Terror er at sprænge uskyldige folk i luften. Men hvis det er tyranner eller deres håndlangere, der får en bombe i hovedet, er det frihedskamp, og dét fortjener opbakning og respekt.
Det mener den københavnske stilladsarbejder John Jakobsen, der er en af talspersonerne for den nystiftede forening »Oprør«. Modkraft har talt med ham.
– Foreningen Oprør består af 500 mennesker, der går ind for frihedskamp. Vi er imod terrorlovene, fordi retssikkerheden bliver bøjet, og fordi vi nu risikerer at blive straffet for vores støtte til humanitært arbejde, siger han.
Siden den såkaldte terrorpakke blev vedtaget af Folketinget i 2002, har det været forbudt at støtte grupper, der med ulovlige midler søger at påvirke eller destabilisere offentlige myndigheder eller internationale organisationer, både i Danmark og i udlandet. Den slags betegnes som terrorisme, og der vanker op til ti år bag tremmer til personer, der yder støtte til denne form for »terror«.
Formålet med Foreningen Oprør er at forsvare de grundlæggende friheder, som foreningen mener bliver ødelagt af »Krigen mod Terror«. Ifølge John Jakobsen er Oprør en demokratisk sammenslutning, der går ind for ytringsfrihed og frihed til at udføre politisk arbejde. Han siger, at der i dag både i Latinamerika og i Mellemøsten foregår legitime modstandskampe, der fortjener støtte.
– Frihedskamp er ikke terrorisme. Der er ikke nogen regeringer, hverken i Europa eller andre steder, der skal definere, hvem vi må støtte, siger han.
Ti år bag tremmer
Mange af Oprør’s medlemmer er fagforeningsfolk eller græsrødder, der er aktive i solidaritetsarbejde med den 3. Verden. Nogle er veteraner fra Vietnam-bevægelsen, andre var aktive i kampen mod Apartheid, fortæller John Jakobsen.
– Jeg er fagforeningsmand. Vi har støttet gode humanitære projekter både i Afrika og i Latinamerika. Hvad nu, hvis nogen af dem har haft forbindelse med bevægelser, som bliver kaldt terrorister, fordi de bruger andre midler i kampen for frihed og retfærdighed? Så skal vi måske straffes med ti år i fængsel for støtte til terrorisme?
John Jakobsen tror også, at faglige aktioner i Danmark kan blive stemplet som terrorisme.
– Jeg har været med til blokere Christiansborg i 1985, og der er jo det uhyggelige, at vi i virkeligheden ville kunne dømmes efter de samme paragraffer i loven, der siger, at det er terrorisme, hvis man ulovligt påvirker eller destabiliserer offentlige myndigheder.
Hovedopgaven for Oprør er at arbejde for at få skrottet de danske terrorlove og EU’s liste over terrorgrupper. forklarer John Jakobsen, der lover flere konkrete tiltag i løbet af sommeren.
– Vi støttede ANC i Sydafrika, og nogle af de ting de lavede, falder ind under, hvad dansk lov i dag kalder for terrorisme. Men væbnet modstand mod besættelse, som i Danmark under 2. Verdenskrig, er legitim frihedskamp. Terrorisme er noget helt andet, det er, når man bomber uskyldige mennesker, som for nylig i Madrid, siger han.
Af Ulrik S Kohl/Monsun
En række arrangementer, der handler om konsekvenserne af »Krigen mod Terror« løber af stablen mellem den 2. og den 4. juni.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96