Solvognen i 15 år

En af de utallige energier af skaberkraft, humør og revolution, der udgik fra de sidste år af 1960´erne var teatergruppen Solvognen. Den opstod først som en slags lysshow og scenografisk værksted, men den kaldte sig fra starten Solvognen. Nina Rasmussen var med i den lillebitte gruppe, som sad og byggede spejleffekter og syede dragter til tidens så populære lysshows.

Samtidig var der en blomstrende undergrund af gadeteatre, gruppeteatre og kælderteatre, som befolkede byen København med helt andre ideer end dem, som staten støttede så kraftigt på Kongens Nytorv.

Da Solvognen efterhånden flyttede ind på Christiania og begyndte at tage imod folk fra alle de steder, skete der for alvor noget.

Nina Rasmussen har her skrevet om det fra starten i 1960´erne, da de tog et billede af sig selv, fordi nu var selskabet Solvognen dannet, og til slutningen, da de samles et halvt hundrede mennesker i Store Kongensgade-kollektivet for at beslutte nedlæggelsen af det navnkundige selskab i 1984.

Det er blevet en bog på over 400 sider, og det er – trods de rigelige mængder af detaljer – en gave, at det er blevet gjort af én, der var med hele vejen. Der findes alt for lidt om de mange prægtige kraftcentrer fra den tid, og de er snart døde alle sammen. Her er der en personlig erindring, som vover det svære at blande sin egen historie med den mere eksakte om vor tids største gade- og aktionsteater. Det lykkes mange gange at forbinde de to hovedspor, det personlige og gruppens, og der er stor generøsitet overfor dens mange mennesker, selvom det selvfølgelig gik for sig med bulder og brag og endeløse diskussioner og skænderier.

Nye detaljer

Jeg gætter på, at en del af gruppens medlemmer ville have skrevet det hele helt anderledes, men sådan er det, når man er flere hundrede sjæle om at opleve de samme begivenheder.

Jeg har selv fået mange nye fortællinger og vigtig baggrundsviden undervejs. Jeg kendte mange af gruppens medlemmer, og har hørt mange historier gennem tiden, men dette er et langt fortløbende og personligt dokumentarium. Om julemandshæren, der velsignede byen i flere dage for til sidst at gå løs på Arbejdsgiverforeningen og ind i Magasin og dele ud af varerne til ”de arbejdsløse”.

Om Natohæren, som var et scoop for os i Vietnam-bevægelsen:

Mændene i Solvognen – plus en masse tilløbere - optrådte som en rigtig NATO-hær. Deres lange flotte hår var raget af, og i rigtige uniformer travede de gaderne tynde og viste, hvad NATOs såkaldte Brandkorps skulle bruges til (nedkæmpelse af venstreorienterede regimer og oprør inde i selv NATO-landene).

Da den meget store Vietnam-demonstration gik gennem byen til Bellahøj var de at finde hele vejen. Det var fryd! da deres MP´ere patruljerede foran det rigtige politikorps.

En af de første store forestillinger var en opførelse på Rådhuspladsen til støtte for en meget omtalt indianeraktion ved Wounded Knee i USA. Den blev forsøgt taget ind i Huset i Magstræde (et andet af tidens kraftcentre) men timingen var umulig, og Nina Rasmussens beskrivelse af opførelsen, som nærmest blev en slags tumult, er herlig. En ægte prædikant var indlagt, men nogle berusedes skuespillere væltede planen og herefter gik alt i ged. Det er ét af det steder, hvor man kunne ønske sig et par detaljer mere.

Solvognen på film!

Nina Rasmussens lange fortælling burde have haft et langt flottere billedmateriale, men det er klart, at det er dyrt og – måske – et helt andet projekt. Godt i hvert fald at der også har været filmfolk som Nils Vest og Jon Bang Carlsen med i gruppen. Lad os nu også få en filmisk dokumentation. Det kunne Filminstituttet godt skyde nogle få millioner i!

Men her er en dejlig bog i sidste øjeblik. Det er også en vemodig bog, fordi……… den er væk, al den sne som faldt i fjor!

Nina Rasmussen: “Solvognen – fortællinger fra vores ungdom”.

Forlaget Rosinante. 415 sider, 299 kr.