Efter kapitulationen: Grækenland og EU

Efter chokket over det græske nederlag er det tid at gøre status.

Stort set alle, fra IMF og nedefter, er enige om, at den græske gæld er så stor, at den aldrig kan betales tilbage. Alligevel øges den nu med €85 milliarder; det kaldes en hjælpepakke, men er i virkeligheden en møllesten om halsen på landet. Samtidig skal Grækenland fortsætte og intensivere nedskæringspolitikken, selv om erfaringen fra de sidste år viser, at resultatet bliver mindre vækst og dermed ringere mulighed for at betale kreditorerne. Privatiseringen af en stor del af landets fælles værdier (havne, mindre øer etc.) vil give nogle penge, men det vil tage tid.

Økonomisk giver det ikke mening, heller ikke set fra kreditorernes vinkel; Schäubel havde da også foretrukket Grexit, men bøjede sig for franskmændenes insisteren på at Grækenland forblev i Euroen. Så meningen skal søges på det politiske niveau, nemlig at ydmyge Grækenland som straf for Syrizas oprør mod den europæiske nyliberalisme. Så andre kan lære det. Så de sydeuropæiske lande samt ikke mindst Frankrig (hvis økonomi er meget skrøbelig) afskrækkes fra at prøve noget lignende. Der vil ikke komme mange penge fra Grækenland, men lånene til de øvrige lande er blevet mere sikre for kreditorerne.

Det er det ene. Det andet er at grækerne har betalt den ultimative pris for deres opsætsighed. Landet er sat under administration af Trojkaen (EU, EBC og IMF) der skal godkende al væsentlig lovgivning. Grækenland er ikke længere et suverænt land, og dets demokrati er afskaffet. Kreditorerne får ikke blot kontrol med det meste af den nationale formue, men også med statsapparatet. Hvad de så vil bruge det til.

Valget den 20. september bliver derfor uinteressant. De folkevalgte kan ikke bestemme meget. Efter kapitulationen i juli kunne meningsmålingsinstitutterne fortælle, at Syriza fastholdt sin opbakning i befolkningen; meget mærkeligt, men forklaredes med at grækerne nærmest havde medlidenhed med Tsipras, der nok havde tabt, men dog kæmpede en brav kamp. Den effekt er dog aftaget, og nu ligger Syriza kun et par procent foran det konservative parti Nyt Demokrati; Tsipras' 'approval rate' er faldet fra 70% i marts til 30% nu.

Men som sagt er det ret ligegyldigt. Trojkaen bestemmer, og om det bliver Tsipras eller Nyt Demokrati, der skriver under, kan være hip som hap. Der tales om en stor koalition mellem disse partier, men det mest sandsynlige er nok en Syriza-regering, der støttes af midterpartierne To Potami og Pasok. Den nævnte meningsmåling (fra Macedonia University) giver Syriza 25%, Nyt Demokrati 22%, Potami og Kommunisterne hver 6%, neonazisterne i Gyldent Daggry 5½%, Folkelig Enhed 5% og Pasok 4½%. Folkelig enhed er Syriza's venstreplatform.

Jeg er enig med Tobias Clausen, der i en blog på Modkraft har peget på, at Syrizas store fejl har været, at man aldrig, hverken offentligt eller internt, har opereret seriøst med Grexit som en mulighed. Truslen herom var stort set det eneste magtmiddel, man havde. Og det var et magtmiddel, fordi Frankrig og andre meget nødigt så en Grexit, og fordi ingen vidste, hvordan finansmarkederne ville have reageret. Tilbage var blot at appellerer til de gode argumenter, som grækerne havde en masse af, og til tyskerneds gode vilje, som der ikke var noget af. Syrizas folk er gamle marxister, så de burde have vidst noget om interesser og magt.

Dybest set var Syrizas fejl nok, at man ikke brugte flertallet fra januar-valget til at tage et opgør med de gamle magtstrukturer i landet, dvs. klientilismen og – mere bredt – overklassen og dens skattefrihed. Man skulle simpelthen være begyndt på en social revolution – det ville også have givet den folkelige bund under opgøret med Trojkaen.

Helt skrækkelig blev det, da Syriza selv forrådte det græske demokrati ved at vinde en folkeafstemning og så en uge efter skrive under på noget, der var langt, langt værre end det, som mere end 60% af grækerne havde sagt nej til. Kan det undre, hvis flere og flere grækerne efter dette vender ryggen til demokratiske løsninger? Det er måske det ulykkeligste udfald af den græske tragedie. Foreløbig ser det dog ikke ud til at kommunisterne og Gyldent Daggry har profiteret; forhåbentligt kan Folkelig Enhed opsamle vreden.

Folkeafstemningens tema var forkert, fordi Syriza lod forstå, at man kunne sige nej til 'austerity' og dog forblive i Euroen. Et stort flertal af grækerne siger 'nej' til nedskæringspolitikken og 'nej' til at forlade Euroen. I juli – om ikke før – var det blevet krystalklart, at man ikke kunne få begge dele. Derfor skulle man have spurgt grækerne, om de ville have Euroen, og dermed 'austerity', eller de vil opgive Euroen.

Grækenland har skiftet karakter, men det har EU også. Eller det er måske rigtigere at sige, at EU's karakter er blevet tydeligere (det er næppe umagen værd at skelne mellem Eurozone-landene og EU, eftersom hele molevitten styres af Tyskland).

Jeg tænker på idéen om EU som forkæmper for demokrati.

Problemet er ikke (som nogen har sagt) at Trojkaen ignorerede resultatet af den græske folkeafstemning, for intet land er forpligtet af et flertal i en andet land. Problemet er, at EU har smadret et demokrati for at beskytte deres egne kreditor-interesser. Vi lever alle i kapitalistiske demokratier, hvor kapitalen bestemmer over økonomien og demokratiet over politikken. Det kan selvfølgelig ikke skilles ad, der vil altid være en kamp mellem de to principper. Det er nu blevet demonstreret, hvor EU som sådan står i denne kamp.

EU har dermed fortsat den linje, der blev lagt i Kiev for halvandet år siden. Jeg tænker på opbakningen til kuppet mod den demokratisk valgte præsident, og den efterfølgende klaplagt på al opposition. Mordbranden i Odessa og forbuddet mod Ukraines kommunistparti (der traditionelt samlede 10% af stemmerne), ingen af delene rapporteret i vestlige medier. Dette forløb var for mig en øjenåbner. Det viste, at for EU var demokrati og respekt for mindretal uden betydning, såfremt en regering så mod vest.

Men EU er ikke blot i en ideologisk krise, hvor man undergraver sine egne principper.

EU er også i en økonomisk krise. Man er aldrig kommet ud af finanskrisen (fra 2008) og den efterfølgende gældskrise (fra 2010). Det er gået lidt bedre på det sidste, men det er svært at få en økonomi i gang, når politikken går ud på at omfordele fra de mange til de få. De rige i finansverdenen kan skabe aktiebobler etc., der en kort tid kan ligne et opsving, men det er de mange, der skal levere den efterspørgsel, der alene kan give rygrad til økonomisk fremgang. Nu må vi se, hvad effekten bliver af den kinesiske nedtur. Foreløbig har det vist sig at smitten fra Kina er betydelig kraftigere end forventet. Men det afgørende er naturligvis, at Euro-konstruktionen grundlæggende er ustabil. Man kan ikke have en fælles valuta for lavproduktive lande i sydeuropa og højproduktive i nordeuropa.

Og så taler vi slet ikke om presset på EU fra flygtningestrømmen.

Besøg min hjemmeside anderslundkvist.net.