Annonce

28. september 2003 - 0:04

TAZ fylder 25 år

Bevægelsen, som alene i Berlin i 80’erne kunne mobilisere titusindevis af aktivister, og som havde omkring 200 besatte huse, hundredevis af alternative, selvstyrede caféer, piratradioer, utallige kulturtidsskrifter, butikker og musiksteder som baser, havde behov for et kapital-uafhængigt medie. Som kommunikationsredskab indadtil og som bevægelsens »ansigt udadtil«.

I takt med bevægelsernes op- og nedture fra 80’erne indtil idag har TAZ forandret sig på mange måder. Således er der i dag kun svage konturer tilbage fra den tidligere venstreradikale, forfriskende frække og provokerende avis.

Fra at være bevægelsernes og oprørets organ har TAZ i løbet af de 25 år forandret sig til et progressivt, men samfundsbevarende dagblad, som forlængst har byttet drømmen om et socialistisk, libertært samfund ud med en journalistisk tilpassethed - som til tider dog stadig væk er værd at læse. I dag har TAZ et dagligt oplag på 60.000

eksemplarer.

TAZ overtaget af »fjenden«

I anledning af 25 års jubilæet har TAZ stillet avisen til disposition for deres gamle modstandere i politik og i medierne.

Således er den tidligere chefredaktør fra den højreorienterede masseavis BILD-Zeitung, Peter Boenisch, og den forhenværende, korruptionsanklagede forbundskansler Helmuth Kohl bidragydere i denne TAZ-jubilæumsudgave.

Dette noget overraskende initiativ - at lade modstanderne skrive avisen - indbragte TAZ stor mediedækning i går, og dermed en ikke ubetragtlig gratis reklame.

Dette skridt vækker dog ingen sympati i Berlins aktivistkredse, der anser det som en afpolitiserende reklameoffensiv fra TAZ’s side.

Da TAZ blev kidnappet af autonome

Det er imidlertid ikke første gang, sådan noget sker, om end i en noget anden form: I starten af 80’erne kidnappede autonome anti-imperialister i forbindelse med 60 RAF-fangers sultestrejke avisens trykplader som var på vej til trykkeriet i Frankfurt.

De erstattede i al hemmelighed den oprindelige udgave og lavede en revolutionær TAZ, som informerede solidarisk om aktionerne omkring RAF-sultestrejken, de feministiske kampe, BZ-kampe, IRA’s og PFLP’s politik, osv. Denne TAZ udgave slog alle rekorder for gadesalg...

Af folk fra autonomi-kollektivets info-service

Se den aktuelle TAZ-udgave

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce