Annonce

13. december 2005 - 11:11

Elevorganisation organiserer hjælp til snyd

3.g’erne på landets gymnasier knokler i øjeblikket med deres større skriftlige opgave. Karakteren for opgaven tæller med på eksamensbeviset, og det er i sagens natur forbudt at modtage hjælp til udarbejdelsen.

Men Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS) trodser nu bevidst forbuddet med en »snydekampagne«, der tilbyder alle elever hjælp og vejledning.

DGS mener, at definitionen af snyd rammer socialt skævt, som det hedder i en pressemeddelelse:

– Det siger sig selv, at elever fra stærke hjem med akademiske forældre modtager faglig bistand i løbet af opgaveugen. Den mulighed har elever fra mindre boglige hjem ikke – og derfor oplever vi en social skævvridning i vilkårene for opgaveskrivningen. Der er kort sagt tale om en understøttelse af den sociale arv, siger gymnasieelevernes formand, Uffe Lembo.

Den sociale arv skal brydes

Kampagnen omfatter en hotline, vejledningsmaterialer og tilbud om løbende assistance pr. mail, og på to dage har 340 elever benyttet sig hjælpen, som undervisningsministeriet karakteriserer som snyd.

Uffe Lembo mener derimod, at der er tale om en succes.

– De mange henvendelser, vi har modtaget, understøtter bare vores pointe: Der er behov for aktiv lærervejledning i løbet af opgaveugen, hvis vi for alvor skal sikre lige vilkår, siger Uffe Lembo i pressemeddelelsen.

Han mener, at det er absurd, at reglerne i realiteten tillader forældrehjælp uden at forholde sig til de elever, vis forældre ikke er i stand til levere akademisk vejledning.

– Sandheden er jo, at folketingspolitikere taler og taler om at bryde den sociale arv, men gør meget lidt. Hvorfor iværksætter undervisningsministeriet ikke en »snydekampagne« næste år, spørger elevformanden.

Af Martin Lindblom/Monsun

Læs pressemeddelelse fra DGS

Se snyderiet på kampagnesiden »Danske Gymnasieelevers Sammenslutnings opgaveservice«

Læs mere på DGS’ hjemmeside

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce