Fladpandet

Da vi kunne sørge for, at en iransk flygtning i Skive, der blev forfulgt af nazister, fik opbakning og hans sag fik opmærksomhed.

Da vi kunne give en mangan-forgiftet støberi-arbejder i Vamdrup ret i, at han var syg, og ikke bare skør.

Da vi kunne afsløre politiets egenhændige udvisning af dødssyge flygtninge og være med til at gennemtvinge en ændret praksis.

Da vi kunne tvinge Crayola til at fjerne giftige farveblyanter fra legetøjsbutikkerne.

Da var vi stolte over at arbejde på Socialisten.

Vi var også lidt stolte af det parti, der prioriterede ressourcer til, at den slags sager kunne tages op.

Da vi sammen med Demos og folk fra Enhedslisten i Århus rev masken af nazisterne på stadion i Århus.

Da vi sammen med Asylgruppen og Flygtninge under Jorden kulegravede dansk asylpraksis – sag for sag.

Da vi sammen med Internationalt Forum og Mellemamerika Komiteen kunne sætte fokus på de folkelige kampe i Chiapas, Mellem- og Sydamerika.

Da vi sammen med Aktionsgruppen Arbejdere Akademikere kunne deltage i den globale kamp mod asbest – og vinde et par kampe.

Da vi sammen med Rebel og Landsorganisationen af Arbejdsledige endelig kunne afsløre bistandsslaveriet i Brixtoftes Farum.

Hver gang stenkastende autonome kom i debat med rød-grønne reformister om brostenenes berettigelse, hver gang vrede Rebeller diskuterede stalinisme med kampivrige RU’ere, hver gang rabiate gamle kommunister skældte selvglade småborgelige anarkister hæder og ære fra i vores avis.

Da var vi stolte over at arbejde på et blad, der var til rådighed for hele venstrefløjen.

Vi var også en smule stolte af et parti, der kæmpede for hele bevægelsen fremfor snævre organisationsinteresser.

Da vores læsere igennem tre år kunne følge, hvordan globaliseringsbevægelsen gradvis kom nærmere de danske breddegrader.

Da vi – som den eneste avis i Danmark – stod for den kritiske, socialistiske dækning af Danmarks første angrebskrig i Europa i århundreder.

Da Aktuelt måtte genbruge vores stof om MAI et år efter, at vores læsere fik adgang til det.

Da Information måtte bede os om detaljerne i efterretningsvæsenets seneste overgreb på den københavnske venstrefløj, i Homo-aktion sagen.

Da unge aktivister stod i kø for at få lov til at blive aktiveret på Danmarks eneste røde læreplads for skriftlig og fotografisk journalistik.

Da var vi stolte over at være medskabere af en ny, rød journalistisk tradition, som venstrefløjen i Danmark har brugt ti år på at opbygge.

Vi var også lidt stolte af det parti, der vidste, at Jyllandspostens, Politikens og Informations journalistik ikke er nok, når det er den røde sag, vi kæmper.

Nu har »Partiet« besluttet, at når man ikke kan få nok af det gode, vil man ikke have noget af det. I stedet får vi flere pressemeddelelser fra folketingsgruppen på Christiansborg – lad os håbe, den borgerlige presse finder dem interessante.

Der vil komme flere og flottere uddelingsaviser til de mange partimedlemmer, der tørster efter at kunne stå foran Brugsen otte lørdage om året i stedet for fire.

Der vil være flere ansatte til at skrive flere og mere velformulerede artikler om partiet, af partiet og til partiet i medlemsbladet. Så slipper medlemmerne for det hårde arbejde.

Vi siger tak til vores læsere for en utrolig aktiv, kritisk, solidarisk, lommegribende, debatterende og kværulerende indsats for deres avis.

Vi siger tak til de mange hundrede gode kammerater i Enhedslisten, i fagbevægelsen, i den antiracistiske bevægelse og i de andre folkelige bevægelser, der via knofedt, indsamlingsbidrag, tips, risikofyldte lækager, overtalelsesgaver og organisationsarbejde gjorde næsten fem års rød uafhængig journalistik i Danmark mulig.

Vi siger tak til bidragydere og skribenter, som med stædig tålmodighed har båret over med utilstrækkelige svar, brutale redigeringer og uforklarede afvisninger, og dermed tvunget deres engagement og viden frem til avisens spalter.

Vi siger tak til kammeraterne i det internationale netværk af røde aviser, nyhedsbreve, bevægelser og aktivister for et utal af uvurderlige analyser og historier.

Til et sekterisk, visionsløst, snævertsynet og egoistisk flertal i Enhedslisten siger vi:

Vi græmmes.

Alice Nordun, Asger Pedersen, Bente Hansen, Brian Berg, Jesper Laugesen, Mads Nikolai Nissen, Maj-Britt Milsted, Martin Lindblom, Morten Østergaard Christensen, Rikke Bergquist Petersen, Rune Eltard, Sven Gårn Hansen, Thomas Sæhl Sørensen, Tut Stuhr