Når EU i fællesskab ’hjælper’ flygtninge

Gang på gang hører jeg fra dele af den danske venstrefløj, at vi skal stemme ja til mere EU for flygtningenes skyld.

Hvordan virkeligheden ser ud, betyder ikke altid så meget, når bare man kan tale om fællesskab og solidaritet og få den der dejlige varme følelse i maven. Kigger vi mere konkret på, hvilke løsninger EU reelt levere for flygtninge, så forsvinder den dejlige varme følelse i maven lige så hurtigt igen.

EU har netop indgået en historisk aftale med Tyrkiet for at ’hjælpe’ flygtninge. Eller som Donald Tusk, Præsident for Ministerrådet, fremlagde aftalen:

”Vi har taget et stort skridt i retning af at ændre reglerne for spillet, når det kommer til at bremse migrationsstrømmen mod EU”

Aftalen går i alt sin enkelthed ud på at Tyrkiet skal slå hårdere ned på flygtninge og immigranter som forsøger at nå til Europa via Tyrkiet. Til gengæld får Tyrkiet en meget stor pose penge, Tyrkiet får afskaffet af visumkrav til EU for Tyrkiske statsborgere og en kickstart af optagelsessamtalerne for et tyrkisk medlemskab af EU.

Hvordan Tyrkiets skal slå hårdere ned på flygtninge og indvandre, melder aftalen ikke noget om, men det er jo også Tyrkiets hovedpine nu. Hvis ikke den varme følelse i maven endnu er forsvundet, så lad os prøve at se på hvilket land det nu er vi overdrager vores forpligtigelser til.

Tyrkiet har igennem de seneste mange år udviklet sig væk fra demokratiske grundprincipper og rettet sig mod markant mere autoritative ideer. Beskyttelsen af politiske og etniske mindretals rettigheder er efterhånden en by i Rusland – Og i det nuværende Tyrkiet må det siges at være meget langt væk.

Pressefriheden rangeres i Tyrkiet som nummer 149 ud af 180 lande. Så sent som i sidste uge blev to journalister for den regimekritiske avis Cumhuriyet anholdt og anklaget for spionage og terrorisme. Deres forbrydelse var at skrive en artikel om, hvordan den tyrkiske efterretningstjeneste leverede kasser med våben til Islamistiske oprøre i Syrien.

Den dejlige varme fornemmelse i maven begynder mere og mere at ligne decideret mavepine. Hvis blot den nuværende aftale, havde været et enkeltstående tilfælde, så havde konklusionen måske være mere uklar.

Aftalen er desværre symptomatisk for EU’s flygtninge- og indvandrepolitik, flygtninge og indvandres rettigheder og ve og vel aldrig er første prioritet. Tidligere er der indgået lignende aftaler med sympatiske typer som Libyens tidligere diktator Muammar Gaddafi. Et regime der end ikke havde underskrevet FN’s flygtningekonvention.

EU’s fælles flygtninge- og indvandrepolitik burde altså give anledning til noget der minder om kronisk mavepine og er på ingen måde noget, der bør efterstræbes, hvis man ønsker en sand medmenneskelig og solidarisk flygtninge- og indvandrepolitik.

Alternativerne, til at deponere Danmarks ansvar for flygtninge hos EU, er både mange og bedre end EU’s løsninger. UNHCR, FN’s organisation for flygtninge, hjælper flygtninge, hvor nøden er mest akut og behovet for hjælp er størst. Det samme gælder FN’s program for fordeling af globale flygtninge gennem FN’s kvotesystem.

Danmark burde i større grad fokusere på solidariske løsninger igennem FN frem for blindt at satse på et EU-system, som ikke tager hånd om flygtninges ve og vel.

Red. note: Se også linksamlingen »Folkeafstemningen om retsforbeholder 3. december« på Modkraft Biblioteket.