Annonce

3. maj 2006 - 2:23

Massive elevdemonstrationer

Den nationale aktionsdag for bevarelse af gruppeeksamen blev en succes over al forventning. I seks af landets største byer samledes titusinder af elever i fælles protest mod regeringens afskaffelse af den populære eksamensform.

På Christiansborg Slotsplads samledes mindst 12.000 vrede unge, der blandt andet kastede æg mod parlamentets vinduer. Politiet undlod at anholde nogle, da der var tale om mindreårige, men nøjedes med påtaler, skriver dagbladet Politiken.

Ministeren er kold

Ifølge Ritzaus blev der også kastet æg og flasker mod rådhuset i Odense, men her var det angiveligt elever, der er modstandere af gruppeeksamen, som stod bag. Episoden fik arrangørerne til at opløse demonstrationen, der havde samlet et par hundrede unge.

Den udlægning bliver imidlertid afvist af deltagerne i demonstrationen. I både Fyens Stiftstidende og i debatten på Modkraft.dk, forklarer de, at ægkasterne var tilhængere af gruppeeksamen, men at arrangørerne tog afstand fra aktionen.

Protesterne var især rettet mod undervisningsminister Bertel Haarder (V), som elevernes organisationer forgæves har forsøgt at komme i dialog med. Blandt andet har de samlet 42.000 underskrifter for bevarelse af gruppeeksamen, uden at det har rørt ministeren.

Eleverne, der tidligere har gennemført en række spontane demonstrationer, skolebesættelser og andre aktioner, har erklæret at protesterne fortsætter indtil gruppeeksamen er genindført.

Af Martin Lindblom/Monsun

Læs mere i Politiken

Se omtale hos DR

Besøg kampagnesiden gruppeeksamen.dk

Læs tidligere omtale på Modkraft

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce