Svensk politi kobler nu angreb og opfordring til vold mod flygtninge i det centrale Stockholm fredag nat, sammen med lørdagens højreekstreme demonstration »Folkets demonstration«.
Der var en forbindelse mellem begivenhederne fredag i det centrale Stockholm, hvor omkring 100 maskerede mænd uddelte løbesedler med opfordring til vold mod uledsagede flygtningebørn, og demonstrationen »Folkets Demonstration,« der fandt sted i byen lørdag.
Sådan lyder svensk politis konklusion nu til Aftonbladet.
Læs artiklen »Specialstyrken mot huligangangen« hos Aftonbladet
Til demonstrationen lørdag den 30. januar samledes en række højreekstremister fra bl.a. det tidligere nynazistiske parti Svenskernes Parti, Sverigedemokraterne, Nordisk Ungdom, samt internationale højreekstremister, der var inviteret til demonstrationen.
Efter demonstrationen blev en gruppe af venstreorienterede moddemonstranter udsat for et voldeligt overfald.
Læs artiklen »Stockholm: Antiracister overfaldet i kølvandet på migrantjagt« hos Modkraft
Ifølge Aftonbladet er der på nuværende tidspunkt 14 tilbageholdt personer i efterforskningen af weekendens episoder. De er blandt andet sigtet for grov vold og vold mod tjenestemand, og der er oprettet en specialenhed hos politiet, der skal arbejde med hooligangrupperne, der også er blevet koblet til volden fredag.
Ifølge svensk politi er det afgørende at finde ud af, hvorvidt der er tale om en tendens eller et enkeltstående tilfælde.
Ola Hakefelt, der er antiracist og bosat i Stockholm er ikke i tvivl om, at der lige nu er en genopblomstring af samarbejdet mellem hooligans og organiserede højreekstreme.
– I forstaden Björkhagen syd for Stockholm, hvor jeg bor, var der for nogle måneder siden et møde, som handlede om at organisere et bosted for nytilkomne asylansøgere. Mødet blev afbrudt af folk fra hooligangruppen »Djurgårdens fina grabbar«, der kom sammen med folk fra den nynazistiske gruppe »Svenska Modstandsrörelsen« og stillede spørgsmål, har han fortalt til Modkraft.
Ifølge Aftonbladet vil Politiet patruljere i det centrale Stockholm, hvor såkaldte hooliganbander, kunne finde på at slå til, og går samtidig igang med en afdækning af, hvilke grupper, der var indblandet i weekendens overfald.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96