Annonce

5. maj 2004 - 16:13

Fangevogter-sadisme eller efterretningsrutine

»Systematisk og ulovlig«

Allerede senest i marts vidste Pentagon, at soldater begik »systematisk og ulovlig« mishandling af irakiske fanger, men handlede ikke.

Det viste en amerikansk militær undersøgelse af forholdene i Abu Ghraib fængslet.

»Mellem oktober og december i 2003 blev talrige tilfælde af sadistisk, åbenlys og skamløs kriminel mishandling begået mod et antal fanger Abu Ghraib fængslet«, citerer BBC fra rapporten, begået af en amerikansk general, Taguba.

Undersøgelsen blev foretaget i januar og afleveret til Pentagon i marts.

»Denne systematiske og ulovlige mishandling blev forsætligt begået af et antal medlemmer af vagtstyrken (372. Militærpoliti Kompagni af 320. Militærpoliti Bataljon, 800. Militærpoliti Brigade) i Blok 1-A i Abu Ghraib fængslet«, konkluderer general Taguba.

Op til 20.000 er ifølge IPS tilbageholdt i Irak, heraf op til 15.000 i Abu Ghraib og et ukendt antal i Aghanistan.

206 fanger er ifølge Al Jazeera blevet løsladt fra Abu Ghraib.

Fangevogtersadisme eller efterretningsarbejde

Syv amerikanske militærpolitifolk har fået reprimander og seks andre bliver efterforsket. Men flere kilder antyder, at mishandlingen er foregået som led i efterretningsarbejde og under efteretningsofficerers kommando.

Ifølge BBC udpeger general Taguba således to officerer fra den militære efterretningstjeneste og to civile »sikkerhedsleverandører« som de hovedansvarlige.

En fange fortæller Al Jazeera, at en »CIA agent« og dennes arabiske tolke brugte billeder af mishandlingen af andre fanger som forberedelse til forhør.

Al Jazeera citerer en af de soldater, der har fået en reprimande – militærpolitienhedens befalingshavende brigadegeneral Janis Karpinski – for at sige at de to celleblokke, hvor mishandlingerne fandt sted, reelt var unddraget hendes kommando af folk fra enten den militære efterretningstjeneste eller CIA.

Hun mener, at »der er et fælles ansvar«, og peger på et billede med 16 anonyme amerikanere, som ikke var underlagt hendes kommando.

Reuters skriver i en artikel 4. maj, at pårørende til en af de anklagede militærpolitifolk hævder, at hendes mand arbejdede »under ordre« og hævder at have e-mails fra ham, hvor han udtrykker bekymring over ordrene.

Mild fysisk pres

Blandt gerninger, som den amerikanske militære undersøgelse dokumenterede, er:

* Fanger truet med en ladt pistol.

* Koldt vand hældt over nøgne fanger.

* Mandlige fanger truet med voldtægt.

* En fange blev voldtaget med en kemisk lygte.

* Fanger blev tvunget til at indtage seksuelle stillinger for at blive fotograferet.

* Mandlige fanger blev tvunget til at iklæde sig kvindeligt undertøj.

* Mandlige fanger blev tvunget til at onanere mens de blev filmet.

* Militærhunde blev brugt til at skræmme og intimidere fanger, i et tilfælde blev en fange bidt.

Løsladte fanger, som er blevet interviewet af Al Jazeera understreger de seksuelle ydmygelser som de værste, og er stærkt plaget af være tvunget til »umoralske« handlinger.

Hele sandheden?

Brugen af denne såkaldte »milde fysiske pression« er almindelig i Israel, som for tiden træner amerikanske soldater i oprørsbekæmpelse, og er også kendt fra Amnesty Internationals rapporter om amerikanske styrker i Afghanistan.

Amnesty International mener, at mishandlingen er udbredt i Irak.

»Vores omfattende undersøgelser i Irak antyder, at dette ikke er en isoleret hændelse. Det er ikke nok for USA kun at reagere, når billeder når frem til tv-skærmen«, skriver Amnesty International den 30. april.

Amnesty modtager »ofte« rapporter om tortur og anden mishandling af fanger i koalitionstsyrkernes varetægt, skriver Amnesty.

»Praktisk taget ingen af anklagerne om tortur eller mishandling er blevet tilfredstillende efterforsket af myndighederne«, skriver AI.

Er selv læremester

Den amerikanske hær er ikke ubekendt med fysisk afstraffelse, og har selv oplært tusinder af soldater i dens metoder.

Igennem mange år har USA’s hær undervist officerer fra allierede hære i oprørsbekæmpelse efteretnings og afhøringsmetoder på den såkaldte School of the Americas i Georgia, USA.

Træningsmanualer fra skolen, som blev anvendt på kurser frem til 1987, blev offentliggjort i 1996. De viste, at kandidater fra skolen blev undervist i at fremtvinge efterretninger ved hjælp af blandt andet langvarig fastspænding, fysisk udmattelse, kulde, varme og fugt behandling, sult, søvnafbrydelse, trusler om fysisk smerte m.m.m.

Offentliggørelsen skabte en skandale, som blandt andet førte til at skolen skiftede navn. Men intet tyder på, at studieplanen er væsentligt ændret. Organisationen School of the Americas Watch meddeler således, at et omfattende statistisk universitetsstudie af kandidater fra skolen og deres karrierer viste, at officerer, der gik på skolen i 90’erne, ikke har lavere »chance« for at overtræde menneskerettighederne end kandidaterne fra 60’erne.

25 erkendte døde – ingen straffet

Som yderligere benzin på bålet erkender den amerikanske hær, at 25 fanger er døde i amerikanske hænder i Irak og Afghanistan. Det oplyste en talsmand for hæren ifølge Reuters tirsdag den 4. maj.

To af dem blev myrdet i Irak af amerikanere. En soldat er blevet afskediget uden yderligere straf – at fangen havde kastet sten efter ham var en formildende omstændighed – mens en civilt ansat sikkerhedsvagt er uden tiltale, da den amerikanske hær ikke har kompetence til at retsforfølge civile.

En tredje fange er skudt »under flugt«, 12 er døde af naturlige eller »uforklarlige« årsager, og ti dødsfald er stadig ved at blive undersøgt.

Der er ingen måde at kontrollere disse oplysninger, da USA, trods krav fra blandt andet Amnesty International, ikke har tilladt uafhængige undersøgelser eller inspektioner i fængslerne. Selv ikke advokater fra det irakiske menenskerettighedskontor under det provisoriske råd, som USA selv har nedsat, har fået fri adgang til fængslerne.

På gaden

Disse tal forholder sig ikke til talrige anklager om soldaters nedskydning af tilfældige civile på gaden eller ved vejspærringer, som hævn for angreb eller af frygt, eller under undertrykkelse af demonstrationer vendt mod besættelsesmagten.

Human Rights Watch krævede i oktober på baggrund af egne undersøgelser en efterforskning af irakiske civile dødsfald, og beklagede, at besættelsesmagten end ikke forsøger at registrere antallet af civile, som soldaterne dræber.

De forsvundne talibanere

De alvorligste anklager mod amerikanske troppers behandling af fanger kommer fra Afghanistan.

I november 2001 krævede Amnesty International efterforskning af amerikansk og britisk indblanding i nedslagtningen af taliban-fanger efter et oprør, i Qala-i-Jhangi fæstningen. Et britisk filmhold anklagede endvidere – med en række interviews med øjendvidner – i 2002 amerikanske specialstyrker for deltagelse i drab på op til flere tusinde Taliban-fanger i ugerne umiddelbart efter Afghanistans erobring.

Disse vidneudsagn fortalte også om brug af vold for at indvinde efterretninger fra fanger, inden fangerne blev sendt afsted til henrettelse.

Pentagon har afvist at efterforske disse anklager.

Af Sven Gårn Hansen/Monsun

Læs artikel om militærrapport på Common Dreams

Læs artikel om dødsfald i fængsler på BBC

Læs artikel med fangeinterviews på Al Jazeera

Læs pressemeddelelse fra Amnesty

Læs pressemeddelelse fra Human Rights Watch

Læs artikel om Afghanistan på RAWA

Læs artikel på School of the Americas Watch

Læs artikel på Department of Defense

Forrige artikel på Modkraft

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce