Universiteternes forfald og den samfundsmæssige udvikling

Følgende er en tale som skulle have været holdt på et debatmøde arrangeret af de aktionerende studenter på Aarhus universitet. Talen blev ikke holdt fordi mødet blev aflyst da universitetsledelsen valgte at lade politiet bryde blokaden:

De grundlæggende principper i det klassiske Humboldt’ske universitetsideal var frihed, uafhængighed og videnskabelighed. Universitetets professorer skulle være uafhængige forskere, ikke statslige agenter med oven fra fastlagte og styrede undervisnings- og forskningsfunktioner. Og målet for forskningen var sandhedssøgen og erkendelse.

      På universiteterne skulle lærere og studenter udgøre et akademisk fællesskab (‘ein Gemeinschaft der Lehrenden und Lernenden’). Målet for universiteternes undervisning var ikke bibringelse af paratviden eller særlige tekniker, men ’Bildung’, altså udvikling, dannelse, kultivering af den enkelte students personlighed. Den enkelte student skulle folde sig ud med de potentialer, som han/hun havde i sig, og herved forstod man ikke vore dages kulturløse og kommercielt drejede ’talentudvikling’, men fordybelse og udfoldelse.

      Humboldt-universitetsidealet kan sammenfattes i fire grundprincipper: princippet om selvstyre, princippet om forskningsfrihed, princippet om lærefrihed og princippet om studiefrihed.

Princippet om selvstyre indebar at universiteterne skulle styres af professorerne selv gennem de af dem valgte universitetsorganer. De skulle ikke styres af staten, kirken, eller mægtige interesser og erhvervsgrupper. Universiteterne skulle være autonome og herunder også være i stand til løbende at varetage en samfundskritisk funktion

     Princippet om forskningsfrihed skulle sikre at forskerne hverken med hensyn til opgaver, problemformuleringer, metode, eller resultater var underlagt direktiver ovenfra eller i det hele taget pres udefra. Forskerne var her alene styrede af deres hæderlighed, akademiske selvdisciplin og de rådende videnskabelige normsæt.

      Princippet om lærefrihed indebar at universitets lærere indenfor det pågældende fagområdes vide rammer frit skulle kunne undervise i hvad og på hvilken måde de ville ledet af deres faglige ansvarlighed og samvittighedsfølelse. Universitetslærerne havde, kan man sige, en inspirerende, sokratisk funktion i relation til studenternes selvudvikling.

      Modsvarende, og dette var det fjerde grundprincip, skulle studenterne have studiefrihed, det vil sige de skulle frit kunne vælge hvilke undervisningsforløb de ville deltage i og hvilke bøger de ville læse. Når de følte sig vel nok rustede (og dette var altså deres eget valg og ansvar) kunne de melde sig til eksamen i den pågældende disciplin. Studenterne skulle netop være voksne mennesker. De skulle være studenter, ikke skoleelever.

      Allerede i samtiden var der en diskrepans mellem dette ideal og virkeligheden, men ikke desto mindre levede idealet videre i den akademiske kultur. Langt senere fik også de ikke professorale lærere indflydelse på universiteternes ledelse og under det internationale studenteroprør fra 1968 og fremefter rejste endda også studenterne krav om indflydelse, en demokratiseret Humboldt model så at sige.

      Alt dette blev imidlertid rullet tilbage. I dag er universitetsdemokratiet afskaffet og universiteterne ledes af topudnævnte ledelser, administrative bureaukratier og bestyrelser med en stærk repræsentation af erhvervsliv. På samtlige fire angivne punkter har den politiske og økonomiske magt frempresset et brud med Humboldt modellen: universitetsdemokratiet er blevet afskaffet, selvstyret er blevet udhulet, den kritiske selvstændighed er lammet, forskningsfriheden er stærkt indsnævret, lærefriheden er afskaffet og studiefriheden lige så. Det frie, videnskabelige universitet er blevet forvandlet til en fabrik der producerer dresserede soldater til konkurrencestatens produktionsapparat, bevidstløse forbrugere samt, naturligvis,  den nye tids dominerende ideologi.

      Hvordan og hvorfor er det kommet så vidt? Det nemme svar, et svar som også figurerer i kvalitetsudvalgets rapport, går på at universiteterne jo har udviklet sig til masseuniversiteter og at forandringerne er en nødvendig konsekvens heraf. Men man sammenblander her beskrivelse og forklaring og postulerer i øvrigt at der kun var og er én udviklingens vej.

      Kvalitetsudvalget synger med på tidens velkendte melodi. Den angiveligt uvildige, sagkyndige kommission har lydhørt overtaget den politiske elites og erhvervslivets præmisser og gengiver dem i tidens jublende, overgearede management sprog ’Høje mål-fremragende undervisning’ som det hedder i rapportens reklamesprog. Den offentlige sektor skal reduceres og flere og flere kandidater presses ud i det private erhvervsliv. Universiteterne skal bidrage til at ruste os til ’den øgede konkurrence på verdensmarkedet’, man skal uddanne fageksperter ’i verdensklasse’ og ’praksis stærke’ kandidater til de mellemstore virksomheder. Kort sagt: tilpasningen til det stadigt mere dominerende erhvervsliv, markedstænkningen og vækstideologien skal accelereres. Det er som taget ud af ’regeringsgrundlaget’ eller Venstres partiprogram. Kvalitetsudvalget politiserer –lige som en række andre kommissioner og udvalg- helt vildt.

      Helt i overensstemmelse hermed foreslår kommissionen at der skal undervises mere, studenterne skal have flere timer. Universiteternes igangværende omdannelse til skoler og studenternes forvandling til skoleelever skal altså fortsættes og intensiveres. Besynderligt nok er de officielle studenterorganisationer hoppet med på vognen: også de kræver flere timer som en universalløsning. De relevante krav her ville naturligvis være krav om en forlængelse af studietiden, mere tid til fordybelse, og tættere sammenhæng mellem undervisning og forskning. En god forsker er også en god underviser.   Men netop den forbindelse er blevet afsvækket gennem de senere mange år og tilsigtes yderligere løsnet.

      I takt med hele denne udvikling er den faglige kvalitet på en række uddannelser blevet svækket. Det problem klarer de statslige kommissioner (som altid er spækket med erhvervsfolk og mainstream økonomer), universitetsledelserne og politikerne imidlertid nemt ved simpelthen at omdefinere selve kvalitetsbegrebet: ’Kvalitet’ og ’talent’ bliver i dag defineret som egnethed til ansættelse i erhvervslivet. Så passer ’argumentationen’. Keine Hexerei.

      Destruktionen af det klassiske universitet er en proces der har stået på nu i flere år og som er sammenhængende med videre processer af samfundsmæssig forandring. For det første er selve samfundet blevet forandret: Den sociale solidaritet er ved at krakelere under presset af stadigt mere egocentrerede adfærdsnormer, konkurrence og elitedyrkelse, de store folkelige organisationer for folkelig deltagelse, massepartierne, fagforeningerne, den kooperative bevægelse o.s.v. er svækkede eller under afvikling, befolkningens atomisering (eufemisk omskrivende kaldet ’øget individualisme’) er vidt fremskreden, autonome organisationer som f.eks. netop universiteterne, er under afvikling og forvandles til transmissionsbælter for en stadig mere aggressiv kapitalismes drive for stadig mere vækst og forbrug samt en centraliseret topstyret statsmagts implementering af denne målsætning og ideologi.

      Demokratiet er ved at blive forvandlet fra 1945 konstruktionens ’kompromisdemokrati’ til et ’postdemokrati’, hvor den politiske, økonomiske og mediemagten er smeltet mere og mere sammen i toppen, hvor politikerne er blevet en selvsupplerende professionel elite og hvor befolkningen er blevet mere og mere afmægtig i bunden. Vigtige beslutninger om forestående politiske og samfundsændringer bliver i stigende grad afgjort af håndplukkede udvalg og kommissioner bestående af erhvervsfolk og økonomer. Der har udviklet sig et slags nyt ’Overhus’ uden for det demokratiske folks rækkevidde. Den demokratiske meningsdannelse og diskussion er videre blevet erstattet af en af medieeliten fastsat dagsorden og studieværters, ’meningsdanneres’ og toppolitikeres råben og skrigen i munden på hinanden. Selv det politiske sprog er blevet forvandlet: Egentlig argumentation er veget mere og mere til fordel for et politisk reklamesprog. Generelt i samfund og politik er pluralismen blevet indskrænket, afstanden mellem befolkning og elite øget og den demokratiske styringskæde hugget over.

      Men statens forvandling er endnu mere vidtgående i en bevægelse fra 1945 konstruktionens velfærdsstat til nutidens konkurrencestat. I 1945 blev den vilde kapitalisme søgt tæmmet ved hjælp af demokratisk kontrol, sociale foranstaltninger, socialpartnerskab, keynesiansk politik og Bretton Woods. I dag råder den uhæmmede vækstideologi hvor kapital og stat abejder sammen i en vedvarende ekspansion, en bestræbelse og en logik der i sin yderste konsekvens styrer mod klodens ødelæggelse.

      Universiteterne er herunder blevet forvandlede fra centre for fri forskning og vidensudvikling til fabriker hvor man producerer arbejdssoldater, forbrugere, samt ikke at forglemme bureaukrater og ideologer for konkurrencesamfundet og konkurrencestaten. Universiteternes forfald og den samfundsmæssige forandring er nøje sammenhængende.

      Menneskene forkrøbles herunder mere og mere. Deres ’værdi’ defineres i relation til en eendimensional opfattelse af tilværelsens formål og mening. I gamle dage hed det om undervisningen på alle niveauer, herunder også på universitetsniveauet, ”uddannelse ikke blot for erhvervslivet, men for livet”. I dag er parolen ”kun for erhvervslivet”.

      I aktionerende studenter her på Aarhus Universitet kæmper en tredobbelt kamp: for at frigøre jer selv og sikre jeres ungdoms frie udfoldelse på egne præmisser, for at genrejse det frie, videnskabelige universitet og for at frigøre det sociale liv fra konkurrencestatens og den helt løsslupne kapitalismes destruktive deformation af samfundet samt ensretning af alle formål og institutioner.

Curt Sørensen, dr.scient.pol.

Professor emeritus, Institut for Statskundskab,Aarhus Universitet

.

.