Fløjopgør i Skotlands Labour-parti

Det skotske Labour-parti er i gang med et formandsvalg, hvor den herskende højredrejede kurs bliver udfordret af venstrefløjen repræsenteret af formandskandidaten Niel Findlay, der har været medlem af det skotske parlament siden 2011, og næstformandkandidaten Katy Clark, der er medlem af det britiske underhus for Labour siden 2005.

Det kan dog blive meget svært at vinde valget, hvis resultat offentliggøres mandag den 13. december, også selv om Niel Findlay har opbakning fra store skotske fagforeninger. Formandsvalget afgøres nemlig gennem en indviklet stemmeproces, hvor både medlemmer, fagforeninger og parlamentsmedlemmer stemmer – og parlamentarikernes stemmer (der befinder sig på partiets højrefløj) vejer uforholdsmæssigt tungt.

Labour i krise

Skotsk politik har i en tid været domineret af det skotske nationalistparti, Scottish National Party, SNP, der stod bag efterårets folkeafstemning om uafhængighed. Det var et meget tæt løb, hvilket fik det politiske parnas i London til at gå i panik.

Ud over SNP har den lokale gren af Labour-partiet i flere år har været i fuld sving med at begå politisk harakiri ved stædigt at holde fast i, at man bør »holde sig på den politiske midte«.

Skotsk Labour har i en årrække set sin opbakning falde markant. Skotterne har vendt sig bort fra partiet, hvis seneste leder Johann Lamont især har koncentreret sig om at fremstå som en »strammer« i retspolitikken og talt om et opgør med »Skotlands kræve-kultur«.

Den ledende linje i partiet har for mange virket som en dårlig kopi af de Konservative, som er voldsomt upopulære i Skotland og kun fik 12 procent af stemmerne ved det seneste valg.

Nationalist-dynamik kan være slut

Med et svagt og højredrejet Labour-parti som nærmeste politiske konkurrent har SNP pustet sig op. Nationalisterne øjnede uafhængighed og har i mange tilfælde formået at positionere sig som mere venstreorienterede end Labour.

Ren facade, lyder kritikken fra mange i arbejderbevægelsen, men ikke desto mindre har SNP's »venstreorienterede« retorik vundet gehør hos en del, der ellers ikke betragter sig som nationalister.

Det er hele denne dynamik, der nu kan være slut.

Det interne formandsopgør i Skotsk Labour blev udløst af intriger og rygter om interne kupforsøg fra London, efter at nogle særdeles London-kritiske udtalelser fra de skotske ledere blev lækket i pressen.

Men i dette opgør optræder en ganske særlig kandidat, der klart placerer sig på venstrefløjen.

Navnet er Neil Findlay, en 42-årig murer, der tillige har studeret geografi og politologi og ernæret sig som underviser.

Minearbejdernes kandidat

Neil Findlay stiller op i det interne valg på paroler, der klart placerer ham og hans næstformandskandidat Katy Clark på venstrefløjen.

På programmet er der boliger til alle, afskaffelse af ungdomsarbejdsløsheden, gratis uddannelse og nationalisering af jernbanerne.

Neil Findlay har i årevis været en markant fortaler for højere lønninger, imod blacklisting af fagligt aktive samt for retfærdighed for de minearbejdere, der blev arresteret under strejken i 1984-85.

Da Neil Findlay annoncerede sit kandidatur, skete det karakteristisk nok ved et minearbejder-arrangement, der var blevet opreklameret i den kommunistiske avis Morning Star.

Han er blevet kendt på sætninger som »jeg er ikke socialdemokrat, jeg er ikke demokratisk socialist. Jeg er socialist«.

Og han siger, at socialisme for ham »ikke er noget, jeg har lært i en bog. Det handler om, hvordan jeg har levet mit liv, og hvad jeg har oplevet i mit lokalsamfund, som er et minearbejder-område. Her er fællesskab, solidaritet, retfærdighed, medfølelse og det at passe på hinanden værdier, der er en integreret del af samfundet. Det er for mig, hvad socialisme handler om.«

Æsler i parlamentet

Tidligere har Skotsk Labours venstrefløj kæmpet hårdt blot for at få en kandidat repræsenteret ved formandsvalg – denne gang kæmper den for at vinde.

Det skyldes ikke mindst, at partiet står historisk svagt lige nu. Svagheden rammer især partiets højrefløj, der er ansvarlig for tilbagegangen – den har ikke de samme reserver af moralsk autoritet og vundne sejre at trække på som tidligere.

Nok er Findlay en dygtig kandidat, men hans stærke kandidatur er især blevet båret frem af partiets krise, som højrefløjen har skabt og frustrationerne over det såkaldte »New Labour« - altså højrefløjens forsøg på at vriste partiet ’fri’ fra fagforeninger, arbejderklassens kampe og henvisninger til socialisme.

Tidligere sagde man, at selv et æsel kunne blive valgt i arbejder-områderne i Dunbartonshire, North Lanarkshire og Glasgow, hvis blot det var klædt i rødt. Det ironiske er, at mange af de valgte kandidater ikke har været meget bedre bevendt end æsler.

Duoen Findlay og Clark bliver bakket op af stort set samtlige skotske fagforeninger. De tre største forbund UNITE, Unison og GMB bakker op. Det samme gør de mindre forbund CWU, ASLEF, UCATT og TSSA.

Begge kandidater har bakket op om strejker, især i den offentlige sektor. Her har de tydeligt skilt sig ud fra resten af Labours politikere, der har gået imod strejkerne.

Dertil kommer, at Katy Clark er kendt som en markant modstander af Storbritanniens krige og atomvåben, der befinder sig i netop Skotland.

»Krig mod ulighed«

Skotsk Labours officielle kampagne for et nej til skotsk uafhængighed ved efterårets folkeafstemning (hvor 40 procent af Labour-vælgerne stemte ja) har åbenlyst irriteret Findlay, hvilket han har givet udtryk for i en del interviews.

I et interview med STV News har han sagt:

»Hvis du ikke har et arbejde, hvis din bolig er dårlig, hvis samfundet omkring dig ikke føles som en støtte, hvis du er afhængig af fødevare-mærker for at forsørge din familie, så betyder det intet for dig at få at vide, at vi er 'better together' (Labours valgslogan, red.). Hvorfor skulle man stemme 'nej', når man føler, at ens liv ikke kan blive værre?«

Han siger, at hans virke i Labour går ud på at skabe håb om forandringe. Gennem en »krig imod ulighed«, som han udtrykker det.

Og han siger, at Skotsk Labour kan vinde over nationalisterne i SNP, hvis man vender sig bort fra den midtsøgende kurs og vender sig mod arbejderklassen og en venstreorienteret politik.

Ifølge Findlay er det også vigtigt at partiet bliver fyldt med almindelige arbejdere:

»Folk går med i et parti, når de er entusiastiske omkring programmet. Man går med, fordi politikken tiltrækker én, ikke fordi partiet har et glat image eller en medie-kampagne. Vi er nødt til at afspejle samfundet. Jeg vil have flere murere i parlamentet og i byrådene. Jeg vil have flere sygeplejersker og folk, der arbejder i Tesco (en stor supermarkedskæde, red.). Det gør os til et meget rigere parti, end hvis vi har en særlig type, der går direkte fra skole til universitet til at blive politisk rådgiver til at blive politiker. Det er ikke, fordi jeg er kritisk over for folk, der har gjort det. Men det giver os ikke den rigdom, vi behøver for at repræsentere Labour. Vi er nødt til at tage dette meget seriøst.«

Mobilisering af baglandet er nøglen til succes

Neil Findlays kampagne er blevet mødt med hård modstand fra de »højere luftlag« i Labour, som ligger tæt på de borgerlige partier.

Omvendt har kampagnen for Findlay og Clark mobiliseret tusindvis af aktivister, der kæmper for en drastisk venstredrejning af partiet og et opgør med den fejlslagne højrekurs.

Det er disse tusindvis af aktivister, der repræsenterer kampagnens egentlige værdi – uanset om Findlay vinder eller taber ved valget, hvis resultat bliver kendt den 13. december.

Selve valget bliver afgjort på en rodet måde, hvor medlemmer, fagforeninger og parlamentarikere stemmer – og parlamentarikernes stemmer (der ligger på højrefløjen) vejer uforholdsmæssigt tungt.