Onsdag nat, den 12. august 2015, blev to antifascisters bosted udsat for et brandanslag i landsbyen Jamel. Brandstifterne må søges blandt nazi-kredse...
I den lille landsby Jamel i den østtyske delstat Mecklenburg-Vorpommern bor mange organiserede nynazister.
Her bor også kunsternerparret Birgit og Horst Lohmeyer, som driver den lille feriepension ”Forsthof” på deres gård. I de næsten 11 år de har boet i landsbyen, har de aktivt modsat sig nazisterne. Blandt andet ved at arrangere den årlige musikfestival: ”Forstrock - for tolerance og demokrati”!

Billede: Det antifascistiske kunstnerpar Birgit og Horst Lohmeyer
De fleste beboere i landsbyen møder disse initiativer med åbenlys fjendtlighed. Onsdag nat, den 12. august 2015, blev der sat ild til kunstnerparrets store lade. Politiets sporsikringsafdeling har fundet tændningsvæske i den nedbrændte lade og går ud fra, at brandstifterne må søges blandt Jamels nazi-kredse...

Et vægbillede på et skur i Jamel med teksten: ”Landsby- fællesskab Jamel, fri-social-national” , giver stedfremmede et fingeprej om, hvad det er for folk, som bor i disse landlige omgivelser.
I et interview med den nordtyske radiokanal NDR fortæller Birgit Lohmeyer: ”Man ser med det samme, at det her er en nazilandsby, for de er idiotiske nok til at male deres nazi-emblemer på stort set hver eneste husmur. Jamel er blevet et slags frilandsmuseum for nazikulten”.
Beboerne i Jamel vil ikke snakke med medierne. En undtagelse er det lokale postbud. Hun siger om Jamel: ” Nå ja, de højreorienterede i byen forstyrrer mig overhovedet ikke. De er altid meget høflige og venlige. Jeg har intet at kritisere dem for.”
At kunstnerparret Lohmeyer jævnligt bliver udsat for trusler og chikaner af forskellig slags, kender hun ikke noget til. I de seneste år har parret oplevet mange ydmygelser: Tyveri, materielle skader, åbne fornærmelser, forsøg på at køre dem over med en bil, etc. Og nu kom så ildpåsættelsen...
Som modpol har Birgit og Horst Lohmeyer hvert år siden 2006 arrangeret en rockfestival i Jamel, for at manifestere et alternativ med mangfoldighed. De står fast på at gennemføre årets festival og vil under ingen omstændig- heder lade sig kue af nazierne.
