Medaljer hænger man på... terrorister?

Selv kalder han sig trotskist. Anklagemyndigheden kunne finde på at benævne Poul Møller »terrorist« eller i det mindste »terrorsympatisør«.

Men nu er Poul Møller oveni de øvrige tillægsord også en dekoreret mand. På Algeriets ambassade fik han ved en højtidelighed den 28. april overrakt en medalje som tak, for at have sendt våben til Algier under befrielseskrigen.

Tre andre aktivister blev også dekoreret, blandt andet redaktøren af bladet »Algier Frit« Bente Hansen.

Den algierske befrielseskrig

Sammen med tre andre trotskister sendte Poul Møller dele fra Danmark til våbenfabrikation til Marokko. Her lå nemlig en våbenfabrik, der støttede FLN (Den Nationale Befrielsesfront), der ville afslutte det franske kolonistyre i Algeriet, dengang Algier.

I 1840 blev Algier en fransk koloni. Da invaderede 115.000 franske soldater landet og der var kampe de følgende 30 år, før det lykkedes de franske kolonistyrker at underlægge sig hele landet.

Fra Frankrig blev der tilført cirka en halv million franske tilflyttere, kaldet pieds-noirs (sortfødder), der bosatte sig på den bedste jord og dermed ødelagde væsentlige dele af bondesamfundets struktur. Følgerne var massiv fattigdom blandt algierne.

I tiden efter 1. Verdenskrig begyndte en gryende nationalisme at vågne i Algeriet. Den kom til fuldt udtryk ved afslutningen af 2. Verdenskrig under en opstand mod det franske kolonistyre.

Opstanden blev brutalt slået ned. Den officielle franske rapport angiver, at 45.000 algiere og 108 europæere blev dræbt.

Den opstand blev symptomatisk for brutaliteten under befrielseskrigen i Algier i form af tortur, voldtægt og tvangsforflyttelser.

De følgende år destruerede franskmændene 8.000 landsbyer, slog en million civile ihjel og gennemførte systematisk tortur.

Der blev sendt mere end en halv million franske soldater til Algier. Men mere brutale end den franske hær var OAS – Den væbnede hemmelige Organisation.

OAS var dannet af de franske bosættere i Algier, der gik ind for et fortsat fransk Algier og reduceret algiersk indflydelse på alle politiske forhold. Ideologien i OAS var i høj grad inspireret af nyfascisme.

Kampene nåede endda til den franske hovedstad, Paris. Her ville en gruppe algiere demonstrere for et frit Algeriet den 17. oktober 1961. Demonstrationen blev angrebet af op mod 20.000 politibetjente og omkring 200 demonstranter blev dræbt ved slag, skud, kvælning og i nogle tilfælde drukning.

Kampene i Algeriet varede indtil den 18. marts 1962. Da underskrev den franske præsident Charles de Gaulle Evian-aftalen, der betød våbenhvile og afholdelse af en folkeafstemning om selvbestemmelse.

Algeriet blev erklæret selvstændigt den 5. juli 1962.

Avis og våbensmugling

Ved den første af to ceremonier på den algierske ambassade i Amaliegade i København, sagde ambassadøren Latifa Benazza til Poul Møller og de andre medaljemodtagere:

– Jeg takker jer på vegne af præsidenten for jeres indsats for at befri Algeriet for kolonialismen. For at hjælpe det algierske folk i deres kamp for uafhængighed, for frihed og menneskelig værdighed.

Poul Møller modtog medaljen under klapsalver.

For Poul går kampen for selvstændighed videre. Og det er et selvstændigt og levedygtigt Palæstina, det handler om at støtte nu. Hans replik var, at han nu »arbejder for Palæstinas befrielse«. En bemærkning, der vakte glæde hos det palæstinensiske selvstyres udsending, Maie Sarraf, der også var tilstede.

Poul NMøller fortsatte, »Jeg sender penge til PFLP (Folkefronten til Palæstinas Befrielse).

At sende våben til en krig er ikke et ukompliceret foretagende. Det beskriver Åge Skovrind i en pjece, der blev udgivet i anledning af Poul Møllers 75 års fødselsdag. Pjecen fortæller historien om trotskisterne og befrielseskampen i Algier.

Det første tiltag var oprettelsen af bladet »Algier Frit«, der skulle oplyse om forholdene og krigen. Men en gruppe på fire personer arbejdede med et andet projekt. Åge Skovrind skriver:

»Pablo (ledende trotskist, red.) og Fjerde Internationale (den internationale sammenslutning af trotskistiske partier, red.) foreslog at udvide støtten til den algierske frihedskamp med opførelsen af en våbenfabrik i Marokko.

Forslaget bliver accepteret af FLN, som har problemer med at skaffe de nødvendig våben. Mystiske attentater har fundet sted mod forskellige våbenhandlere og angreb på britiske og jugoslaviske skibe, der sejlede med våben.

Derfor giver det mening at etablere sin egen våbenproduktion, og FLN køber en appelsinplantage nær Kenitra i Marokko, der skal være dække for det egentlige formål.«

Hemmelig gruppe

Den fire-personers gruppe af danskere, heriblandt Poul Møller, der påtog sig at deltage i våbenproduktionen, leverede halvfabrikata til fabrikken i Marokko. Åge Skovrind skriver videre:

»Opgaven, de danske trotskister påtog sig, var at forsyne fabrikken med værktøjsmaskiner og rør af forskellige dimensioner.

Desuden skulle danskerne løse et problem med at skaffe bestemte fjedre, som var nødvendige for at skydevåbnene kunne fungere. Konkret gik opgaven ud på at købe det manglende udstyr fra danske metalvarefabrikker og sende varerne videre til Marokko. Leverancerne foregik over en periode på et par år.«

Poul Møller er den eneste overlevede af de fire fra våbengruppen i Danmark. Han husker, at de danske våbenleverancer var kendetegnet af lave omkostninger. Åge Skovrind skriver, at Poul Møllers rolle bl.a var »at stå som ansvarlig for papir-en-gros-firmaet Erges, som den trotskistiske gruppe have opkøbt som dækadresse for våbenaktiviteterne.

Firmaets meget lidt nøjeregnende forhold til kreditorer og told- og skattevæsenet var stærkt medvirkende til de lave omkostninger.«

Pengene , der blev sparet ved ikke at betale kreditorerne, havnede hos FLN i form af våbendele. Og det fortryder Poul ikke. Han siger:

– Jeg kan se nogle klare paraleller fra Algeriet dengang til i dag. Det handler jo om folks ret til at kæmpe imod undertrykkeolse. Og om at anerkende den ret til at kæmpe.

Medaljer eller sigtelser

Alt i mens var Bente Hansen redaktør på »Algier Frit« og anede intet om det danske bidrag til våbenfremstillingen. Hun siger til Modkraft.dk:

– Vi gik da ind for deres ret til at kæmpe.

Også Bente Hansen vil gentage kampen, hvis det er nødvendigt.

– ¬Ja da. Hvis der er en besættelsesmagt til stede, så er det jo lige meget om det er Israel, eller hvor det nu måtte være.

Men tiderne er ændret, siden begyndelsen af 1960erne. Bente Hansen:

– Det, vi gjorde dengang, ville have været terror i dag ifølge de love, vi har nu.

Det kan meget vel være, at Algier-aktivisternes handlinger ville have bragt dem i konflikt med nutidens terror-definitioner.

Line Barfod fra Enhedslisten er arg modstander af lovene. Hun siger til Modkraft.dk om Algier-aktivisterne:

– Ja, efter lovens bogstav ville de blive dømt og komme i fængsel.

– Men det kommer an på det politiske klima. Hvis man vil bruge lovene, så gør man det.

Line Barfods hovedanke mod terrorlovgivningen, er vilkårligheden og så de brede definitioner af terrorisme.

– Det er både præget af politisk vilkårlighed og muligheden for at kriminalisere politisk arbejde. Definitionen af terror er så bred, at alt kan komme ind under det begreb.

Det er ikke kun bidrag til våbenproduktion, der kan falde ind under terrorparagrafferne.

– F.eks. kan et blad som »Algier Frit« også straffes efter terrorlovene, siger Line Barfod.

Men krigen om Algiers uafhængighed blev vundet. Og så kunne deltagerne hædres i stedet for at blive sigtet.

Af Linda Hansen/Monsun. Foto: Mark Knudsen/Monsun

Filmaften: Poul Møller fortæller og viser filmen »Slaget om Algier«. Se mere i Modkraft.dks kalender

Læs om massakren i Paris i 1961 (engelsk)

Mere om massakren i Paris i 1961, bl.a. den franske politichef Papon (engelsk)

Læs om FLN i Leksikon for det 21. Århundrede

Læs om Algeriet i Leksikon for det 21. Århundrede

Kronologisk oversigt over historiske begivenheder i Algeriet (engelsk)

Læs artikel fra Amnesty International om bl.a. den franske hærs brug af voldtægt under Algier-krigen