Læreanstalt a la bolognese

At den er stille vil sige, at den i vid udstrækning undslipper offentlighedens opmærksomhed, og at den kun i ringe omfang tematiseres i parlamenterne i de lande, der berøres. Og den er stille, fordi der ikke er ret mange, der ved noget om den.

Indholdet tæller, ikke indpakningen

En af dem der ved noget om den stille uddannelses-revolution, er Camilla Englyst, kandidat i pædagogik på Roskilde Universitetscenter.

Hun har skrevet speciale om den såkaldte »Bologna-proces«, som der blev holdt workshop om på Sociale Forum. Derudover er hun aktiv i studenterpolitik og har siddet som repræsentant i flere af de organer, hvor de studenterpolitiske organisationer forsøger at øve indflydelse.

Bologna-processen er europæiske landes forsøg på netop at internationalisere deres politik på det forsknings- og uddannelsespolitiske område.

Efter første møde i Bologna i 1999 var formålet at gøre det muligt for studerende at bevæge sig frit mellem forskellige europæiske uddannelsesinstitutioner. Ideen var, at man ville udvikle et fælles-europæisk rum for højere uddannelser.

På et senere møde i Prag 2001 blev man enige om livslang læring og fleksibel læring som fælles principper for europæiske uddannelser, mens man i Berlin 2003 udvidede processen til også at omfatte forskning og forskeruddannelser. Desuden blev det aftalt at indføre et fælles kvalitetssikringssystem.

Internationalisering lyder godt, og det er formentlig netop den gode lyd, der er en del af forklaringen på den teknokratiske maskines friktionsfrie politik.

Internationalisering kan være en god ting, men om den faktisk er det, afhænger af indholdet, siger Camilla Englyst.

Spørgsmålet for hende er om internationalisering er et middel til gensidig faglig og kulturel berigelse institutionerne imellem. Eller om det blot handler om at gøre forretning af universiteterne.

Bologna-processen er efter Camilla Englysts opfattelse i vid udstrækning et forsøg på det sidste,

Af Lars Ploug/Tidsskriftet SALT