Annonce

14. september 2005 - 1:24

Massemedier ignorerede Triple A-sagen

Bag afsløringen om, at »Triple A banden« ikke eksisterer, står freelancejournalist Nagieb Khaja. Fra start af oplevede han en kamp for at få historien solgt til landsdækkende danske medier.

– Dagen efter at indslaget er bragt, forsøger jeg at kontakte journalist Lars Wikborg på Urban, men han er ikke til at få fat på, så jeg henvender mig til Ritzau, som siger, at de ikke er interesserede. De henviser mig til TV2 nyhederne, fortæller Nagieb Khaja til Modkraft.dk.

Derefter forsøger han forgæves at komme igennem til TV2 Nyhederne og lægger blandt andet besked hos journalist Kristian Ladegård, der lavede indslaget om Triple A banden. Han ringer aldrig tilbage.

– Jeg gav klart udtryk for, at Shabbaz og Aziz, de to fyre som optræder i indslaget, ville have dementeret påstandene, og det sker samme aften, som indslaget er bragt. Derfor passer det ikke, når TV2 påstår, at de to først henvendte sig fem dage senere, fortæller Nagieb.

Holder hånden over kolleger

Nagieb Khaja har en gammel studiekammerat på Ekstra Bladet, som er helt oppe at køre over historien. Han skal bare lige have den clearet med den ansvarshavende redaktør, som Nagieb ikke får navnet på. Men vennen vender skuffet tilbage med et afslag.

– Min ven får det svar, at redaktøren ikke vil komme efter andre medier og dementere deres historier. Jeg havde en klar fornemmelse af, at Ekstra Bladet ville holde hånden over andre kolleger, siger Nagieb Khaja.

Ligegyldigheden hos de landsdækkende medier fortsætter hos Berlingske Tidende, som er næste stop i forsøget på at sælge historien om, at Triple A-banden ikke eksisterer. Men igen bliver historien afvist, uden yderligere forklaring.

Til sidst får Nagieb alligevel fat på Lars Wikborg på Urban, som med det samme siger ja tak til historien.

Hvide danske medier

For Nagieb Khaja har kampen for at dementere historien været en del af kampen for at overleve som etnisk journalist i det overvejende hvide danske medielandskab.

– Jeg ringer og snakker med SSP-medarbejdere og politi, som alle dementerer, at Triple A findes. Samme dag bliver avisen Urban ringet op af politiet, som vil tjekke en af deres journalister. Mig. Jeg er sikker på, at det er fordi, jeg har et udenlandsk navn, fortæller Nagieb og fortsætter:

– Jeg oplever tit, at folk stiller spørgsmål ved min faglige kunnen, fordi jeg har udenlandsk baggrund. Jeg er uddannet journalist fra Syddansk Universitet, så jeg er lige så god til faget, som etniske danske journalister.

Champion League fodbold, basketball og Sydamerika står højt på Nagieb Khajas ønskeliste, når det gælder områder, han gerne vil dække. Men på grund at den hetz, som indvandrere ofte udsættes for i de fleste danske medier, føler han sig tvunget til at lave indvandrerhistorier, for at forsøge at vende billedet.

– Mellem 30 og 40 procent af alle tophistorier i de danske medier handler om indvandrere, men der er ingen redaktioner, som vil ansætte indvandrerjournalister, selvom vi har en enestående mulighed for at komme ind i miljøet. Det er kun DR, som har ansat indvandrerjournalister.

– Der mangler en større balance i mediernes dækning af indvandrerstof. Det er den her sag jo et klart bevis på, mener Nagieb Khaja.

Af Lise Clemmensen/Monsun. Foto: Mark Knudsen/Monsun

Læs Modkrafts dækning af Triple A-sagen

Den famøse musikvideo, der startede det hele, kan ses hos Piratebay

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce