Nu bliver Putin ikke kun anklaget for at destabilisere Ukraine, men også EU.
Det er professor Marlene Wind, der fremsætter de anklager i Politiken (27. december 2014)
Hun skriver: »Putin giver millioner til Europas højrefløj i et forsøg på at destabilisere Unionen indefra.«
Mon Morten Messerschmidt har også fået penge?
Den forhenværende overvismand Christen Sørensen har i Politiken svaret på de beskyldninger: »Indlægget ser helt bort fra EU's eget bidrag til skabelsen af grobunden for denne udvikling. Det er både naivt, farligt og manipulerende.«
Med den form for manipulation forhindrer man også alle chancer for en fælles europæisk sikkerhedspolitik, også over for Rusland.
Mange tyske politikere har advaret mod den aggressive kurs, som de vestlige lande, også Danmark, fører med sanktioner mod Rusland. Kritikken kommer blandt andet fra den tidligere kansler Helmut Schmidt.
Den nuværende tyske økonomiminister og vicekansler, Sigmar Gabriel, har i avisen Bild udtalt: «Det vil være brandfarligt at svække Rusland yderligere. De, der ønsker yderligere politiske og økonomiske destabilisering af Rusland, forfølger helt andre interesser.«
Henry Kissinger, tidligere udenrigsminister i USA, har også advaret imod at binde Ukraine til Vesten og NATO.
I denne sammenhæng må man ikke glemme, at Hitler besatte Ukraine i felttoget mod Rusland, fordi Ukraine kun ligger 725 km fra Moskva.
Heldigvis lykkedes det aldrig Hitler at erobre Moskva, men de tyske tropper rykkede helt frem til Stalingrad. Der kom vendepunktet for den frygtelige krig, som kostede Rusland mere end 20 millioner døde. Store dele af landet lå bagefter i ruiner.
Derfor må man forstå, at Rusland har legitime sikkerhedsmæssige interesser i de lande, der grænser op til Rusland.
Aldrig mere krig.