Annonce

6. januar 2006 - 11:48

Brandattentat fortsat uopklaret

Roskildes politimester Henning Dahlfelt ærgrer sig over, at det ikke er lykkedes at fange dem, der stod bag brandattentatet mod integrationsminister Rikke Hvilshøjs bil i starten af juni. Aktionen skete ifølge en pressemeddelelse fra gruppen i »protest mod regeringens racistiske flygtningepolitik«.

Politiet har ikke opgivet sagen, men erkender, at der ikke er flere spor at gå efter.

– Vi har vendt, hvad vi mener, at vi kan vende nu, så der skal nok komme et eller andet udefra. I øjeblikket er der ikke meget håndgribeligt at tage fat i, siger Henning Dahlfelt til dagbladet Roskilde.

– Vi opgiver aldrig sagen, men umiddelbart har vi ikke noget specifikt at gå efter, siger Henning Dahlfelt.

En 34-årig mand sad i en uges tid varetægtsfængslet for branden, men fik senere tiltalefrafald.

Fordømmelse og hysteri

Rikke Hvilshøjs bil blev i starten af juni brændt af ukendte gerningsfolk fra aktionsgruppen »Grænseløse Beate«. Ilden bredte sig til ministerens hus, og attentatet vakte stor opsigt og voldsom fordømmelse – også fra store dele af venstrefløjen og det anti-racistiske miljø.

I massemedierne antog fordømmelsen på et tidspunkt karakter af noget nær hysteri, ikke mindst da Modkraft.dk valgte at offentliggøre debatindlæg, der udtrykte forståelse for aktionsgruppens motiver.

Alene det at give plads til en debat om emnet var dengang nok til at blive beskyldt for terror-sympatier. Efter kort tid kølnede kritikken dog, da det viste sig, at flere landsdækkende medier selv gav plads til lignende debatindlæg – af hensyn til ytringsfriheden.

Af Martin Lindblom/Monsun

Læs mere i Dagbladet Roskilde

Læs artikel på Modkraft: »Brandattentat fordømmes«

Læs artikel på Modkraft: »Modkraft mellem molotovs og massemedier«

Læs artikel på Modkraft: »Mens bilen brændte«

Se debatten på Modkraft om attentatet mod Hvilshøj

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce