Helle Merete Brix og Lars Hedegaard har i internettidsskriftet Sappho.dk kraftigt antydet at venstrefløjen er antisemitter. I en artikel, der har titlen »Til kamp mod ’Jødestaten’«, lægger de gennem en reportage fra sidste fredags tre demonstrationer, der forholdt sig til konflikten og krigshandlingerne i Mellemøsten, kraftigt op til påstanden – uden at den dog direkte artikuleres.
De to af demonstrationerne var vendt mod Israels krigsførsel, den ene arrangeret af Hizb-Ut-Tahrir, den anden et venstrefløjsinitiativ kaldet »Stop Israels Terror-Initiativet«. Den tredje demonstration var derimod et forsvar for »Israels ret til at forsvare sig« arrangeret af tre kvinder fra bevægelsen Israel Connect.
Antisemitisk venstrefløj?
I reportagen fra venstrefløjsinitiativet skriver de to debattører, at man ved demonstrationen så »Hizbollah-flag og billeder af Hassan Nasrallah. Nogle demonstranter bar T-shirts, hvor der blev sat lighedstegn mellem Davidsstjernen og det nazistiske hagekors. En af talerne fortalte de fremmødte at ’jøder kun er interesseret i penge, magt og land’. Der blev også spillet en rapsang, der indeholdt ordene ’fucking Jews’«.
Forespurgt, hvilken taler, der er kommet med det anti-jødiske udsagn, siger Helle Merete Brix, at hun ikke ved det. Hun var kun til stede i første del af arrangementet, men oplysningen stammer fra en kilde, som hun har tillid til.
Oplysningen bestrides imidlertid af Irene Clausen, der er en af arrangørerne af demonstrationen og medlem af International Forums Mellemøstgruppe:
– Det er der ingen, der har sagt. Det er helt utænkeligt, siger hun.
– Så ville taleren være blevet frataget ordet. Vi bekæmper ikke jøder, men zionisme; ikke folk, men politik.
Fejlhøring?
Helle Merete Brix siger, at det er fra samme kilde, at oplysningen om rapteksten stammer. Irene Clausen siger over for denne påstand, at hun ikke har fuldstændig tjek på de tekster, der var til musikken under demonstrationen, men at der blev spillet musik med rapperen Nabila.
Den svenske, kvindelige rapper har bl.a. indspillet et nummer med titlen »Ya hobbi Falastin« (Mit elskede Palæstina), hvor en del af teksten lyder: »Who ever thougth the jews, who themselves was so abused, could do it to all the people, when they know what it’s like to loose«.
Om det er første del af denne tekst, der eventuelt er blevet hørt som ytringen »fucking jews« eller om der er tale om andre tekster eller numre står hen i det uvisse.
Venstrefløjsalliance med Hizbollah?
Artiklen skildrer desuden gnidninger mellem nogle Hizbollah-tilhængere og iransk flygtninge, der skulle »råbe ukvemsord om disse agenter for præstestyret i Teheran«. Helle Merete Brix og Lars Hedegaard skriver, at det var ved at udvikle sig til håndgemæng, der kun blev hindret af politiets indgriben.
Forfatterne bemærker sarkastisk, at deltagerne fra »Kvinder i sort«, en international kvindefredsbevægelse, tilsyneladende ikke har bemærket denne uro.
Artiklens forfattere har til gengæld ikke hørt, fattet eller fundet det nævneværdigt, at der udbrød gnidninger mellem demonstrationsledelsen og Hizbollah-tilhængerne, der blev bedt om at forlade demonstrationen.
I stedet har skribenterne efter demonstrationen spurgt Arne Lund, en anden af arrangørerne og medlem af Enhedslisten, »om det yderste danske venstre nu er gået over til den rene antisemitisme og har sluttet alliance med det yderste religiøse og terroristiske højre, repræsenteret af Hizbollah og den hellige mand Hassan Nasrallah«.
Det benægter Arne Lund i artiklen. Han siger, at det ikke var meningen, at der skulle være Hizbollah-flag eller -paroler ved demonstrationen. Han afviser ikke taktiske alliancer med Hizbollah, »når det gælder kampen mod zionismen og opløsningen af staten Israel«, men siger, at han er »modstander at Hizbollahs politiske bindinger til Syrien og præstestyret i Teheran«, hvis politiske mål han tager afstand fra.
Paranoia
Stemningen i reportagen er i det hele taget temmelig paranoid. Skribenterne skriver eksempelvis, at Nørrebro, der var udgangspunkt for Hizb-ut-Tahrirs demonstration, »i vidt omfang kontrolleres af Hizb-ut-Tahrir«.
De kalder i en mellemrubrik Hizb-ut-Tahrir for »Nørrebros herrer« og skriver, at Københavns Politi gav islamisterne herfra »lejlighed til at vise deres magt over Nørrebro«.
»Der var næppe en dansker at se på Nørrebrogade, hvor hvert gadehjørne var besat af grupper af arabiske unge. Politiet holdt sig også i sidegaderne«, lyder beskrivelsen af demonstrationens bevægelse gennem Nørrebro.
At gaderne på Nørrebro under ferie og hedebølge har været bemærkelsesværdigt tyndt befolket, er sandt nok, men Modkraft-redaktionen, der har adresse på Nørrebrogade, kan klart afvise den paranoide beskrivelse af tilstanden på Nørrebro.
»Smiskende kulturelite«
Indledningen til artiklen er en beskrivelse af, hvordan Sapphos fotograf må søge tilflugt i en butik, og hvordan »rasende Hizb-ut-Tahrir-folk stod i ledtog med en sælger af husvildebladet ’Hus forbi’«. Artiklen beskriver desuden, hvordan en deltager fra den pro-israelske demonstration, skulle være overfaldet med knytnæveslag og kvælertag af en arabisk udseende mand iført Hizbollah T-shirt ved Nørreport station.
Her overfor skildres den proisraelske demonstration som anderledes fredelig »med fællessang, taler og en særlig bøn for Israels soldater«. De eneste civile ofre for krigshandlinger, der nævnes i denne del af artiklen er ofrene for Hizbollahs bomber.
Den paranoide stemning går igen i den seneste leder i tidsskriftet. Den har overskriften »Frygtkulturen« og indledes med ordene: »Vist minder vores tid om 30’erne. Vi er udsat for samme totalitære offensiv som Weimar-republikken – og vores kulturelite besvarer volden og truslerne mod friheden med den samme smisken.«
Foreningen Trykkefriheden
Frygt præger også begrundelsen for dannelsen af den forening, der står bag udgivelsen af Sappho.dk.
Foreningen Trykkefriheden er oprettet pga. en »række spektakulære og skræmmende overgreb mod ytringsfriheden både i Danmark og i andre europæiske lande«, hedder det i præsentationen af foreningen.
Foreningen har efter egne oplysninger ca. 150 medlemmer. Formand er Lars Hedegaard og næstformand er teologen Katrine Winkel Holm.
Lars Hedegaard har en fortid som bl.a. trotskist og redaktør af dagbladet Information.
Katrine Winkel Holm er datter af Søren Krarup fra Dansk Folkeparti og ligesom han tilknyttet den kirkelige strømning Tidehverv. Katrine Winkel Holm gjorde sig i foråret bemærket ved at danne et såkaldt Islamkritisk Netværk.
Tidsskriftet Sappho.dk har en redaktion, der tæller Helle Merete Brix og Lars Hedegaard, de to skribenter af artiklen »Til kamp mod ’Jødestaten’«, samt den iranskfødte skuespiller Farshad Kholghi og Jesper Kurt-Nielsen.
Af Ole Wugge Christiansen/Monsun
Besøg den svensk-kurdiske, kvindelige rapper Nabilas hjemmeside
Hør nummeret »Ya hobbi Falastin«
Læs artiklen »Nye protester mod bombardementerne over Libanon« på Modkraft.dk
Find links om Hizbollah i artiklerne »Linkbox: Hizbollah, fodbold og kunst« og »Linkbox: Operation »Just Reward« i Libanon« på Modkraft.dk
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96