NGO’ere spinder guld på Afghanistan

Afghanistan er et af verdens fattigste lande. Den gennemsnitlige årsindtægt pr. indbygger er mindre end 200 dollars. For de fleste afghanere har situationen ikke forbedret sig væsentligt siden Talibanstyrets fald for tre år siden. Der findes stadigvæk ikke et fungerende el- og vandforsyningssystem, kloakeringen er ikke intakt og vejnettet er i stor udstrækning fortsat ødelagt.

Dette står i skærende kontrast til den hær af udviklingshjælpere og rådgivere, der kører rundt i store dyre biler og bor i Kabuls villakvarter Wazir Akbar Khan, hvor den gennemsnitlige månedlige husleje udgør 8.000 dollars. Mange af disse udviklingshjælpere er engageret af globalt agerende institutioner som Verdensbanken og Den Asiatiske Udviklingsbank.

I folkemunde bliver de kaldt for »1.000-dollar-men«, hvilket refererer til deres daglige gage, som for almindelige afghanere er et svimlende astronomisk beløb. Flere hundrede af disse udviklings- og rådgivningshjælpere er ansat på projekt- og tidskontrakter i ministerier og kommuner.

Adskillige afghanske ministre har kritiseret, at hjælpen stort set ikke har givet nogen synlige resultater med undtagelse af en eksplosiv stigning i antallet af moderne vestlige biler i Kabuls gader.

En del NGO’ere (Non-Goverment Organisations) har til gengæld påpeget det vanskelige i at arbejde med den nye lovgivning, og advarer imod for meget regulering fra en regering, hvis kontrol ikke rækker ret meget ud over landets hovedstad og som ovenikøbet er plaget af intern korruption.

NGO-strukturen i Afghanistan

NGO-strukturen i Afghanistan er kompliceret, og involverer et uoverskueligt hav af bogstavskombinationer. Alle FN-organisationer opererer i Afghanistan, inklusiv hjælpeprogrammer som »World Food Programme«.

Organisationer som »United Nations High Commissioner for Refugees« (UNHCR) og andre optræder under paraplyorganisationen »United Nations Assistance Mission to Afghanistan« (UNAMA).

Ifølge den såkaldte »Bonn-aftale« skal UNAMA hjælpe med at koordinere aktiviteterne med NGO’ere og pengedonorer. I praksis har det betydet, at man har dannet »Afghanistan Integrated Management Service« (AIMS), som har til opgave at give et overblik over, hvem der gør hvad, hvor.

Udenfor FN samles utallige internationale NGO’ere i »Agency Co-ordinating Body for Afghan Reconstruction«.

NGO’ere nægter at offentliggøre deres budgetter

Det var tilsyneladende de færreste politikere i Kabul, som anede hvilke store beløb, der skulle betales for rådgiverne udefra. Således kom det for et stykke tid siden frem, at en medarbejder i det britiske konsulentfirma Crown Agents havde modtaget 207.000 dollars fra udviklingshjælpen for et 180-dages engagement.

Her er der vel at mærke ikke tale om en undtagelse. Udenlandske hjælpere og rådgivere spinder guld på udviklingsstøtten. Taberne er den afghanske befolkning.

En gruppe afghanske politikere under ledelse af den forhenværende planlægningsminister Ramazan Bachardoust har opfordret samtlige NGO’ere, der opererer i Afghanistan, til at fremlægge deres budgetter.

Han krævede en oversigt over, hvor meget de enkelte NGO’ere bruger til biler, husleje, medarbejderhonorarer, osv. – og hvor meget der anvendes til de egentlige projekter.

De færreste NGO’ere var imidlertid parat til dette. Mens 437 NGO’ere fremlagde en oversigt over deres budget, nægtede 2.355 pure at efterkomme ministerens henstilling.

Da Ramazan Bachardoust truede med lukning af deres bureauer i Afghanistan, stoppede præsident Hamid Karzai ham omgående.

Karzai ville ikke risikere en konfrontation med de rige lande, som har lovet Afghanistan en genopbygningshjælp på i alt 15,3 milliarder dollars indtil marts 2009.

Derudover er »hjælpeindustrien« ikke længere en perifer størrelse. Efter landbruget er det den anden største økonomiske sektor i Afghanistan. Således er USAid eller SCA (Swedish Committee for Afghanistan) mægtige institutioner, der udgør nogle af de største private arbejdsgivere i landet.

Ramazan Bachardoust kommenterede hans politiske disciplinering med at »...dette er et korrupt system, som udelukkende gavner de rige«.

I protest mod disse forhold trådte han omgående tilbage som planlægningsminister. Til medierne udtalte han, at for mange NGO’eres vedkommende drejer det sig slet ikke om at hjælpe landets befolkning, men om at lave profit.

»Hvor er milliarderne fra udviklingsstøtten blevet af?«

Flere afghanske medier har i længere tid sat fokus på landets megastore internationale hjælper-menighed. Omkring 10,8 milliarder dollars er ifølge donorlandenes egne oplysninger blevet pumpet ind i Afghanistan siden januar 2002.

De tre største bidragydere er USA med 4,4 milliarder dollars, EU med 804 millioner dollars og Japan med 700 millioner dollars. Dette er, hvis man ser bort fra Irak, langt det højeste udviklingsbidrag til noget kriseområde.

»Hvor er milliarderne til den afghanske befolkning blevet af «, spørges der i en lederartikel i dagbladet »Kabul Times«. I det mere konservative dagblad »Anis« fokuseres ligeledes på temaet: »Hvor går alle pengene fra det internationale fællesskab hen?«.

En tysk diplomat i Afghanistan udtaler til ugemagasinet Der Spiegel, at godt en fjerdedel af de amerikanske hjælpemidler på i alt 4,4 milliarder dollars er gået til udenlandske rådgivnings- og konsulentfirmaer.

To nyere eksempler bekræfter dette udsagn: Den californiske virksomhed »Emerging Markets Group«, som er kendt for at tilbyde »ekspertise« i krigshærgede lande, har netop fået et job til 30 millioner dollar fra den amerikanske udviklingshjælpefond for at måle landet op og afklare ejendomsforholdene.

Et andet firma »BearingPoint«, som er en globalt opererende rådgivervirksomhed, har fået tildelt 100 millioner dollars til at opbygge en effektiv administration.

Efter tre år har virksomhedens 70 rådgivere, ifølge afghanske ministre og offentlige ansatte, endnu ikke efterladt nogen synlige resultater. Ministerierne fungerer stadigvæk ikke, og der mangler stadig tilstrækkeligt kvalificeret afghansk administrativt personale.

Bush-administrationens forrykte genopbygningsplan

Ifølge det tyske ugemagasin Der Spiegel fik den amerikanske ambassade i Kabul for et år siden ordre fra Washington om at »genopbygge Afghanistan indenfor tre måneder, indtil juni 2004«. Der skulle bygges i alt 700 hospitaler og skoler, og el- samt vandforsyningen skulle indtil da være velfungerende.

Patrick Fine, der er chef for den magtfulde USAid i Afghanistan, som skulle realisere planen, mener i dag, at det var en »forrykt plan«, som havde katastrofale følgevirkninger:

– Det enorme tidspres resulterede i generelt byggesjusk, enorme ekstra-omkostninger og derudover trak det de forkerte folk til (...)

– De skulle ærligt talt standse dette absurde projekt. Istedet for at blive ved med at bygge skoler og hospitalsklinikker og smide omkring med pengene, ville det være bedre at uddanne folk her, så de selv bliver i stand til at bygge deres skoler og hospitaler. For vi efterlader intet andet, end bygninger som snart vil falde sammen igen, siger han til Der Spiegel.

Manglen på uddannede fagfolk er først og fremmest resultat af 23 års krig i landet og derfor er kvaliteten af de huse, der bygges i de internationale hjælpeorganisationers regi oftest af meget ringe kvalitet. De internationele NGO’ere, som har fået tildelt et byggeprojekt fra den store pengemaskine USAid, giver som regel opgaven videre til en afghansk NGO og indkasserer selv 5-20 procent af projektbeløbet som provision.

Denne fremgangsmåde gentages ifølge afghanske kilder i byggebranchen flere gange, indtil byggeprojektet lander hos fattige, ukvalificerede entreprenører og underbetalte arbejdere – fuldstændig drænet for de økonomiske ressourcer, der var udgangspunktet. Det er grunden til, at de fleste nybyggerier enten har en ringe kvalitet eller simpelthen ikke bliver bygget færdig.

Et typisk eksempel på byggefiasko er et oprindeligt stort anlagt kvindeprojekt i byen Kandahar, som skulle skaffe nogle hundrede kvinder et selvstændigt møde- og arbejdssted. Det tyske »Gesellschaft für Technische Zusammenarbeit« (GTZ) investerede 850.000 euro (6,4 millioner kroner) i projektet, som gik i gang i 2003.

I mellemtiden er byggeriet blevet indstillet og pengene er forsvundet i uigennemtrængelige kanaler.

Af Alfred Lang/autonom infoservice

Læser mere på Ministry of Finance - Afghanistan (Afghanistans centralstatistik, se siderne 77 og 79)

Læs mere i Afghan Online Press

Et udpluk af amerikanske NGOere i Afghanistan

NGOere med udgangspunkt i Danmark, der arbejder i Afghanistan:

www.afghan.dk

asf.dk

flygtning.dk

Revolutionary Association of the Women of Afghanistan (RAWA)

Læs artiklen »Det søde liv i Karzai’s genopbygningsboble« hos Stop Terrorkrigen

Læs baggrundsartikel om Talibans historie på Modkraft