Annonce

Danmark
28. april 2016 - 11:19

»Når voldtægt ikke anerkendes, er det et dobbelt overgreb«

Flere steder i landet samles tusindvis af mennesker for at tage afstand fra voldtægt af kvinder og mænd. De kræver ændring i loven, så det tydeliggøres, at sex kræver samtykke fra begge parter. »Når voldtægt ikke anerkendes er det et dobbelt overgreb,« siger Marianne Rosenkvist fra ’Aldrig din skyld’.

I sidste uge blev tre unge mænd frikendt i en voldtægtssag på Sjælland med den begrundelse, at pigen i sagen ikke havde sagt nej til dem. Pigen havde været beruset og tydeligt påvirket af insulinmangel på grund af diabetes.

Modkraft har talt med Marianne Rosenkvist fra gruppen Aldrig din skyld. Hun er medarrangør af  en demonstration torsdag den 28. april, som kræver, at loven overholdes, så gerningsmænd straffes, og at det i loven tydeliggøres, at der ved seksuelt samkvem skal være et aktivt samtykke fra begge parter:

- Der skal være et retligt krav om brug af sund fornuft, ligesom der er indenfor mange andre forbrydelser. Køber du f.eks. en iPhone til 200 kroner kan du nok regne ud, at den har været stjålet, på den måde skal man også indenfor voldtægtsområdet kunne forvente at gerningsmænd skal bruge deres sunde fornuft.

Hvorfor tror I, at dette emne er så svært at ændre holdninger omkring?

- Der er en opfattelse af, at voldtægt er en helt anden slags forbrydelse end alle andre forbrydelser, med mange falske anmeldelser o.l. hvilket slet ikke passer. Og traditionelt set har der været en masse stereotype forestillinger omkring en voldtægt og den der udsættes for det, samt et mandsdomineret samfund og et mandsdomineret retssystem.

Hvad håber I på at opnå?

- Vi håber selvfølgelig på at kunne ændre nogle holdninger, retssystemet og få skabt opmærksomhed på problemet. Det retlige system anerkender ikke overgrebene, og det er et dobbelt overgreb.

Debatten har været oppe før, tror I det vil ændre noget?

- I bund og grund handler det ikke om lovgivningen som sådan, men det handler om at få stoppet overgrebene. Et holdningsskifte er det vigtigste. Problemet skal ud i det åbne og diskuteres. Lige nu sker der en masse rundt omkring, der er stor fokus i andre lande på problemet også. Og i Californien har man f.eks. fået skrevet ind i loven at der skal være et aktivt samtykke ved seksuelt samkvem.

De tre demonstrationer forløber samtidig i København, Odense og Aarhus

»Se begivenheden Aldrig din skyld- Retfærdighed for voldtægtsofre på Facebook«

Redaktion: 
Emneord: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce