at en lang række udenlandske borgere, som ønsker at deltage i den internationale demokratiske proces blive afvist og sågar fængslet af Dansk Politi.

Mennesker der viser et i vore dage særdeles tiltrængt socialt engagement og som bruger egen tid og egne penge på at bidrage til den demokratiske kulturs livsvigtige dialog og kritiske tilkendegivelser, bliver chikaneret og deres kreative projekter og ytringsfrihed bliver saboteret og knægtet af Dansk Politi.

Til trods for at verdens sociale uretfærdigheder og de danske politikeres magtarrogante og antipolitiske affærdigelser af enhver kritik, er en konstant ansporer til at sige skinretsstaten farvel og kaste sig ud i borgerkrig, er det ikke fra de ellers så farlige ’autonome’ vi oplever den voldelige magtanvendelse, som kun kan gavne den fascistiske politistat, men fra Dansk Politi.

På den ene side har vi en stor broget gruppe danskere, der i månedsvis, af egen lomme, har planlagt, hvorledes de i kraft af den grundlovssikrede demonstrationsfrihed kan ytre deres kritik og således bidrage til demokratiets beståen. Mennesker organiseret på kryds og tværs og som trods den store forskellighed og uenighed om talløse emner formår at afholde demonstrationerne fredeligt. Og på den anden side har vi så den danske ordensmagt, hvor vellønnede velorganiserede og veludstyrede udøvere af det statsautoriserede voldsmonopol, bryder de indgåede aftaler om eksempelvis brugen af civile betjente og tilbagetrukkethed i gadebilledet; optræder unødigt provokerende og aggressivt i en grad at man nødsages til at hævde at de krænker flere af de grundlovssikrede frihedsrettigheder på hvilke vores retsstat er funderet. Knægtelse af ytringsfriheden er ødelæggelse af demokratiet. Men politiet ødelægger kun demokratiet, hvis den lovgivende og dømmende magt tillader det, og selv da kun hvis den såkaldte fjerde mediemagt svigter som demokratiets vagthund.

Man kan så hævde at politiet jo blot skulle retfærdiggøre de ustyrligt mange skattekroners ekstrabevillinger, eller ’berolige’ eventuelle ’urolige elementer’ med storstilet kampberedskab, eller at visse politikræfter ligefrem ønsker voldelig konfrontation, eller man kan – som den danske pressestand antyder så flittigt i deres journalistiske ’dækning’ – mene at de ’autonome ballademagere’ bare skal være glade for at de ikke fik tæsk i et trådbur og en længerevarende tur i fængslet for forstyrrelse af ro og orden og terrorismeagtig virksomhed, og at det kun var takket være det tapre danske politis voldsberedthed at det hele gik så godt og fredeligt. Endelig kan man vel vanskeligt modstå vanens magt, trække på skuldrene og lade begivenheden drukne i den rasende overfladiske danske mediestrøm. Men ligegyldighed er intellektuelt uforsvarligt, når det som med demonstrationsfriheden angår de overordnede principper om frihed og retssikkerhed, og da ikke mindst i Danmark anno 2002, for sjældent er så mange danskere blevet manipuleret så skamløst og så groft til at give så meget afkald på så mange og så store frihedsrettigheder der er så afgørende for den menneskelige lykke.

I bogen "Den intellektuelles ansvar" gør Edward Said opmærksom på, at ”Kompromisløs menings- og ytringsfrihed er den verdslige intellektuelles vigtigste bastion; at opgive forsvaret af den eller tolerere indgreb i nogen af dens grundlæggende bestanddele er det samme som at forråde det intellektuelle kald”.

Når retssikkerheden, ligheden for loven og friheden til forskellighed knægtes så skammeligt og brutalt i disse tider må det først og fremmest tilskrives de intellektuelles forræderi. Kujoneringen. Og med mindre ansvarlige intellektuelle kan generobre en eller anden form for magt i de danske medier og med retsjournalistikkens genkomst atter sætte frihed og retfærdighed på dagsordenen så ser det unægtelig sort ud. Hvordan de danske mediemagthavere kan se sig selv i spejlet uden at bruge minimum halvdelen af samtlige aviser og nyhedsudsendelser på retssikkerhed og befolkningens beskyttelse mod myndighedernes magtmisbrug er en gåde. Ikke mindst efter L35, regeringens terrorpakke, dette juridiske politistatsuhyre, som blev undfanget i lovsjusket dølgsmål 31.5.02 og nu lever af retsstatens hjerteblod. Kun den største tåbe frygter ikke det ufrihedens rædselsregime som ’tryghedens venner’ med alverdens terrorpakker i hånden er i fuld gang med at skabe.

Før eller siden bliver vi nødt til at give vores ellers så magtfuldkomne regeringer, noget at frygte. Om den demokratiske retsstat skal overleve og friheden flyve højt, bliver vi nødt til at kaste noget i hovedet på dem som gør væsentligt mere ondt end brosten. Men hvad frygter de da disse antipolitiske newspeakere? Måske at nogen gør tydeligt opmærksom på at en politistat ikke er pæn, ligegyldig hvilken indpakning. Og vi har da et par eksempler på hvilke ord ansvarlige frihedselskere kan benytte. Holocaust-forskeren dr. Stephen Smith måtte grundlovsdag i den engelske avis The Guardian under overskriften “Copenhagen flirts with fascism” konstatere, at ”I det forløbne år har den uhørte højredrejning i dansk politik fået tyskernes gradvise stemmemæssige tilslutning til nazisterne til at se langsom ud. (...) Hvad vi er vidner til i Danmark er intet mindre end højreekstremismens genrejsning til ære og værdighed– ikke gennem accepten af en kontroversiel Haider eller Le Pen, men gennem den stilfærdige adoption af dens standpunkter af almindelige politiske midter-partier.” (min oversættelse). Kritikken gjorde så ondt, at hr. Fogh skyndsomst oprettede et sandhedsministerium (jf. Financial Times 11.6.02). Og da nobelpristageren i litteratur, Günther Grass, kaldte den danske regering en flok racister, så gjorde det også av. Ejheller var det morsomt for V(O)C-regeringen at deres kvælning af kritiske råd og nævn blev kaldt stalinistisk.

Hverken højre- eller venstrefascistiske ideologiske målsætninger kendetegner imidlertid entydigt den danske regering. Truslen kommer ikke denne gang fra de traditionelle yderpunkter, men fra midten, fra den steriliserede totalitarisme, hvor pænhed og konformitet er sund forretningsfornuft. I et moderne samfund som det danske, hvor magthaverne systematisk arbejder på at øge den kundskabsmæssige fordummelse, følelsesmæssige afstumpning og det åndelige armod hensygner den demokratiske kultur med rekortfart.

Før eller siden bliver nogen nødt til at erklære, at alternativet til den demokratiske retsstat er den fascistiske politistat. Nødt til at skære igennem og sige: tertium non datur! Før eller siden bliver nogen nødt til at fastslå at grænsen mellem retsstaten og politistaten ikke afhænger af smag og behag, men udgøres juridisk af den nidkære overholdelse af retssikkerhedsgarantierne og retsprincipperne. Før eller siden må de, der kan læse den blåsorte skrift på væggen gå på kompromis med den akademiske forfængelighed og tage grimme ord i munden såsom fascisme, nazisme, stalinisme og totalitarisme, og forklare hvorfor de er berettigede. Nogen må løfte det intellektuelle ansvar og anskueliggøre at sådanne totalitære ideologier aldrig kommer tilbage i de samme klæder, som de én gang er afsløret i, men pragmatisk altid forklæder sig i den gældende pænhed og sunde fornuft.

Man kan måske henvise dem, der tror at vide, men ikke ved, hvad nazisme er, til Zygmunt Baumans mesterværk om Modernitet og Holocaust, hvor vi oplyses, at nazisme og masseudryddelse, hverken var noget, der kun angik jøderne, eller en enkeltstående, irrationel impuls, der tilfældigvis slog ned i Tyskland og forvandlede dem til psykopater, men en tendens til fornuftigt og rationelt at foretage den nødvendige udrensning af uønskede minoriteter, som ligger latent i enhver moderne samfundsdannelse.

Parallellerne til totalitarisme skal trækkes. Ikke blot fordi nazisme, fascisme og stalinisme, er de eneste ord, ’farlige’ nok til at vække danskerne af massehysteriet, og dermed skabe forudsætningen for at den demokratiske kulturs livsvigtige samfundsdebat overhovedet kan komme i gang, men fordi det er sandheden.

Før eller siden bliver de få ægte intellektuelle, der har mulighed for at præge den masseproducerede medievirkelighed nødt til at kæmpe anderledes frihedsfanatisk for retfærdigheden om vi ikke alle skal lide ensretningens levende død. Jeg anbefaler før. Forståelse forpligter!