Framing er et vigtigt værktøj, men næppe en mirakelkur

»Vi ønsker en betalingsring, fordi der er åbenlyse problemer med at komme ind i København om morgenen og i myldretiden i det hele taget. Folk spilder rigtig lang tid i trafikken«, sådan sagde daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) tilbage i 2011 i diskussionen om indførsel af en såkaldt betalingsring, der var en afgift på at køre i bil ind og ud af København.

Debatten om betalingsringen er af de eksempler, der bliver brugt i en netop udkommen bog Tag bladet fra munden - en introduktion til politisk framing, der er skrevet af Jens Jonatan Steen og Gry Inger Reiter.

I følge de to forfattere er betalingsringen et godt eksempel på en dårlig framing fra venstrefløjen side. De fleste husker den ophedede politiske debat om betalingsringen, der blev en regulær pestilens for regeringen indtil den blev annulleret. Venstrefløjen led et massivt nederlag i kampen om den folkelige opinion.

Diskussionen om betalingsringen kom aldrig til at handle om de gavnlige effekter af tiltaget. Det blev aldrig trængsel, luftforurening eller offentlig transport, som blev centrum for debatten. I stedet kom det primært til at handle om betaling, og hvor meget det ville koste pendlere.

Betalingsringen er ifølge forfatterne et godt eksempel på, hvordan venstrefløjen ofte forsømmer at frame sin politik. For ved at navngive tiltaget »betalingsringen« havde regeringen selv sørget for, at det var det økonomiske spørgsmål, der løb med borgernes opmærksomhed.

I følge forfatterne skulle regeringen i stedet have kaldt tiltaget for en »grøn zone«, en »flowzone« eller et »forureningsskjold«. På den måde vil regeringen have rettet borgernes opmærksomhed imod de fordele, som tiltaget vil give i form af mindre luftforurening og bedre mulighed for godt trafikflow.

Elefanten

Eksemplet med betalingsringen illustrerer bogens centrale pointe: Vores valg af ord er aldrig ligegyldigt, ligesom sproget heller ikke er neutralt. Derfor skal vi være bevidste om, hvordan vi indrammer vores politik. Ifølge bogen er framing nemlig vejen til succes i moderne politik, og politiske aktører bør mestre evnen til at frame i en verden, hvor man enten kan frame eller blive framet..

Især venstrefløjen skal ifølge forfatterne komme ind i kampen om politisk framing. For mens højrefløjen i dansk politik har haft mere eller mindre succes med at anvende værdiladede frames i deres politik, har venstrefløjen set måbende til fra sidelinjen. Og det bliver ifølge forfatterne ikke bedre af, at venstrefløjen har accepteret flere af højrefløjens frames i deres egen kommunikation som eksempelvis ordet »skattelettelser«, der retteligt burde kaldes for nedskæringer i vores fælles velfærd.

Men hvad er framing egentlig helt præcist?

I bogen defineres framing med, at »man bevidst eller ubevidst sætter en sag ind i en bestemt ramme med sine formuleringer og ordvalg. Denne ramme eller italesættelse kan så påvirke modtageren til at opfatte sagen på en bestemt måde«.

Bogen trækker fortrinsvis på den amerikanske lingvistikker George Lakoff, der blev kendt i politiske sammenhænge for bogen Dont think of an elephant.

Ligesom Lakoff beder forfatterne dig om at lade være med at tænke på en elefant! For de fleste mennesker er det en umulighed. Ordet »elefant« vil uvægerligt udløse billedet af en elefant i din bevidsthed. Hvorfor nu det? Elefanten er en erkendelsesmæssig struktur i ens hjerne, som er koblet til og aktiverer en bestemt viden: En elefant har en snabel, store løsthængende ører, tykke, søjleformede ben osv.

Et redskab til den politiske forståelse

Men hvad har elefanten så med politik at gøre? Vi har allerede set, hvordan det at kalde et trafiktiltag for en betalingsring gav de forkerte associationer. Men for at forstå framing lidt mere grundlæggende kan vi tage bogens eksempel med de såkaldte »cafépenge«, der er blevet den dominerende betegnelse for Statens Uddannelsesstøtte til unge på ungdomsuddannelser.

Ordet »cafépenge« er nemlig værdimæssigt problematisk for en venstrefløjen, der er tilhængere af SU til unge under uddannelse. For det første definerer framingen et klart problem: Unge mennesker sløser vores skattekroner væk på cafébesøg.

For det andet peger framen på en klar årsag til problemet: Uddannelsesstøtten (SU’en) er for høj, når den bliver brugt til caffe latte i stedet for pasta, ketchup og stilebøger. For det tredje fælder framen en klar moralsk eller værdimæssig dom over de studerende. De studerende er dovne, magelige og forkælede unge, der slet ikke fortjener de ekstra penge fra hårdtarbejdende skatteydere og selv burde tjene disse penge i stedet for at snylte på alle os andre.

Endelig for det fjerde, så anviser framen også en oplagt løsningsmulighed: For at undgå overforbrug og snylteri må SU'en enten beskæres kraftigt - eller i yderste konsekvens afskaffes.

Ordet cafépenge er altså udtryk for et højreorienteret frame, der ved bare brug af et enkelt ord kan ændre vores forståelse og overbevisning om et konkret emne. Bogen er fyldt med tilsvarende eksempler, der virker meget overbevisende og giver os en forståelse af, hvordan højrefløjen traditionelt har været langt mere effektiv ud i kunsten af frame.

Gode råd til politikeren og aktivisten

Stærk og målrettet venstreorienteret framing vil ifølge bogen potentielt set over tid kunne gøre de 24-32 procent af borgerne, der er modtagelige overfor både venstreorienteret og højreorienteret frames, til venstreorienterede og vice versa. Der er altså rigeligt at kæmpe for.

Men hvad skal man som venstreorienteret gøre, hvis man gerne vil frame i stedet for at blive framet?

Bogen leverer en række lavpraktiske råd, men derudover gør den meget ud af at forklare forskellen mellem et højreorienteret værdisæt og et venstreorienteret: Her trækker de på George Lakoff, der opdeler højreorienterede og venstreorienterede værdier i familie-steoreotyper.

»Den strenge fader« repræsenterer det højreorienterede verdensbillede, hvor den strenge patriarkalske fader er en autoritet som kommunikerer envejs, som handler uafhængigt, og som ikke kan tillade at få sin autoritet udfordret.

Et barn, der ikke opfører sig ordentligt, skal mærke konsekvensen eksempelvis gennem stuearrest eller måske ligefrem ved at blive afstraffet fysisk, hvis vi sætter det på spidsen. Oversat til politik taler det eksempelvis til en logik om, at kriminelle skal have hårde fængselsstraffe for at lære, at deres handlinger er forkerte.

Modsat står den »den omsorgsfulde forælder«, der vægter omsorg, ansvar, beskyttelse, retfærdighed, frihed, mulighed, rigdom, sammenhold, samarbejde, tillid, ærlighed og åben kommunikation. Det er naturligvis et venstreorienteret verdensbillede.

Som venstreorienterede skal vi altså sørge for at frame vores konkrete politik i egne værdier. Ifølge bogen kan vi hente god inspiration i Norge til venstreorienteret framing. De har blandt andet reframet statskassen til fælleskassen, det progressive skattesystem til den norske model og skatteopkrævningen til spleiselag (splejseorganisation).

Framingen tager udgangspunkt i, at den norske venstrefløj rent faktisk mener, at det er både vigtigt og godt at betale skat. Det signalerer, at nordmændene har mulighed for i fællesskab at splejse til sundhedssikring, uddannelse og ældrepleje.

Konkret politik har stadig betydning

Bogens gennemarbejdede, velunderbyggede og overbevisende argumentation gør, at man er tilbøjelig til at tilslutte sig opfattelsen af framing. Og undertegnede tvivler ej heller på, at framing generelt er et vigtigt værktøj for venstrefløjen.

Men bogens styrke er måske samtidig også dens svaghed. Den er for ukritisk overfor framing-litteraturen. En bog om framing forsvarer naturligvis effekten af framing. Men som en akademisk introduktion kunne bogen godt have været mere problematiserende eller diskuterende overfor de påståede effekter.

Den berører det flere steder, men er man ny læser i forhold til framing-litteraturen træder disse nuancer ikke klart frem. Men der grund til at fremhæve en række væsentlige indvendinger ved framing, inden venstrefløjen kaster sig hovedløst ud i denne disciplin.

For det første: Politik virker. For de fleste mennesker er politik en meget konkret størrelse. Er der et problem, så skal det løses.

Falder folk eksempelvis ud af dagpengesystemet, så er der brug for en dagpengeløsning. Om det så bliver kaldt »falder ud« eller »har opbrugt sine dagpengeret« har formentlig mindre betydning simpelthen fordi, at de fleste mennesker ikke følger særligt meget med i politik, og derfor ikke opfatter eller indfanger de frames, der flyver rundt i luften.

Som bogen også fremhæver, er det faktisk mennesker, der følger meget med i politik, der er mest modtagelige overfor frames. Det er bare ikke det store flertal af befolkningen.

For det andet tyder meget på, at framing kun virker i medvind. Det vil sige der, hvor man som politisk parti har befolkningens opbakning i forvejen. Derfor handler det snarere om, at få den politiske debat til at handle om de emner, der kan sikre opbakning til venstrefløjens partier.

Politologen John Petrocik skrev tilbage i 1996 en anerkendt og senere bredt undersøgt artikel med titlen »Issue Ownership in Presidential Election, with a 1980 Case Study«, der handler, hvordan valg bliver afgjort af de emner, der er på den politiske dagsorden.

Hans hovedtese lyder: Hvis vi taler om velfærd, vinder rød blok, hvis vi taler om økonomi, vinder blå blok. Eller: Folk stemmer på det parti, der er bedst til at løse det problem, som er øverst på dagsordenen som eksempelvis udlændingeområdet og integration, hvor Dansk Folkeparti har ejerskab over dagsordenen.

Bogen forholder sig for lidt til de modframes, der altid vil være tilstede, og måske virker bedre på mange af de mennesker, der svinger mellem rød og blå blok.

For det tredje indikerer en del forskning at en retorik om »nødvendighedens politik« faktisk virker, hvad enten man kan lide det eller ej.

I et eksempel kritiserer bogen den tidligere finansminister Bjarne Corydons snak om »nødvendig politik«. Forfatterne kritiserer, at Corydon ikke argumenterer i et socialdemokratisk værdisæt, der gør politik til en demokratisk konflikt.

Men bogen forholder sig ikke til, at det jo kan skyldes at noget politik harmonerer dårligt med, hvad de fleste mennesker forbinder med socialdemokratiske værdier såsom salget af DONG til Goldman Sachs.

Corydon benytter sig af et machiavellisk kneb om »få det onde, du skal gøre til at se ud af nødvendighed«. Han trækker hermed faktisk på Socialdemokraternes historiske troværdig som beskytter af velfærdssamfundet.

Det er det man indenfor politologien kalder »Only Nixon could go to China«. Nixon-analogien består i, at ingen kan være i tvivl om, at Socialdemokratiet forsvarer velfærdsstaten med moderlig kærlighed, eftersom partiet altid har været til venstre for den velfærdspolitiske midte.

Derfor vil opfattelsen være, at en socialdemokratisk regering først fremsætter denne type tiltag, når det er strengt nødvendigt. Vælgerne vil således acceptere politikken, når den fremsættes af socialdemokratiske regeringer.

God kommunikation består af en harmoni mellem værdier og politik. Når der ikke er harmoni mellem værdier og politik kan det være mest effektivt at lave et machiavellisk kneb som Corydon. Der er ikke nødvendigvis tale om, at han vinder på den, men han minimerer skaden mest muligt.

Der er simpelthen ikke en troværdig måde at argumentere igennem, at eksempelvis salget af DONG er i overensstemmelse med socialdemokratiske værdier. I hvert fald ikke en argumentation, som folk vil købe. Måske også fordi Enhedslisten i forbindelse med salget aktivt italesatte konflikten i forhold til de socialdemokratiske værdier. Derfor vil en framing i et socialdemokratisk værdisæt ikke virke troværdigt.

For det fjerde kan man diskutere om, det overhovedet er realistisk at frame effektivt. Det kræver, at venstrefløjens politiske aktører alle bliver bevidste om deres sprogbrug og holder strategisk fokus på meget få framede emner og budskaber, der bliver gentaget igen og igen over en lang årrække. Selvom partierne er blevet mere bevidste om kommunikation, er der meget sjældent den store systematik, og man kan tvivle på, at det kommer til at ske.

For det femte er venstrefløjens krise næppe udelukkende et resultat af dårlig kommunikation. Venstrefløjens krise er et resultat af tidens ugunst eller mere præcist strukturelle forandringer i samfundet, som vi kun har begrænset indflydelse på. Sommetider er der måske bare ikke så meget, man kan gøre.

Økonomisk globalisering, gradvis individualisering som følge af ændrede produktionsformer og en stor tilstrømning af indvandrere og flygtninge indbyder til udfordringer for venstrefløjens politiske projekt, der på mange måder er lettere at håndtere for højrefløjen, hvis værdisæt stemmer overens med samfundsudviklingen. Højrefløjen har heller ikke de store moralske problemer med en stram udlændingepolitik, der kan fodre den indre svinehund, som nok altid vil være latent tilstede. 

Jens Jonatan Steen og Gry Inger Reiter har dog skrevet en læseværdig og tiltrængt introduktion til politisk framing, der bør læses på venstrefløjen.

Framing er nok ikke en decideret mirakelkur, men ikke desto mindre et vigtigt værktøj i den politiske kamp.

Michael Hunnicke er forfatter til bogen Brug sproget politisk – 10 gode principper for venstreorienteret kommunikation, der er udkommet på forlaget Solidaritet.