Det zionistiske narrativ dominerer over det palæstinensiske – også i Danmark

Dette indlæg er skrevet af dansk-palæstinenseren Buthaina Shaheen.

Det zionistiske narrativ om oprettelsen af Israel dominerer over det palæstinensiske narrativ om “katastrofen” (al-Nakba), i Danmark

I 1948 udråbte Zionisterne deres stat, Israel. Denne hændelse kaldes “katastrofen” af palæstinensere. Katastrofen henviser til at, Zionisterne massakrerede palæstinensere, bortviste og fordrev dem fra deres hjem og land. I Danmark oplever jeg, at det zionistiske narrativ accepteres nærmest uimodsagt eller måske ubevidst og helt fundamentalt præger mainstream mediernes præsentation af begivenhederne.

Jeg hører her i Denmark, at palæstinenserne flygtede fordi deres ledere bad dem om at gøre det. Jeg hører sjældent om, at zionister massakrerede palæstinensere og stjal deres huse, og jord, og alt hvad de ejede. Derudover påråber folk sig en vis neutralitet og refererer til FN resolutionen i 1947 om at dele palæstina i to stater; en jødisk og en arabisk. Den resolution som jøderne accepterede og palæstinenserne afviste. FN resolutionen bliver omtalt i medier, bøger, artikler, gruppe diskussioner som en retfærdig, moralsk, pragmatisk løsning. Tvært imod var resolutionen ikke retfærdig. Resolutionen ignorerede fuldstændig majoritetens eksistens, en majoritet som bestod af palæstinensere født og opvokset landet.

Det palæstinensiske narrativ i Danmark

Det palæstinensiske narrativ eksisterer også i Danmark men igennem de marginaliserede stemmer. Jeg har interviewet en palæstinenser der flygtede fra Palæstina i 1948. Han hedder Haj Abu Ali, er 77 år gammel og bor i Hundige. Han er flygtning først fra Palæstina til Libanon og derefter fra Libanon til Danmark.

 “Jeg var 10 år gammel, da jeg og min familie flygtede fra de rædsler, som de zionistiske bander begik imod os”, fortæller Haj Abu Ali. “Jeg husker vores landsby Farrada, der ligger i forstanden til Sadad i Galilee (Al-Jalil på arabisk)”, tilføjer han. Abu Ali fortæller, at det zionistiske Haganah milits erobrede Akka, Safad og derefter deres lille landsby Farrada. “Jeg og min familie havde hørt, at Haganah massakrerede palæstinensere i Jaffa og Safad, og vi var helt i chok”. Haganah ankom til vores landsby Farrada, og samlede alle mennesker på pladsen”, tilføjer han. Militsen gav ordrer til, at de unge mænd skulle adskilles fra de andre og bagefter blev de skudt. 16 unge mænd blev skudt,  fortæller Abu Ali. Efterfølgende blev vi rigtig bange og så begyndte vi at løbe op i bjergene. Haganah blev ved med at skyde imod os, så vi måtte skynde os at flygte, og de ramte en mand, der holdte mig i hånden. Haj Abu Ali fortalte denne historie, som om han så det for sine øjne nu og her.

Mit eget palæstinenske narrativ

“Det var rædsel i 1948”; med disse ord beskrev min farmor hvad de zionistiske bander begik i hendes hjem i Palæstina. Hun hedder Fatima Othman og blev født  i 1923 in Zakariyya, en landsby der ligger i forstanden af Hebron (Al-khalil på arabisk). Al-khalil  ligger på den besatte Vestbred, men Zakariyya ligger i det palæstinenske territorium, som zionister besatte i 1948, et område som nu officielt hedder Israel. Min farmor fortalte mig, at de havde et meget anstændigt liv i Zakariyya. Men en dag i juni 1948 efter min farmor og hendes familie kom hjem fra høsten, ankom der fem zionistiske militærbiler til den centrale plads i vores landsbys. De kaldte på folk via højetalere, at de skulle komme ud og samle sig på pladsen. Min farmor fortalte, at de havde mange våben med. Alle menneskerne kom ud fra deres hjem og stod på pladsen, og imens stormede zionisterne folks hjem og ransagede dem for at finde ud om der var nogen der havde gemt sig. Efterfølgende krævede zionisterne, at mænd over 18 år og under 50 år, skulle samles sammen og løfte deres hænder op. 25 mænd blev herefter skudt med koldt blod, beskrev min farmor, heriblandt én af mine familiemedlemmer. Zionisterne krævede at de gamle skulle fjerne de døde fra pladsen. Min farmor tilføjede, de advarede os om at forlade Zakariyya, og sagde, at de dagen efter ville komme tilbage og dræbe dem der blev. Min farmor og de andre blev ekstremt bange, så derfor forlod de deres hjem og gik op mod bjergene, hvor de gemte sig i to dage. Samtidig kunne vi se oppe fra bjergene, at zionisterne gik ind og ransagede vores hjem, fortalte min farmor. De forladte hele området og gik videre til de havde slået sig ned i  Dihaysha  lejren i det besatte Bethlehem på Vestbredden. Dette narrativ er det palæstineniske, som jeg er vokset op med. Dette narrativ hørte jeg ikke kun fra min farmor og far, men også fra flere ældre mænd og kvinder, som havde flygtet fra de zionistiske banders rædsel i 1948 til Syrien, og slået sig ned i hvad der kom til at hedde ´Yarmouk Camp´ i forstanden til Damaskus. Dengang jeg boede i Syrien behøvede jeg ikke argumentere for dette narrativ, for det var dét narrativ, som var det gængse blandt os palæstinensere i Yarmouk Camp. Ydermere var dette narrativ dét dominerende i Syrien.

Der er desværre lidt tilbage af min farmors landsby Zakariyya. Zakariyya var fuldstandigt etnisk udrenset den 9. juni 1950. Den var delvis ødelagt, og de tilbageværende huse samt moskeen, blev den jødiske national fund (JNF) og den israeliske regerings ejendom. Walid Khalidi, den fremtrædende palæstinenske historiker, nævner at der et israeliske flag på toppen af Zakariyya moskeens minaret, og at nogle af de huse som var ikke ødelagte er besætte af jødiske besættere og resten af huse er desertede. http://www.palestineremembered.com/Hebron/Zakariyya/index.html

Det palæstineniske narrativ om 1948. Det går ud på at zionister invaderede palæstinenske byer og landsbyer, hvor de massakrerede palæstinensere, fordrev dem fra deres ejendom, fra det land, som tilhørte dem. Waleed Khalidi, en palæstinensk historiker og forsker, nævner, at i kølvandet af FN ’s opdelings resolution i 1947 blev 518 palæstinenske landsbyer og 12 byer besat og 400 af disse byer og landsbyer blev fuldstændig ødelagte. Den israelske historiker Ilan Pappe, nævner i at 750.000 palæstinensere blev fordrevet fra deres land i 1948 og at de ikke siden fik lov til at vende tilbage.

Baggrunden for det zionistiske narrativs dominans.

Det zionistiske narrativ er dominerende i Danmark, fordi folk i Europa føler sig skyldige over hvad der skete i Tyskland under Hitler. Men dog samarbejdede britterne med Zionister før holocaust fandt sted. Det kom til udtryk med Balfour deklarationen fra 1917, hvor kolonimagten Storbritannien lovede jøderne et land i Palæstina.  Ydermere har israelere og den pro-zionistiske lobby i Vesten forhindret forsøg på at palæstinenserne konstituerer et narrativ om deres fortid. Indtil nu er katastrofen generelt ekskluderet i vestlige diskurser om Israel-Palæstina.

Det zionistiske narrativ og mainstream medierne i Danmark.

Danske mainstream medier, både TV og aviser, fremhæver FN resolutionen  som en retfærdig, moralsk pragmatisk løsning. På denne måde gentager mainstream medierne det zionistiske narrativ. Men fra et palæstinensisk perspektiv var resolutionen ikke retfærdig. Resolutionen som, Khalidi fortæller, betød oprettelsen af en zionistiske stat på palæstinensk jord. Den ignorerede fuldstændig majoritetens eksistens, en majoritet som bestod af palæstinensere født og opvoksede i landet. Jeg giver et eksempel fra Jyllands Posten på hvordan FN resolutionen bliver italesat som retfærdig. I artiklen "Historien om den arabisk-israelske konflikt” den 22.09.2014:  bringes Jyllands Posten følgende citat: “FN vedtager en deling af Palæstina i to næsten lige store dele..”..” Jøderne var tilfredse og accepterede, men palæstinenserne mente, at de havde ret til en stat i hele Palæstina, og afslog derfor FN’s forslag”. Ydermere bringer Jyllands Posten under den samme artikel: “..” ..Staten Israel udråbes den 14. maj 1948 og palæstinenserne husker dagen efter, den 15. maj, som "al-Nakba" eller "Katastrofen". Den dag invaderes Israel og Palæstina af hære fra fem arabiske lande ..”..”. http://jyllands-posten.dk/politik/ECE7044787/israels-ambassadoer-skuffet-over-martin-lidegaard/. Det nævnes ikke i JP’s artikel med et eneste ord, at 750,000 palæstinensere blev drevet ud af deres land, altså etnisk udrensning, hvilket står i skarp kontrast til det palæstinensiske narrativ. Ydermere konstateres der i artiklen, at arabiske stater invaderede og angreb Israel efter at denne havde udråbt sin uafhængighed. Ifølge Ilan Pappe reagerede de arabiske frivillige tropper på den etniske udrensning etniske udrensning af Palæstina. Pappe fortæller, at tre måneder inden de arabiske tropper kom ind i Palæstina (maj 1948), var militære tropper fra det jødiske samfund, begyndt at fordrive palæstinensere fra deres huse, marker og jord.

Det konventionelle zionistiske narrativ om 1948.

Jeg trækker på Avi Shalaim, en israelsk historiker, for at vise hvordan det zionistiske narrativ har vundet succes i Danmark. Han nævner i sin artikel “The debate about 1948”, at det zionistiske narrativ omkring 1948 i sin væsentlighed går ud på at konflikten mellem jøder og arabere opstod i kølvandet på den føromtalte FN resolution (29 nov. 1947). Denne omhandler oprettelsen af to stater nemlig: en jødisk og en arabisk. Jøderne accepterede resolutionen, men palæstinenserne, de arabiske nabostater og den arabiske liga afviste den. Palæstina var under britisk mandat. Da mandatet udløb, bekendtgjorde Israel sin oprettelse som en stat. Dette resulterede i at arabiske nabolande udsendte deres hære for at bekæmpe den nye stat Israel, men de mødte en heroisk hær, der besejrede dem i kampen. Derudover går narrativet ud på, at palæstinenserne flygtede til nabolandene, fordi de fik besked fra deres ledere om det. Jøderne bad imidlertid palæstinenserne om at blive, for jøderne havde påvist at at fredelig sameksistens er mulig. Ifølge Avi Shalaim er dette narrativ dét, der bliver undervist i på israeliske skoler, og som desuden bliver brugt til at søge legitimitet til den israeliske stat udenfor Israel.

Til sidst mener jeg, at vi har brug her i Danmark at lære at kende de forskellige aspekter der præger debatten om Israel og Palæstina. Hvis debatten on 1948 og den palæstinenske katastrofe må ikke debateres, så jeg vil her stille spørgsmålstegn ved den fri presse og ytringsfriheden i Danmark, som ellers var to af de afgørende emne jeg blev undervist i, da jeg var under “integrationsprogram”.

Se også linksamlingen på Modkraft Biblioteket  »Israel 1948 og Nakbaen (katastrofen)«.