Annonce

25. juli 2006 - 13:23

Israel anklages for klyngebomber og kemiske våben

Den israelske hær har angrebet den libanesiske landsby Blida med klyngebomber, siger den amerikanske menneskeretsgruppe Human Rights Watch (HRW). Organisationen kan desuden dokumentere, at israelske klyngebomber er opmagasineret ved den israelsk-libanesiske grænse.

Artilleriangrebet kostede 19 civile livet og sårede mindst 12, heraf syv børn. De amerikansk producerede klyngebomber indeholder 88 mindre sprængladninger, der spredes ud over et stort område.

– Klyngebomber er uacceptabelt upræcise og upålidelige våben, når de bruges i nærheden af civile. Israel skal stoppe brugen af disse bomber med det samme«, siger chefen for Human Rights Watch, Kenneth Roth i en pressemeddelelse.

Israelske klyngebomber ved den libanesiske grænse. Foto: Human Rights Watch 2006Lager af klyngebomber

MRW oplyser at have fotodokumentation for, at den israelske hær har opmagasineret klyngebomber af typen M483A1 ved grænsen til Libanon. Denne type ammunition har et højt niveau af forsagere, dvs. sprængladninger, der ikke går af, men ligger ueksploderede tilbage på jorden, hvilket udgør yderligere fare for civilbefolkningen efter det konkrete angreb, skriver HRW.

En unavngiven israelsk officer oplyser til HRW, at de israelske soldater bliver advaret om, at brugen af denne type klyngeammunition efterlader et farligt minefelt af ueksploderede granater.

Der findes ikke nogen decideret international lovgivning om brugen af klyngebomber, men Belgien og Norge har som de foreløbigt eneste lande forbudt brugen af denne våbentype.

Klyngebomber spreder en mængde mindre granater over et stort område.Brugen af klyngebomber i beboede områder strider imidlertid efter al sandsynlighed mod international menneskerettighedslovgivning, der pålægger de stridende parter at tage mest muligt hensyn til civilbefolkningen.

Human Rights Watch mener ikke, at klyngebomber bør anvendes overhovedet, selv ikke langt væk fra civile, medmindre deres fejlrate er på under en procent. I det aktuelle tilfælde er fejlraten på hele 14 procent.

Også den libanesiske Hizbollah-milits anklages for at bruge en slags »klyngebomber-light«. Ifølge en israelsk militærtalsmand har Hibollah i flere tilfælde fyldt stålkugler i de rakketter, der sendes ind over byerne i det nordlige Israel. Formålet er at skade flest mulige mennesker, siger talsmanden.

Otte »mumie-agtige« libanesiske lig, muligvis ofre for israelske kemiske våben.Mistanke om kemiske våben

Den israelske hær anklages imidlertid også for at bruge kemiske våben mod libanesiske flygtninge. Den belgisk-libanesiske læge Bachir Cham, der er leder af et hospital i Libanon oplyste på en pressekonference, at otte mumie-agtige lig efter et israelsk luftangreb »ikke så normale ud«.

– Efter eksplosionen var der ingen spor af blodtab og ingen brud på knoglerne. Håret og skæg var intakt, og jeg fandt ingen tegn på trykbølge efter eksplosionen. Huden var sort, ligesom en sko, men huden var ikke karboniseret eller brændt. Jeg har på fornemmelsen, at et giftigt produkt er trængt ind i kroppen gennem huden, sagde Bachir Cham ifølge nyhedsbureauet Expatia.

En hjertespecialist oplyste, at både FN og EU er blevet informeret om israelernes formodede brug af kemiske våben.

Af Martin Lindblom/Monsun

Læs mere om klyngebomberne hos Human Rigths Watch (engelsk)

Læs mere om den kemiske krigsførsel på Expatia.com (engelsk)

Læs tidligere artikel på Modkraft: »Israel planlagde krigen for et år siden«

Læs Tidsskriftcentrets linkbox om krigen i Libanon

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce