Mens antiracisterne i Århus mobiliserer til demonstration mod nazi-vold, og byens myndigheder og politikere planlægger en øget indsats mod de højreekstreme grupper, har højreekstremisterne haft held med at plante en historie hos politi og presse, der går ud på, at overfaldet på et antiracistisk møde i tirsdags var hævn for en episode i sidste uge, hvor et medlem af Dansk Front angiveligt skulle være blevet slået med en flaske, da han forsøgte at infiltrere et andet møde i Antiracistisk Netværk.
Netværket afviser imidlertid overfor Århus Stiftstidende, at det skulle være tilfældet. De påpeger, at den ekstreme højrefløj jævnligt truer med vold, således også op til tirsdagens møde.
Desuden viser nye opgørelser fra Politiets Efterretningstjeneste, PET, at 2005 har budt på en kraftig stigning i racismen i Århus sammenlignet med sidste år. Ifølge PET står de nazistiske grupperinger Dansk Front og White Pride bag en tredjedel af de indberetning, der handler om racisme.
Politi kritiseres for nøl
Allerede i starten af 2004 erkendte Århus’ politimester Jørgen Ilum, at Århus havde et »White Pride-problem«.
– White Pride er et problem, vi har meget fokus på. Vi bruger ganske mange ressourcer på at holde øje med dem og situationen er helt uacceptabelt, sagde Jørgen Ilum dengang til Modkraft.
Og for halvandet år siden krævede et samlet byråd i Århus »nultolerance« overfor nazisterne, ligesom både politi, politikere, værtshusejere og fodboldklubben AGF erklærede, at de skulle »åndes i nakken«.
Alligevel er volden mod etniske minoriteter og antiracister blevet optrappet, og aktivisterne i Antiracistisk Netværk kritiserer derfor myndighederne for ikke at have styr på de nazistiske grupperinger.
– Byrådet har vedtaget noget, men den linie har politiet ikke ført ud i livet indtil nu. Hidtil har indsatsen været ret svag, men nu tror jeg, at politiet tager det mere seriøst, siger talsmand Lars Henrik Carlskov fra Antiracistisk Netværk til Århus Stiftstidende.
Wammen vil se resultater
Politimester Jørgen Ilum afviser imidlertid kritikken:
– Jeg mener, at vores indsats har været god nok. Vi kan, hvor gerne vi end vil, ikke forhindre det, hvis der virkelig er nogle med ondt i sinde – med mindre vi bruger overordentlig mange ressourcer og mandsopdækker f.eks. White Pride og andre grupper, som vi holder et vågent øje med, forklarer Jørgen Ilum.
Ifølge Århus Stiftstidende vil den kommende socialdemokratiske borgmester Nicolai Wammen sætte hårdt ind overfor byens højreekstreme grupper, og onsdag holdt han møde med politimesteren om, hvad der skal gøres fremover.
Fra starten af det nye år vil Wammen sætte gang i en tættere kontakt til sportsklubber og restaurationer i Århus, tage kontakt til andre store byer og udveksle erfaringer med bekæmpelse af højreekstreme, og styrke oplysningen i skoler og idrætsklubber med henblik på at forhindre nazisterne i at hverve unge medlemmer.
Demonstration vokser
Også andre politiske sværvægtere er kommet på banen i forbindelse med nazi-volden.
Ifølge en pressemeddelelse fra Anti-racistisk Netværk, har LO i Århus meldt sig som medarrangør af lørdagens demonstration.
- Vi er glade for LO’s støtte. Det er vigtigt med den brede opbakning fra byens fagforeninger. Og for os er det helt naturligt at fortsætte det gode samarbejde, vi altid har haft med fagbevægelsen her i byen, siger Peter Hegner Bonfils fra Anti-racistisk Netværks Pressegruppe.
Samtidig er mobiliseringen i resten af landet også vokset, så der nu er bustransport fra både København, Fredericia, Ålborg og Odense.
Af Martin Lindblom/Monsun
Læs pressemeddelelse fra Anti-racistisk Netværk
Læs artikel på Modkraft: Anti-racister demonstrerer
Læs artikel på Modkraft: Antiracistisk møde overfaldet
Læs artikel på Modkraft: Århus Politi: »White Pride er et problem«
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96