WIPO har i flere år stået for en »maximalistisk« politik, der går ud på at udvide begrebet »intellektuel ejendomsret« mest muligt gennem copyrights og patenter.
Bl.a. har WIPO stået fadder til EU’s Infosoc-direktiv fra 2001, som skal harmonisere og stramme de europæiske rettighedsforhold.
Men på WIPO’s generalforsamling i Geneve i forrige uge vedtog man en alternativ agenda, der skal arbejde i en helt anden retning.
Mindre for firmaer, mere for fattige
Forslaget var stillet af kritiske WIPO-medlemmer og går ud på, at WIPO fremover i højere grad skal arbejde for fattige landes behov, i stedet for at tilgodese nogle få industriers protektionistiske krav om en strengere ophavsret.
Desuden skal WIPO fremover lytte mere til organisationer som arbejder i offentlighedens interesse og mindre på industriens lobbygrupper.
Udviklingsagendaen blev fremlagt af Brasilien og Argentina og fik under generalforsamlingen stor støtte fra bl.a. Indien, som argumenterede for alles ret til aids-medicin uanset, hvad patentloven siger.
Et manifest, der krævede forandringer af WIPO, samlede over 500 underskrivere - fra Læger Uden Grænser og aids-aktivisterne ACT-UP til store Linux-foretagender og Den Internationale Biblioteksfederation. Plus såvel kritiske jurister som Nobelpristagere i medicin.
Af Ole Nielsen/Piratgruppen
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96