Annonce

19. maj 2006 - 12:39

Københavns Universitet besat

De studerende på landets universiteter har ikke været sene til at følge op på onsdagens omfattende demonstrationer mod regeringens velfærdsforringelser.

Allerede dagen efter blev dele af Århus Universitet besat og fredag morgen kl. 7.00 blev Sociologisk institut i København besat. Ifølge de studerende er det især forringelserne af SU’en, der har fået dem på barrikaderne.

– Vores krav er hverken forkælede eller overdrevne vi beder sådan set bare om en SU, der er til at leve af. Vi besætter vores fakultet for at sende et klart signal om, at regeringen ikke kan ånde lettet op. Vi nægter at lægge ryg til regeringens økonomiske pisk. Regeringens pres for ensretning underminerer trygheden og mangfoldigheden på uddannelserne, udtaler Andreas Mulvad, talsmand for de sociologistuderende, i en pressemeddelelse.

Ifølge en pressemeddelelse fra besætterne er de ansatte på universitetet »positive og forstående«, og giver udtryk for forståelse for aktionen.

– Der er generel opbakning til vores sag. Jeg synes, folk tager det rigtig pænt, udtaler sociologistuderende Rune Stahl til Modkraft.dk

Politisk opbakning

Og det er ikke kun på universitet, der er opbakning til universitetsbesættelserne. I en pressemeddelelse fra SF og SF’s Ungdom udtrykkes fuld støtte til de aktionerende rundt op i landet.

– Jeg har stor forståelse og respekt for, at de studerende nu siger fra. De kæmper dels for deres egne vilkår her og nu – men så sandelig også i interesse for velfærdssamfundet som helhed. Det er meget fornemt, udtaler SF’s formand Villy Søvndal i en pressemeddelelse.

Ikke kun SU

Det er aktionsnetværket »3procent«, der står bag besættelsen, og herfra understreges det, at det ikke kun er SU’en, der er problemet. Også et udspil til nye taxameterregler, der

betyder at universitetet ingen penge modtager for forsinkede studerende kritiseres voldsomt.

– Det vil smadre universitetets økonomi og føre til hidtil uset disciplinering og ensretning i form af mødepligt og tvungen eksamenstilmelding. Enten det eller brugerbetaling, siger Andreas Mulvad.

Fransk inspiration

Aktivisterne lægger ikke skjul på, at være inspireret af de massive protester i Frankrig sidste måned, hvor mange hundrede tusinde demonstrerede og aktionerede mod planlagte nedskæringer.

– De franske studerende og lønmodtagere vandt jo faktisk kampen om velfærden. Det kommer vi også til at gøre i Danmark. Regeringen må forstå, at vi står fast på vores krav om ordentlig SU og gode uddannelser. Vi har tænkt os at fortsætte alliancen med de faglige organisationer, så det er kun et spørgsmål om tid, før regeringen bukker under. Vi har lært af Frankrig, at det kan betale sig at fortsætte kampen, udtaler Rune Stahl, sociologistuderende og medlem af 3procent-netværket i en pressemeddelelse.

Besættelsen af universitetet afsluttes efter planen til eftermiddag.

Se hjemmesiden 3procent.dk

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce