Omkring 100 af de 268 demonstranter, der blev arresteret i forbindelse med urolighederne på Nørrebro den 24. september var under 18 år. Og selvom loven påbyder politiet at kontakte de sociale myndigheder ved arrestation af mindreårige, skete det ikke med henvisning til tidsmangel, oplyser TV2/Lorry.
Det fik mange af de unge anholdtes forældre til at kontakte Københavns Kommunes Socialforvaltning, fordi ikke kunne få oplysninger om deres børn. En af dem, en mor til en 17-årig dreng vil melde politiet til Statsadvokaten, og Københavns socialborgmester, Mikkel Warming (Ø), har indkaldt politimester Hanne Bech Hansen til et møde, »så vi kan få hanket op i det her«, udtaler han til TV2/Lorry.
Stavreglementet overtrådt
Flertallet af de masseanholdte blev omringet af politiet i og omkring Rantzausgade, da politiet splittede forsamlingen, der spærrede Åboulevarden. Politiet er blevet stærkt kritiseret for at forhindre demonstranterne i at komme væk fra stedet, og senest har videooptagelser vist, at de anholdte blev udsat for særdeles hårdhændede metoder fra enkelte betjente på stedet.
På optagelserne, der er foretaget af produktionsselskabet LocalEyes, slår en betjent uden varsel og med fuld kraft med sin knippel på en ung anholdt, der sidder ned på vejen.
Ifølge Politilovens § 18 må politistaven kun benyttes i ganske særlige tilfælde, blandt andet til at »sikre gennemførelse af tjenestehandlinger, mod hvilke der gøres passiv modstand, såfremt tjenestehandlingens gennemførelse skønnes uopsættelig og anden og mindre indgribende magtanvendelse skønnes åbenbart uegnet«.
Så vidt optagelserne viser, er betjentens magtanvendelse en klar overtrædelse af stavreglementet. Alligevel afviser politiets pressetalsmand, Flemming Steen Munch blankt, at der er tale om unødvendig vold:
– Optagelserne viser, at der gives og tages fra begge sider. Vi kan ikke sætte os i rundkreds og vente på, at de vil følge med. Det ser ikke pænt ud, det gør magtanvendelse aldrig, siger han til dagbladet Politiken.
Forsvarsadvokat Steen Bech, der er næstformand for Landsforeningen af Beskikkede Advokater, kalder episoden »ret alvorlig«. Han opfordrer statsadvokat Karsten Hjort til uopfordret at sætte en undersøgelse i gang, men statsadvokaten udtaler til TV-Avisen, at han først vil se på sagen, når der foreligger en klage fra demonstranterne.
Ifølge Ungdomshusets talsperson fik flere hjernerystelse, tre-fire brækkede armen, og et par
fik brækkede håndled i forbindelse med politiets anholdelse af dem.
Politisk krav om undersøgelse
Aktivisterne fra Ungdomshuset har indledt en klagesag på vegne af foreløbigt 230 af de anholdte, og det har fået Enhedslisten til at kræve en redegørelse fra justitsminister Lene Espersen (K) om politiets opførsel under urolighederne.
– Vi kan ikke have sådanne anklager cirkulerende i medierne. Vi vil have, at justitsministeren indhenter en redegørelse fra Københavns politi«, siger Enhedslistens retsordfører Line Barfod til Politiken.
Hun bakkes op af SF’s Ole Sohn, der mener, at politiet har brudt reglerne, hvis der slås på en person, der sidder ned.
Socialdemokraterne og de Radikale forholder vil derimod afvente resultatet af den undersøgelse, som statsadvokaten forventes at iværksætte som følge af Ungdomshusets mange klager.
Til TV-Avisen udtaler de Radikales retspolitiske ordfører, Simon Emil Ammitzbøll, dog, at episoden, hvor en betjent slår med knippel på en siddende demonstrant, umiddelbart ser ud som »uprovokeret vold, og det kan man jo ikke acceptere i en retsstat«.
Af Martin Lindblom/Monsun
Læs reportage i lokalavisen PåGaden: »Politiet valgte konfrontationen«
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96