Annonce

5. maj 2006 - 12:44

Rusland: Racistisk voldsbølge

Rapporten, »Russian Federation: Violent racism out of control«, undersøger tilfælde af overfald, nogle med dødelig udgang, mod udenlandske studerende, asylsøgere og flygtninge i Rusland.

Etnisk kommer ofrene for de voldelige overfald fra Afrika, Asien, Mellemøsten og Latinamerika, men også folk fra Kaukasus og Centralasien er udsatte, specielt nordkaukasere og tjetjenere.

Alle med et ikke-rusisk udseende, herunder jøder, sigøjnere og børn med etnisk blandede forældre, risikerer at bliver overfaldet af racistiske ungdomsbander.

Også etniske russere udsættes for overfald. Det gælder især folk, der sympatisere med udlændinge eller etniske minoriteter, samt fans af rap- og reggaemusik og aktive antiracister.

Overfald på udenlandske studerende

Overfaldene finder sted over hele Rusland. Russiske og internationale medier rapporterer nu næsten dagligt om racistiske overfald. I St. Petersborg er problemet nu så stort, at antallet af udenlandske studenderende, der søger til byen, skal være begyndt at falde.

Antallet af overfald på udlændinge i St. Petersborg skal ifølge presseforlydende være alene 800 sidste år og yderligere 12 i de første tre måneder af 2006. I Moskva skal mindst syv personer være blevet myrdet i racistiske overfald i 2005 og mindst 207 personer være blevet tævet.

Kaukasere, jøder og sigøjnere overfaldes

Overfald på russiske minoritetsgrupper er også almindelige. Der er flere rapporter om overfald på kaukasisk udseende personer i Moskvas metro. Kaukasiske butikker er blevet brændt ned i Moskva og Yekaterinburg; en af butiksejerne blev dræbt.

Jøder og sigøjnere bliver også overfaldet. I januar blev ni mennesker angrebet med knive ved en synagoge i Moskva, fire er rapporteret alvorligt såret.

I april overfaldt af en gruppe på 20 unge, der var bevæbnet med metalstænger og spader en sigøjnerfamilie, der havde besøg af en russisk kvinde, da de sad omkring et bål i Volgograd. En mandlig sigøjner og den russiske kvinde blev dræbt, andre alvorligt såret.

Gerningsmændene

Ifølge de officielle tal er der omkring 150 ekstremistiske grupper med ca. 5.000 medlemmer i Rusland. Men ikke-statslige organisationer sætter medlemstallet til 50.000.

Gerningsmændene omtales sædvanligvis som »skinheads«, et ord, der bruges til at betegne velorganiserede grupper med en racistisk, neo-fascistisk og voldelig ideologi.

I den overvejende del af sagerne er gerningsmændene teenagere eller i starten af tyverne. Piger og unge kvinder er også involveret i volden.

Angriberne overfalder ofte ofrene i større grupper. De er bevæbnede med eksempelvis baseball-køller og knive. De vælger ofte mål, der ikke er i stand til at forsvare sig, bl.a. børn, sovende mennesker og folk på egen hånd.

Angrebene er uventede og næsten altid uden anledning. I nogle tilfælde, især i St. Petersborg, efterlader gerningsmændene tegn, der tilkendegiver, at det er ekstremistiske grupper, der er ansvarlige, f.eks. i form at hagekors på gerningsstedet.

Myndighederne er passive

De russiske myndigheder har ifølge Amnesty International et medansvar for at den racistiske vold har udviklet sig. Manglen på vilje til at forhindre, undersøge og retsforfølge de ansvarlige, synes kun at forøge væksten i det ekstreme fremmedhad og de neofascistiske tendenser i Rusland.

Indtil for nylig har myndigheder ikke offentligt ville erkende, at overfaldene var et problem.

Politiet og de offentlige myndigheder har ofte foretrukket at betegne overfaldene som »hooliganisme«, og har dermed undladt at bruge de dele af lovgivningen, der kunne retsforfølge overfaldene som racistisk motiverede.

Antiracistisk bevægelse

Flere russere og udenlandske borgere har protesteret mod volden og myndighedernes laden stå til. Der har være flere store demonstrationer som svar på de racistiske mord.

Senest var der i april studenterdemonstrationer og møder i St. Petersborg i protest mod nedskydningen af Lamsar Samba Sell. Demonstrationerne rettede sig også mod myndighedernes manglende vilje til at gå imod den racistiske voldsbølge i byen.

En antiracistisk bevægelse er vokset frem i Rusland. Det er kun efter pres fra studentergrupper, universitetsledere og ikke-statslige organisationer at myndighederne er begyndt at handle.

Men usædvanlig mange personer, der har deltaget i kampen mod racismen, er selv blevet ofre for voldelige angreb, trusler og chikane. Også her er staten passiv og gør intet for at beskytte borgerne.

Deltagere i antiracistiske marcher er flere gange blevet udset som mål for voldelige overfald. Det var tilfældet efter en antiracisme-march i marts i St. Petersborg, hvor tre deltagere blev overfaldet, da de forlod demonstrationen. En af dem, en jødisk student, blev såret i hovedet efter et voldsomt slag.

Af Ole Wugge Christiansen/Monsun

Læs rapporten »Russian Federation: Violent racism out of control« (engelsk)

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce