For enden af historien ….

Vi lever i en tid, hvor det er svært at pege på, hvem fjenden egentligt er. Derfor peger det yderste højre og det yderste venstre på hinanden.

Men hvem er årsag til krisen, hvem er årsag til problemerne med klimaet, hvem er årsag til flygtningene?

Den traditionelle venstrefløj kunne engang endnu stille sig op foran fabrikkerne og postulere, at den udgjorde arbejderklassen med den magt, den var i besiddelse af, hvis den stod sammen. Man kunne udpege kapitalister, som fjenderne.

I dag kan ingen længere få øje på kapitalisterne, de er blevet funktionærer, der betjener en algoritme i et investeringsselskab. Og direktionen for firmaerne sidder er nu placeret steder, der er adskilt fra hvor produktionen foregår og hvor varen sælges. Det er global kapitalisme.

Sloganet »Arbejdere i alle lande, foren jer« er blevet aktuelt igen – men på en helt ny måde.

Vi kan ikke bare stille os op på en ’Place Internationale’ med røde faner.

Problemet er heller ikke længere blot, at lønnen er for lav. Tværtimod er det, at investorer - og det kan være dig selv via dine pensionsmidler – placerer deres penge, der hvor forrentningen er størst. De tænker hverken på klima eller mennesker.

I den situation får partier som kan i-tale-sætte disse problemer, tilslutning - f.eks. Alternativet og Dansk Folkeparti.

Alternativet kan tale de yngre, veluddannede og offentligt ansattes sag. Dem som føler sig mast igennem i systemet. Dem som føler, at livet ikke har nogen mening, dem som er bekymrede om klimaet.  Dem, som hellere vil have en kortere arbejdsdag end at sætte gang i økonomien igen.

Og Dansk Folkeparti kan i-tale-sætte den gruppe af privatansatte, lavere funktionærer eller selvstændige, som er trængt af krisen, og som er bekymrede for, at de fremmede skal tage deres job, eller at skatten skal stige.

De kan også tale de ældres sag. Og være en stemme for dem, som er gjort ubrugelige.

Min mormor var fatalist

Min mormor var fatalist. Med de stigende vandstande på kloden, mente hun, at det var noget 'vrøvl', når man forestillede sig, at mennesket kunne ændre på naturen. Og hun omtalte det, der skete, som 'udviklingen'.

Jeg tror stadig, at sådan en opfattelse findes u-tænkt hos mange.

Historien er noget, der sker. Det er måske logisk nok, fordi vi altid ser den i bakspejlet. Vi kan derimod ikke se historien i nutiden, fordi vi ikke kan overskue totaliteten.

Individuelt træder vi hver især ind i en verden, som allerede er skabt – og der har vitterligt været en udvikling. Og engang var vi i stand til at styre udviklingen politisk i et kompromis imellem højre og venstre.

Op igennem 1960’erne var vi vidne til en massiv udvikling og stigning i velfærden. I den periode voksede den offentlige sektor og der kom et stigende udbud af industrielt fremstillede forbrugsgoder.

Det var alt sammen en unik historisk udvikling, baseret på en enorm udvikling af produktivkræfterne og et demokratisk system, som var i stand til at lukke luften ud af enhver utilfredshed.

Livets gang på jorden

Efter sigende skulle billedet 'Earthrise' af jorden fra rummet i 1969 have givet mange en aha-oplevelser af nærmest filosofisk dimentioner.

Man kunne også sige, at det var første gang, at vi bogstaveligt talt så os selv udefra. Det var drømmen om et 'guddommeligt blik,' der gik i opfyldelse.

Og derude fra kunne man også se, at der ikke var nogen strenge fra en dukkefører, der trak i os. Vi fik pludseligt fik en fornemmelse af endeligheden eller lukketheden. Der er kun så og så meget, skønt vi i vor daglige gang kun ser en uendelig dyb horisont, der opad ender i himmelen.

Hvad er moralen af dette?

Vi kender udtrykket, at »man kan lære af historien«. Ikke bare har vi kunnet tage ved lære, men historien har også været for-forstået som gående fra det 'dumme' til det 'mindre dumme'.

Kun afbrudt af et par verdenskrige har historien, på baggrund af oplysningsfilosofferne, været set som en udvikling af stadig mere modernisering og fornuft, sluttende med større frihed, indsigt, effektivitet, retfærdighed.

Marxistiske tænkere har ikke skilt sig ud fra den forståelse. At der var tale om udvikling, var alle enige om.

Uenigheden har handlet om hvem, der skulle være ’historiens subjekt’ – markedet korrigeret med en demokratisk stat, eller en elite eller et parti repræsenterende arbejderklassen eller folket. 

Det historiebegreb, der har været, har været velegnet for magten – det har understøttet dem, som i perioder havde den, eller dem, som gerne ville have den.

Er historien slut?

I dag taler nogen om, at historien er slut. Og hvad skal man mene om det? Vel ikke andet end, at den ikke længere er til at beskrive, fordi den ikke længere har en rationalitet?

I den nuværende situation ser vi masser af alternative bevægelser, som taler om overforbrug. Vi hører FN tale om klimaet. Og vi hører dagligt om den græske tragedie.

I virkeligheden handler det alt sammen om det samme.

Det er effekterne af en blind kapitalisme med kriser, der ikke kan løses ved at finde et højere gear.

Svaret er et opgør med historien som vækst. Og om at indlede et internationalt politisk samarbejde for at regulere finanskapitalen og finde en mere solidarisk fordeling af de job, der er.

Vi bliver nødt til at omstille produktionen. Vi er nødt til at finde nye måder at organisere distributionen af varer på. Vi må finde måder, hvorpå vi kan inddrage alle.

En progressiv bevægelse vil kunne tematisere fremtiden på en ny måde, i form af anvisninger som giver løsninger, der kan forstås bredt af hele befolkningen.

Og her er små historier lige så gode som store fortællinger. Ligesom kunsten vil spille en rolle.

Geert Gissing er cand.scient.pol