Derfor blev det et ja

- Overvejelserne og hovedargumenterne bag mit ”ja” til at afskaffe retsforbeholdet (og min position på EU-spørgsmålet) 

Da vi nåede slutningen af forløbet op til 3. december stod jeg pludselig på ”den forkerte side”, og jeg endte med at stemme ja efter tidligere i forløbet at have hældet til nej’et og været ude og forsvare det ved flere lejligheder. Det var en meget lang tankeproces (Læs om dens begyndelse her), og en temmelig speciel oplevelse, da jeg endeligt var afklaret. De videre overvejelser, der førte mig dertil, vil jeg skrive lidt om her. Og når jeg i det følgende ikke blot skriver om min stillingtagen til og konklusion på retsforbeholdet, men også til forholdet til EU generelt, og til Enhedsliste-opstilling skyldes det to ting.

1) problemstillingerne og argumenterne er som jeg ser det i nogen grad overlappende.
2) En række af de argumenter imod at stemme ja, jeg blev mødt med, gik på forholdet til EU generelt. Det lægger op til en replik.

Retsområdet er meningsfuldt, demokratisk set, at samarbejde om og træffe beslutninger om overstatsligt

Det er blevet indvendt, at det er udemokratisk at overlade retsområdet til EU. At det er grundpillen i et stat og derfor ikke bør overlades til en overstatslig institution. Jeg er ikke af den opfattelse. Hverken principielt eller konkret. 

Principielt er netop retspolitikken da noget, der bør afgøres globalt. Hvorfor dødsstraf i nogen lande, men ikke i andre.?  Straf er så grundlæggende, at hensyn til lokale forhold og særegenhed synes mindre afgørende. 

Konkret var det jo netop en folkeafstemning, hvor et flertal skulle tage stilling – det lyder immervæk som et demokratisk mandat. Der var derfor tale om en cirkelslutning i argumentationen, med mindre synspunktet selvfølgelig var det principielle, hvilket ikke altid stod klart.

Selvom der er meget grimt at sige om EU, så beror al EU-samarbejde på det enkelte lands flertals beslutning om suverænitetsafgivelse. For ikke at nævne, at det også er muligt for et flertal at trække sig ud - selvom meget andet er blevet sagt. Tilbage står spørgsmålet om EU-s lovgivningsproces, der lader en del tilbage at ønske. Men det er altså ikke til at komme uden om at beslutningerne i EU har sit mandat i de enkelte lande, hvor de enkelte befolkningsflertal jo netop har accepteret at kunne komme i mindretal, når der skal træffes fælles europæiske beslutninger.

Indholdet i pakken af retsakter var samlet set godt

Retsakterne indeholdt langt overvejende fornuftige og positive tiltag. Det var retsakter, der løste grænseoverskridende problemer for almindelige mennesker.
De meget hypotetiske skrækscenarier om menneskerettighedskrænkelser, og om at retssikkerheden var i afgørende fare og frit fald, var en lige så sublim skræmmekampagne, som den ja-siden førte.

At der sker menneskerettighedskrænkelser i Europa, herunder også i Danmark, der bestemt har også sin andel (husk bare COP15), er desværre et faktum, men at det skulle have noget særlig sammenhæng med tilvalgsordningen var afmarcheret. 

Det er rigtigt, at der var enkelte retssikkerhedsmæssige betænkeligheder på spørgsmålet om kriminaliseringen af hate speech, men de havde efter min mening slet ikke et format, der kunne udgøre den afgørende faktor for den endelige stillingtagen til, om det skulle være et ja eller nej.

Hate speech, der i Tyskland er kriminaliseret, ville med et "ja" skulle anerkendes i Danmark, hvis Tyskland anmodede Danmark om at efterforske en sådan forbrydelse begået i Tyskland, fx hvis den formodede gerningsmand opholdt sig i Danmark. Kriminalisering af hate speech er ikke min kop te, men en af grundene til, at netop en sådan kriminalisering skulle anerkendes er, at den ikke udgør en menneskerettighedskrænkelse i den europæiske menneskerettighedskonventions forstand. Der er i øvrigt intet, der forhindrer et flertal i folketinget i at indføre en sådan lovgivning i morgen efter et "nej".

Samlet set og i det store hele var indholdet af retsakterne til fordel for det subjekt, vi ønsker at aktivisere.

Men kan man stemme for, at retsområdet overdrages til EU, hvis man er imod EU?

Jeg vil nok mene, at det er åbent til diskussion, og at en sådan position logisk sagtens kan eksistere. Men det forekommer ikke at være logikken, der hersker i Enhedslisten, hvor enhver magtoverdragelse til EU bekæmpes. Derfor er de demokrati- og indholdsmæssige argumenter næppe nok. Derfor, og også fordi jeg selv har ændret holdning både til forholdet til EU og til Enhedsliste-opstilling (som jeg før var imod), er det værd at nævne argumenterne på disse spørgsmål også. 

Global kapitalisme 

Kapitalen virker globalt, mere nu end nogensinde før. Det vil den gøre uanset om vi fastholder forbeholdet, eller melder os ud af EU. Ligesom de grænseoverskridende problemer, herunder på retsområdet, fortsat består uanset om vi har et forbehold og et medlemskab af EU.

Den danske statsmagt kan ikke på ingen realistisk måde tøjle denne omstændighed.

Kommer der en socialistisk orienteret og artsforskellig politik på bordet isoleret til Danmark, vil resultatet derfor efter al tænkelig sandsynlighed blive en markant nedgang i BNP. 

Her er betingelserne for en regulering af kapitalismen trods alt bedre i EU, da det samlede europæiske marked er for stort til at virksomhederne

1) kan undlade at være tilstede

2) blot kan shoppe videre

Man kan selvfølgelig vælge at acceptere brain drain og økonomisk tilbagegang i målet for noget større. Man kan sågar tage skridtet og melde sig ud af EU.

Jeg mener dog det må være et bærende princip for enhver socialistisk strategi, at folk med os skal få det bedre, ikke kun åndeligt og kulturelt. Og hvis ikke dette kan realiseres på kort sigt - hvordan pokker skal vi så kunne love folk det på langt sigt? Med andre ord, har jeg enormt svært ved at se, at der kan komme noget godt ud af at forsøge at praktisere socialisme i et land, uanset at målsætningen på det længere sigt er international.

Dertil kommer, mere subsidiært, den politiske konsekvens af en udmeldelse. At det vil være et politisk tilbageskridt på en række punkter, fx den frie bevægelighed for arbejdere, miljøpolitikken m.v. Det er ikke sejre vi har vundet i kamp, men det vil alligevel være et tilbageskridt, hvis de ikke længere bestod..

På arbejdsmarkedsområdet, hvor EU ellers normalt og rettelig udråbes som skurk, vil der også være tilbageskridt. Det er velkendt, at fagforeningerne bruger kommissionen og EU’s retsakter om arbejdstageres rettigheder imod den danske stat og arbejdsgiverne i spørgsmål om bl.a. arbejdsmiljø, men senest også retten til ferie, der er blevet udvidet, så den gælder fra Day 1 - altså en markant forbedring af den danske ferielov, foranlediget af EU, med modstand fra regering og folketing. Billedet er med andre ord ikke sort-hvidt, og side om side med de bekymrende Laval- og Vikinge-line domme, står en række progressive tiltag.

Den kamp vi står over for kan synes uoverstigelig, og vi må bruge alle værktøjer i kassen for at opnå en situation, hvor vi udgør et reelt alternativ. Indtil da bør vi (både Enhedslisten og DK) være i og bruge EU, som det i dag også er tilfældet med folketinget: ved at virke for forandringer og forbedringer og imod tilbageskridt,. Og vigtigst af alt:  føre idekamp og inspirere til samling og kamp for vores ideer på tværs af Europa – og verden.

Min konklusion er ikke en endegyldig hengivelse til hverken den danske stat eller europæiske union, fx så jeg da gerne en egentlig demokratisk verdensorden på sigt. Men vi må løbende overveje hvilke muligheder vi har og hvilke af disse, der befordrer udviklingen mod et opgør med systemet, der rent faktisk er for det bedre.

Bedre muligheder for international organisering

Men EU’s statsmagt løser heller ikke problemerne i sig selv, hvis overhovedet. Så hvorfor så?

1. Stærkere international parlamentarisk og udenomsparlamentarisk organisering
2. Grænseoverskridende bevægelse og aktivisme
3. Hvoraf begge fordrer: en forståelse af det forandrende subjekt som ikke-nationalt afgrænset

Efter min opfattelse er de tre ovenstående nødvendige betingelser for et socialt og langtidsholdbart/permanent brud med kapitalismen og dermed de borgerlige demokratier i landene og EU – om det så bliver i form af overtagelse af magten eller at folket tilslutter sig vort alternativ.

Man kan indvende, at parlamentarisk repræsentation i EU ikke har nogen betydning for muligheden for at præge disse betingelser.

Jeg er af den modsatte opfattelse. Det rum parlamentet giver - gør os i stand til på en mere organisk måde at nå ud til de venstrefløjskræfter, der findes, såvel som vinde nye mennesker for vores politik. 

Ikke alle, men en række af vores meningsfæller i andre socialistiske organisationer i Europa stiller op til i parlamentet og formidler igennem denne platform et hav af kontakter ml. socialistiske organisationer på tværs af lande. 

Hertil kommer den platform det giver for at udvikle, koordinere og dele analyser, krav og agitation på tværs af lande og med hele den europæiske befolkning.

Det er min vurdering, at en politisk målsætning om og kamp for “UD AF EU” i bedste fald ikke gør noget godt for og i værste fald svækker betingelserne for europæisk og international organisering. Ligesom det kan have den uheldige virkning at puste til mørke og højreorienterede kræfter.

Frygten for fascisme

Mange socialister jeg taler med her i Norden, har - efter mine begreber - en næsten naiv opfattelse af, hvad det er vi er oppe imod netop nu. Det skyldes nok blandt andet, at Norden i de sidste generationer har været forskånet krig og plage.

Når man opfatter hovedmodsætningen pt. som kapitalisme vs. socialisme, så tror jeg man undervurderer højrekræfternes styrke i Europa. 

Fra Lega Nord, til Gyldent daggry, til angrebene på flygtninge i svenske flygtningeboliger. De mobiliserer, bygger hegn og spreder fremmedfjendsk propaganda. Det sker lige nu, fra nord til syd. De er stærkere end os.

Hvis der er en ting jeg som socialist hader mere end kapitalisme er det fascisme - ikke alene pga. de objektive og subjektive betingelser for en socialistisk revolution, men af rene og skære ideologiske grundsynspunkter. Det er værd at overveje…

Hvordan bekæmper vi bedst højrefløjens fremgang? Vil det virkelig hjælpe at EU går til grunde? Jeg tror det ikke - og svaret er næppe ”mere Danmark”. Efter min overbevisning kræver denne kamp en virkeliggørelse af den internationalisme, som vi taler så meget om, men ikke kan anvise en model for i praksis. Her er EU med alle dens begrænsninger en platform, hvor vi kan anvise konkrete internationale og solidariske løsninger og ikke blot abstrakte hensigtserklæringer.

Det nationale spørgsmål er ikke dødt eller uddebatteret, men er lige så aktuelt som altid

Det er værd at overveje, hvilke mekanismer, man vurderer vil føre til bedre styrkeforhold og en mere progressiv politik.

Enhedslistens EU-politik beror på paroler, der ligger ikke langt fra dem venstrefløjen anvendte i 70’erne og 80’erne og den netop overståede kampagne ligner Folkebevægelsen mod EU’s til forveksling – en taktik, der sikkert vandt afstemningen, men kan vise sig at være et strategisk set-back. Det sociale udeblev i hvert fald i det store hele.

En række kammerater har sikkert løbende revurderet deres analyse ud fra ændringerne i kapitalismen og de faktiske forhold siden dengang – sådan at deres nuværende position skal ses som et resultat af denne – uanset om de ender på et for eller imod EU og/eller EU-opstilling. Jeg vil nødigt beskylde folk, der er uenige med mig i ikke at have en opdateret analyse.

Men det er nu alligevel min påstand og mit indtryk at rigtig mange stadig hænger fast i den samme analyse, som 70’ernes og 80’ernes modstand mod EF baserede sig på. Uanset, hvilken konklusion man ender med at træffe, ja eller nej, er det på tide med en kollektiv opdatering af vores analyse på de nævnte spørgsmål. Derfor er det kærkomment, at vi forhåbentligt snart skal indlede en debat om EU og det nationale spørgsmål. Her kan vi forhåbentlig alle sammen blive og gøre hinanden klogere.