Annonce

Nicaragua
7. november 2016 - 15:15

Ortega sikrer sig sin tredje præsidentperiode efter valg

Nicaraguas præsident Ortega sikrede sig søndag sin tredje præsidentperiode efter jordskredssejr.

Daniel Ortega - sandinisternes kandidat til præsidenembedet i Nicaragua - kunne notere en overvældende sejr ved valget søndag den 6. november.

71 procent af stemmerne tilfaldt FSLN (Frente Sandinista de Liberación Nacional - Sandinisternes Nationale Befrielses Front).

Det er Ortegas tredje samlede valgperiode.

Vælgerne skulle desuden vælge 92 medlemmer til det nationale parlament og 20 medlemmer til det centralamerikanske parlament Parlacen.

Parlacen er et økonomisk og politisk samarbejde mellem Nicaragua, El Salvador og Guatemala.

Valgdeltagelsen var på 65,8 procent.

Valget forløb ifølge officielle kilder roligt og planmæssigt bortset fra en episode i byen Nueva Guinea i det sydlige Nicaragua, hvor omkring 50 bevæbnede mænd brød ind i et stemmelokale og brændte valgmaterialet.

Under 71-årige Ortega har nicaraguanerne i modsætning til flere andre latinamerikanske lande oplevet en stabil økonomisk periode i de senere år med vækstrater på omkring fem procent årligt og et fald i fattigdomsraten på 13 procent.

Økonomien er ikke påvirket voldsomt af situationen i Venezuela, selv om Nicaragua som mange andre latinamerikanske lande har nydt godt af de venezuelanske olieindtægter.

Desuden opleves sikkerhedssituationen som stabil sammenlignet med nabolandenes høje mordrater.

Det var syvende gang, at Daniel Ortega stod i spidsen for sandinisterne ved et valg.

FSLN vandt første gang, da der blev afholdt valg i 1984 fem år efter revolutionen i 1979, der væltede den daværende og USA-støttede diktator Anastazia Somoza.

Ved valget i 1990 måtte sandinisterne afgive præsidentposten til højrefløjen, mens det lykkedes for FSLN at genvinde magten i 2006 med knap 39 procent af stemmerne stigende til 62,4 procent ved valget i 2011.

Læs artiklen »FSLN's Ortega up with 71% in Nicaragua Presidential Election« hos Telesur

 

Redaktion: 
Emneord: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce